Dating efter tab

For ca 4 år siden, mistede jeg min livs kærlighed, til en hjerneblødning, fra dag 1 slog det gnister imellem os, jeg følte mig hjemme i hans farvn, min hånd passede i hans, vi afsluttede hinandens sætninger, alt var bare nemt og ligetil, savner ham stadig den dag idag

Er begyndt at date en rigtig dejlig mand på 48 år, jeg er selv 46 år.

Han overøser mig med blomster og komplimenter, hvilke jo burde være dejligt, men har så svært ved at tage imod det, min hånd passer ligesom ikke hans, det er bare så anderledes end sidst, trods vi har så meget til fælles.

Mit spørgsmål er, ligger jeg for meget i at det overhovedet ikke føles som sidst, og kan man forvente den følelse hver gang?

Du kan ikke sammenligne din tidligere partner eller jeres forhold med dit nuværende. Det vil altid være anerledes. 

Enten er du ikke ovre tabet af din eks og derfor er du lukket følelsesmæssigt ned eller også har du mødt en som bare ikke rigtigt er et match for dig.

Som en der selv dater, er det utrolig sjældent at jeg møder en jeg forelsker mig i og klikker med. 

Så måske er han bare ikke den rigtige for dig? Men kan også være at du ikke er klar fordi du sammenligner. 

Det kommer aldrig til at være som sidst.  det er en anden og ny kærlighed.

Han ved at han aldrig har været nr 1.

Men han er den der er der nu. 

Det må være svært for dig på så mange måder at have oplevet den store kærlighed, miste den og forsøge at finde en ny. 

Ingen kan jo vide, hvad der kan være i vente for dig med den nye mand i dit liv. Men jeg tror ikke, man kan forvente, at lynet slår ned på samme måde flere gange i livet. Du er jo også en anden nu, end da du mødte ham, du mistede, med en anden bagage og andre erfaringer end dengang. Og måske en ubevidst frygt for at give dig hen og miste igen - ?
Jeg læste engang en beskrivelse af hhv. den store kærlighed og den gode kærlighed. Den første er intens og passioneret og stærk - den anden er rolig og tryg og fin. Masser af mennesker lever godt og lykkeligt med den gode kærlighed. Den behøver ikke at være et kompromis eller noget, man lader sig nøje med. Men selvfølgelig skal man være opmærksom på, om det er det, der er tale om. 
Det er umuligt at sige, om du kan blive lykkelig med ham, du ser nu. Men det vil være unfair over for ham, hvis du altid vil sammenligne ham med ham, du mistede. Så hvis du bliver ved at mærke, at du ikke er i stand til at give dig hen til ham, skal du for jeres begges skyld afslutte forholdet. 

Og pyt med blomster, tonsvis af komplimenter og fælles interesser. Det er ikke det, der skal bære jeres forhold. 

Anonym skriver:

For ca 4 år siden, mistede jeg min livs kærlighed, til en hjerneblødning, fra dag 1 slog det gnister imellem os, jeg følte mig hjemme i hans farvn, min hånd passede i hans, vi afsluttede hinandens sætninger, alt var bare nemt og ligetil, savner ham stadig den dag idag

Er begyndt at date en rigtig dejlig mand på 48 år, jeg er selv 46 år.

Han overøser mig med blomster og komplimenter, hvilke jo burde være dejligt, men har så svært ved at tage imod det, min hånd passer ligesom ikke hans, det er bare så anderledes end sidst, trods vi har så meget til fælles.

Mit spørgsmål er, ligger jeg for meget i at det overhovedet ikke føles som sidst, og kan man forvente den følelse hver gang?

Jeg mistede min mand for 12 år siden. Jeg var knap 32, han var 33 og vi havde da været sammen i lige knap 15 år. Han døde efter 14 dages sygdom, hvor det ene chok efter det andet ramte os. Vi havde to små børn på 5 og knap 3 år. 
Efter et år savnede jeg virkelig tosomheden og forsøgte forsigtigt at starte et forhold op med en af vores fælles venner. Men det virkede slet ikke! For det første skulle vi nok bare slet ikke være et par, for det andet var jeg slet ikke klar, for jeg ledte stadig efter en erstatning til min mand. Det var præcis som du beskriver - vores hænder passede ikke sammen. Jeg afsluttede det og heldigvis forblev vores venskab. Derefter gik der 8 år, før jeg igen havde overskud og lyst til at lukke nogen ind. Men jeg var nervøs for, om jeg stadig ledte efter min mands erstatning. Efter et års tid var der pludselig en kemi med en kollega. Vi havde på det tidspunkt arbejdet sammen i 10 år, uden at der havde været noget. Vi havde mange lange snakke om alt muligt og det udviklede sig. Jeg var glad for at være i nærheden af ham, men forelskelsesfølelserne var noget helt andet end med min mand. Jeg følte ikke rigtig at mine ben var fejet væk under mig, eller at jeg havde en kæmpe sværm sommerfugle i maven - selvom der da var lidt. Men han gav mig en ro og varme og følelse af at være kommet hjem, som var helt anderledes end noget, jeg havde prøvet før. Mine følelser skulle lokkes frem, og jeg var ved at bakke ud MANGE gange. Jeg var meget ærlig overfor ham, og han var heldigvis utrolig tålmodig. Vi har været sammen i 2,5 år nu, og jeg er virkelig glad for, at han gav mig tid, og at jeg turde kaste mig ud i det igen. 
Forelskelsen har for mig været markant forskellig fra min mand og min kæreste. Begge mænd har været/er mine store kærligheder, men det har virkelig været dybt forskellige oplevelser. 

