Hvordan kan jeg blive en vinder??

Jeg er lidt flov over det her opslag, men jeg har simpelthen brug for jeres hjælp..

Jeg er velvidende, at jeg er til grin, så døm mig venligst ikke. Mit selvværd er bestemt ikke særlig højt i forvejen.

Helt konkret blev jeg aldrig til "noget". Jeg ville så gerne have haft en karriere og været i stand til at fokusere på dette og læse koncentreret for at tage en høj uddannelse, som jeg er ret sikker på vil give mig en bedre selvfølelse, mere selvværd osv.

Jeg forsøgte for år tilbage at læse jura og det lykkes mig over tre år at består første år på deltid. Imidlertid sprang jeg fra, da jeg ikke havde noget at leve af, og valgte at læse tysk som linjefag på seminariet og efter yderligere 3-4 år bestod jeg dette.

Jeg forstår faktisk ikke, at jeg bestod, for det lykkes mig overhovedet ikke at få læst på pensum. Jeg sad hver dag i over en måned og kiggede på det jeg skulle læse, lavede overspringshandlinger, og blev så fyldt med selvhad at jeg tilslut kastede op og sådan gik det i ca 40 dage. Jeg dumpede og måtte nøjagtig samme procedure igennem igen i lidt over en måned igen. Til eksamen fik jeg syv, men jeg forstår - og forstod ikke pensum og jeg vil bestemt ikke kunne undervise i tysk på en god måde i dag.

Sidste år forsøgte jeg at læse matematik på b-niveau med henblik på at komme på universitetet, og jeg sad med samme frygt og modstand mod pensum, som jeg gjorde i forbindelse med at jeg læste tysk og blev meldt ud, da jeg ikke fik afleveret det jeg skulle. Det var virkelig et nederlag, som jeg faktisk ikke er kommet over.

Jeg har det sidste år brugt en del penge på terapi - ligesom jeg har fået medicin, men det hjælper ikke på mit selvhad.

Og nu har jeg så fået af vide, at min kammerats datter på 21 år er begyndt at læse medicin. Jeg ønsker hende alt det bedste, men jeg er helt ødelagt over, at jeg som 51´årig aldrig blev til noget!!

Helt konkret kan jeg jo ikke regne med mig selv, og flere gange når jeg går forbi Netto, hvor der sidder folk og drikker øl i store mængder, tænker jeg ofte på, at der faktisk ikke er noget, der adskiller dem og jeg. Jeg drikker ikke spiritus og tager ikke stoffer, men de får reelt lige så meget ud af livet som jeg gør.

Jeg har truffet det valg, at jeg aldrig vil pensioneres. Det giver mig nogle ekstra arbejdsår, og desuden ville jeg hade en pensionisttilværelse, fordi jeg ville tænke på det, jeg aldrig fik gjort.

Sidste år døde min mor, og jeg arvede 300.000 kr. Disse vil jeg bruge på studier - altså som indkomst, men jeg er simpelthen så bange for projektet - både for at komme igang, om jeg kan være i det, og om jeg kan klare det.

Jeg har ikke skyggen af vindermentalitet - tværtimod, har jeg virkelig en tabermentalitet, og stikker af, når det gør ondt eller bliver hårdt og besværligt. Det er faktisk både pinligt og ubeahgeligt at skulle skrive som 51´årig.

Har I nogle råd? Kender I nogen, der har vundet over sig selv, og i så fald hvordan?

På forhånd tak....

Nu tænker jeg, at du bruger baby.dk fordi du har børn? Kan det give dig noget at du ved at du er værdifuld for dem, fordi du er deres mor? Og når du skriver, at du aldrig vil pensioneres, tænker jeg, at dit arbejdsliv trods alt giver en form for værdi/mening, selvom det ikke blev den karriere, du drømte om? Jeg tænker, at vi er mange, der må forlige os med, at vi er "almindelige" mennesker, der ikke er prestigefyldte eller berømte, men at vores liv har værdi for os selv og vores nærmeste. 

Nu ved jeg ikke hvad du ligger i blibe til noget, men det lyder ikke nødvendigvis til at dine uddannelsesvaæg har handlet om interesse eller noget du brændte for, men mere et ønske om dette blive til noget uagtet hvilket noget.

Måske det vil hjælpe på dine chancer for succes at bruge noget tid på at finde frem til hvad det er du drømmer om at lave. Hvad er det du virkelig brænder for?

Hvis du vil arbejde de næsye 25-30 år med det, så fortjener du at det er noget, som interessere dig. Ikke tænke i prestige jeg er sikker på det er dødsygt at slæbe sig igennem jurastudiet og arbejde som jurist, hvis ikke interessen er der.

Så mit bedste råd til at få succes vil være brug tid på at finde ud af hvad du gerne vil og brug de muligheder for hjælp som findes på studier. Find nogle gode studiefæller selvom de nok vil være noget yngre, så er studiemakkere guldværd, når det kommer til at gennemføre og hjælpe en igennem hårde fag.

