Gør mine forældre forskel på min søster og mig ?

Kan jeg tillade mig at være ked af det? Og måske lidt vred på mine forældre? Eller overreagerer jeg og laver en storm i et glas vand? Trænger til objektive øjne ��

Min lillesøster og jeg er meget forskellige - vores familier (mænd og børn) er også ret forskellige. Min søster og hendes mand minder egenlig ret meget om vores forældre. Jeg og min familie har et fint forhold til min mor og far. Vi ses ca 1-2 gange på 14 dage og mine børn knuselsker dem og de er ret tætte. Min søster og hendes familie ser mine forældre   ca. 3 gange om ugen. De er MEGET tætte og min søster bruger også ofte min mor som barnepige. (Vi får kun sjældent passet vores børn) Hendes børn og mine forældre er MEGET tætte. Min mor ved altid hvordan min søster og hendes familie har det, hvordan børnene sover om natten, hvordan jobbet går osv. - det er tydeligt, at hun ikke ved det om mig - tror i virkeligheden ikke hun kender min jobtitel; fordi vores verdner er ret forskellige. Jeg føler, at min mor er meget tættere med min søster og hendes familie og især hendes børn - hvilket mine børn også hsr kommenteret et par gange - “hvorfor de mere sammen med fætter? Jeg tror de bedre kan lide fætter, der er flere billeder af ham, de snakker meget om ham..”. Sidste jul blev vi ikke inviteret på æbleskiver og   juletræs hentning ligesom min søster, i sommers var min mor på adskillige ture med min søsters børn og med hele familien - vi efterspurgte det samme; men mine forældre var trætte og trængte til restitution inden job på deres resterende fridage henover sommeren. Mine forældre arrangerede i stedet efterårstur med mine børn, hvilket er fint og dejligt - men uden mig og min mand; hvor de tit er afsted med min søster og hendes mand. En jul så de mig slet ikke mellem jul og nytår til trods for de aktivt havde valgt juleaften fra hos os fordi de mente, at det var synd, at min søster og hendes mand ellers skulle være alene - de var også inviteret med hos os; men havde takket nej.

Jeg har forsøgt 3-4 gange at fortælle mine forældre om mine følelser. De skyder dem lidt hen, griner nervøst af det, undskylder med at det er fordi min søster tit kommer uanmeldt (det prøvede vi en periode - men blev alligevel ikke rigtig inviteret ind, da de var trætte). Jeg har forsøgt at fortælle, at jeg føler mig lidt overset, at der er forskelsbehandling og at mine børn mærker det. Nu har min søster spurgt mine forældre om de vil med dem i sommerhus over nytår, og de har takket ja. Min søster og hendes familie har ikke den store omgangskreds og bruger vores forældre som et vennepar. Vi er ikke inkluderet i den aftale. Jeg er led og ked af det. Jeg føler, at mine forældre i det mindste kunne informere om det og derefter sige “ og vi vil altså også rigtig gerne på en lignende tur med jer senere” - men det bliver ikke sagt - trods jeg har fortalt om mine følelser.

Jeg har 3 børn og derfor er vi jo efterhånden en lille flok, når vi træder ind af døren. Men vi er meget “på” vores børn og har fokus på dem - så jeg føler ikke, at vi fylder vildt meget i et rum (altså vi har 3 børn og de er ikke ligefrem stumme; men alligevel �� )

Min søster har 2 børn   - her er min mor meget på -   min søster og hendes mand virker trætte og bruger tydeligt tiden med mine forældre som “pause”. Vi er som sagt meget forskellige fra mine forældre (uddannelse, politiske holdninger, madvaner, fritidsinteresser, motion, økonomi mv) - og jeg er opmærksom på, at selvom vi er meget på vores egne børn og de opfører sig pænt; så kan vores forskellighed gøre, at mine forældre føler, at de skal være mere “på” i relationen med os end i relationen med min søster, da de minder meget om hinanden. Men derfor gør det ondt alligevel - jeg føler nærmest, at min familie   og jeg er lidt på sidelinjen af min søsters families og mine forældres   relation. Jeg har lige haft et lille sammenstød med min mor omkring sommerhus turen, hvor jeg kun kom med en lille stikpille (vi havde en snak om mine følelser for 1 måned siden). Siden min stikpille, så har min mor skrevet daglige smalltalk beskeder, hvilket ligner hende dårligt - så er 100 på, at hun har dårlig samvittighed eller i hvertfsld kan fornemme, at jeg er ked af det.

