Skolestart og egne skoletraumer

Hvordan håndterer i andre gamle traumer fra skoletiden?

Jeg havde en rigtig træls skoletid. Jeg vidste aldrig om jeg var "inde" eller "ude" altså den ene dag måtte jeg være med i lege og snakke og den næste dag kunne jeg blive ignoreret fuldstændig eller også kunne jeg være så "heldig" at blive drillet og slået. Det værste var dog at de voksne mente det var min skyld fordi jeg var "for sjov at drille". 

Så når der har været konflikter har jeg lyttet til mit barn, støttet dem i det ikke er okay, hjulpet til at lære at sige fra og hente hjælp fra en voksen. Og samtidig prøver jeg ikke at overtage fuldstændig og fikse problemer osv  for det tænker jeg ikke hjælper på den lange bane. Vi er heldigvis på en god skole hvor sådan noget bliver taget alvorligt og de guider børnene til at danne gode relationer. Og der har heller ikke været noget alvorligt, bare sådan almindelige børneting og hverdags-konflikter. Og egentlig går det for det meste godt. Jeg har fortalt klasselæreren ganske kort til forældresamtale at jeg ikke har en god skolegang at spejle mig i, så nogle gang får jeg spurgt om ting som andre vil tænke var normale og overflødige at tale om, men som jeg ikke aner er normalt. Men hun tog det fint og når jeg har spurgt til noget har hun været flink at fortælle om det er normalt for alderen eller noget der kan være problematisk og noget hun vil være obs på. Og det er jo ikke sådan at jeg render hende på dørene hele tiden.

Mit overordnede indtryk er at det går godt i skolen og at klassen fungerer uden klikedannelse osv

Men jeg mærker stadig ind imellem de der stik af usikkerhed og "åh nej gør jeg nu det rigtige" og nervøsiteten for at mit barn risikerer at blive valgt fra. For af erfaring er det så ufedt at blive fravalgt som to ud af 24. Lige nu har vi inviteret til fødselsdag hjemme i en weekend, for hele klassen. Der er sidste svardato i morgen og der er 4 der har taget tid til at melde tilbage, heraf to afbud. Og fair nok folk har andre planer. Men åh hvor bliver jeg usikker -er vi nu gode nok? Hvorfor svarer folk ikke -kan de ikke lide mit barn? Er de fuldstændig ligeglade med mit barn? Prøver de at overtale deres børn til at tage med fordi børnene ikke gider en "kedelig" fødselsdag i hjemmet? Venter de på en anden og federe mulighed dukker op så de kan melde fra med god samvittighed?

Det er normalen i klassen at der bliver inviteret i legeland eller andre "eksotiske" ting. Der har været to der har holdt hjemme, resten har været ud af huset. Det tog lang tid at forklare mit barn at det kan vi så ikke, fordi det bare er for dyrt for os. Og jeg HAR jo snakket med forældrene til de andre fødselsdage og de har selv sagt at de "snyder" og køber sig til fødselsdage ude fordi de ikke kan overskue eller har plads til en hel klasse hjemme. Så vi har jo nok alle den samme usikkerhed. Men mit indtryk er at vi alle gerne vil det gode børnefællesskab, så det er jo rart. Men ja jeg er så usikker lige nu og bange for at der kun kommer to til fødselsdag og vil mit barn så blive ked af det, skal man aflyse og finde en anden dag? Eller skal man lave det mere lege-aftale-agtigt? 

Og min fornuft siger mig at folk sikkert bare har glemt at melde tilbage. Jeg har jo også selv været den der gav besked sidste svardag, fordi uøjeg bare havde tænkt jamen selvfølgelig kommer mit barn. Men shit hvor det trigger alt i mig og følelsen af at stå uden for et fællesskab.

Jeg har selvfølgelig ikke snakket om noget af det her med mit barn. Jeg er beget bevidst om at mine traumer ikke skal definere deres skoliv. Mit barn virker glad og upåvirket, men jeg ved ikke om det bare er en facade. For det har jeg set før i andre sammenhænge når det er enormt skuffet formår det at lade som ingenting. Og de første dage efter uddeling af invitationer var barnet meget aktiv opsøgende flere gange dagligt med lys og glæde i øjnene og "husk nu at fortælle mig om hvem der skriver de vil komme" og "har nogen skrevet endnu" og hver gang har jeg jo måtte sige nej eller "de husker nok at svare i weekenden" og andre vage ting

Jeg synes det er svært! Og jeg har også pms lige nu så jeg græder af absolut ingenting -det hjælper bestemt ikke på det..

