Svære familie relationer

Jeg er midt i fyrrerne, har to skønne børn, et job som jeg elsker, har været alene de sidste 2 år.

Har en søster som er sidst i fyrrerne, hun har ingen børn og er førtidspensionist, hun bor alene, hun har altid levet over evne, som volder hende store problemer økonomisk og psykisk, hun har et voldsomt temperament, især hvis man ikke taler hende efter munden, eller tingene ikke går som hun ønsker.

Os familien omkring hende, vi går på listefødder, da vi aldrig ved hvornår hun får en voldsom reaktion, vores mor har ikke kontakt med hende pt, pga hun simpelthen angriber verbalt på en meget ubehagelig måde.

Vores søskende relation har altid været ustabil, og efter jeg har fået børn, er det blevet værre, der kan gå 3 måneder hvor vi snakker sammen, og så tænder hun af, og jeg trækker mig, har det rigtigt skidt med, at jeg nu er kommet dertil, at jeg simpelthen ikke kan hende længere, men ønsker heller ikke hun skal være helt alene, hun skubber alle væk omkring sig.

Vi havde feks en lille episode igår, hvor jeg sms'er at der sker store ting her lige nu, med hendes 2 nevøer, som jeg gerne vil snakke med hende om, men hun tænder fuldstændigt af, at hun havde fandme en mega dårlig dag igår, at jeg ikke havde ringet, sender hende så et screenshot af, at jeg havde prøvet at ringe, og hendes besked tilbage er; nu stopper du fandme, magter det ikke.

Hun kan slet ikke anerkende mit liv, det er altid kun hende og hendes liv det drejer sig om, og jeg kan ikke være i det længere Er godt klar over, at hun muligvis har en diagnose.

Er jeg en dårlig søster, at jeg nu siger stop

Du behøver jo ikke sige fuldt stop og skære kontakt. Men du er ikke en dårlig søster hvis du insisterer på at hun taler pænt til dig og behandler dig ordenligt. Man må formode du forsøger at gøre det samme overfor hende.

Jeg vil gætte på hendes reaktioner handler om alt mulig andet end dig. Det er ingen undskyldning men du behøver måske ikke tage et personligt. Men derfor må du stadig gerne sige fra.

IenFart skriver:

Du behøver jo ikke sige fuldt stop og skære kontakt. Men du er ikke en dårlig søster hvis du insisterer på at hun taler pænt til dig og behandler dig ordenligt. Man må formode du forsøger at gøre det samme overfor hende.

Jeg vil gætte på hendes reaktioner handler om alt mulig andet end dig. Det er ingen undskyldning men du behøver måske ikke tage et personligt. Men derfor må du stadig gerne sige fra.

Det har jeg insisterede på mange gange, vi kommer altid tilbage til samme sted, hvor hun bliver truende, og siger de værste ting til en, hun har haft mødt op og var voldelig, taler altid pænt, også nu hun får et flip, men jeg kan ikke blive ved med, at tale hende efter munden, eller sige ja og amen, for at undgå blive overfaldet verbalt eller fysisk

Jeg synes ikke du er en dårlig søster, det er okay at sige stop og passe på sig selv jeg har ikke snakket med min søster i noget der ligner 15 år, vi har dog aldrig rigtig været tætte, så det har nok også været nemmere og der var bare en ting der gjorde udslaget for at jeg ikke gad mere. Jeg har ikke brug for folk i mit liv som ikke gør mig noget godt

Bare fordi man er familie, betyder det ikke at man skal finde sig i dårlig behandling. Og det betyder ikke at du har ansvaret for din søster. Jeg synes du skal passe på dig selv og gøre det der er best for dig. Hun er et voksent menneske der selv har ansvar for sit liv. Og hvis du har brug for at afbryde kontakten, så er det helt ok. Det er synd for hende hun har det sådan, men det er ikke dit job at sørge for hun er glad og har det godt. Særligt når hun ikke er interesseret i at få hjælp. Du har gjort det du kunne. 

Anonym skriver:

Jeg er midt i fyrrerne, har to skønne børn, et job som jeg elsker, har været alene de sidste 2 år.

Har en søster som er sidst i fyrrerne, hun har ingen børn og er førtidspensionist, hun bor alene, hun har altid levet over evne, som volder hende store problemer økonomisk og psykisk, hun har et voldsomt temperament, især hvis man ikke taler hende efter munden, eller tingene ikke går som hun ønsker.

Os familien omkring hende, vi går på listefødder, da vi aldrig ved hvornår hun får en voldsom reaktion, vores mor har ikke kontakt med hende pt, pga hun simpelthen angriber verbalt på en meget ubehagelig måde.

Vores søskende relation har altid været ustabil, og efter jeg har fået børn, er det blevet værre, der kan gå 3 måneder hvor vi snakker sammen, og så tænder hun af, og jeg trækker mig, har det rigtigt skidt med, at jeg nu er kommet dertil, at jeg simpelthen ikke kan hende længere, men ønsker heller ikke hun skal være helt alene, hun skubber alle væk omkring sig.

Vi havde feks en lille episode igår, hvor jeg sms'er at der sker store ting her lige nu, med hendes 2 nevøer, som jeg gerne vil snakke med hende om, men hun tænder fuldstændigt af, at hun havde fandme en mega dårlig dag igår, at jeg ikke havde ringet, sender hende så et screenshot af, at jeg havde prøvet at ringe, og hendes besked tilbage er; nu stopper du fandme, magter det ikke.

Hun kan slet ikke anerkende mit liv, det er altid kun hende og hendes liv det drejer sig om, og jeg kan ikke være i det længere Er godt klar over, at hun muligvis har en diagnose.

Er jeg en dårlig søster, at jeg nu siger stop

 

Har selv en i familien der er lidt a la det. Som jeg har sagt endegyldigt fra overfor.

det tærer rigtigt meget på en. Også bliver man altså bare nødt til at sige stop uanset hvor synd det er for den anden. Man skal ikke blive i usunde relationer. Du har også dine børn at tænke på.