Tale med sin partner.

Min mand og jeg har et godt forhold. 

Vi elsker hinanden, god sex og børn .

Vi ønsker at blive gammel sammen.

MEN vi har ingen fælles interesser. 

Og vi taler ikke sammen om andet end praktiske ting.  Som børn familie og arbejde. 

Jeg vil gerne og forsøger tit. Men han er ikke interesseret .  Jeg keder ham tydeligt, og han taber interesse. 

Det har været sådan " altid" 

Jeg er en smalltalker, og det synes han er kedeligt. 

Det kunne jeg godt acceptere.  Hvis ikke det var fordi at han har en kollega ( han er hendes chef) 

Og der er der ingen problemer med at snakke / grine og pjatte med flere gange om dagen. 

Der flyder samtalen, og det er om " ingenting"

Jeg synes selv det er fjollet at jeg bliver ked af det , og nærmest lidt jaloux. 

Og i følge veninder er det helt normalt ikke at tale som sådan sammen i et forhold...

Taler I med jeres partner? 

Har i fælles interesser? 

Er jeg nærtagende når jeg bliver berørt af min mands og hans ( kvindelige) ansatte gode forhold med masser af snak?  Når alt andet i vores forhold er perfekt. 

Jeg synes måske det er underligt, men kender en del forhold hvor de har det fantastisk sammen men aldrig snakker sammen og er sjældent sammen end et par timer om dagen, samt bruger weekenderne hver for sig. Men som elsker hinanden meget højt. 
Tydeligvis kan du være i at din mand og dig har sådan et forhold hvor i bare ikke har noget til fælles, og det er helt ok. Ens partner kan man ikke få alt fra, derfor ser man andre mennesker også som venner og veninder. 
Nogen ser sin partner som sin partner som den man har sex med, den man får børn med og der er den trygge base. 
nogen ser sin partner som sin bedste ven også plus de andre ting. Det er så vidt forskelligt fra forhold til forhold. 

min første mand var min bedste ven først, så vi var alt også bedste venner, gjorde alt sammen snakkede om alt og havde alt tilfælles 

min nye kæreste har vi grundfundamenterne fælles men interesser har vi ikke som sådan tilfælles så der bruger jeg meget venner og veninder til de ting. Og snakker ikke så meget med min nye kæreste som jeg gjorde med min eks mand, i hvert fald ikke på samme måde. Og min nye kæreste har kvindelige kollegere han bruger meget tid med på arbejdet og snakker måske mere med mange af dem end med mig. Men det gør mig ikke noget. 

Vi snakker om alt og ingenting.. Vi har dagligt mindst én snak om enten en debat, politisk holdning, en problemstilling i samfundet, religion, reddit og en tråd derinde, vores kolleger eller lignende.. 

Og vi ser også flere ting sammen, fx Masterchef, krimi-serier, action- eller dramafilm.. Men ellers har vi vidt forskellige interesser.. 

Dog er vi også af den mening, at man som par bruger størstedelen af tiden sammen.. Altså vi går fx sjældent til fest eller lignende uden den anden part, og ja vi bruger faktisk omkring 99% af tiden i nærheden af hinanden (altså i samme hus), medmindre vi selvfølgelig er på arbejde 

Altså nu er vi stadig forholdsvis nye. Så det gælder ikke helt

Vi har været sammen i 3 år. Vi snakker sammen hver dag, vi små snakker og skriver sammen. Vi bor sammen og bruger 98% af vores tid sammen. 

8 ud af 10 af interesserne er fælles

Altså, med mindre én af os er ude til noget socialt, rejse med job, sport osv. (vi lever meget udadvendt og aktivt, også hver for sig),  jamen så taler vi sammen hver dag. Mindst morgen og aften - om dagen, jobbet, ungerne, samfundet, politik, miljø, jamen … alt hvad der optager os. Vi er forskellige, men deler grundlæggende menneskesyn og værdier - og jeg vil vove påstanden at vi er ligeså “åndeligt” forbundet som vi er fysiske og praktiske. Andet ville ikke tiltale mig, for han er jo det menneske jeg skal dele allermest tid med livet igennem, forhåbentlig … 

Vi har ikke decideret fælles interesser, men gennem årene har vi opnået nysgerrighed omkring hinandens interesser , ved at deltage aktivt, selvom man finder den andens interesse kedelig eller hvad ved jeg

Vi pjatter, fjoller, snakker sammen og tager pis på hinanden. 
Vi skriver også sammen i løbet af dagen.

