Mistanke om at far nedprioriterer børn for kæreste

Hej panelet

Hvad gør jeg lige her. Gør jeg overhovedet noget. 

Min eks og jeg har 2 børn sammen på 11 og 14 år. Vi har været fra hinanden i mange år. Vi har børnene i en 7/7 ordning.

Han har fået en kæreste hvilket er så dejligt for ham. Men. Jeg har over længere tid observeret på sidelinjen hvordan han træffer nogen valg, hvor børnene bare ikke er 1. Prioritet. Jeg taler såsom ikke at være hjemme på det ene barns fødselsdag, for i stedet at lade børnene passe og selv tage til en koncert med kæresten. 

Bruge en masse tid på kæresten når han har børnene, og lader dem være alene hjemme imens. Uden at sørge for andet end et stykke rugbrød til aftensmad, mens han spiser med kæresten og hendes børn. 

Ville ikke køre dem hjem til mig efter et familie arrangement i hans familie ( i min uge) så de måtte tage bussen. Kun fordi han skulle ud og spise med kæresten og hendes børn (som også var med til familie arrangementet)

Lod sine egne børn blive passet mens han tog til et løb med kæresten og hendes børn. 

Prioriterede ikke at tage med ud og besøge ny skole med børnene - selvom det var hans weekend. Så jeg tog afsted selv med børnene. Han havde planer - som var at hjælpe kæresten (med noget der godt kunne undvære hans hjælp i de 3 timer)

Der er mange eksempler også af mere komplicerede slags, der er svære at få ned på skrift uden det bliver en roman. 

Begge børn  giver udtryk for at de er trætte af far og synes han træffer underlige valg. Særligt den store siger direkte at det føles som om far synes kæresten og hendes børn er vigtigere. Jeg lytter og støtter, uden at tale dårligt om far. Appelerer til at  de taler med deres far om det. Men den store har en oplevelse af at han lukker samtalen ned hvis det handler den mindste smule om kæresten. 

Det skal siges at far er bopælsforældre af praktiske årsager og har været det i mange år. Så jeg kan ikke "bare lige" ændre aftalen fx. Men det er heller ikke min hensigt med det her opslag. 

Far er meget sensitiv ift mine tanker og inputs. Så jeg føler jeg bevæger mig på et knivsæg når vi kommunikerer i forvejen. 

Bør jeg gøre noget her? Eller bare fortsætte med at lytte til mine børn og være i det, med dem.?

Skal siges jeg ikke har mødt kæresten. De har været kærester i 2 års tid. Bor ikke sammen og har heller ikke planer om det lige foreløbig. 

Det er trist men ikke dit bord at blande dig i. Hvis du i forvejen oplever at gå på en knivsæg vil det skabe konflikt. 
støt børnene og vær der for dem, lyt til dem og lad dem vide du er der og hører dem. 
hvad far vælger og gør ligger på ham.

*.* skriver:

Det er trist men ikke dit bord at blande dig i. Hvis du i forvejen oplever at gå på en knivsæg vil det skabe konflikt. 
støt børnene og vær der for dem, lyt til dem og lad dem vide du er der og hører dem. 
hvad far vælger og gør ligger på ham.

Ja det er nemlig mega trist. Og jeg er bange for hvad det gør ved dem på lang sigt at opleve det svigt det reelt er. 

Jeg trøster mig med at deres hjem hos mig og min kæreste er stabilt og med masser af kærlighed, opmærksomhed og hensyn til ungerne. Men det er trods alt 50% af deres liv der foregår hos deres far.  

Hej panelet

Hvad gør jeg lige her. Gør jeg overhovedet noget. 

Min eks og jeg har 2 børn sammen på 11 og 14 år. Vi har været fra hinanden i mange år. Vi har børnene i en 7/7 ordning.

Han har fået en kæreste hvilket er så dejligt for ham. Men. Jeg har over længere tid observeret på sidelinjen hvordan han træffer nogen valg, hvor børnene bare ikke er 1. Prioritet. Jeg taler såsom ikke at være hjemme på det ene barns fødselsdag, for i stedet at lade børnene passe og selv tage til en koncert med kæresten. 

Bruge en masse tid på kæresten når han har børnene, og lader dem være alene hjemme imens. Uden at sørge for andet end et stykke rugbrød til aftensmad, mens han spiser med kæresten og hendes børn. 

