Forskellig opdragelse - bio & bonus

Jeg lever i en sammenbragt familie med min mands søn på 8 år og vores eget fælles barn på 6 mdr. Jeg har alle dage været meget uenig i min mands måde at opdrage på - eller rettere mangel på samme. Han sætter stortset ingen grænser for sin søn, som i forvejen kæmper med et meget stort temperament, som han ofte mange gange dagligt har svært ved at styre. Skældsord, råben, skrigen og smækkede døre ved de mindste ting man beder bonus om, er hverdag hos os. Han kan finde på at tegne på gulvet med tus uden en konsekvens og lignende. Dårlige manerer ved bordet, skærm hver gang noget bliver det mindste besværligt, dvs meget! daglig skærm etc. Min mand evner ikke at holde det mindste ved et ‘nej’, så alt er meget uden konsekvenser. Alt dette kunne jeg skrive en bog om! Så jeg forsøger at gøre det kort. Det skal siges at vi har talt med familieterapeuter før, men uden at det har hjulpet, da mig og min mand ofte har haft diskussioner, uenigheder og skænderier omkring emnet opdragelse. Jeg har lidt opgivet at tale om det længere, da min mands faste holdning er, at han gør det rigtige med hans måde. Som er utroligt inkonsekvent og præget af konfliktskyhed, hvilket er en farlig cocktail i kombination med sønnikes store temperament og grænsesøgende adfærd… 

Sagen er, at jeg ikke ønsker at vores fælles søn skal opdrages som sin storebror, når den tid kommer…. og jeg har på en måde accepteret at så må jeg blot blive den ‘strenge’ forælder af os to, hvis man kan kalde det det. Jeg ønsker at opdrage med uendelig meget kærlighed, omsorg, faste rammer og grænser, når det er nødvendigt. Jeg ser mig slet ikke som streng, eller at man skal tage alle kampe med ens børn. Og jeg ved selvfølgelig at alle børn får nedsmeltninger og kan være uretfærdige etc...

MEN jeg frygter at det bliver en meget todelt opdragelse i hjemmet - andre som har stået i samme situation, og hvor det på en måde måske har løst sig selv? Eller kan det overhovedet lade sig gøre at opdrage det ene barn med gode manerer og gode værdier, mens der er stor mangel hos det andet barn? Jeg ved godt at løsningen er, at min mand kommer på banen, men jeg må indse at det ikke er muligt at få ham til. Han bliver utrolig defensiv og afvisende, når jeg roligt forsøger at bringe emnet grænser og opdragelse på banen. Bonus er forresten i en 7/7 ordning. 

( Jeg vil gerne frabede kommentarer om, om det nu er det rigtige at mig og min mand er sammen - eller om bonussønnens adfærd mon skyldes om jeg ikke involverer mig nok i hans liv etc. Det gør jeg, skal det siges. Og bonus har altid haft denne manglende opdragelse og voldsomt temperament, også før jeg blev en del af familien ) 

Jeg vil gerne prøve at svare så godt jeg kan, men jeg føler at jeg er nødt til at spørge først, hvilke snakke I har haft forud for valget om at få et fælles barn, når nu I har haft så voldsomme konflikter om netop børneopdragelse? Min mening er ikke at spørge flabet, men for at prøve at forstå hvordan I selv er gået ind i det og har tænkt at det skulle kunne løses? 

Det jeg har mest lyst til at kommentere på, har du frabedt dig. Så. 

Jeg har ingen gode erfaringer eller godt at sige om hjem, hvor mor og far er langt fra hinanden vedr. opdragelse. Det er især meget op ad bakke for den forælder, som forsøger at sætte grænser og løse konflikter på en hensigtsmæssig god måde. 

Det er dømt til at gå galt, når i ikke engang er enige om jeres fælles barns opvækst - hvem går det i sidste ende ud over? Jeres barn. 
og hvorfor få barn med en mand, hvor i ikke er enige (tildels hvert fald) om hvad god og sund opdragelse er? Har i ikke nogle fælles drømme og mål for fremtiden? 
Det er et usundt miljø at vokse op i, når børn kan mærke der er forskel i hvilke grænser hver enkel forælder har. Barnet vil spille jer ud mod hinanden.. 

Var jeg i dine sko, ville jeg klart forventningsafstemme med manden - hvordan er det i vores familie med is, skærmtid, soveposer, lektier og sådan. 
I har en bonus er ikke trives i det kaos, hvordan kan du så tro at næste lille ny ville kunne det på fuld tid? 

Tak for jeres svar indtil videre. Det er et følsomt emne for mig og vil indrømme at nogle af jeres meget direkte svar (og lidt hårde svar)  giver en knude i maven. Men jeg spurgte jo selv efter jeres meninger 

 Vi har drøftet og lavet fælles regler om hvordan vi ønsker tingene derhjemme. Flere gange. Min mand har det dog med ikke at følge de regler vi sammen har lavet når det kommer til stykket, og tager jeg det op med ham, så er der 100 forskellige undskyldninger for, hvorfor han ikke har fulgt fællesreglerne, som vi har sat op for bonus (som fællesbarnet jo også skal følge, når han er gammel nok til det&hellip. Og det er hér at han oftest bliver defensiv og mig der står tilbage uden andet end et skænderi eller en diskussion i bagagen, men intet der har rykket sig. Desværre! Og ja! Set i bakspejlet, så skulle vi helt sikkert have fået løst det før vi fik et fællesbarn. Også selvom han er min drømmemand, som jeg for alt i verden gerne vil være sammen med resten af livet.  

