Arrangement på fars side...

Vi er skilt for et år siden. Grim skilsmisse , hvor vi efterfølgende ikke har haft kontakt, hvilket er mit valg. Gift I 25 + år, forældre til 5, alle næsten voksne. De yngste 2 bor hos mig. Hhv 20 og 17 år. De har begge en autist diagnose.  De har ikke set deres far siden november mdr. Han ønsker ikke at gøre en indsats for kontakten til dem. Er der kontakt, er det udelukkende fordi en af børnene selv skriver til ham.

Nu er de så inviteret til 18 års fødselsdag hos deres kusine på fars side. Jeg har ikke bil. Og der er 1 times kørelse.  Jeg ved at far ikke loge skriver og spørger om de vil køre med ham. Jeg kan måske låne en bil. Eller i værste fald leje en.

Men børnene har slet ikke lyst uden mig. Jeg synes jo på en måde, at de bør takke ja for kusines skyld, men på den anden side, vil jeg heller ikke påtage mig en ekstra udgift for det. Har overvejet muligheden i at låne bil og køre dem og så vente tæt ved, så jeg hurtig kan hente em, hvis de brænder sammen.

Ingen er qua deres diagnoser særlig sociale og har generelt svært ved mange mennesker, hvis de ikke støttes i situationen. Og det magter far ihvertfald ikke at gøre. Og her frygter jeg så at de bare kommer til at side alene ved et bord, uden de ør gå efter mad mv.

Åhh synes det er så svært. Vil gerne gøre det "rigtige" , men ved ikke hvordan, når der er så mange hensyn der skal tages. 

Til historien hører det sig også at ungerne godt ved hvordan deres far har behandlet mig. De har jo set på første række hvordan det har påvirket mig. Og selvom jeg har gjort hvad jeg kunne for at Skåne dem, har det bare ikke altid været muligt, da far har taget nogle helt vanvittige valg. Jeg har valgt ikke at ville se ham mere, for at Skåne mig selv, og det går jo så tildels ud over ungerne,  fordi han så vælger dem fra.

Ja .... what to do?

Anonym skriver:

Vi er skilt for et år siden. Grim skilsmisse , hvor vi efterfølgende ikke har haft kontakt, hvilket er mit valg. Gift I 25 + år, forældre til 5, alle næsten voksne. De yngste 2 bor hos mig. Hhv 20 og 17 år. De har begge en autist diagnose.  De har ikke set deres far siden november mdr. Han ønsker ikke at gøre en indsats for kontakten til dem. Er der kontakt, er det udelukkende fordi en af børnene selv skriver til ham.

Nu er de så inviteret til 18 års fødselsdag hos deres kusine på fars side. Jeg har ikke bil. Og der er 1 times kørelse.  Jeg ved at far ikke loge skriver og spørger om de vil køre med ham. Jeg kan måske låne en bil. Eller i værste fald leje en.

Men børnene har slet ikke lyst uden mig. Jeg synes jo på en måde, at de bør takke ja for kusines skyld, men på den anden side, vil jeg heller ikke påtage mig en ekstra udgift for det. Har overvejet muligheden i at låne bil og køre dem og så vente tæt ved, så jeg hurtig kan hente em, hvis de brænder sammen.

Ingen er qua deres diagnoser særlig sociale og har generelt svært ved mange mennesker, hvis de ikke støttes i situationen. Og det magter far ihvertfald ikke at gøre. Og her frygter jeg så at de bare kommer til at side alene ved et bord, uden de ør gå efter mad mv.

Åhh synes det er så svært. Vil gerne gøre det "rigtige" , men ved ikke hvordan, når der er så mange hensyn der skal tages. 

Til historien hører det sig også at ungerne godt ved hvordan deres far har behandlet mig. De har jo set på første række hvordan det har påvirket mig. Og selvom jeg har gjort hvad jeg kunne for at Skåne dem, har det bare ikke altid været muligt, da far har taget nogle helt vanvittige valg. Jeg har valgt ikke at ville se ham mere, for at Skåne mig selv, og det går jo så tildels ud over ungerne,  fordi han så vælger dem fra.

Ja .... what to do?

Det er en svær situation og jeg forstår godt, at du er følelsesmæssigt påvirket af din skilsmisse. Jeg er splittet mellem at tænke, at man må sluge nogle kameler, når man har børn sammen og der inviteres til familiefest og så på den anden side at tænke, at da brylluppet er på farens side er det også ham, der må stå for at hente, bringe, støtte jeres børn mm. Men ville de selv kunne række ud til ham og spørge om han kan køre dem? Og kan det arrangeres sådan, at de sidder til bords med ham og han sørger for, at de får mad? 

