Samarbejde på bekostning af mental overskud?

Min x mand og jeg gik fra hinanden for 8 år siden. 

Han er sidenhen blevet gift igen, og fået et barn mere. 

Jeg selv har indtil for nylig, været i et længerevarende forhold men det gik i stykker. 

Vores samarbejde har hele tiden været "hård". I det omfang, at han, qua det var mig der gik, ikke rigtig har haft så megen tilovers for mig eller mine holdninger. 

Derfor har reglerne også været forskellige i vores husholdninger. 

Efter 1 ½ overgik den ældste fra en 7/7 til en 9/5 og hun ser nu ikke sin far.

De 2 andre, ser deres far i en 12/2 ordning. Når det passer dem. Oftest bliver de hjemme. 

Da vi blev skilt, flyttede jeg 5 min. væk, så børnene kunne gå til og fra. Så det er nemt for dem, lige at smutte over til deres far i hverdagene, for at se deres lillesøster.

Jeg har altid være ufattelig organisatorisk. Da vi var sammen, planlagde jeg alting, og alle nød godt af det. Også begge svigerfamilier. Ture ud af huset, stod jeg for. 

Efter vi gik fra hinanden, holdt vi mange fødselsdage sammen. Men til sidst blev jeg træt af det, da min x. ikke rigtig gad bidrage. Han mødte stort set op som gæst og gik igen. Så skulle den lille puttes, så havde han ondt i benet, så skulle konen studere osv. 

Men nu er det desværre sådan, at min den mellemste har 18 års fødselsdag. Her står jeg desværre i den situation, at min x, ikke rigtig mener, at han kan hjælpe. Først skal han på arbejde om fredagen. Vi har  booket et lokale, der hvor jeg bor. Så derfor kan han ikke hjælpe med at pynte op. Det sker om fredagen. Lørdag kan han desværre heller ikke hjælpe med, at rydde op, da han tager afsted på en getaway med konen. Han har lagt sin getaway, EFTER han har været med til at planlægge. 

Så jeg står igen i en situation hvor jeg skal bruge meget tid på at planlægge, pynte op, og nu også fjerne ting. Rydde op. Og jeg er SÅ træt af det.

Og nu tænker jeg meget over næste år, hvor den yngste skal konfirmeres. Hun har ønsket, at det holdes sammen. Men jeg er SÅ træt af, at jeg står for det hele. 

Hvorfor siger jeg ikke noget? Men det gør jeg også - men han er altid fyldt med undskyldninger. Og "jeg har ikke været med", og "det vidste jeg ikke". Altså come on.. hvem ved ikke, at der skal ryddes op efter en fest?!

Kan jeg tillade mig, at sige fra og sige, at vi holder konfirmationen hver for sig?

Men han bidrager vel økonomisk så?

Altså jeg mener alternativet er vel at du "holder selv" og stadig står med det hele plus det økonomiske 

Fortvivlet skriver:

Men han bidrager vel økonomisk så?

Altså jeg mener alternativet er vel at du "holder selv" og stadig står med det hele plus det økonomiske 

Ja, han bidrager økonomisk. 

Men grunden til, at jeg vil holde selv er, at så bliver jeg ikke frustreret over, at han ikke deltager. Så kan jeg selv styre det. 

Kan du ikke "bare" lade som om I er fælles om det, men planlægge det selv og lade ham bidrage økonomisk og så ellers bare betragte ham som en gæst? Evt kun spørg ham om ikke-vigtige ting. Så du ikke føler skuffelsen over at han igen fejler, mener jeg tænker det vigtigste er barnets oplevelse

Tænker bare du må acceptere at han aldrig har og aldrig vil bidrage til den del. Du går og bære en masse nag og negative følelser og skuffelser over at du klarer alting, men det har du altid gjort og han begynder ikke pludselig på det. Så slip forventningerne til ham fuldstændig, giv slip og forbered dig på at resten af livet vil du stå for alt og han er bare deltager. Mærk fred i det og stå så selv for tingene. Så undgår du de her følelser. 

Har du/I økonomisk mulighed for at det kan holdes et sted hvor stedet står for det hele, så I kun skal møde op og nyde det. Og måske forholde jer til menu og farver. Men ikke oppyntning, oprydning mm.?

For så kan I begge (bedre) være med som “gæst”.

Jeg kan ikke læse mig frem til om du ønsker, at holde konfirmationen uden hans deltagelse?

Din ex har aldrig bidraget med noget og du kan ikke forvente, at han begynder på det nu. Lad ham betale og så lav en dag som du og dine børn gerne vil have. 

Man må bide i det sure æble ang. konfirmationen og ALRIG dele den op mellem familierne. Det er barnets dag og barnet vil selvfølgelig gerne både have sin mor og far med. 

Alternativt skal man holde det ude i byen, så man er gæst som alle andre. Vi har holdt 2 konfirmationer ud i byen og det var den bedste beslutning. Jeg kunne slappe af og hygge mig uden, at skulle tænke på om maden nu var varm eller kaffen var brygget. 

