Familie og livet som dette …

Kære alle, 

jeg er knap 40 år, tre børn på 7, 12, og 15 år. Med samme mand, som jeg har været sammen med i snart 24 år. 
Vi har et godt og solidt forhold, kærligheden er enorm. Vi har de sidste år levet i et åbent forhold, det fungerer upåklageligt. 
Jeg er bare så drænet….. min mand har påpeget, at han synes jeg er blevet mere fjern, trækker mig fra mange ting og mit behov for alene tid er helt ekstremt. Han har nu foreslået, at vi prøver af at bo hver for sig - for at se om jeg får mere energi og overskud til vores børn på den måde. Det har intet med kærligheden at gøre mellem os - han tænker tanken helt uselvisk og vil mig det bedste. 
shit, det gør ondt. At være den mor - den mor der ikke er tilstrækkelig og er fuldstændig slugt for energi. Jeg er mega ekstrovert og arbejder til dagligt med mange mennesker omkring mig, som har brug for mig. Så prisen er høj, når jeg også er social i weekender fx. 

fuuuck. Nogen der kan genkende den her følelse? Nogen der bor hver for sig? Men stadig er sammen? 

Anonym skriver:

Kære alle, 

jeg er knap 40 år, tre børn på 7, 12, og 15 år. Med samme mand, som jeg har været sammen med i snart 24 år. 
Vi har et godt og solidt forhold, kærligheden er enorm. Vi har de sidste år levet i et åbent forhold, det fungerer upåklageligt. 
Jeg er bare så drænet….. min mand har påpeget, at han synes jeg er blevet mere fjern, trækker mig fra mange ting og mit behov for alene tid er helt ekstremt. Han har nu foreslået, at vi prøver af at bo hver for sig - for at se om jeg får mere energi og overskud til vores børn på den måde. Det har intet med kærligheden at gøre mellem os - han tænker tanken helt uselvisk og vil mig det bedste. 
shit, det gør ondt. At være den mor - den mor der ikke er tilstrækkelig og er fuldstændig slugt for energi. Jeg er mega ekstrovert og arbejder til dagligt med mange mennesker omkring mig, som har brug for mig. Så prisen er høj, når jeg også er social i weekender fx. 

fuuuck. Nogen der kan genkende den her følelse? Nogen der bor hver for sig? Men stadig er sammen? 

 

Skulle I så have børnene 7/7? 

Kunne løsningen være at investere i noget kolonihave/sommerhus, eller lignende? Hvor du har mulighed for at tage væk regelmæssigt, måske nogle dage i træk? Frem for decideret at flytte fra hinanden?

Anonym skriver:

Skulle I så have børnene 7/7? 

Kunne løsningen være at investere i noget kolonihave/sommerhus, eller lignende? Hvor du har mulighed for at tage væk regelmæssigt, måske nogle dage i træk? Frem for decideret at flytte fra hinanden?

Vi har faktisk et sommerhus - men det ligger langt herfra. Så jeg ville ikke kunne passe mit job. 
jeg tror min mand, også gerne vil prøve af om vi savner hinanden. Om jeg savner ham, nok nærmere…. Han er nervøs for, om jeg simpelthen har fået et for stort behov for alenetid, at han tvivler på om vi har en fremtid ‘uden børnene’ 

faktisk er jeg, to gange om året, alene i vores sommerhus i fire dage. For at trække stikket. Der synes bare ikke helt nok lige i øjeblikket

Jeg tror ikke, at din familie er problemet. 
Har du overvejet at finde en terapeut eller anden, der kan hjælpe med at finde ud af, hvorfor du er så drænet?

Nogle gange skal der nye øjne på ens situation. Det virker i hvert fald drastisk at dele sin familie op, fremfor at se på om der er andre knapper at skrue op eller ned for i tilværelsen. 

Savanna skriver:

Jeg tror ikke, at din familie er problemet. 
Har du overvejet at finde en terapeut eller anden, der kan hjælpe med at finde ud af, hvorfor du er så drænet?

Nogle gange skal der nye øjne på ens situation. Det virker i hvert fald drastisk at dele sin familie op, fremfor at se på om der er andre knapper at skrue op eller ned for i tilværelsen. 