Ekko skriver:

Det er en svær situation og jeg forstår godt, at du er følelsesmæssigt påvirket af din skilsmisse. Jeg er splittet mellem at tænke, at man må sluge nogle kameler, når man har børn sammen og der inviteres til familiefest og så på den anden side at tænke, at da brylluppet er på farens side er det også ham, der må stå for at hente, bringe, støtte jeres børn mm. Men ville de selv kunne række ud til ham og spørge om han kan køre dem? Og kan det arrangeres sådan, at de sidder til bords med ham og han sørger for, at de får mad? 

Tror ikke der laves bordplan, da det er en ret afslappet familie mht det. Og da begge unger er ret tilbageholdende, og har brug for at "voksne" ligesom går forrest, så frygter jeg lidt for hvordan oplevelsen bliver for dem. 

Men trods deres modvilje mod at deltage, så ved de også at de bliver nødtil det for kusinens skyld, og for ikke selv at trække dem ud af den side af familien. Min datter på 20 er dog ved at trække sig fra kontakten til far, netop fordi han ikke selv aktivt gør noget. Han er mildest talt et skvat!!

At han behandler mig som l... , er én ting, men han lader det jo indirekte gå ud over ungerne. Netop også derfor jeg tænker om jeg evt kunne låne en bil et sted, og så bare aflevere dem, og være tæt ved, så de kan hentes igen hurtig ved behov.

Men problemet er ligeså stor, for de bryder sig ikke om bare at gå, uden at de følges ud af en "voksen" , da de heller ikke vil tiltrække dem uønsket opmærksomhed.

Tænker godt de kunne overtales til at række ud til far, men han har ikke meget forståelse for, at de måske ikke lige magter 6-8 timers social samvær. Og det har resten af den side af familien heller ikke. "Nu er de jo store og burde kunne rumme det" - men det kan de jo bare ikke . De er jo ikke "vokset ud af deres diagnose" - og det kan godt være svært at forstå for fars familie.

Og jeg ved bare at det kommer til at lyde som om at det er min skyld hvis de ikke deltager, trods det at far bare kunne tage og dyrke kontakten med dem, frem for at skubbe dem væk.

Det er ikke en leg at være skilt, heller ikke med store børn. Æv hvor er det bare svært.

Tak for dit input ihvertfald. Prøver at afvente og se om far rækker ud, hvilket helt klart ville være den nemmeste må til at få dem til at deltage.

Der er ikke nogen af deres ældre søskende der skal med og har mulighed for at tage dem med og støtte dem på dagen? 

Anonym skriver:

Vi er skilt for et år siden. Grim skilsmisse , hvor vi efterfølgende ikke har haft kontakt, hvilket er mit valg. Gift I 25 + år, forældre til 5, alle næsten voksne. De yngste 2 bor hos mig. Hhv 20 og 17 år. De har begge en autist diagnose.  De har ikke set deres far siden november mdr. Han ønsker ikke at gøre en indsats for kontakten til dem. Er der kontakt, er det udelukkende fordi en af børnene selv skriver til ham.

Nu er de så inviteret til 18 års fødselsdag hos deres kusine på fars side. Jeg har ikke bil. Og der er 1 times kørelse.  Jeg ved at far ikke loge skriver og spørger om de vil køre med ham. Jeg kan måske låne en bil. Eller i værste fald leje en.

Men børnene har slet ikke lyst uden mig. Jeg synes jo på en måde, at de bør takke ja for kusines skyld, men på den anden side, vil jeg heller ikke påtage mig en ekstra udgift for det. Har overvejet muligheden i at låne bil og køre dem og så vente tæt ved, så jeg hurtig kan hente em, hvis de brænder sammen.

Ingen er qua deres diagnoser særlig sociale og har generelt svært ved mange mennesker, hvis de ikke støttes i situationen. Og det magter far ihvertfald ikke at gøre. Og her frygter jeg så at de bare kommer til at side alene ved et bord, uden de ør gå efter mad mv.

Åhh synes det er så svært. Vil gerne gøre det "rigtige" , men ved ikke hvordan, når der er så mange hensyn der skal tages. 

Til historien hører det sig også at ungerne godt ved hvordan deres far har behandlet mig. De har jo set på første række hvordan det har påvirket mig. Og selvom jeg har gjort hvad jeg kunne for at Skåne dem, har det bare ikke altid været muligt, da far har taget nogle helt vanvittige valg. Jeg har valgt ikke at ville se ham mere, for at Skåne mig selv, og det går jo så tildels ud over ungerne,  fordi han så vælger dem fra.

Ja .... what to do?