Ville ikke køre dem hjem til mig efter et familie arrangement i hans familie ( i min uge) så de måtte tage bussen. Kun fordi han skulle ud og spise med kæresten og hendes børn (som også var med til familie arrangementet)

Lod sine egne børn blive passet mens han tog til et løb med kæresten og hendes børn. 

Prioriterede ikke at tage med ud og besøge ny skole med børnene - selvom det var hans weekend. Så jeg tog afsted selv med børnene. Han havde planer - som var at hjælpe kæresten (med noget der godt kunne undvære hans hjælp i de 3 timer)

Der er mange eksempler også af mere komplicerede slags, der er svære at få ned på skrift uden det bliver en roman. 

Begge børn  giver udtryk for at de er trætte af far og synes han træffer underlige valg. Særligt den store siger direkte at det føles som om far synes kæresten og hendes børn er vigtigere. Jeg lytter og støtter, uden at tale dårligt om far. Appelerer til at  de taler med deres far om det. Men den store har en oplevelse af at han lukker samtalen ned hvis det handler den mindste smule om kæresten. 

Det skal siges at far er bopælsforældre af praktiske årsager og har været det i mange år. Så jeg kan ikke "bare lige" ændre aftalen fx. Men det er heller ikke min hensigt med det her opslag. 

Far er meget sensitiv ift mine tanker og inputs. Så jeg føler jeg bevæger mig på et knivsæg når vi kommunikerer i forvejen. 

Bør jeg gøre noget her? Eller bare fortsætte med at lytte til mine børn og være i det, med dem.?

Skal siges jeg ikke har mødt kæresten. De har været kærester i 2 års tid. Bor ikke sammen og har heller ikke planer om det lige foreløbig. 

Puh jeg får helt ondt i maven. Det minder utrolig meget om min barndom. Her var det bare min mor der prioriterede hendes nye mand og hans barn over mig. 
mere vlevet efterladt alene i en lejlighed engang mens de tog på McDonald’s bare for at tage et eksempel. 

Jeg kan huske jeg som barn håbede nogen opdagede det og sagde noget til min mor. Det gjorde hendes søster (min moster). Det hjalp bare ikke meget. Så ved faktisk ikke hvad du kan gøre ved det. 

vil lige tilføje. Jeg har et fantastisk forhold til min mor i dag og vi ses og snakker hele tiden. Hun r blevet skilt fra manden for mange år siden 

LolaDk skriver:

Puh jeg får helt ondt i maven. Det minder utrolig meget om min barndom. Her var det bare min mor der prioriterede hendes nye mand og hans barn over mig. 
mere vlevet efterladt alene i en lejlighed engang mens de tog på McDonald’s bare for at tage et eksempel. 

Jeg kan huske jeg som barn håbede nogen opdagede det og sagde noget til min mor. Det gjorde hendes søster (min moster). Det hjalp bare ikke meget. Så ved faktisk ikke hvad du kan gøre ved det. 

vil lige tilføje. Jeg har et fantastisk forhold til min mor i dag og vi ses og snakker hele tiden. Hun r blevet skilt fra manden for mange år siden 

Det er jeg ked af at høre!

Jeg går også i mit stille sind og håber og tror at hans familie - særligt hans mor - dog vil påtale det. Om det vil have effekt kan jeg ikke vide. Men åh hvor har jeg lyst til at ruske ham eller spørge ham om han hellere vil have ungerne lidt mindre i en periode.

Tænker også at han tager for givet at selvom de er "store" og meget selvstændige, så er de bare stadig børn og har brug for deres forældre der sætter rammerne og interesserer sig for dem. 

Der hvor filmen knækket for mig er, at han ikke bare, i sin nyforelskelse, prioriterer sin nye kæreste. Han prioriterer sin nye kæreste OG hendes børn over sine egne, og det er uacceptabelt, hvis du spørger mig. Hvorfor kan hans egne børn ikke være med til middagene og udflugterne sammen med hendes børn? Er det fordi det er for dyrt? For uoverskueligt at være så mange afsted eller hvad sker der? Her kunne man dele sol og vind lige og skiftes til at tage hans og hendes børn med eller man kunne skære ned og tage ud færre gange, men med alle børnene. 