Anonym skriver:

Tak for jeres svar indtil videre. Det er et følsomt emne for mig og vil indrømme at nogle af jeres meget direkte svar (og lidt hårde svar)  giver en knude i maven. Men jeg spurgte jo selv efter jeres meninger 

 

 Vi har drøftet og lavet fælles regler om hvordan vi ønsker tingene derhjemme. Flere gange. Min mand har det dog med ikke at følge de regler vi sammen har lavet når det kommer til stykket, og tager jeg det op med ham, så er der 100 forskellige undskyldninger for, hvorfor han ikke har fulgt fællesreglerne, som vi har sat op for bonus (som fællesbarnet jo også skal følge, når han er gammel nok til det&hellip. Og det er hér at han oftest bliver defensiv og mig der står tilbage uden andet end et skænderi eller en diskussion i bagagen, men intet der har rykket sig. Desværre! Og ja! Set i bakspejlet, så skulle vi helt sikkert have fået løst det før vi fik et fællesbarn. Også selvom han er min drømmemand, som jeg for alt i verden gerne vil være sammen med resten af livet.  

Det jo heller fordi i får et frygteligt barn som ingen kan holde ud af være sammen med. 

Måske der alligevel sker noget positivt på jeres fællesvej, når den yngste er jeres begge. 

Og så må du jo bare gøre hvad du føler er det rigtige og så tælle til 10 alle de gange din mand ikke gør som der egentlig er bedst og som i måske har lavet aftaler om. 

Og tag aldrig diskussionen foran børnene. I skal fremstå som et team foran børnene. Og så må i diskutere og evaluere situationer på andre tidspunkter. 

Så skal det hele nok gå

Jeg tænker om din mand døjer med en indgroet dårlig samvittighed overfor hans første barn som er skilsmissebarn. Og dermed er blevet en lidt grænseløs far. Det kan også være han helt indeni er pissebange for at blive valgt fra af sit barn - netop fordi barnet har stort temperament og måske kunne finde på at sige ting som “så vil jeg hellere være hos mor!!” (Kender det hele fra mig selv).. 

det er virkelig følsomt at være skilsmisse forældre - ikke dermed sagt at man skal blive blød og grænseløs. Men det kunne være en forklaring og et emne at tage op. 

hvordan er hans barns mor? Opdrager hun også meget løst?

Ja det er bærer meget præg af hans dårlige samvittighed og hans store savn, da han kun ser sit barn halvdelen af tiden. Det er noget vi har talt om og jeg forstår ham jo godt, men som I skriver, så er der stadig nødt til at være grænser… Jeg håber også at vores fælles barn og opdragelsen af ham kan sætte tingene i perspektiv for min mand, da jeg har en ligeså stor andel og rolle omkring hans liv og opdragelse. Nu er vores fælles søn kun 6 mdr og derfor går der  tid, før  regler i hjemmet og opdragelse kommer til at spille ind… Men alt der kan laves af håndgribelige aftaler om som fx skærmtid, må vi forsøge at finde fælles aftaler for, så det ikke bare stikker helt af…

Anonym skriver:

Jeg tænker om din mand døjer med en indgroet dårlig samvittighed overfor hans første barn som er skilsmissebarn. Og dermed er blevet en lidt grænseløs far. Det kan også være han helt indeni er pissebange for at blive valgt fra af sit barn - netop fordi barnet har stort temperament og måske kunne finde på at sige ting som “så vil jeg hellere være hos mor!!” (Kender det hele fra mig selv).. 

det er virkelig følsomt at være skilsmisse forældre - ikke dermed sagt at man skal blive blød og grænseløs. Men det kunne være en forklaring og et emne at tage op. 

hvordan er hans barns mor? Opdrager hun også meget løst?

Moren er stort set ligeså blød og inkonsekvent og sætter heller ikke ind omkring opdragelse, desværre…  

GodKarma skriver:

Det jo heller fordi i får et frygteligt barn som ingen kan holde ud af være sammen med. 

Måske der alligevel sker noget positivt på jeres fællesvej, når den yngste er jeres begge. 

Og så må du jo bare gøre hvad du føler er det rigtige og så tælle til 10 alle de gange din mand ikke gør som der egentlig er bedst og som i måske har lavet aftaler om. 

Og tag aldrig diskussionen foran børnene. I skal fremstå som et team foran børnene. Og så må i diskutere og evaluere situationer på andre tidspunkter. 

Så skal det hele nok gå

Nej det er netop det jeg vil undgå - at få et overforkælet barn, som ingen kan holde ud at være sammen med…

Tak GodKarma