Jeg er så vred!

Der bliver vi ikke enige. Der er tidspunkter og situationer, hvor det at prioritere “anderledes” er ukærligt og topegoistisk. At ignorere sin døende far er ét af dem. 

Men han havde jo været på besøg, så han ignorere da ikke sin døende far ? Nogen mennesker synes også bare det er svært følelsesmæssigt, at nogen er syge /døende, så det kan være det var et stort offer for ham at komme på besøg, men han gjorde det og det er åbentbart stadig ikke nok til dig ? Og det er ikke engang din egen familie, jeg har svært ved at se hvorfor du går så meget op i det ?

Ekko skriver:

Har du nogen fornemmelse af, hvorfor du er så vred, altså hvorfor det går dig så meget på, når det ikke er din egen familie? Ind imellem er der nogen dynamikker, man ikke kender til. 

Min relation til både forældrene og søsteren er lige så tæt, som hvis vi var familie. Også tættere end den, jeg har til fx mine morbrødre og tanter. Jeg har jo kendt dem hele mit liv, og jeg har været sammen med dem mindst et par gange ugentligt de første 20 år af mit liv. 
Jeg elsker dem meget højt, og derfor bliver jeg vred, når andre agerer ubetænksomt og sårer dem. 
Men du har en pointe i, at der er én del af dynamikken, jeg ikke kender indgående, og det er min gamle vens, altså sønnens, opfattelse og oplevelse af relationen. Blot giver han altid udtryk for, at han elsker og værdsætter sine forældre - det er derfor, jeg ikke forstår hans adfærd i praksis, slet ikke, når det reelt er sidste udkald i forhold til hans far. Der kan selvfølgelig godt være aspekter af deres relation, han ikke engang selv er bevidst om. 

Anonym skriver:

Men han havde jo været på besøg, så han ignorere da ikke sin døende far ? Nogen mennesker synes også bare det er svært følelsesmæssigt, at nogen er syge /døende, så det kan være det var et stort offer for ham at komme på besøg, men han gjorde det og det er åbentbart stadig ikke nok til dig ? Og det er ikke engang din egen familie, jeg har svært ved at se hvorfor du går så meget op i det ?

Lad os bare være enige om, at vi ser meget forskelligt på, hvad man med rimelighed kan forvente af sine meget voksne børn. Jeg synes ikke, det bør være et stort offer og kræve overtalelse fra sin søster at komme på det formentlig sidste besøg hos sin far, når man tilmed lige har udtrykt glæde over at have en meget lang juleferie uden store planer. Eller at ringe/skrive til sin mor på hendes fødselsdag. Eller kvittere med et tusind tak, når man modtager en stor gave. 

Jeg undrer mig over, at folk som han, der selv har børn, ikke kan sætte sig ind i, hvor meget det betyder at mærke, at de stadig tænker på én. Jeg ville være så ulykkelig, hvis et af mine børn agerede på den måde. 

Anonym skriver:

Lad os bare være enige om, at vi ser meget forskelligt på, hvad man med rimelighed kan forvente af sine meget voksne børn. Jeg synes ikke, det bør være et stort offer og kræve overtalelse fra sin søster at komme på det formentlig sidste besøg hos sin far, når man tilmed lige har udtrykt glæde over at have en meget lang juleferie uden store planer. Eller at ringe/skrive til sin mor på hendes fødselsdag. Eller kvittere med et tusind tak, når man modtager en stor gave. 

Jeg undrer mig over, at folk som han, der selv har børn, ikke kan sætte sig ind i, hvor meget det betyder at mærke, at de stadig tænker på én. Jeg ville være så ulykkelig, hvis et af mine børn agerede på den måde. 

