Påvirker humøret babyen?

Hey Piger,

Jeg er 17+4 uger henne nu og alt går bare smadder godt med graviditeten Så det er super

Dog går tingene mindre godt med babyens mor... jeg er i en underlig situation i øjeblikket føler jeg, jeg er virkelig ked af mit arbejde og af min chef. Der er 4½ mdr til jeg skal på barsel og det føles som en evighed! Jeg tror mere og mere på at jeg ikke vender tilbage efter barsel - men ved det ikke endnu. Der er mange grunde til at jeg ikke trives på mit job, men det vil jeg ikke begynde at forklare her.
Men det har været så slemt den sidste uges tid, at jeg har fået hovedpine af at være på arbejdet og indimellem en slags "stikken" i maven. Jeg blev nervøs for min reaktion og har derfor taget sygedag igår (sagde jeg var blevet forkølet) og idag med.. er trist og har ikke mange kræfter kan jeg mærke og synes bare alt er noget øv.

Påvirker denne tilstand min graviditet og min baby?? Det vil jeg jo ikke have  Men det er også svært bare at beslutte sig for at være glad, hvis man virkelig virkelig ER ked af det?

Ved I noget om det?

Knuser

så vidt jeg ved så påvirker det babyen...

jeg ville tage en snak med lægen.... måske skulle du på nedsat tid? altså deltidssygemeldes eller noget

men jeg tror ikke der sker noget med din baby :0) (glemte jeg lige at skrive før)

du er bare ikke tjent med at gå og bekymre dig om det

Jeg har læst at de stoffer der dannes når du er i forskellige humører går direkte ned til babyen, dvs stress osv osv, men hvor meget det egentlig påvirker barnet aner jeg ikke.

Sidder selv i en meget kedelig jobsituation, og har 3 mdr. til barsel men det virker som en evighed, men man kan jo ikke gøre noget ved det. Jeg har det også rigtig skidt hver dag, og har allerede haft en del sygedage, men overvejer også at få talt med min læge.

Jeg synes, du skulle tage en snak med din læge.. hellere en gang for meget end for lidt. Jeg kan sige, da jeg var gravid første gang, havde jeg meget stress på job, hvilket resulterede i højt blodtryk, hvilket betød jeg gik til tjek hos lægen stort set hver uge. Jeg spurgte dengang om det havde nogen betydning for babyen, hvilket lægen svarede nej til. Men i uge 32 gik jeg simpelthen i fødsel, hvilket dog heldigvis blev stoppet. Men sygehuset sygemeldte mig i resten af graviditeten og mit blodtryk faldt nærmest fra dag til dag. Graviditeten blev desværre yderligere kompliceret og vi endte med kejsersnit i uge 35. Men nu i dag står vi med et barn med sansemotoriske vanskeligheder og ja, det kan stamme fra stress mens jeg var gravid. Det kan også stamme fra den tidlige fødsel, men ved jo ikke om jeg ville have født for tidligt, hvis jeg ikke havde været stresset... Tror det ikke, da jeg har været gravid senere uden komplikationer.. Så et råd fra mig vil være at stole helt på, hvad din egen intuition siger dig. Tag fat i lægen, hvis du har en god en, som vil hjælpe. Men det er din fornemmelse, som vægter tungest, du ved et eller andet sted godt, hvad der er bedst for dig og dit barn...

Pøj pøj med det hele

Du skal da følge din intuation, det er dit barn i maven og noget af det dyrebareste du har, jeg havde selv en meget psykisk hård graviditet og jordmoderen ville op til flere gange have mig til at gå hjemme, fordi hun mente at jeg i værste fald kunne ende med en fødselsdepression, og at det på ingen måde gavnede barnet at jeg var så trist og ked af det unger hele graviditeten, heldigvis gik jeg på skole og blev hjemme når det var nødvendigt, og det var det tit, jeg mærkede efter i min krop om jeg kunne holde til at gå i skole eller ej, havde jeg haft et arbejde var jeg nok endt med at skulle sygemeldes og det har jeg gjort uanset om jeg var glad for jobbet eller ej... jeg tror virkelig på at ens krop fortæller en hvornår man skal slappe af, og selvfølgelig så påvirkes din krop og dermed dit barn når du er ked af det, stresset eller lign, helt undgås kan det nok ikke, men jeg forsøgte i høj grad kun at fokucere på positive ting, så glade film og lignende, og det hjalp en smule for mig, men jeg synes at du skal prøve at snakke med din læge eller jordmoder om hvordan du har det, selvom det kan være rigtig svært at forklare at man måske ikke har det super godt når man burde være glad konstant...