Vi har været sammen i 8 år. Men jeg tror det handler meget om, hvordan man er som par. 

Min mand og jeg taler sammen om alt og intet hver dag. I nogle perioder mere end andre. Vi er hinandens mest fortrolige og har altid delt både skøre og svære ting med hinanden. 

Men fælles interesser, den er straks lidt sværere. Musik, film, sport og kultur i det hele taget har vi vidt forskellig smag inden for. Vi kunne ikke være mere forskellige her. Det samme med mad, hobbyer og den slags. Men enten tager vi til ting med venner eller også tager vi med hinanden også selvom det ikke lige interesserer os, men for at dele oplevelsen sammen. 
Jeg ville være ked af det hvis min mand var mere fortrolig og talte mere sammen med en kollega. En bedste ven, OK… men ikke en tilfældig. Min mand har flere gode kvindelige kollegaer han taler meget med og har det godt med, og det har jeg intet problem med overhovedet. Men hvis han kom hjem og slet ikke ville tale med mig, så ville det såre mig. 

Nu er jeg single men for mig connecter jeg følelsesmæssigt bedst med fyre via samtaler. Jeg elsker når de har noget på hjerte og bliver helt høj på dybe, stimulerende samtaler. Nogle mænd kan jeg tale med i timevis! Andre kan jeg slet ikke tale med. Datede en og det var kun small talk om overfladiske ting hele tiden.. vi havde intet tilfælles. Ham ses jeg ikke med længere.

Jeg har også selv brug for at date mænd som jeg kan tale med og vi har nogenlunde fællesinteresser/samme livssyn/samme nysgerrighed på læring som mig selv. 

Det er et ganske reelt og naturligt behov du har for at føle dig forbundet med din partner. Måske i kan lave nye ting sammen i kan snakke om? Prøve nye hobbies og derved få flere fællesinteresser? Der er så mange emner at tale om - historie, politik, psykologi, samfund osv!

jeg synes ikke at du er nærtagende. Dine følelser er valide. Men tag en snak med ham - se om i ikke kan finde flere ting i kan snakke om og connecte over? 

Min egen vennekreds er typisk også ‘tænkere’ som mig, så alle jeg kender er i forhold hvor kommunikation og samtale er vigtigt. Men jeg vil sige at vi er alle forskellige og har forskellige behov. Måske er dit behov ikke så stort? Jeg kan ikke helt læse det ud fra dit indlæg om det er dit behov at have flere dybe samtaler med ham eller om det er fordi du er jaloux over han har disse samtaler med andre? 
hvis han er glad og trives i jeres forhold uden de store samtaler så er det jo fint. Ens partner kan ikke opfylde alle ens behov og hvis han har fede samtaler hos en kollega, ser jeg intet problem i det. 
men hvis du ønsker flere af disse dybe snakke med ham så kommuniker med ham hvad du har brug for og se om i ikke sammen kan finde en ny hobby eller andet?

Min erfaring er,at sådan et forhold du beskriver,ofte ikke vil holde i længden.

Når man ikke snakker sammen,forsvinder samhørigheden og tildels imtimiteten,og begge ting har vi alle brug for.

Lige nu får din mand delvis dækket det behov hos sin kollega,og det ville jeg personligt,ikke kunne leve med.

Når samhørigheden er et andet sted,er der forhøjet risiko for,at der opstår følelser i den relation.

Det er den hyppigste grund til,at vi mennesker,falder for en anden,så jeg ville bestemt tage en alvors snak med ham.