Hvad med de andre tre søskende? 

Kan du snakke med farmor/farfar, hvis der er nogen..? Eller andre forældre medlemmer? 

Jeg er generelt ikke fan af deltagelse i store arrangementer fordi man "skal", men ikke har lyst. Dine børn er så store. Kan de ikke selv tage kontakt til kusinen og forklare hvorfor de bliver nødt til at sige nej tak, men samtidig lægge op til at ses i mindre rammer? Som far til et barn der ikke magter det samme som de fleste andre børn, sǻ kender jeg udmærket den manglende forståelse fra uforstående mennesker.

Hvis det ender med at de tager afsted og det bliver en rigtig dårlig oplevelse, så er de vel alligevel halvt skåret væk fra familien fordi de næste gang vil have endnu mindre lyst.

Men altså har de reelt set lyst til at deltage i den her fest? Sådan ægte lyst og ikke påtvunget lyst? Fordi det lyder helt ærligt ikke sådan. Jeg er voksen og uden diagnoser, men kan ikke selv rumme store sociale arrangementer i mange timer, så dem siger jeg som regel fra overfor eller deltager i få timer også hjem igen. 

Kan de ikke tilbyde kusinen at lave noget med hende bare de tre og fejre hende på den måde?

tænker lidt at hvis de ikke er i stand til at tage afsted alene og magte det, så er det nok fordi de ikke skal endnu. Men kan ses på andre måder. Jeg synes det andet er synd, for de vil få en dårlig oplevelse, bare fordi ‘man skal’ deltage. Det skal man altså ikke og de har en god grund. Men hvis de virkelig gerne vil, er det selvfølgelig en anden snak. 

Hvorfor SKAL de fastholde kontakten til en kusine på deres fars side? Med eller uden diagnose - de er store, voksne, og kommer fint med en klar melding om at de faktisk ikke ønsker at deltage. Om det så er pga diagnose eller fordi kusinen/far og hans familie simpelthen ikke siger dem noget er vel underordnet. Som andre skriver, hvis de ønsker en relation til kusinen, så kan den jo komme ved andre uformelle møder i stedet for en stor fest. 

Man behøver ikke elske alle i sin familie ❤️

Forsøger at svare alle her:

Alle 5 børn er inviteret. Og de ældste vil gerne tage dem med, men det bliver en omvej for dem begge 2. Deres  anden bror har ikke kørekort.

Reelt set, har de ikke lyst til at deltage, men ønsker heller ikke at være "dem der ikke gider fars familie". De har i forvejen ikke meget med dem at gøre, og slet ikke efter vores skilsmisse.

Min yngste søn på 17, sagde dog klart i aftes, at han ikke tager med. Og da han og hans søster på 20, er ret tæt knyttet , så er jeg ret sikker på at søster heller ikke vil deltage. 

Da min egen familie er ret lille, vil jeg jo gerne at de dyrker den familie de har, så at gøre noget med kusinen en anden dag, bliver muligvis løsningen. Så behøves vi heller ikke involvere deres far. 

100 tak for jeres input, det sætter alt andet lige, nogle tanker igang

Anonym skriver:

Forsøger at svare alle her:

Alle 5 børn er inviteret. Og de ældste vil gerne tage dem med, men det bliver en omvej for dem begge 2. Deres  anden bror har ikke kørekort.

Reelt set, har de ikke lyst til at deltage, men ønsker heller ikke at være "dem der ikke gider fars familie". De har i forvejen ikke meget med dem at gøre, og slet ikke efter vores skilsmisse.

Min yngste søn på 17, sagde dog klart i aftes, at han ikke tager med. Og da han og hans søster på 20, er ret tæt knyttet , så er jeg ret sikker på at søster heller ikke vil deltage. 

Da min egen familie er ret lille, vil jeg jo gerne at de dyrker den familie de har, så at gøre noget med kusinen en anden dag, bliver muligvis løsningen. Så behøves vi heller ikke involvere deres far. 

100 tak for jeres input, det sætter alt andet lige, nogle tanker igang

Nu ved jeg ikke hvor tæt du er med deres kusine og/eller hendes forældre, men da min onkel og tante var blevet skilt havde vi inviteret til en rund fødselsdag, og der skrev min tante til mine forældre og fortalte at børnene desværre ikke kunne rumme så stor en fest uden støtte (hvilket vi alle vidste min onkel ikke kunne) og derfor kom de ikke, men at hvis vi ønskede det kunne vi tage ud at spise sammen for at fejre fødselaren efterfølgende.

Det var ca. 5 år siden, og nu har jeg faktisk mere kontakt med min tante end min onkel.