Jeg har faktisk snakket med en psykolog for et par år siden. Der er meget, at tage fat på med mig selv.. ingen tvivl. Problemet ligger bare i, at jeg ikke føler jeg kan lade op herhjemme og det er et kæmpe slag i hovedet - og særligt fordi min mand er så super opmærksom, og måske mest af alt fordi han bruger sætningen: du er nødt til, selv at tage iltmasken på, inden du kan hjælpe og være noget for andre …… og her mener han jo, at jeg i den grad burde tage mig selv mere alvorligt og måske tænke ud af boksen, på den måde man er familie. Åh, føler mig sgu godt nok lidt som en fiasko…..

Anonym skriver:

Jeg har faktisk snakket med en psykolog for et par år siden. Der er meget, at tage fat på med mig selv.. ingen tvivl. Problemet ligger bare i, at jeg ikke føler jeg kan lade op herhjemme og det er et kæmpe slag i hovedet - og særligt fordi min mand er så super opmærksom, og måske mest af alt fordi han bruger sætningen: du er nødt til, selv at tage iltmasken på, inden du kan hjælpe og være noget for andre …… og her mener han jo, at jeg i den grad burde tage mig selv mere alvorligt og måske tænke ud af boksen, på den måde man er familie. Åh, føler mig sgu godt nok lidt som en fiasko…..

Og stor respekt for din mands omsorg og rummelighed! Slet ikke noget der. 

Jeg ville bare overveje lidt dybere, om der var andre muligheder. Det er selvfølgelig kun med udgangspunkt i min egen person. Jeg er sikker på, I nok skal finde en løsning. 

Spørgsmålet er måske hvad DU vil? Om du kan tage styringen lidt, så det ikke “kun” er din mand, der kommer med forslag? Jeg ved godt, at du ikke skriver det hele her, men det var mit indtryk ud fra dit skriv.

Men jeg kan ikke læse hvad du selv tænker og føler om det? Er det virkelig den eneste udvej at flytte fra hinanden? Kan der ikke blive skabt nogle puste rummer i hverdagen? 

Kender du ikke dig selv særlig godt? Ved du hvad du har behov for? Tror du må mærke lidt efter hvad du har brug for og komme på banen. Jeg synes personligt at der er voldsomt at skulle flytte fra hinanden fordi du er drænet i hverdagen. Har i forsøgt med andre tiltag indtil videre? Har du altid haft det sådan her?

En af mine nære venner har PTSD efter noget ubehageligt han har oplevet på et bosted. Så en gang imellem tager han i et kolonihavehus, bare sådan en 2-3 dages tid. Oftest en weekend. De snakker åbent om det, og nogle gange kan man ikke få fat på ham. Så er han afsted og lader op. Og det har reddet deres forhold.

Solsikke9 skriver:

Men jeg kan ikke læse hvad du selv tænker og føler om det? Er det virkelig den eneste udvej at flytte fra hinanden? Kan der ikke blive skabt nogle puste rummer i hverdagen? 

Kender du ikke dig selv særlig godt? Ved du hvad du har behov for? Tror du må mærke lidt efter hvad du har brug for og komme på banen. Jeg synes personligt at der er voldsomt at skulle flytte fra hinanden fordi du er drænet i hverdagen. Har i forsøgt med andre tiltag indtil videre? Har du altid haft det sådan her?

Jeg kender mig selv ret godt …. Problemet er - og det er et traume fra barndommen - at jeg lukker ned for mine behov. Jeg ved. Præcis hvilke mekanismer der er på spil. Så for mig, er det nemlig enormt drastisk og der er mange der skal betale en pris for, at mit ego kan have det godt. Og det er der det er problematisk …. Uden det skal jeg lyde alt for meget ‘ha ondt af mig - se hvor frelst og god jeg er” så er det er gigantisk problem, at jeg aldrig lytter til mig selv. Også i andre henseender. Jeg siger fx sjældent fra. Giver det dig et indblik i hvordan jeg er? 
Det er en super træls situation for både min partner og jeg. Men som han påpeger - især børnene - fordi deres mor ofte er helt død …..

AnjaZenia skriver:

En af mine nære venner har PTSD efter noget ubehageligt han har oplevet på et bosted. Så en gang imellem tager han i et kolonihavehus, bare sådan en 2-3 dages tid. Oftest en weekend. De snakker åbent om det, og nogle gange kan man ikke få fat på ham. Så er han afsted og lader op. Og det har reddet deres forhold.

Tak for dit svar