At ønske sig graviditet og leve med ventetiden

At prøve at blive gravid er for mange forbundet med håb, glæde og forventning, men også med usikkerhed og frustration. Jeg oplever, at det fylder rigtig meget hos mig. 

Jeg tænker på det næsten dagligt, analyserer min krop for tegn, tæller dage i cyklussen og spekulerer over, hvorfor det endnu ikke er sket. Det er, som om mit hoved hele tiden kører på højtryk.

Min kæreste er også engageret og ønsker det lige så meget, men jeg mærker, at det ikke fylder helt på samme måde for ham. Det kan være svært, for jeg føler mig nogle gange alene med tyngden af alle de tanker og følelser.

Jeg ved, at seks måneder ikke er lang tid i fertilitetsperspektiv, men i mit følelsesliv føles det længe. Forventning og skuffelse gentager sig måned for måned, og det kan give en følelse af afmagt.

Jeg prøver at minde mig selv om, at det er en proces, og at det er helt normalt, at det tager tid. Men jeg har brug for at finde måder at give mit hoved pauser og måske blive bedre til at dele mine tanker med min kæreste, så det ikke føles som noget, jeg bærer alene.

Jeg er nysgerrig på, om andre har oplevet det samme? Hvordan har I håndteret, at det fylder så meget, uden at det overtager hele hverdagen?

Måske skal du i stedet snakke med en psykolog til at få nogle værktøjer der kan hjælpe dig så det ikke fylder ALT i dit liv og du kan være i det? 

Jeg havde det sådan i starten da jeg prøvede med min eks mand. Tænkte bare self sker det med det samme ingen i min familie har haft problemer og jeg er selv lavet i et one night stand. 

det to 3 år vi endte i behandling grundet stærkt nedsat sædkvalitet og ventede alt for længe med at blive udredt fordi vi tænkte det kommer nok. 

gudskelov startede vi projekt baby da vi var 21 og ikke 35. Men ja tid jo længere tid vi prøvede jo mindre tænkte jeg på det faktisk. Så gjorde det lidt ondt når min mens kom eller andre af mine veninder blev gravide så ja her hjalp tiden 

Jeg tror det er svært at få mænd til at engagere sig lige så meget som man selv gør. Din kæreste kan ikke føle alle de kropslige svingninger, symptomer osv. Min mand prøvede nok bare at bevare optimismen og støttede mig så godt som muligt.

Hos os var det første barn ikke noget problem. Men da vi ville have nr. 2, ville det bare ikke lykkes. Vi havde derfor måske en anden tilgang, hvor vi tænkte, at et liv med bare et barn også ville være lykkefuldt og et andet liv end med to børn. Uanset hvad, er det bare en kæmpe livsomvæltning at få et barn. Måske du kan finde glæde ved andre ting i dit liv, som du ved at du ikke kan dyrke på samme måde, når der er en lille? Og så tænke, at så længe I bare er jer to, kan du gøre dét og dét lige som det passer dig?

Ellers havde jeg gavn af at tænke, at når vi havde prøvet et års tid, kunne vi få hjælp, og så skulle det nok lykkes. Det gjorde det nemmere, at vi havde en bagkant hvor der skulle ske noget andet. 

Vi endte med at få to ekstra børn efter at have fået hjælp.