Jeg er stoppet med st sende snaps til min mor efter sammenstødet og har faktisk ikke lyst til at stå for personlige billede julegaver og december overraskelses tur til mine forældre fra mig og min søster af - som jeg ellers plejer; min søster vil aldrig få det gjort og især min mor elsker det ellers. Jeg føler, at jeg giver og giver og forsøger og forsøger + konstant tager til takke i relationen. Og jeg er vidst gået hen og blevet jævnt bitter over det ����‍��

Bonus info (apropos min bitterhed �� ): især min mor bryster sig i det offentlige rum af ikke at gøre forskel på hendes børn.

Overreagerer jeg? Kører jeg for meget “millimeter demokrati”? Skal jeg bare tage mig sammen?

Det lyder ikke som en sjov situation hele tiden at føle sig udenfor!

Et par af mine ærlige tanker, når jeg læser dit indlæg:

1. I ses meget i jeres familie! Hvis der ikke havde været sammenligningen ville jeg synes, at en gang om ugen er et rigtig fint niveau at ses. Hvad med din mands forældre? Sammenlignet med din søsters mands forældre?

2. Sandsynligvis er det bare nemmere for dem at være sammen med din søster og hendes familie. En oplagt tanke er, at det er din mand, de ikke slapper af med. Måske ikke engang fordi de ikke kan lide ham, men fordi I som du skriver er meget forskellige. Jeg får det indtryk, at din mand og du fx er mere højtuddannede, end resten af din familie? Måske føler dine forældre sig ikke helt afslappede i hans/jeres selskab, og så er det mere energikrævende at ses - endda selvom man måske synes, det er rigtig hyggeligt!

3. Det lyder som om, at din søster og hendes mand på overfladen har mere brug for relationen, end I har. Både ift at de ikke har så mange voksenvenner og ift at de lyder mere udkørte af forældrelivet end jer - måske fornemmer jeres forældre også det og investerer derfor deres energi der hvor de tænker der er brug for deres hjælp?

4. Mht børnene ville jeg finde en objektiv forklaring på hvorfor I ses mindre - fx at I bruger mere tid med de andre bedsteforældre/venner/fritidsinteresser og derfor har mindre tid til at se dine forældre. Du skal ikke benægte de fakta, de ser/mærker, men der er heller ingen grund til at blande dem ind i følelsesvirvaret.

5. Uanset tror jeg der er brug for at du går konstruktivt til værks, hvis det ikke skal gå i hårdknude. Det lyder jo faktisk til, at dine forældre (din mor) gerne vil løse det, når hun selv prøver med små tiltag (beskederne), så mon ikke begge parter har lyst til at det bliver bedre? Jeg ville sætte mig ned - kun dig og din mor/dine forældre og så lægge op til en meget ærlig og åben (ikke dømmende) snak, hvor du selv bringer dine tanker på banen. Er det fx fordi de ikke slapper af i din mands selskab, selvom de godt kan lide ham (den sidste del er vigtig at få med, for at give hende en chance for at “indrømme” uden at sige noget der kan tolkes forfærdeligt). Og så vær konstruktiv! Ville det hjælpe at have en ting, der kun er din og din mors? Fx at I går til noget sammen? Er det mest det med børnene, der generer dig? Kan de have en fast bedsteforældredag, hvor det ikke har noget med jer at gøre (når du nu netop skriver, at I er så meget “på” med børnene, når I er hos dem).

6. Alt det der med overraskelsestur og billeder.. hvis du ikke gider, så lad være! Man skal give gaver og søde oplevelser, fordi man har lyst - ellers bliver det for martyragtigt. Bare lad være, hvis du ikke vil - men ikke på en demonstrativ måde, hvor du afventer, at din søster går i panik eller dine forældre grædende ringer og efterspørger deres decembertur. Tag en afslappet og afklaret beslutning om, at du ikke orker og så hvil i den med et smil og kærlighed.

Jeg håber, I finder ud af det, for det er helt sikkert ikke en rar situation for nogen af jer.

