Hun hemmeligholder det for manden

Jeg har brug for flere øjne på dette. Derfor skriver jeg herinde.

Min kæreste har en veninde. Veninden og min kæreste snakker tit i tlf sammen men ses sjældent. Hun bor vidst i Jylland og han her på Sjælland. Vi har været sammen i ca 6 måneder. Jeg kender ikke veninden. Men min kæreste har nu nævnt hende en del gange, til jeg ved nogle ting. Venindens mand ved IKKE at hun ofte ringer til min kæreste og betror sig til ham. Hun fortæller mange mange private ting om deres forhold til min kæreste. Jeg kender jo nu min kæreste så godt at jeg (næsten) ved at han nok også betror sig til hende og taler om ham og jeg. Det er min tanke i hvert fald. Min kæreste har fortalt mig at han før har fundet ud af det, og venindens og min kærestes kontakt stoppede men så kontaktede hun ham igen, og ja så ved manden jo ikke de taler sammen igen. 

Han siger hvis det var omvendt og lad os sige det var min kæreste og jeg, og jeg gjorde som hans veninde. Ville han ikke synes det er okay. Jeg synes bare det er for meget. Jeg sagde til ham “men det må du selv om. Det er for meget” og så sagde jeg “du skal ikke gå tilbage til hende og sige vi har haft den her snak og snakke om mig, det er over grænsen” og til det sagde han intet. Jeg synes det er utrykt, rødt flag og overgrænsen at hun hemmeligholder det for hendes mand og jeg er på side linien. 
Jeg har også sagt til ham, at jeg er helt okay man har venner og veninder af modsatte køn osv, det har jeg også selv, men når det skal hemmeligholdes som deres, så går grænsen. 

Jeg har nu brug for jeres mening og hvad i tænker. 

Jeg synes det er forkert hvad er din mening  

Jeg tror ikke, jeg forstår problemet. Er det forkert at betro sig til nogen, uden at ens partner ved det? Og ville det være okay, hvis man gjorde det til én af samme køn? 
For mig lyder det som en “ufarlig” kontakt. Det er mest red flag for mig, at venindens mand har forbudt hende at tale med din kæreste. Hvorfor skal han bestemme dét? 

Mor og meget mere skriver:

Jeg tror ikke, jeg forstår problemet. Er det forkert at betro sig til nogen, uden at ens partner ved det? Og ville det være okay, hvis man gjorde det til én af samme køn? 
For mig lyder det som en “ufarlig” kontakt. Det er mest red flag for mig, at venindens mand har forbudt hende at tale med din kæreste. Hvorfor skal han bestemme dét? 

Jeg er glad for dine øjne på det. Jeg ved ikke hvad grunden er for at manden har forbudt hende at tale med min kæreste. Jeg har prøvet at spørge, men min kæreste kan ikke rigtig svare på det. Men en grund må der vel være? Men jeg ved det ikke. Men lige meget hvad burde der ikke holdes hemmeligheder. Jeg synes bare det er forkert at holde hemmeligt og betro sig til en anden på den måde i al hemmelighed. Så hm nej jeg synes egentlig ikke det er forbudt at betro sig til andre, men det jeg synes er forkert, er at hun holder det hemmeligt for sin mand at hun ringer til min kæreste. 
Jeg prøver bare at vende den rundt, og jeg ville da blive trist hvis min mand/kæreste (what ever) havde behov for at kontakte en anden kvinde i al hemmelighed. Det er det at det skal være hemmeligt. Jeg er ikke god til de hemmeligheder.
Er jeg forkert på den her? 

Anonym skriver:

Jeg er glad for dine øjne på det. Jeg ved ikke hvad grunden er for at manden har forbudt hende at tale med min kæreste. Jeg har prøvet at spørge, men min kæreste kan ikke rigtig svare på det. Men en grund må der vel være? Men jeg ved det ikke. Men lige meget hvad burde der ikke holdes hemmeligheder. Jeg synes bare det er forkert at holde hemmeligt og betro sig til en anden på den måde i al hemmelighed. Så hm nej jeg synes egentlig ikke det er forbudt at betro sig til andre, men det jeg synes er forkert, er at hun holder det hemmeligt for sin mand at hun ringer til min kæreste. 
Jeg prøver bare at vende den rundt, og jeg ville da blive trist hvis min mand/kæreste (what ever) havde behov for at kontakte en anden kvinde i al hemmelighed. Det er det at det skal være hemmeligt. Jeg er ikke god til de hemmeligheder.
Er jeg forkert på den her? 