Og derudover så er alle vigtige i hver deres rolle. Advokayen kunne ikke gøre sin ting, hvis ikke nogen gjorde rent på kontoret, sekretæren hjalp med papirarbejdet osv. I mine øjne er alle noget for nogen, og det vigtigste er at man er glad for sit liv uanset om man har en prestige karriere.

Det du oplever stammer jo fra dybe barndomssår som vi ikke kan løse herinde. Hvis terapi ej har hjulpet, kan du overveje at finde en anden. 

Du skal lære at din værdi som menneske ikke er afhængig af hvilken uddannelse du har. Tag en uddannelse fordi du synes det er sjovt, spændende og interesserer dig og for at øge dine levevilkår, men tag ikke en uddannelse fordi du søger din egen bekræftelse med dig selv. Den skal du finde inde i dig, du skal lære at du har værdi med eller uden titel.

Der findes i øvrigt mange højtuddannede fx læger og advokater som er nogle assholes og dårlige mennesker, mens der findes ufaglærte og lavt uddannede som har de største hjerter og giver en masse til andre mennesker og verden. 

Less is more skriver:

Jeg er lidt flov over det her opslag, men jeg har simpelthen brug for jeres hjælp..

Jeg er velvidende, at jeg er til grin, så døm mig venligst ikke. Mit selvværd er bestemt ikke særlig højt i forvejen.

Helt konkret blev jeg aldrig til "noget". Jeg ville så gerne have haft en karriere og været i stand til at fokusere på dette og læse koncentreret for at tage en høj uddannelse, som jeg er ret sikker på vil give mig en bedre selvfølelse, mere selvværd osv.

Jeg forsøgte for år tilbage at læse jura og det lykkes mig over tre år at består første år på deltid. Imidlertid sprang jeg fra, da jeg ikke havde noget at leve af, og valgte at læse tysk som linjefag på seminariet og efter yderligere 3-4 år bestod jeg dette.

Jeg forstår faktisk ikke, at jeg bestod, for det lykkes mig overhovedet ikke at få læst på pensum. Jeg sad hver dag i over en måned og kiggede på det jeg skulle læse, lavede overspringshandlinger, og blev så fyldt med selvhad at jeg tilslut kastede op og sådan gik det i ca 40 dage. Jeg dumpede og måtte nøjagtig samme procedure igennem igen i lidt over en måned igen. Til eksamen fik jeg syv, men jeg forstår - og forstod ikke pensum og jeg vil bestemt ikke kunne undervise i tysk på en god måde i dag.

Sidste år forsøgte jeg at læse matematik på b-niveau med henblik på at komme på universitetet, og jeg sad med samme frygt og modstand mod pensum, som jeg gjorde i forbindelse med at jeg læste tysk og blev meldt ud, da jeg ikke fik afleveret det jeg skulle. Det var virkelig et nederlag, som jeg faktisk ikke er kommet over.

Jeg har det sidste år brugt en del penge på terapi - ligesom jeg har fået medicin, men det hjælper ikke på mit selvhad.

Og nu har jeg så fået af vide, at min kammerats datter på 21 år er begyndt at læse medicin. Jeg ønsker hende alt det bedste, men jeg er helt ødelagt over, at jeg som 51´årig aldrig blev til noget!!

 

Helt konkret kan jeg jo ikke regne med mig selv, og flere gange når jeg går forbi Netto, hvor der sidder folk og drikker øl i store mængder, tænker jeg ofte på, at der faktisk ikke er noget, der adskiller dem og jeg. Jeg drikker ikke spiritus og tager ikke stoffer, men de får reelt lige så meget ud af livet som jeg gør.

 

Jeg har truffet det valg, at jeg aldrig vil pensioneres. Det giver mig nogle ekstra arbejdsår, og desuden ville jeg hade en pensionisttilværelse, fordi jeg ville tænke på det, jeg aldrig fik gjort.

Sidste år døde min mor, og jeg arvede 300.000 kr. Disse vil jeg bruge på studier - altså som indkomst, men jeg er simpelthen så bange for projektet - både for at komme igang, om jeg kan være i det, og om jeg kan klare det.

Jeg har ikke skyggen af vindermentalitet - tværtimod, har jeg virkelig en tabermentalitet, og stikker af, når det gør ondt eller bliver hårdt og besværligt. Det er faktisk både pinligt og ubeahgeligt at skulle skrive som 51´årig.

Har I nogle råd? Kender I nogen, der har vundet over sig selv, og i så fald hvordan?

 

På forhånd tak....

 

 

 

 

Du er ikke til grin. Det du beskriver lyder ikke som “tabermentalitet” men mere som en der stræber for højt pga et “forskruet” syn på hvad en god karriere er frem for at finde en karriere der har interesse. 

Du er ikke mindre værd, fordi du ikke blev læge, jurist eller professor. Der findes masser af mennesker med flotte uddannelser, som er ulykkelige og føler sig tomme indeni. Selvværd kommer sjældent af titler alene.