Hvis det virkelig føles helt forkert, så er han nok ikke den rigtige. Men måske er det bare fordi du skal bruge lidt tid på at lukke op for den form for følelser. At miste sin elskede giver nogle ar på sjælen. Og ingen forelskelser er ens. Jeg håber, du finder al den lykke og kærlighed, du fortjener

Mor og meget mere skriver:

Det må være svært for dig på så mange måder at have oplevet den store kærlighed, miste den og forsøge at finde en ny. 

Ingen kan jo vide, hvad der kan være i vente for dig med den nye mand i dit liv. Men jeg tror ikke, man kan forvente, at lynet slår ned på samme måde flere gange i livet. Du er jo også en anden nu, end da du mødte ham, du mistede, med en anden bagage og andre erfaringer end dengang. Og måske en ubevidst frygt for at give dig hen og miste igen - ?
Jeg læste engang en beskrivelse af hhv. den store kærlighed og den gode kærlighed. Den første er intens og passioneret og stærk - den anden er rolig og tryg og fin. Masser af mennesker lever godt og lykkeligt med den gode kærlighed. Den behøver ikke at være et kompromis eller noget, man lader sig nøje med. Men selvfølgelig skal man være opmærksom på, om det er det, der er tale om. 
Det er umuligt at sige, om du kan blive lykkelig med ham, du ser nu. Men det vil være unfair over for ham, hvis du altid vil sammenligne ham med ham, du mistede. Så hvis du bliver ved at mærke, at du ikke er i stand til at give dig hen til ham, skal du for jeres begges skyld afslutte forholdet. 

Og pyt med blomster, tonsvis af komplimenter og fælles interesser. Det er ikke det, der skal bære jeres forhold. 

Tak for dit skriv

Jeg ved det aldrig vil blive det samme, det er jo en helt anden mand, og det er langsomt gået op for mig, at det kan være en god ting, men der er noget galt, når jeg græder efter en date, og jeg græder pga, at date får mig til at savne min tidligere

Vi er dog ikke i forhold, dater kun.

Matsør skriver:

Jeg mistede min mand for 12 år siden. Jeg var knap 32, han var 33 og vi havde da været sammen i lige knap 15 år. Han døde efter 14 dages sygdom, hvor det ene chok efter det andet ramte os. Vi havde to små børn på 5 og knap 3 år. 
Efter et år savnede jeg virkelig tosomheden og forsøgte forsigtigt at starte et forhold op med en af vores fælles venner. Men det virkede slet ikke! For det første skulle vi nok bare slet ikke være et par, for det andet var jeg slet ikke klar, for jeg ledte stadig efter en erstatning til min mand. Det var præcis som du beskriver - vores hænder passede ikke sammen. Jeg afsluttede det og heldigvis forblev vores venskab. Derefter gik der 8 år, før jeg igen havde overskud og lyst til at lukke nogen ind. Men jeg var nervøs for, om jeg stadig ledte efter min mands erstatning. Efter et års tid var der pludselig en kemi med en kollega. Vi havde på det tidspunkt arbejdet sammen i 10 år, uden at der havde været noget. Vi havde mange lange snakke om alt muligt og det udviklede sig. Jeg var glad for at være i nærheden af ham, men forelskelsesfølelserne var noget helt andet end med min mand. Jeg følte ikke rigtig at mine ben var fejet væk under mig, eller at jeg havde en kæmpe sværm sommerfugle i maven - selvom der da var lidt. Men han gav mig en ro og varme og følelse af at være kommet hjem, som var helt anderledes end noget, jeg havde prøvet før. Mine følelser skulle lokkes frem, og jeg var ved at bakke ud MANGE gange. Jeg var meget ærlig overfor ham, og han var heldigvis utrolig tålmodig. Vi har været sammen i 2,5 år nu, og jeg er virkelig glad for, at han gav mig tid, og at jeg turde kaste mig ud i det igen. 
Forelskelsen har for mig været markant forskellig fra min mand og min kæreste. Begge mænd har været/er mine store kærligheder, men det har virkelig været dybt forskellige oplevelser. 

Hvis det virkelig føles helt forkert, så er han nok ikke den rigtige. Men måske er det bare fordi du skal bruge lidt tid på at lukke op for den form for følelser. At miste sin elskede giver nogle ar på sjælen. Og ingen forelskelser er ens. Jeg håber, du finder al den lykke og kærlighed, du fortjener

Mange tak for dit skriv, og det gør mig ondt, at du også har mistet

At date en burde ikke gøre en ked af det, og jeg turder stort set hver gang, jeg kommer hjem fra en date, ikke fordi det ikke har været en god date, men pga det får mig til at savne min tidligere

Spørgsmålet er om det er fordi jeg ikke klar, eller det ikke er den rigtige, forhåbentligt bliver jeg klogere på det meget snart