Enebarn med gamle forældre

Jeg er enebarn og har kun min mor tilbage, min far døde for nogle år siden. Min mors helbred skranter også nu og jeg mærker pludselig følelsen af at være utrolig alene. Jeg har ingen anden familie, ingen af mine forældre havde venner de har holdt kontakten med, det vil sige med min mor forsvinder også mit sidste livsvidne. Det er underligt og hårdt at tænke på. Jeg har en dejlig mand og børn og er på den måde jo ikke alene, men det er jeg ift min mor, hun er mit ansvar. Jeg har prøvet at stå i en situation tidligere hvor begge mine forældre gik igennem et voldsomt sygdomsforløb og det var umenneskeligt hårdt synes jeg at stå alene i den situation.

Er der andre der er eller har været i samme situation?

Anonym skriver:

Jeg er enebarn og har kun min mor tilbage, min far døde for nogle år siden. Min mors helbred skranter også nu og jeg mærker pludselig følelsen af at være utrolig alene. Jeg har ingen anden familie, ingen af mine forældre havde venner de har holdt kontakten med, det vil sige med min mor forsvinder også mit sidste livsvidne. Det er underligt og hårdt at tænke på. Jeg har en dejlig mand og børn og er på den måde jo ikke alene, men det er jeg ift min mor, hun er mit ansvar. Jeg har prøvet at stå i en situation tidligere hvor begge mine forældre gik igennem et voldsomt sygdomsforløb og det var umenneskeligt hårdt synes jeg at stå alene i den situation.

Er der andre der er eller har været i samme situation?

Jeg føler virkelig med dig. Begge mine forældre er meget syge, både fysisk og kognitivt. Jeg har en halvsøster, men det er mig som står for 90% af ansvaret. Da de pludseligt begge blev alvorligt syge og plejekrævende, blev jeg slået enormt meget i omkuld over følelsen af nu at være “den som er den”. Pludselig er både mine små børn og mine forældre afhængige af, at jeg er den voksne i familien. Ansvaret og opgaverne er enormt tunge, koblet med et sundheds- og plejevæsen som bare er voldsomt utilstrækkeligt og uværdigt. Min mand og mine veninder er vidunderlige, men det fjerner ikke min følelse af tung “alene-hed”. Jeg håber at det letter over tid

Jeg er også enebarn med en mor på 76 år og jeg mærker også tydeligt, at hun ikke er ”ung”mere. Jeg har heldigvis min kæreste, vores 2 børn, mine svigerforældre og min kærestes bror og hans kæreste. Men ellers ingen anden familie fra hverken min mor eller min fars side som vi/jeg har kontakt med. 
Så jeg forstår dig til fulde, og jeg ser virkelig heller ikke frem til den dag min mor går bort og jeg står for det hele stort set selv

Jeg ved hvordan du har det.

Jeg stod allerede som 26 årig helt alene. Min mors familie havde jeg aldrig følt mig tilpas i, fordi de kun kunne snakke om den by de alle boede i. Jeg er vokset op i en anden by, så alle talte hen over overhovedet på mig og jeg var luft for dem. Min fars familie har vi aldrig rigtig haft kontakt med. Jeg havde ingen kæreste og heller ingen børn og stod derfor mutters alene i verden. Alt jeg havde var kolleger og nogle få venskaber.
Men selv med venner og gode kolleger, så følte jeg mig Palle alene i verden. For det er ikke mange der kan sætte sig ind i følelsen af at man som ung er 100% alene tilbage,

Hvor må det være så underligt at stå i. Især det med livs vidnet. 

Hvis jeg var dig så ville jeg sammen med din mor få lavet de der

Mormor fortæl. 

At i får set igennem. Billeder og får lavet tekst til til dine børn. 

Min far fik han lavet den der morfar fortæl.

Han fik den og gik virkelig op i det os 6 måneder efter blev han ramt af en blodprop. Trods han er kommet sig snakkede vi meget om at livet jo er så uforudsigeligt.

Jeg er også enebarn med en gammel (meget gammel) far. Min mor døde for mange år siden.

Jeg kan godt følge dig med livsvidnet. Jeg har dog en del kontakt med en onkel og kusine, samt en veninde jeg har kendt altid. Jeg synes til tider det er hårdt at stå med ansvaret alene, men min mand hjælper utroligt meget og tager lige sås tort ansvar som jeg. Jeg har en veninde, som lige nu ligger i “slåskamp” med sine søskende omkring et arvet sommerhus, og også har haft en hel del uenigheder om ansvatsfordeling da forældrene stadig levede. Så jeg tænker også, at det ikke nødvendigvis er værre at stå alene. 
Husk at inddrag din egen familie (mand og børn, hvis de er store nok). Det er en stor støtte. 

Jeg er 29, og min mor døde her i foråret efter et årelangt kræftforløb, som også har været meget krævende og hvor jeg følte at jeg gradvist mistede min mor (hun har været meget påvirket af medicin). Jeg har ikke haft kontakt med min far siden jeg var teenager, og kommer ikke til det igen. 
Vi har ingen kontakt til min mands mor, og min svigerfar har ikke rigtigt interesse i at være far/svigerfar/farfar - vi ser ham egentlig kun til fødselsdage. 
Vi har heldigvis min mors mand, som har været som en far for mig, og er vores børns vidunderlige morfar. Vi er meget taknemlige for at have ham! Dog er det skræmmende og tankevækkende, at vi er så unge forældre, og ‘kun’ har én i vores nære familie. Jeg er ked af at vores børn ikke får lov at prøve at have et væld af bedsteforældre/andre familiemedlemmer, der nyder og prioriterer at være sammen som familie. Jeg er selv vokset op uden en eneste bedsteforælder, og husker smerten når der var bedsteforældredage osv.