Kæreste og overnatning

Anonym skriver:

Jeg har mødt en virkelig dejlig mand, vi har datet i 4 måneder nu, vi vil gerne have kæreste titler nu, men det er lidt svært synes jeg, når vi ikke sover sammen.

Min 6 årige dreng har autisme, og har det svært med forandringer, han har taget godt imod denne dejlige mand, er glad for ham, men han vil ikke have han sover her, vi taler om decideret nedsmeltninger og gråd, trods for at vi ville ligge inde hos ham, som jeg plejer.

Er det virkelig helt umuligt, at have et parforhold når man har et barn med autisme?

"Jeg har mødt en virkelig dejlig mand, vi har datet i 4 måneder nu" og "han har taget godt imod denne dejlige mand"

Sorry men disse to sætninger indikerer bare ikke, at din søn har kendt ham hele sit liv, og at I har datet i et helt år.. 

Du skriver decideret, at I har datet i 4 mdr., og så er det jo klart, at vi skriver ud fra de oplysninger, som du har givet.. For i dit startindlæg får du det til at lyde rigtig meget som om, at han først er kommet ind i jeres liv for nylig 

Anonym skriver:

Der er en tendens til at drage nogle hurtige konklusioner her!! Det bliver en meget lang tråd, hvis jeg skal have alle detaljer med, men det bliver man jo tvunget til med de konklusioner i laver

Han har været i vores liv hele min drengs liv, da han er min afdøde mands ven, som vi mistede for 5 år siden, deraf ingen samværs aftale med faren

Så det er ikke en fremmede, han har været hans lege onkel hele hans liv, men alligevel er det jo noget anede, som vi alle skal vænne os til. Vi har vist interesse/datet hinanden i ca et års tid, de sidste 4 måneder har han tilbragt mere tid hos os, når han har været hjemme, da han rejser med sit arbejde, så det er ikke meget vi ses, og ingen skal sige at der ikke bliver taget hensyn til min dreng, for vi tænker ikke på anede, og sådan skal det være!

 

Først: Jeg er sikker på, du gerne vil gøre det bedst muligt for din søn, og at det er baggrunden for, at du skriver herinde. Der er bare kolossal forskel på de to situationer, du opridser i dit første indlæg og i dette. 
Det er ikke en detalje, at den mand, du har mødt, og som din søn har taget godt imod, har været i jeres liv som din søns legeonkel hele din søns liv. Forandringen, som din søn reagerer på, er altså ikke, at en ny mand i jeres liv skal sove hos jer, men at hans legeonkel gennem hele hans liv nu får en ny “plads”. 
Uden at kende din søn er det umuligt at sige, om det er den rent fysiske forandring - at legeonkel skal være der på det tidspunkt, han plejer at have sin mor for sig selv - eller dét, at legeonkel nu er mors kæreste og får en anden rolle i jeres liv, som han reagerer imod. Det er jo en mulighed, at han spekulerer over, om legeonkel nu skal være hans far, og hvad det får af betydning for jeres tilværelse. 
Det er du nødt til at være undersøgende omkring og møde din søn i hans tanker om. Det handler jo om langt mere end umiddelbare udfordringer omkring, at I kan sove sammen. 

Anonym skriver:

Der er en tendens til at drage nogle hurtige konklusioner her!! Det bliver en meget lang tråd, hvis jeg skal have alle detaljer med, men det bliver man jo tvunget til med de konklusioner i laver

Han har været i vores liv hele min drengs liv, da han er min afdøde mands ven, som vi mistede for 5 år siden, deraf ingen samværs aftale med faren

Så det er ikke en fremmede, han har været hans lege onkel hele hans liv, men alligevel er det jo noget anede, som vi alle skal vænne os til. Vi har vist interesse/datet hinanden i ca et års tid, de sidste 4 måneder har han tilbragt mere tid hos os, når han har været hjemme, da han rejser med sit arbejde, så det er ikke meget vi ses, og ingen skal sige at der ikke bliver taget hensyn til min dreng, for vi tænker ikke på anede, og sådan skal det være!