Men det foregår vel kun i hemmelighed, fordi manden har forbudt hende det. Er det så forbuddet eller hemmeligholdelsen, der er forkert?

Det bedste ville selvfølgelig være, hvis hun sagde til manden, at han ikke kunne forbyde hende det, og at hun fortsat ville kontakte din kæreste, men det er ikke sikkert, han ville acceptere det, og vi ved jo ikke, hvordan han så ville reagere. 

Jeg synes ikke, du skal have samvittighedskvaler overhovedet. Du kender jo ikke engang manden og er ikke direkte impliceret i “hemmeligheden”. 

Men det foregår vel kun i hemmelighed, fordi manden har forbudt hende det. Er det så forbuddet eller hemmeligholdelsen, der er forkert?

Det bedste ville selvfølgelig være, hvis hun sagde til manden, at han ikke kunne forbyde hende det, og at hun fortsat ville kontakte din kæreste, men det er ikke sikkert, han ville acceptere det, og vi ved jo ikke, hvordan han så ville reagere. 

Jeg synes ikke, du skal have samvittighedskvaler overhovedet. Du kender jo ikke engang manden og er ikke direkte impliceret i “hemmeligheden”. 

Det kan jeg godt se, du har nok ret. Jeg synes bare ikke al sådan hemmeligheds-noget er okay. Men ja jeg skal nok lægge min samvittighed til side. Tak for dine øjne på det

Anonym skriver:

Det kan jeg godt se, du har nok ret. Jeg synes bare ikke al sådan hemmeligheds-noget er okay. Men ja jeg skal nok lægge min samvittighed til side. Tak for dine øjne på det

Jeg er enig med mor med meget mere. 
du skal ikke have dårlig samvittighed over det. Det er jo ikke dig der gør noget forkert. Og egentlig heller ikke din kæreste. Det er hende der går mod hendes kærestes forbud. Så det er hende der skal have det på samvittigheden. 

forbuddet bunder jo nok ud i simpel jalousi. At hendes kæreste er usikker og bange for at der er mere mellem hende og din kæreste end blot samtaler og fortrolighed. 
men det er jo hans problem. Det kan aldrig blive dit. Og så længe du jo stoler på din kæreste og ingen problemer har med at de snakker sammen. Så synes jeg ikk du skal spekulerer yderligere over det  

Personligt synes jeg du skal blande dig uden om. Jeg er enig med dig i at det er kritisk og mærkeligt at det skal hemmeliggøres for manden, men det er ikke dit forhold og ikke din hovedpine. 

Ville da tænke at det var noget underligt noget med veninden og hendes kæreste. Men det er deres problem.

Det næste ville så være, at jeg ville være lidt nervøs for om din kæreste kender grænsen for hvad du har lyst til at han deler om jeres forhold? Jeg mener bestemt man skal kunne betro sig til sine venner og veninder - meeeen, der er alligevel en grænse for hvad man deler med andre. Af respekt for sin partner. 

Hej alle. 
tak for jeres svar. Jeg lagde samvittigheden væk da det ikke handlede om mig. Tak fordi I altid er ærlige med en hjælpende dialog. 

Nu til det igen . 

Da min kæreste ikke har nævnt sin veninde i over en måned nu, og plejede at nævne hende rigtig tit, spurgte jeg ham om noget , måske jeg ikke skulle have gjort det , men jeg blev undrende og nysgerrig . Jeg spurgte ham på en pæn måde  “hvordan går det egentlig med din veninde “navn””

Han svarer “jeg ved det faktisk ikke. Sådan helt ærligt så betyder det ik noget og det ik noget jeg går og bekymre mig om. Jeg har ik snakket med hende siden sidst”

Mig “nåååh i plejede bare at snakke sådan tit, så det er da mærkeligt. Har i slet ik snakket sammen? ”

Ham “nej og vi snakkede ikke sammen tit”

Mig “okay men for mig virkede det tit, det var da en gang om ugen lød det til og du nævnte hende næsten hver gang vi var sammen”

Ham virker irritabel “nej. Men jeg er lige glad med hende. Jeg kan sagtens sige til hende nu hvis hun ringer foran dig. Vi skal ikke snakke mere min kæreste vil ikke have det”

Jeg bliver stille. Er lidt i chok over hans svar.

Så stoppede den samtale og han skiftede emne hurtigt.