Jeg tror også, du må passe på med at gøre livet til et regnskab over “hvad jeg burde have været”. Du er 51 – ikke færdig. Mange mennesker starter sent, skifter spor sent eller finder ro sent. Det gør ikke deres liv mindre værdifuldt. Jeg er selv en af dem. Jeg er sprunget fra diverse uddannelser gennem livet af forskellige årsager. Først nu har jeg hængt fast og til næste år er jeg færdiguddannet som kontorfunktionær i en alder af 42 år. Det er ikke en høj uddannelse overhovedet. Men jeg er alligevel en vinder synes jeg selv. 

Jeg tror at mit bedste råd til dig ville være: lad være at være så hård ved dig selv. Det er aldrig for sent, men find ud af hvad der interesserer dig og ikke på hvad man tænker mange penge på eller hvad der ser godt ud udadtil. Det vigtigste er at DU er glad i din hverdag. Ikke hvad andre tænker. 

Jeg tænker at du overvurderer hvad en god karriere er. Hvis man altid går og tror at græsset er grønnere, hvis man bare lige får en høj stilling og en flot uddannelse (hvad så end det er),  så tager du fejl.

Jeg har aldrig været ambitiøs hvad hverken uddannelse eller job angår. Jeg har et godt velbetalt job jeg er havnet i ved et tilfælde. Har en erhvervsakademiuddannelse som jeg er kommet langt med til trods for det er den laveste i udvalget.  Men jeg går mere op i hvad jeg ellers kan og er. Vægter hobbyer og interesser højt. Prioriterer at være en god ven, kollega og mor. Jeg tror ikke du bliver lykkelig af at starte på endnu en uddannelse. Brug pengene på en rejse hvor du mediterer og lærer dig selv at kende. Finder ro i dig selv. Kom hjem og find et arbejde du synes om og kan holde ud at være i og fokuser på alt det andet du kan være.

jeg tror ikke du bliver lykkelig af at bruge 300.000 på en uddannelse som du knapt nok orker at gennemføre fordi du gør det af de forkerte årsager. 

Jeg har lyst til at tilføje, at jeg er akademiker, cand.mag i dansk, arbejdede på et skolebibliotek (hvilket jeg syntes var fantastisk, selvom jeg ikke tjente noget særligt) I dag er jeg førtidspensionist. Jeg regner med at komme på arbejdsmarkedet igen i efteråret, efter nogle år hvor jeg har været syg, men jeg bliver aldrig succesfuld eller rig eller noget i den stil. Ikke som jeg havde forestillet mig, da jeg besluttede at tage en længere videregående uddannelse. Ikke for at tage modet fra dig på forhånd, blot for at tilføje, at en høj uddannelse ikke nødvendigvis fører til prestige.

Jeg er helt forvirret over at du ser dig selv som taber, bare fordi du måske har skudt over målet med de uddannelsesretninger du har valgt - eller! Simpelthen bare har valgt ud fra en tanke om prestige, mere end interesse. Ingen kan overskue en uddannelse hvis ikke interessen er der oprigtigt! 

Hvad betyder det at "blive til noget"? Det lyder til du har job - og også familie gætter jeg på. Hvad mere skal der til? Er et eksamensbevis virkelig vejen til at være en vinder i livet? 

Det mener jeg bestemt ikke. For mig lyder det mere som noget dybt iboende omkring hvad der er prestigefyldt og "det rigtige" som intet har med virkeligheden eller lykke at gøre. 

Mit bedste bud er at bruge flere penge på terapi - ikke på uddannelse. 

Du er far til en søn på 8-10 år, hvis jeg husker rigtigt. Hvordan vil du se på ham, hvis han dropper ud af en uddannelse, vælger et liv med ufaglært arbejde eller et job, der ikke er “noget særligt”? Hvad vil du tænke, hvis han trods job og barn ikke mener, han har fået mere ud af livet end alkoholmisbrugeren på bænken? 

Du skal være en god rollemodel for din søn, og det fikser du ikke ved at få en særlig uddannelse, men ved at vise ham, at livets og menneskers værd ikke handler om at blive til noget, men til nogen. En god far -  en glad lagerarbejder, der bruger sin fritid på en hobby, han elsker - en passioneret amatørkok, som samler folk omkring sig - en fantastisk nabo, som stiller op og hjælper den gamle dame i huset ved siden af - en mand, der lever og ånder for at rejse eller tage på camping. Osv. osv. 

Når du ikke kan være kærlig ved dig selv, men nærmest opsøger fiaskoer - “jeg har kun dårlige erfaringer med at studere, så nu vil jeg brænde min mors arv af på dét” - så brug din søn som din standin i et tankeeksperiment: Hvordan fortjener han at blive opfattet, også som voksen? Er han kun noget værd, hvis han “vinder” en fed karriere? 
Hvorfor skal du behandle dig selv på en måde, du forhåbentlig aldrig ville byde din søn at lade sig behandle på? 

Er du nogensinde blevet udredt for Adhd, eller lignende?