Forvirret

Prøvede her til aften at tale med min mand om

vores parforhold. Vi bliver nemt irriterede på hinanden, lever parallelle liv omkring børnene, har svært ved at samarbejde bl.a. om det praktiske og laver sjældent noget hyggeligt sammen.

Jeg forsøgte at tage det op på den bedst mulige girafsprogsagtige måde og tænkte virkelig over hvordan jeg får udtrykt mig (bad ham dog pause PlayStation spillet imens). Alligevel siger min mand, at jeg angriber, men kan ikke komme med eksempler på, hvordan jeg gør det. Når vi bliver uenige om, hvad der skete i en situation (vi oplever verden meget forskelligt), siger han, at jeg lyver eller manipulerer, og vi ender derfor aldrig med at forstå hinandens synspunkter/forstå hinanden, og jeg oplever, at der er en kløft mellem os.

Hvordan kan vi tale sammen og løse konflikter, når han ser det som at lyve og manipulere, når jeg beskriver, hvad jeg oplever?

Jeg forsøger virkelig at forstå ham og hans synspunkter, selvom han typisk synes, at det jeg gør og siger er problemet.

Det kræver nok parterapi. Fordi hvis han lukker ned og ikke kan tale med dig om hvordan I har det og hvordan i kan nærmer jer hinanden mere og løse de problemer I har, så bliver det et meget langt og sørgeligt ægteskab. Kommunikation er så vigtigt og når du tør at åbne dig op og sige ‘Hey, jeg elsker dig, men det her X fungerer ikke for mig - hvordan kan vi gøre det bedre?’ Og han ikke vil tale om det uden at påstå du manipulerer ham eller han bliver sur, så kan i ikke komme nogen vegne. 

Kunne problemet også ligge i at det irriterer dig at han spiller for meget Playstation frem for at tage ansvar som forældre. Og at hans spilleri får dig til at føle dig som mor for ham.. Tror også at parterapi er vejen frem for jer for i går i hvert fald skævt af hinanden. 

Tak for jeres svar. Vi har prøvet parterapi to gange med begrænset effekt, da vi mest havde fokus på at få ret hver især og ikke fik mødt hinanden. 

og jo: Tre timers PlayStation dagligt er begyndt at irritere mig.

Her er Playstation i dagtimerne no-go for mig. Det kan man gøre lejlighedsvist om aftenen efter børnene er kommet i seng. Vel at mærke hvis man sørger for at gå i seng til ordentlig tid. 
Her har jeg som det eneste sat foden ned over for min mand. Angreb eller ej, sådan er det bare. Lige PlayStation gør at man ikke er nærværende og ikke kan træde til, når familien har behov for det. Alle andre interesser har jeg det fint med. 

Når man fortæller en anden at deres oplevelser af situationer er forkert og beskylder dem for løgn og manipulation, så er det jo det fine danske begreb gaslighting. 

Oplevelse af situationer på forskellig måde er hvis ret normalt i et parforhold. Det er til gengæld en kæmpe brist og ikke normalt at beskylde den anden for løgn og manipulation istedet for at tage ansvar for situationen og arbejde for et fælles ståsted.

Tak for jeres svar. Vi har prøvet parterapi to gange med begrænset effekt, da vi mest havde fokus på at få ret hver især og ikke fik mødt hinanden. 

og jo: Tre timers PlayStation dagligt er begyndt at irritere mig.

Det lyder som en meget umoden mand der ikke magter at være familiefar. Selvom jeg ikke er meget for ultimatums så tænker jeg at hvis det var hos mig, ville jeg sige at nu skal problemet løses og vi går i parterapi for at få værktøjer til en god skilsmisse hvis ikke at han slukker den PlayStation og  kommer på banen. Der er simpelthen ikke noget mere usexet en et pattebarn der sidder og spiller hele tiden og lægger al ansvar fra sig. Det gad jeg simpelthen ikke. Og børnene lærer jo af deres fars adfærd 

Jeg var engang kæreste med en mand i mine 20’ere, som spillede computer dagen lang og diskussioner foregik på samme måde som du beskriver der. Det blev aldrig bedre. 

Jeg følte jeg var en mor overfor ham og stod for det meste i hjemmet. Følte han var en teenager der bare spillede spil. Endte med at gå fra ham.

når han også er følelsesmæssigt umoden og manipulerer dig på den måde, tænker jeg egentlig at det også er ham selv der skal have terapi og lære at kommunikere og samtidig tage lidt ansvar for det familie liv han har skabt.

Hvis ikke, så havde jeg nok overvejet skilsmisse.