Anonym skriver:

Kan jeg tillade mig at være ked af det? Og måske lidt vred på mine forældre? Eller overreagerer jeg og laver en storm i et glas vand? Trænger til objektive øjne ��

Min lillesøster og jeg er meget forskellige - vores familier (mænd og børn) er også ret forskellige. Min søster og hendes mand minder egenlig ret meget om vores forældre. Jeg og min familie har et fint forhold til min mor og far. Vi ses ca 1-2 gange på 14 dage og mine børn knuselsker dem og de er ret tætte. Min søster og hendes familie ser mine forældre   ca. 3 gange om ugen. De er MEGET tætte og min søster bruger også ofte min mor som barnepige. (Vi får kun sjældent passet vores børn) Hendes børn og mine forældre er MEGET tætte. Min mor ved altid hvordan min søster og hendes familie har det, hvordan børnene sover om natten, hvordan jobbet går osv. - det er tydeligt, at hun ikke ved det om mig - tror i virkeligheden ikke hun kender min jobtitel; fordi vores verdner er ret forskellige. Jeg føler, at min mor er meget tættere med min søster og hendes familie og især hendes børn - hvilket mine børn også hsr kommenteret et par gange - “hvorfor de mere sammen med fætter? Jeg tror de bedre kan lide fætter, der er flere billeder af ham, de snakker meget om ham..”. Sidste jul blev vi ikke inviteret på æbleskiver og   juletræs hentning ligesom min søster, i sommers var min mor på adskillige ture med min søsters børn og med hele familien - vi efterspurgte det samme; men mine forældre var trætte og trængte til restitution inden job på deres resterende fridage henover sommeren. Mine forældre arrangerede i stedet efterårstur med mine børn, hvilket er fint og dejligt - men uden mig og min mand; hvor de tit er afsted med min søster og hendes mand. En jul så de mig slet ikke mellem jul og nytår til trods for de aktivt havde valgt juleaften fra hos os fordi de mente, at det var synd, at min søster og hendes mand ellers skulle være alene - de var også inviteret med hos os; men havde takket nej.

Jeg har forsøgt 3-4 gange at fortælle mine forældre om mine følelser. De skyder dem lidt hen, griner nervøst af det, undskylder med at det er fordi min søster tit kommer uanmeldt (det prøvede vi en periode - men blev alligevel ikke rigtig inviteret ind, da de var trætte). Jeg har forsøgt at fortælle, at jeg føler mig lidt overset, at der er forskelsbehandling og at mine børn mærker det. Nu har min søster spurgt mine forældre om de vil med dem i sommerhus over nytår, og de har takket ja. Min søster og hendes familie har ikke den store omgangskreds og bruger vores forældre som et vennepar. Vi er ikke inkluderet i den aftale. Jeg er led og ked af det. Jeg føler, at mine forældre i det mindste kunne informere om det og derefter sige “ og vi vil altså også rigtig gerne på en lignende tur med jer senere” - men det bliver ikke sagt - trods jeg har fortalt om mine følelser.

Jeg har 3 børn og derfor er vi jo efterhånden en lille flok, når vi træder ind af døren. Men vi er meget “på” vores børn og har fokus på dem - så jeg føler ikke, at vi fylder vildt meget i et rum (altså vi har 3 børn og de er ikke ligefrem stumme; men alligevel �� )

Min søster har 2 børn   - her er min mor meget på -   min søster og hendes mand virker trætte og bruger tydeligt tiden med mine forældre som “pause”. Vi er som sagt meget forskellige fra mine forældre (uddannelse, politiske holdninger, madvaner, fritidsinteresser, motion, økonomi mv) - og jeg er opmærksom på, at selvom vi er meget på vores egne børn og de opfører sig pænt; så kan vores forskellighed gøre, at mine forældre føler, at de skal være mere “på” i relationen med os end i relationen med min søster, da de minder meget om hinanden. Men derfor gør det ondt alligevel - jeg føler nærmest, at min familie   og jeg er lidt på sidelinjen af min søsters families og mine forældres   relation. Jeg har lige haft et lille sammenstød med min mor omkring sommerhus turen, hvor jeg kun kom med en lille stikpille (vi havde en snak om mine følelser for 1 måned siden). Siden min stikpille, så har min mor skrevet daglige smalltalk beskeder, hvilket ligner hende dårligt - så er 100 på, at hun har dårlig samvittighed eller i hvertfsld kan fornemme, at jeg er ked af det.