Det lyder altså som om at hvis man ikke er ligesom dig så er man bare forkert på den og får det til at lyde som om at man så er et rigtig dårligt menneske. 

jeg kan fortælle dig at jeg ikke besøgte min farmor en eneste gang det sidste halve år da jeg vidste hun var ved at dø. Og hende var jeg meget knyttet til og har altid været det. Men jeg kunne ikke bære at se hende så syg som hun var og det var ikke et mindre jeg ville have med mig. Jeg ville huske hende for det gode og have det mentale gode billede af hende. 
Det betyder ikke at jeg ikke elskede hende. Tværtimod så elskede jeg hende for højt til at se hende syg og så svækket. 
egoistisk? Ja muligvis. Men også mig der skal leve resten af livet når hun ikk var der mere 

Anonym skriver:

Det lyder altså som om at hvis man ikke er ligesom dig så er man bare forkert på den og får det til at lyde som om at man så er et rigtig dårligt menneske. 

jeg kan fortælle dig at jeg ikke besøgte min farmor en eneste gang det sidste halve år da jeg vidste hun var ved at dø. Og hende var jeg meget knyttet til og har altid været det. Men jeg kunne ikke bære at se hende så syg som hun var og det var ikke et mindre jeg ville have med mig. Jeg ville huske hende for det gode og have det mentale gode billede af hende. 
Det betyder ikke at jeg ikke elskede hende. Tværtimod så elskede jeg hende for højt til at se hende syg og så svækket. 
egoistisk? Ja muligvis. Men også mig der skal leve resten af livet når hun ikk var der mere 

Jeg undrer mig over, at du bliver ved med at læse og kommentere mine indlæg, når min holdning provokerer dig så meget.
Jeg antager, at du sendte hilsner til din farmor og ikke lod hende uvidende om, at du tænkte på hende - for at overlade hende til spekulationer og sårede følelser over, at du ikke besøgte hende, ville være hjerteløst. Jeg går også ud fra, at du ville have reageret, hvis hun sendte dig et stort pengebeløb, og at du i det hele taget tænkte langt nok til ikke bare at ignorere hende uden nogen forklaring hverken til din øvrige familie eller hende selv. 

Jeg tillader mig også at mene, at der er forskel på relationen til en nok så elsket bedsteforælder - jeg har selv haft fire meget dyrebare bedsteforældre - og til ens far og mor. Som voksne børn er vi de aller-, allernærmeste til at drage omsorg for vores forældre, og ja - så viser man, at man er der, når de har allermest brug for det. 

Han lyder som en kæmpe hat, men jeg er enig i at det ikke er din kamp at kæmpe. Måske, hvis I skulle få en fortrolig stund i et øjeblik, kunne du nævne det kærligt eller uden opsang - 'jeg tror, at dine forældre savner dig' og 'de ville sætte stor pris på at se mere til dig og børnene'. Men længere synes jeg ikke du kan gå, og han kan jo gribe den eller lade være.

Det du til gengæld kan gøre, er at kaste al sin kærlighed efter de søde ældre mennesker, som du holder af. Kig forbi, ring hver uge, slå græsset, stil en pose hjemmebag ved døren, pluk en blomst, osv. Og tag jer ekstra godt af den gamle kone, når hendes mand går bort. Det vil du ikke fortryde, uagtet at det 'burde' være hendes søn, der tog sig sammen.

Anonym skriver:

Jeg undrer mig over, at du bliver ved med at læse og kommentere mine indlæg, når min holdning provokerer dig så meget.
Jeg antager, at du sendte hilsner til din farmor og ikke lod hende uvidende om, at du tænkte på hende - for at overlade hende til spekulationer og sårede følelser over, at du ikke besøgte hende, ville være hjerteløst. Jeg går også ud fra, at du ville have reageret, hvis hun sendte dig et stort pengebeløb, og at du i det hele taget tænkte langt nok til ikke bare at ignorere hende uden nogen forklaring hverken til din øvrige familie eller hende selv. 

Jeg tillader mig også at mene, at der er forskel på relationen til en nok så elsket bedsteforælder - jeg har selv haft fire meget dyrebare bedsteforældre - og til ens far og mor. Som voksne børn er vi de aller-, allernærmeste til at drage omsorg for vores forældre, og ja - så viser man, at man er der, når de har allermest brug for det. 