Er der nogen der kan genkende sådanne følelser? Kunne være rart at vide at at man ikke er alene og måske også at ens barn godt kan få en bedre skolegang end man selv havde (mine forældre blev selv mobbet insin tid, så føler nogle gange det er håbløst at kæmpe imod) og er det normalt at man ikke svarer med det samme?

Du er absolut ikke alene. Jeg kan genkende store dele af de ting du skriver og jeg har som dig, en rigtig træls skolegang i bagagen. Jeg oplevede at det var sværest de første par år af mit ældste barns skolegang, men at det med årene er blevet nemmere og nemmere. Et af mine andre børn har haft det lidt sværere socialt og det var svært for mig at være i, fordi jeg blev bange præcis som du beskriver det, men det har jeg også efterhånden fået puttet på rette hylde i mit system, så jeg nu kan være i det. Så mit allerbedste råd til dig er: giv det tid. Det lyder som om du gør dig mange gode tanker og refleksioner om ikke at "smitte" dit barn med dine egne oplevelser og det tror jeg er det vigtigste

Kram til dig, det er en tung og uretfærdig bagage at have med sig. 

Jeg har selv haft en fin skoletid, men kan sagtens genkende det du skriver. Nu er det kun min ældste der går i skole stadig i de små klasser, og jeg tænker også rigtig mange tanker ang. trivsel, legeaftaler, venner osv. Man vil jo bare så gerne have, at det går dem godt!

ift. fødselsdag, så synes jeg at der er mange situationer/arrangementer hvor folk er utrolig dårlige til at svare eller dukke op. Det gælder både i skole og børnehave. Og vi bor ellers i et område med overvejende ressourcestærke folk. Så tror bestemt ikke der er noget galt med jeres barn eller jeres arrangement. Men når datoen er overskredet, så skriv til de der ikke har svaret: Hej, kommer X til Y fødselsdag?

Jeg har selv modtaget sådan en sms (og blev faktisk glad, for mit barn havde glemt invitationen i skolen, og vi anede derfor ikke noget om det!), og har også selv sendt ud.

Jeg har samme baggage som du - og kender fornemmelsen.

Lige det her med svar, er folk altså bare ringe til Der har jeg vænnet mig til at sende en sms når datoen er overskredet, med " hej XX, fik I invitationen til YY´s fødselsdag? Kommer Bertram?

De fleste der ikke har fået svaret, skriver som regel noget i retningen af "ej undskyld jeg ikke har fået svaret, Bertram vil meget gerne komme", eller selvfølgelig muligheden for et afbud. Men der er virkelig mange i dag der ikke får svaret på de der ting - og jeg er selv også dårlig til det..

Jeg synes det lyder til, at du gør det rigtig godt. 

Hvor gammelt er dit barn? Min datter går i 2. klasse og de der fødselsdagsinvitationer har det med at blive væk i tasken, så forældrene ikke engang ved, der er inviteret til fødselsdag. I klassen har vi derfor gjort det til en vane at skrive på Aula, at der inviteres til fødselsdag den og den dag og der kommer invitationer med hjem der og der. 

Når der er så mange, der ikke har svaret så synes jeg lige nu, at du skal skrive en besked på Aula, at der er en del, du ikke har hørt fra og husk nu at der er svarfrist i morgen. Så skal du se, så kommer svarene og der er ikke mere i det end, at de har de svedt ud, ikke set invitationen, ikke lige fået svaret osv. 

Lad os høre hvordan det gik?

Tusind tak for alle jeres svar!

På selve svardagen begyndte folk at skrive, og jeg gjorde som i sagde med lige at sende en besked rundt til de sidste (virkelig grænseoverskridende, igen pga baggagen) det var faktisk kun 4 stk der ikke havde svaret til sidst, og de fleste havde bare ikke set invitationen, men fandt den i tasken efter min besked. De er stadig i de små klasser, så selvfølgelig kan det glippe. Men pyha det var svært at være i. Jeg er virkelig glad for at høre det bliver bedre med tiden (det havde jeg virkelig også håbet) ellers vil det godt nok blive mange lange år fra nu

Og i øvrigt kan stort set alle komme, og det er virkelig rart

Tak for lige at give mig lidt ro på mens jeg ventede