Jeg er stoppet med st sende snaps til min mor efter sammenstødet og har faktisk ikke lyst til at stå for personlige billede julegaver og december overraskelses tur til mine forældre fra mig og min søster af - som jeg ellers plejer; min søster vil aldrig få det gjort og især min mor elsker det ellers. Jeg føler, at jeg giver og giver og forsøger og forsøger + konstant tager til takke i relationen. Og jeg er vidst gået hen og blevet jævnt bitter over det ����‍��

Bonus info (apropos min bitterhed �� ): især min mor bryster sig i det offentlige rum af ikke at gøre forskel på hendes børn.

Overreagerer jeg? Kører jeg for meget “millimeter demokrati”? Skal jeg bare tage mig sammen?

Hvis jeg skal være ærlig, så synes jeg faktisk, at du kører for meget millimeterdemokrati.. 

I har et fint forhold til dine forældre, og ses med dem flere gange om måneden, og de har også et godt forhold til jeres børn.. Men de kører bare ikke relationen 100% på samme måde med jer som med din søster.. 

Det eneste, jeg tænker, du godt kan tillade dig at ville ændre, er dét at de ikke skal invitere din søsters familie ofte uden nogensinde at invitere jer.. I behøver ikke blive inviteret til det samme hver gang og heller ikke samme antal gange hele tiden (altså hvis de fx på en måned inviterer din søster 4 gange, så er det okay, at I måske kun bliver inviteret 2 gange, og andre gange er det måske omvendt).. 

Men at de ikke laver præcis det samme med jer begge, synes jeg er for meget millimeterdemokrati..

Som du selv og den anden person nævner, så er I meget forskellige, og dine forældre har nok bare en bedre kemi og slapper bedre af sammen med din søster og hendes familie.. Og det er fair nok.. Man kan sagtens elske begge sin børn lige højt, selvom man har en bedre kemi med den ene.. Og selvom I har styr på jeres børn, så er der altså også bare forskel på 2 og 3 børn ..

Snak med din mor om, at I også gerne vil inviteres forbi/med på ture engang imellem..

PS. Og ja selvfølgelig skal de heller ikke aflyse noget med jer for at være sammen med din søster - det er ikke i orden, og det skal du selvfølgelig også påtale..

Tror du overtænker det  

min lillesøster ser min mor flere gange ugentligt, jeg og børnene ser min mor Max 10 gange årligt. Dette også pga geografi da jeg har valgt at bo over 100 km fra hende og min søster bor lige ved siden af. Min søster har 1 barn som min mor er meget med inde over og passer ved sygdom mm, min mor har aldrig passet mine børn (2 snart 3), når vi ses tager jeg mig selv af børnene hvor med min søster er min mor “aflastning” og passer hendes barn. 
mange ting i det du fortæller er det samme i mellem min, min søsters og vores mors relation. 
ligeledes er min søsters familie og min også meget forskellige og min søster og jeg taler dertil heller ikke sammen. 

jeg ville gerne se min mor mere, men går ikke op i hvor meget hun ses med min søster eller hvad de laver og om vi er inviteret. Jeg ser det som vi er voksne mennesker der er forskellige steder i livet og er glad for den tid og relation jeg og børnene har med min mor. Jeg ved min mor elsker vores børn lige så højt som min søsters barn, men også der er relationen anderledes. Men børnene har ikke oplevet der er blevet gjort forskel, og hvis, særligt min store har syntes der har været en forskel, har jeg forklaret at det er pga afstanden og at mormor elsker os lige så højt men at kærlighed ikke = at alt er ens. 

Tænker du skulle tá og nyde din relation med din mor som den er, og lade være med at sammenligne, det vil aldrig blive lige 100%, i er forskellige mennesker og lyder jo til din mor rigtig gerne vil dig! Spørg eventuelt din søster om i kan komme med i sommerhus? Eller planlæg en anden tur for jer og dine forældre allerede nu og inviter i god tid.

Først tænker jeg vil du gerne se dine forældre mere eller vil du se dine forældre mere fordi din søster gør?

vi ser ikke vores forældre mere end 1-2 gange om måneden og personligt er det rigeligt for os. Hvor tit ser i din mands forældre?

Jeg kan godt høre du tager initiativer, og at der har været episoder, hvor dine forældre har valgt din søster over dig. Men lige med sommerhusturen forstår jeg ikke, at du er sur. Din søster har inviteret, og dine forældre takket ja. Har de før fravalgt en lignende tur med jer?

men måske prøv at være i god tid. Det er selvfølgelig hårdt at dine forældre ikke selv magter at dele sol og vind lige. Så måske i god tid inden ferier sige, vi vil gerne på en tur med jer i denne ferie og lav en aftale. Og så prøv ikke at sammenligne, men find ud af hvad i kan have sammen. Ikke fordi din søster har, men fordi du gerne vil?

hvordan er forholdet til din søster? Ses i uden jeres forældre? 