Anonym skriver:

Ja, han bidrager økonomisk. 

Men grunden til, at jeg vil holde selv er, at så bliver jeg ikke frustreret over, at han ikke deltager. Så kan jeg selv styre det. 

Kan du ikke bare styre det, og så kan han møde om som gæst? Lad ham hjælpe økonomisk og lav den konfirmation som jeres datter ønsker sig. 

Nej - jeg synes ikke, du kan tillade dig at gå imod dit yngste barns ønske og vælge lige netop dén anledning til at sætte foden ned over for din eks. Du er jo parat til at stå for at arrangere det alene alligevel, og din frustration over, at han ikke hjælper, må ikke trumfe dit barns ønske. 

Som sidebemærkning vil jeg nævne, at det ikke altid er så fedt at samarbejde med en person, der er “ufattelig organisatorisk” og vant til at arrangere det hele. Ofte bliver man parkeret på sidelinjen mht. beslutninger om, hvordan det skal foregå, hvad der skal serveres osv. osv., fordi den anden har fuldstændigt styr på det og ikke nødvendigvis er åben for andre muligheder. Hvis man så resignerer, kan det godt være en smule provokerende, at man kun “kan bruges” som praktisk gris og ellers ikke har et ord at skulle have sagt. 
Om det er tilfældet for jer, ved jeg jo ikke - men når du fremhæver dine egne evner i den henseende, er det da en overvejelse værd, om han slet og ret “strejker”, fordi du ved bedst og er den selvudnævnte ekspert. 

Mor og meget mere skriver:

Nej - jeg synes ikke, du kan tillade dig at gå imod dit yngste barns ønske og vælge lige netop dén anledning til at sætte foden ned over for din eks. Du er jo parat til at stå for at arrangere det alene alligevel, og din frustration over, at han ikke hjælper, må ikke trumfe dit barns ønske. 

Som sidebemærkning vil jeg nævne, at det ikke altid er så fedt at samarbejde med en person, der er “ufattelig organisatorisk” og vant til at arrangere det hele. Ofte bliver man parkeret på sidelinjen mht. beslutninger om, hvordan det skal foregå, hvad der skal serveres osv. osv., fordi den anden har fuldstændigt styr på det og ikke nødvendigvis er åben for andre muligheder. Hvis man så resignerer, kan det godt være en smule provokerende, at man kun “kan bruges” som praktisk gris og ellers ikke har et ord at skulle have sagt. 
Om det er tilfældet for jer, ved jeg jo ikke - men når du fremhæver dine egne evner i den henseende, er det da en overvejelse værd, om han slet og ret “strejker”, fordi du ved bedst og er den selvudnævnte ekspert. 

Ja, der kan jeg kun give dig ret. Hvis jeg altså var sådan en type. Men selvom jeg er ufattelig organisatorisk, så giver jeg stadig plads til, at han kan bidrage og føle, at han er en del af det. Han vælger bare at lade være. 
Et glimrende eksempel er faktisk, den børnefødselsdag som jeg lige har holdt - for ja, det endte igen med at være mig. 
Vores den yngste har fødselsdag i slutningen af november. Så jeg hiver fat i ham, og spørger ham, om vi skal smide pigerne en tur i svømmehallen og så hjem til mig til pizza bagefter. Et ønske fra barnet. Jeg forslår, at han er i svømmehallen og jeg derhjemme. Han siger, at det kan han ikke tage stilling til. Hans kone er syg. Her var det i oktober. Da start november oprinder, spørger jeg igen. Hvad han synes om ideen, han svarer, at det er for mange penge, og det vil han ikke betale. Jeg siger så, at det var lige det jeg kunne komme på, men at han gerne må komme med noget. Vi aftaler, at han tager teten. November glider. Vi rammer december. Vores barn hiver fat i mig, jeg siger, at vi begge hiver fat i hendes far. December glider. Det er en dum måned siger han (hvilket jeg er enig i). Januar kommer. Vores barn siger til mig, at han siger hele tiden, at nu skal de sætte en dato, men at der ikke sker noget. Jeg siger, at vi må lige give ham lidt tid. Så kommer februar. Jeg rykker ham. Hvad sker der. Han siger, at han vender tilbage, konen skal til eksamen. Så er eksamenerne overstået. Jeg spøger. Han siger, at nu er han syg. Så kommer marts. Vores barn brokker sig nu højlydt, overfor alle. Han lover, at NU vil han finde en dato. April rammer. Jeg spørger om jeg skal finde en dato. Han svarer, at det er en god ide. Jeg finder en dato. Spørger ham. Han siger, at det er en god dato. Vi planlægger. 5 dage før, siger han, at han desværre ikke kan deltage alligevel. Konen skal til eksamen og de skal fejre det bagefter. 
så jeg endte med, at fejre hende. Alene. 
det her er bare en af de utallige eksempler jeg har på, at jeg giver ham plads og han ikke tager den.