Anonym skriver:
Suk…..
ved ingen gang hvorfor jeg laver det her opslag. Måske fordi jeg har brug for virtuelle kram, nogen der forstår, nogen der har gode råd/ideer…
min mand gik fra mig - efter 24 år - den 8. November… kort tid efter erfarer jeg han ser en anden og igår meddeler han, at han er blevet forelsket i hende. Han er ulykkelig over at have smadret mig fuldstændig (der har været nogle løgne indover) og erkender hans forelskelse har gjort ham blind. På ét punkt er jeg rasende og jaloux, bitter og ulykkelig. Samtidig nærer jeg enormt sympati for det menneske der har været min bedste ven gennem et kvart århundrede… jeg har lyst til at slå hånden af ham hvis de væger at forfølge det åbenlyse valg, at give deres forelskelse et skud. Samtidig kan jeg ikke bære hans reaktion når jeg siger det. Hans ulykke i en lorte situation. For jeg elsker ham jo og føler også selv jeg har mistet min bedste ven…. Udgangspunktet for skilsmissen var egentlig fælles, men i sidste ende ham der sagde helt stop. Jeg er ked af der nu er en tredje part involveret istedet for vi ku fokusere på alt det gode vi fælles ku se i et brud.
ydermere … så måtte jeg aflyse min 40-års fødselsdag der er lige om lidt. En fest jeg har set frem til i flere år og nu ikke har råd til 
jeg gav det så er forsøg at invitere en flok til en mindre komsammen, med det udfald at nærmest ingen kunne 
og prikken over i’et …. Så bor jeg i et lille samfund, hvor det nu er kommet mig for øre at vores skilsmisse nok bunder i jeg har været utro 
det rammer mig helt ind i knoglerne! Især fordi jeg INTET har nævnt til nogen om hans nye ‘pige’ til nogen som helst, fordi jeg vil beskytte ham mod at skulle være den ‘onde’ i det her.
fuck jeg tror aldrig jeg har været så langt nede og endte i sidste uge med en deltids sygemelding, hvilket jeg aldrig i mit arbejdsliv har prøvet. Jeg kan slet ikke se hvordan jeg skal rejse mig - sladder, en tredje part, og en aflyst fødselsdag som i det skrevne øjeblik nok ender med jeg sidder alene. Jeg havde en halv aftale med min bedste veninde om et spa ophold, men hendes eks skal på tur og hun skal have børnene…… alt ramler om mig synes jeg. Øv øv øv…….
er der nogen der kan sige bare et eller andet og som måske har stået i det samme og har nogle gode råd til, at finde livsmod og gejst igen? ��
hilsen en rimelig ulykkelig, snart 40-årige 
Kære du
Jeg ville bare sende dig et stort virtuelt kram. Jeg blev så rørt over at læse dit opslag, og jeg kan næsten mærke helt ind i hjertet, hvor ondt du har det lige nu. Det giver så god mening, at du føler dig ramt, vred, jaloux, ked af det og samtidig stadig har kærlighed og omsorg for ham — alle de følelser kan godt bo samme sted, uden der er noget forkert i det.
Du står midt i et kæmpe brud, et savn af både en partner og en bedste ven, og oveni alt det rammer sladder, aflysninger og ensomhed. Det er ikke mærkeligt, at du føler dig slået ud. Ingen mennesker kommer let igennem sådan noget.
Men selvom det måske ikke føles sådan nu, så rejser man sig igen. Lidt efter lidt. Dag for dag. Du lyder som et varmt og loyalt menneske, der endda prøver at beskytte ham midt i din egen smerte — og det siger virkelig meget om din styrke.
Vær blid ved dig selv lige nu. Du må gerne være ked af det. Du må gerne være vred. Og du behøver ikke have svarene endnu.
Jeg håber, du kan mærke, at du ikke er alene — heller ikke selvom det føles sådan. Sender dig de største kram og masser af varme tanker