Først vil jeg sige at det er sejt at du har snakket med dine forældre om det og fortalt om dine følelser - det synes jeg ikke er det nemmeste når det handler om familierelationer. Jeg har selv to søstre, og jeg kender godt følelsen af at blive holdt udenfor. Jeg tænker, ligesom en anden skriver, at det er vigtigt at finde ud af om du gerne vil ses mere med dine forældre fordi du synes I ses for lidt eller fordi din søster ses mere med dem. Hvis du prøver se bort fra alt det med din søster og kun kigger på din og din families relation til dine forældre, er den så som du kunne tænke dig? Vi ser også mine forældre 1-2 gange hver 14 dag, og jeg ville nok blive bims hvis vi skulle ses 3 gange om ugen tror du må prøve at lade være med at sammenligne dig med din søster, og prøve at fokusere på de gode ting I har med dine forældre. Måske har du brug for en lille pause, det kan du jo evt fortælle dem. Men synes også det virker til at din mor gerne vil dig, siden hun er begyndt at skrive beskeder dagligt. Tænker heller ikke de ville se jer så ofte som de gør, hvis de ikke gad jer

Det er jo muligt at der foregår noget med din søster som du ikke ved. Og at dine forældre prøver at hjælpe dem, desværre måske på bekostning af jer. Som forælder tænker jeg at det er nemt at "glemme" det velfungerende barn når man har et barn der har brug for hjælp. 

Jeg er i samme båd. 

Det er svært at sige fra synes jeg. For man er jo voksen nu. Men det gør ondt alligevel. 

Min mor og søster facetimer hver dag. Skriver sammen om alt, lige fra dum trafik til sygdom og opskrifter på mad. 

Måske er det også lidt min egen skyld. Jeg rækker jo ikke ud efter min mor på samme måde. Jeg skriver kun til hende når det er relevant og det samme gør hun. Hun skriver ikke til mig for at høre hvordan det går. 

Hver gang der er sociale ting i vores by, har min søster altid førsteret. Om det er tænding af juletræ, juleoptog, garden der kommer forbi og den slags. Hvis jeg spørger min mor om hun vil med mig og ungerne er svaret altid.. uh.. det plejer jeg jo at gøre med din søster. Det må jeg lige høre hende ad om. 

Og så er svaret nej. 

Mit barn var syg og min mor havde fri. Jeg spurgte om hun kunne hjælpe. Nej det kunne hun ikke. Hun skulle gøre rent. 

Ugen efter tog hun fri 2 dage for at passe min niece så hun ikke skulle i gæste-dagpleje. 

Sådan er der mange ting. Jeg prøver at lade være med at blive påvirket af det.

AnjaZenia skriver:

Jeg er i samme båd. 

Det er svært at sige fra synes jeg. For man er jo voksen nu. Men det gør ondt alligevel. 

Min mor og søster facetimer hver dag. Skriver sammen om alt, lige fra dum trafik til sygdom og opskrifter på mad. 

Måske er det også lidt min egen skyld. Jeg rækker jo ikke ud efter min mor på samme måde. Jeg skriver kun til hende når det er relevant og det samme gør hun. Hun skriver ikke til mig for at høre hvordan det går. 

Hver gang der er sociale ting i vores by, har min søster altid førsteret. Om det er tænding af juletræ, juleoptog, garden der kommer forbi og den slags. Hvis jeg spørger min mor om hun vil med mig og ungerne er svaret altid.. uh.. det plejer jeg jo at gøre med din søster. Det må jeg lige høre hende ad om. 

Og så er svaret nej. 

Mit barn var syg og min mor havde fri. Jeg spurgte om hun kunne hjælpe. Nej det kunne hun ikke. Hun skulle gøre rent. 

Ugen efter tog hun fri 2 dage for at passe min niece så hun ikke skulle i gæste-dagpleje. 

Sådan er der mange ting. Jeg prøver at lade være med at blive påvirket af det.

Lige til det med sociale ting: hvorfor kan I ikke gøre det sammen allesammen? Hvorfor skal der vælges mellem den ene eller anden familie?