Da vi fik nr to havde jeg instinktivt den der følelse sekundet efter forløsningen af at det ikke var sidste barn. Nr to var dog en hård baby i de første måneder, så der tænkte jeg dog ikke at vi skulle have flere. Jeg glædede mig til at 'bøvlet' var ovre og vi kunne leve 'normalt' igen.
Vi havde fået nr to via behandling, og vi havde en håndfuld æg tilbage i fryseren. Som tiden gik, fik jeg mere og mere følelsen af at vi ikke bare kunne smide de æg ud, men blev nødt til at se om de bar frugt. Vi blev derfor enige om at give dem en chance. Hvis det gav en baby var det fint, hvis ikke, var vi glade for de to.
Skæbnen ville, at præcis det sidste æg gav en lillesøster. Så nu har vi ikke flere æg at tænke på. Da jeg fødte hende, havde jeg en klar følelse af at det var sidste gang, og det er jeg helt afklaret med.
Hun er nu et halvt år. De første måneder er jo altid hårde, men nu synes jeg bare at hun passer ind og tænker ikke at det er specielt hårdere end før. Lidt mere planlægning, men også en accept af at alting ikke er på hendes vilkår, og hun overlever nok at komme med i klapvognen frem og tilbage til de ting de store skal.
Vi har bygget lidt om for at få et ekstra værelse og købt en ny brugt bil med plads til tre autostole, men økonomisk har det været overkommeligt.
Jeg synes du skal følge hjertet
Anmeld
Citér