10 min efter tager jeg den op igen da jeg ikke synes det var ok. Jeg siger at “for mig må de gerne snakke sammen. Jeg synes bare det er noget mærkeligt noget ik at sige sandheden om nu jeg bare spørg. Du må snakke med lige dem du har lyst til. Jeg har ikke sagt I ikke må snakke sammen”. Og han svare bare det samme og det samme igen. Jeg kan mærke jeg er stille resten af aftenen.

Hvordan skal jeg tolke det her? Jeg ved inderst inde godt at han ikke fortalte sandheden og jeg er ærgerlig over at han ikke siger sandheden. Hans krop sprog og irritation i stemmen og emne skiftet viste mig nogle ting. Jeg fik en tanke   i hovedet af “okay fedt nu kan i begge snakke i smu uden i “må” for jeres kærester. Hun må jo ik snakke med min kæreste for hendes mand. Og min må altså godt snakke med dem han har lyst til, forventer bare åben snak og ærlighed.

Jeg føler ik jeg kan tage den op igen, for det vil intet give mig. Jeg har bare brug for at fortælle det og høre hvad I ville tænke og måske få det lagt væk fra mit hoved. 

Anonym skriver:

Hej alle. 
tak for jeres svar. Jeg lagde samvittigheden væk da det ikke handlede om mig. Tak fordi I altid er ærlige med en hjælpende dialog. 

Nu til det igen . 

Da min kæreste ikke har nævnt sin veninde i over en måned nu, og plejede at nævne hende rigtig tit, spurgte jeg ham om noget , måske jeg ikke skulle have gjort det , men jeg blev undrende og nysgerrig . Jeg spurgte ham på en pæn måde  “hvordan går det egentlig med din veninde “navn””

Han svarer “jeg ved det faktisk ikke. Sådan helt ærligt så betyder det ik noget og det ik noget jeg går og bekymre mig om. Jeg har ik snakket med hende siden sidst”

Mig “nåååh i plejede bare at snakke sådan tit, så det er da mærkeligt. Har i slet ik snakket sammen? ”

Ham “nej og vi snakkede ikke sammen tit”

Mig “okay men for mig virkede det tit, det var da en gang om ugen lød det til og du nævnte hende næsten hver gang vi var sammen”

Ham virker irritabel “nej. Men jeg er lige glad med hende. Jeg kan sagtens sige til hende nu hvis hun ringer foran dig. Vi skal ikke snakke mere min kæreste vil ikke have det”

Jeg bliver stille. Er lidt i chok over hans svar.

Så stoppede den samtale og han skiftede emne hurtigt.

10 min efter tager jeg den op igen da jeg ikke synes det var ok. Jeg siger at “for mig må de gerne snakke sammen. Jeg synes bare det er noget mærkeligt noget ik at sige sandheden om nu jeg bare spørg. Du må snakke med lige dem du har lyst til. Jeg har ikke sagt I ikke må snakke sammen”. Og han svare bare det samme og det samme igen. Jeg kan mærke jeg er stille resten af aftenen.

 

Hvordan skal jeg tolke det her? Jeg ved inderst inde godt at han ikke fortalte sandheden og jeg er ærgerlig over at han ikke siger sandheden. Hans krop sprog og irritation i stemmen og emne skiftet viste mig nogle ting. Jeg fik en tanke   i hovedet af “okay fedt nu kan i begge snakke i smu uden i “må” for jeres kærester. Hun må jo ik snakke med min kæreste for hendes mand. Og min må altså godt snakke med dem han har lyst til, forventer bare åben snak og ærlighed.

Jeg føler ik jeg kan tage den op igen, for det vil intet give mig. Jeg har bare brug for at fortælle det og høre hvad I ville tænke og måske få det lagt væk fra mit hoved. 

Jeg ville også blive irriteret, hvis jeg blev udsat for sådan et forhør. Du tager ikke hans svar for gode varer og bliver ved og ved, selvom han siger fra. Hvad vil du opnå med dét? 

Humlen er, at du er sikker på, han ikke er ærlig om dette. Så må du gøre op med dig selv, om du kan leve med den overbevisning eller ej. 

Hvis det var mig, ville jeg bruge min energi på at være ærlig over for mig selv: Er det et generelt problem, at jeg ikke stoler på ham? Skal jeg være i forhold med én, jeg ikke stoler på? Er jeg i stand til at lade dette ligge og komme videre sammen med ham, eller vil det blive ved med at gnave?