 

Men de detaljer er du jo nødt til at få med fra starten. Hvorfor skulle vi ikke drage konklusionerne, når vi kun ved det du skriver?

Alle detaljerne om mandens relation til barnet er meget relevante i forhold til situationen. 

Men derudover er jeg enig med de andre besvarelser. Selv om din søn godt kender ham, så er det stadig store forandringer, især for en autist.  I må tage den mere med ro og sørge for at få sønnen godt med en en langsom forandring.

Unicorn1 skriver:

Ej sorry for et hårdt indlæg her, men are you kidding me?! 

I forvejen præsenterer du en fuldstændig ny kæreste for dit barn - I ved ikke engang, om I bliver seriøse, når nyforelskelsen har lagt sig.. Efter min mening er det ALT for tidligt at præsentere en kæreste efter kun 4 mdr. - hvorfor dog have så travlt? I har masser af tid til at blive seriøse og lære hinanden bedre at kende, før børn bliver involveret i det (tænk på, hvordan din søn vil have det, hvis det pludselig ikke går imellem jer, og han så har fået et godt forhold til manden) 

Derudover har din søn autisme, og har derfor brug for ekstra stabile rammer og struktur og tid til at vænne sig til nye ting.. Igen er I alt for hurtige, og du bliver altså nødt til at sætte din søns behov først.. Der er masser af tid til at sove sammen senere hen 

Ingen undskyld for et hårdt indlæg, men synes slet ikke, at børns behov og følelser bliver taget seriøst, fordi de voksne har så travlt med at få opfyldt DERES behov

Et eller andet sted er jeg enig med dig. Jeg har også et par veninder, som jeg synes er lynhurtige til at inddrage børn i deres nye parforhold. Og jeg tænker hver gang på, hvorfor det dog skal gå så stærkt. Nu er jeg selv typen, der foretrækker at holde børn og kærester adskilt. Men som jeg husker det, er du sammen med dine børns far og har altid været det. Og jeg er i en situation, hvor min søn er hos sin far fuldtid. Dvs at jeg har meget fritid til kærester. Andre kan stå i en situation, hvor de ikke har så mange valgmuligheder, hvis de ønsker at have et kærlighedsliv, mens de har hjemmeboende børn. 

Ekko skriver:

Et eller andet sted er jeg enig med dig. Jeg har også et par veninder, som jeg synes er lynhurtige til at inddrage børn i deres nye parforhold. Og jeg tænker hver gang på, hvorfor det dog skal gå så stærkt. Nu er jeg selv typen, der foretrækker at holde børn og kærester adskilt. Men som jeg husker det, er du sammen med dine børns far og har altid været det. Og jeg er i en situation, hvor min søn er hos sin far fuldtid. Dvs at jeg har meget fritid til kærester. Andre kan stå i en situation, hvor de ikke har så mange valgmuligheder, hvis de ønsker at have et kærlighedsliv, mens de har hjemmeboende børn. 

Det har du helt ret i, og jeg forstår også godt behovet for kærlighed.. Men når man har fået børn, så har man også et ansvar, og så sætter man børnenes behov og følelser først.. Og det er bestemt ikke deres behov at blive kastet ud i et nyt forhold, bare fordi mor eller far ikke lige kan date hemmeligt i et års tid, indtil man har lært hinanden at kende 

Børnene er i forvejen ofte rigtig kede af det og meget forvirret over, hvorfor mor og far ikke er sammen mere (i hvert fald hvis det er et nyt brud), og så behøver de ikke skulle forholde sig til en ny partner.. 

Og hvis det er længe siden, at forældrene gik fra hinanden, så kan børnene måske nå at knytte sig hurtigt til en ny partner, og bliver så mega såret, hvis det ikke går, fordi nyforelskelsen er overstået, og de der små irriterende vaner får forholdet til at gå i stykker