Jeg er ikke den samme anonyme som du har diskuteret blot til orientering. 
jeg har fulgt med fra sidelinjen og kom sådan set bare med mit indspark i debatten. 
Og den konklusion er fortsat at det tyder på at hvis man ikke deler din holdning så er man forkert på den. Du fremstår som om at der kun findes en korrekt holdning til emnet. 

og nej der er ikke nødvendigvis forskell op bedsteforældre og forældre. Nogen vokser op med bedste forældre som er tættere på dem end ens forældre er. Men med den udtalelse så bekræfter det jo blot endnu engang at for dig er det kun din holdning der er rigtig. 

godt nytår 

StortOgSmåt skriver:

Han lyder som en kæmpe hat, men jeg er enig i at det ikke er din kamp at kæmpe. Måske, hvis I skulle få en fortrolig stund i et øjeblik, kunne du nævne det kærligt eller uden opsang - 'jeg tror, at dine forældre savner dig' og 'de ville sætte stor pris på at se mere til dig og børnene'. Men længere synes jeg ikke du kan gå, og han kan jo gribe den eller lade være.

Det du til gengæld kan gøre, er at kaste al sin kærlighed efter de søde ældre mennesker, som du holder af. Kig forbi, ring hver uge, slå græsset, stil en pose hjemmebag ved døren, pluk en blomst, osv. Og tag jer ekstra godt af den gamle kone, når hendes mand går bort. Det vil du ikke fortryde, uagtet at det 'burde' være hendes søn, der tog sig sammen.

Sikke et dejligt indlæg. Du har helt ret. Min frustration skyldes jo i høj grad, at jeg er trist over at opleve et menneske, jeg har holdt meget af, opføre sig på en for mig helt uforståelig måde. Havde han altid været “en kæmpe hat”, ville det ikke kunne skuffe mig i samme grad. 
Og du kan tro, jeg kaster kærlighed efter dem - og fortsat vil gøre det, når hun bliver alene. Jeg kan slet ikke lade være. 

Anonym skriver:

Jeg er ikke den samme anonyme som du har diskuteret blot til orientering. 
jeg har fulgt med fra sidelinjen og kom sådan set bare med mit indspark i debatten. 
Og den konklusion er fortsat at det tyder på at hvis man ikke deler din holdning så er man forkert på den. Du fremstår som om at der kun findes en korrekt holdning til emnet. 

og nej der er ikke nødvendigvis forskell op bedsteforældre og forældre. Nogen vokser op med bedste forældre som er tættere på dem end ens forældre er. Men med den udtalelse så bekræfter det jo blot endnu engang at for dig er det kun din holdning der er rigtig. 

godt nytår 

Du har ret - jeg gik ud fra, du var den samme, der havde skrevet tidligere. Point taken. 
Du har også ret i, at jeg har en meget stærk holdning til emnet. Jeg synes faktisk slet ikke, den er kontroversiel. Ingen skal leve deres sidste tid i uforståenhed og smerte over fraværende og tavse pårørende. 

Det lyder også smadder hårdt. Men jeg kan ikke helt forstå at det påvirker dig så meget. Det er bare ikke alle der formår at have et tæt bånd til deres forældre og det er hans liv. Der er sikkert en god grund til det, som du ikke kender til eller skal blande dig i.

Når man ser der udefra kan man måske være uforstående, men vi skal huske at voksne mennesker lever deres liv som de vil og prioriterer det de vil og det kan vi ikke ændre på. Men du kan sætte dig selv og din vrede fri med at fokusere på andre ting end at han ikke prioriterer sine forældre. Det er ærgerligt ja og jeg forstår godt dine frustrationer, men i sidste ende kan du ikke gøre noget. 

der kan jo være mange årsager, tænk hvis han blev misbrugt i barndommen. Jeg siger bare at du kender ikke hele historien og vi må gå ud fra at folk har en grund til at de vælger som de gør også selvom du ikke kan forstå det. Det kan også være at han bare ikke prioriterer dem uden særlig grund og det er han også i sin ret til.