Håber du finder en løsning, så du også kan have det godt.. couse if mamma ain't happy, ain't nobody happy 

Tak for jeres svar - det er rigtig sødt af jer. Jeg har valgt at følge jeres råd og har nu bestilt tid til en snak hos læge d. 24/11 - hvor jeg alligevel har en fri dag fra arbejde. Så må vi se hvad lægen siger... - jeg vil være åben og ærlig og evt. spørge om jeg kan få en form for papir på hvordan jeg har det. Måske kan bruge det på arbejdet til at få lidt "længere snor"... - er det iorden sådan noget?

Jeg er for nylig forfremmet til leder og det er en meget stor omvæltning for mig, jeg har MEGET svært ved at finde min plads i denne rolle... - derudover har jeg en chef som JEG føler, er MEGET dårlig til at motiovere mig til at lede og lære mig at lede - han skubber mig i alle de forkerte retninger... - og så er der babyen i maven oveni, som sætter en masse masse tanker igang. Og nå ja, min mand er ved at blive selvstændig, har netop investeret i en bygning sammen med nogle forretnings-partnere.. PYH!
Det er hårdt synes jeg.. sidder oppe nu, natten til lørdag, kl. er 1.19 og jeg kan ikke sove.

Men hvad mon jeg kan gøre? Hvad mon lægen vil gøre.. - anbefale mig at få en time out.. gå ned i tid.... hvad mon der kan ske? hvad mon arbejdet vil sige...

pyh ha... det er en underlig situation. Men er glad for jeg bestilte tid hos lægen! Kan mærke det er det rigtige..

Sov sødt...Jeg vil prøve på det igen.

Netop dét spørgsmål stillede jeg min jordemoder dengang jeg var gravid da jeg gennemgik nogle mindre fede ting... Og svaret var nej, at det var noget pjat - en gammel myte!

Jeg oplevede også meget stress både på arbejde og hjemme i parforholdet i min graviditet. Jeg begyndte at få depressionssymptomer (har tidligere lidt af depression i flere omgange), og da jeg nævnte det på sygehuset efter en rutinescanning, blev jeg straks taget ind til flere samtaler. Heldigvis. I starten gik jeg til lægesamtaler ugentligt, og efterhånden med mere mellemrum da jeg begyndte at få det bedre igen. Det hjalp mig virkelig at få sat ord på hvordan jeg havde det, og at den lille blev tjekket hver gang så jeg ikke skulle bekymre mig om ham. Dog graviditetshormoner gjorde nok det hele også værre end da, tror jeg. Men jeg fik i hvert fald at vide hver gang, at det ville være helt i orden at blive sygemeldt, at jeg ved bedst selv, intuitivt, hvad der er bedst for mig og barnet. Jeg fortsatte dog med arbejdet, indtil jeg begyndte at få bækkenløsning - kroppen begyndte at sige fra overfor stressen - og blev deltidssygemeldt i omkring 24. uge. Bækkenløsningen stoppede og da jeg gik på ferie og derefter på barsel, var smertene helt væk.  Og humøret blev bedre og bedre jo nærmere vi kom til fødslen.

Jeg hørte også dengang om det med at den gravides humør påvirker barnets humør... Jeg ved ikke om det passer, men var klart bekymret om det. Men i dag har vi den skønneste lille dreng på 8 mdr, glad, smilende og aktiv, og udvikler sig helt som han skal.

Men held og lykke med det hele, håber det ordner sig.

Jeg er nu 20+2 uger henne og har taget hånd om det problem jeg havde på min arbejdsplads! Jeg har snakket med min chef om min manglende trivsel i mit arbejde og mit stress og bekymringer og nu skifter jeg simpelthen stilling pr. 1/12 - er ENORMT lettet, meget meget glad og kan allerede nu mærke jeg trives og lever på en helt anden måde

Det kan altså betale sig, at være ærlig indimellem.. også selvom man er gravid, snart på barsel hihi

Ville bare fortælle jer update