Min far er på samme måde og jeg brækker mig over, hvordan hans nye kone og hendes børn og børnebørn altid kommer i første række. Forskellen er så, at den nye kone først kom ind i billedet, da jeg var 30. Derfor kunne jeg vælge at ryste på hovedet og trække mig fra ham -

Det kan dine børn på 11 og 14 ikke! Og de kan heller ikke forstå komplicerede tilknytningsmønstre osv, der kan forklare deres fars adfærd, og det skal de heller ikke. Jeg synes, at du skal tale med ham

Jeg havde selv talt med min eksmand, hvis han nedprioriterede vores søn (16 år) på den måde og jeg håber også, at han ville have givet mig en opsang, hvis det var den anden vej rundt. 

Jeg havde uden tvivl taget snakken med ham. Det forstår jeg ikke du ikke har gjort endnu. Fuck om han er sensitiv for kritik, det er jeres børn det går udover og det skal ikke tilgodeses fordi han er konfliktsky eller sensitiv. 

du tager snakken med ham og fortæller om dine observationer og hvordan det gør jeres børn utrygge. Så har du gjort dit og herefter må du give slip, fordi du kan ikke ændre hans adfærd, men du skal påtale det uden tvivl. 

Hmm jeg synes den er svær fordi vi kun har din version af det.

Hvis I har 7-7 ordning, må han jo være sammen med dem og så kan det jo ikke undgås at der er tidspunkter hvor børnene er alene og så tænker jeg måske også det handler om deres alder altså de måske selv siger nej til nogen ting ?��

De hellere vil være hjemme og ikke gider med ud at spise ? - jeg gætter bare for sådan kan min unger altså ret tit være, det er tit vi har de små med et sted hen uden de store.

Men nej jeg synes uanset ikke du skal blande dig, så skal dine børn snakke med deres far, det er de vel store nok til

Fortvivlet skriver:

Hmm jeg synes den er svær fordi vi kun har din version af det.

Hvis I har 7-7 ordning, må han jo være sammen med dem og så kan det jo ikke undgås at der er tidspunkter hvor børnene er alene og så tænker jeg måske også det handler om deres alder altså de måske selv siger nej til nogen ting ?��

De hellere vil være hjemme og ikke gider med ud at spise ? - jeg gætter bare for sådan kan min unger altså ret tit være, det er tit vi har de små med et sted hen uden de store.

Men nej jeg synes uanset ikke du skal blande dig, så skal dine børn snakke med deres far, det er de vel store nok til

Men måske føler jeres større børn sig ikke tilsidesat på samme måde, hvis I laver ting med deres lillesøskende, som de er "vokset fra"? Jeg tænker, at det er en anden oplevelse at være skilsmissebørn og der så pludselig er en ny kæreste og nye børn inde i billedet som får en masse opmærksomhed. 

Nu har jeg kun ét barn, men jeg tænker, at man kan lave forskellige ting med børn i forskellige aldre, så det ikke kun er de mindre børn, der bliver prioriteret (selvom jeg er med på, at de har mere brug for forældrene og også er mere interesseret i at lave ting sammen med dem).

Jeg er desværre i den samme situation. 
min x prioriterer heller ikke vores børn, men konens og deres fælles barn. 
Et eksempel er f.eks., at der var fernisering på skolen. Men han kunne ikke komme fordi han skulle hente hendes børn. 
Da hun skulle føde, lå han og hende indlagt i knap 3 uger, fordi hun skulle være i sengen pga nogle komplikationer. Mine børn spurgte om de måtte komme ind og besøge, så jeg kørte dem derind og spurgte om han kunne sætte dem på toget, når de skulle hjem. Det kunne han desværre ikke. Så jeg måtte køre derind igen, for at hente dem. Vi skulle til fødselsdag, så jeg kunne ikke bare lige køre - men syntes også, at de skulle have lov. 
Så er der de evindelige ture ud af huset, hvor vores børn aldrig bliver inviteret med, han kan aldrig hjælpe og han møder kun op på skolen, hvis det direkte kan ses, at han er med. Han har f.eks. aldrig været til forældremøde. Vores børn har nu trukket sig fra ham. Den store ser ham slet ikke og de andre ser ham i en 26-2 ordning. Altså en weekend om mdr. resten af tiden vil de ikke være der. 
så har ikke rigtig så meget at byde på desværre