At være introvert

Jeg kan godt føle mig lidt alene om at være introvert. Jeg hader sociale arrangementer i børnenes klasser. Og min søn går til fodbold, og her står forældre også og snakker sammen. Undtagen mig. Jeg skal bare aflevere ham og gå igen. Jeg har INTET behov for at være social. Jeg har nok i min familie herhjemme. 
Jeg gør det kun for mine børns skyld! 

Er der andre der har det på samme måde?? 

Ikke helt op samme måde, kan egentlig godt lide diverse arrangementer, men kan desværre på ingen måde finde ud af at smalltalke, så jeg er afhængig af at en anden styre/indleder samtalen eller at have min mand med hvor jeg kan blande mig lidt

Så jeg ender også tit med at være den som holder øje med børnene

Jeg har heller ikke altid lyst til at smalltalke med de andre forældre. Faktisk har jeg oftest ikke lyst. Jeg kan også godt få den fornemmelse af at alle andre elsker at snakke og bare bliver hinandens bedste venner, mens jeg står lidt på sidelinjen.

Men jeg tror, at der er rigtig mange som os. Men man ser os nok ikke så meget - for vi er jo netop dem, der passer børnene, afleverer og ikke bliver hængende, holder os lidt tilbage. De andre fylder og snakker, derfor ser vi dem mere.

Og så tænker jeg også, at sådan er jeg jo bare. Jeg kan godt finde ud af at snakke med folk - jeg har venner nok. Men jeg har ikke altid lyst til at snakke med nye bekendtskaber - og det er faktisk helt ok. Jeg prøver på at give mig selv lov til at være som jeg er. Det kan da godt være, de andre synes jeg er lidt kedelig - eller st jeg går glip af noget. Men sådan må det så være.

Anonym skriver:

Jeg kan godt føle mig lidt alene om at være introvert. Jeg hader sociale arrangementer i børnenes klasser. Og min søn går til fodbold, og her står forældre også og snakker sammen. Undtagen mig. Jeg skal bare aflevere ham og gå igen. Jeg har INTET behov for at være social. Jeg har nok i min familie herhjemme. 
Jeg gør det kun for mine børns skyld! 

Er der andre der har det på samme måde?? 

Du er i hvert fald ikke alene i at have det sådan..

Jeg er med til arrangementerne med børnene i det omfang jeg kan klare men jeg er fuldkommen ødelagt dagen(e) bagefter...

jeg er det man kalder tillært extrovert fordi jeg er opvokset i familie med store gilder og der var altid masser af mennesker omkring mig der gerne ville snakke...

så jeg lærte at det var forventet at jeg var social og snakkede selv når jeg mest havde lyst til at gemme mig under et bord.. hvilket jeg efter min mors udsagn også gjorde et par gange hvor de ikke kunne finde mig fordi jeg lå og sov og ikke hørte dem når de kaldte..

Så jeg er med til tingene på skole og i børnehaven men jeg er den der sidder stille i krogen med et af mine unger eller måske en enkelt voksen der er kendt med hvordan jeg har det der ligesom er en buffer når der kommer andre og vil snakke jeg ikke kender..

Jeg HADER det, bryder mig simpelthen ikke om det. 

I nogen sammenhænge kan jeg være ikke-genert og snakke rigtig godt med andre, og i øjeblikke nyde det. Jeg kan simpelthen ikke small-talk. Jeg føler, det er spild af tid og liv, og så er jeg ikke super god til det, men det hænger måske sammen med, at det ikke er et behov af mine.

I andre er jeg stik modsat, stikker halen mellem benene, undgår andre mennesker og siger helst kun "hej" og håber, de ikke vil snakke, så skynder mig forbi. Det er RØV irriterende at have det sådan, for de fleste er jo sociale og snaksagelige, men jeg foretrækker faktisk mest at undvære det, hvis jeg skulle vælge imellem at ses med folk/snakke med dem eller ikke ses/snakke med dem.. 

Folk kan altid rigtig godt li mig, folk vil mig rigtig gerne, og jeg kan være initiritivrig, sjov, jokende, enormt omsorgsfuld, hjælpe og rådgive til op over begge øre, men jeg er ikke super vild med at have for meget med andre at gøre. Og folk, om det så er bekendte eller studiekammerater/kolleger vil altid mig meget mere, end jeg vil dem. Jeg har ikke behovet eller lysten, i det store hele.. 

Så ja, hader også fællesaktiviteter i børnenes klasse, og springer dem over, som ikke er nødvendige. Og at være med ude til kampe ved fodboldtuneringer. Alle snakker sammen, men jeg vil helst være for mig selv. Jeg ville ønske, jeg havde det anderledes, for det er en pine at gå rundt og føle sådan her. MEN, du er ikke alene

Anonym skriver:

Jeg har heller ikke altid lyst til at smalltalke med de andre forældre. Faktisk har jeg oftest ikke lyst. Jeg kan også godt få den fornemmelse af at alle andre elsker at snakke og bare bliver hinandens bedste venner, mens jeg står lidt på sidelinjen.

Men jeg tror, at der er rigtig mange som os. Men man ser os nok ikke så meget - for vi er jo netop dem, der passer børnene, afleverer og ikke bliver hængende, holder os lidt tilbage. De andre fylder og snakker, derfor ser vi dem mere.

Og så tænker jeg også, at sådan er jeg jo bare. Jeg kan godt finde ud af at snakke med folk - jeg har venner nok. Men jeg har ikke altid lyst til at snakke med nye bekendtskaber - og det er faktisk helt ok. Jeg prøver på at give mig selv lov til at være som jeg er. Det kan da godt være, de andre synes jeg er lidt kedelig - eller st jeg går glip af noget. Men sådan må det så være.

Tak for dit svar  
Jeg vil lige hurtig indskyde, at jeg ingen problemer har på arbejde. Der kan jeg fint snakke med mine kollegaer og har det rigtig godt med dem. Mit arbejde indebærer også en del kontakt til andre mennesker. Men det er fint. Så har jeg fået min “dosis” og kan tage hjem til min familie og koble af. Alt udover det er for mig ikke et behov jeg har. Fælles venner som min kæreste og jeg har er også fint og så mine 2 veninder. Men så heller ikke mere end det. Jeg kan også godt lide mit eget selvskab og har det rigtig godt i det.

Jeg vil bare sige man godt kan både være introvert og social med mange mennesker. Det handler vel rigtig meget om hvordan finder ro og lader op.

Jeg selv er både introvert og lidt inadvent. Jeg elsker at være sammen med venner og kolleger i små grupper, men kan ikke fordrage større sociale sammenhænge som fester på arbejdet, fællesarrangementer på skole osv. Jeg føler mig altid enormt akavet og malplaceret.

Så jeg kan sagtens følge dine følelser omkring smalltalk med andre forældre osv.

Anonym skriver:

Ikke helt op samme måde, kan egentlig godt lide diverse arrangementer, men kan desværre på ingen måde finde ud af at smalltalke, så jeg er afhængig af at en anden styre/indleder samtalen eller at have min mand med hvor jeg kan blande mig lidt

Så jeg ender også tit med at være den som holder øje med børnene

Jeg har det på PRÆCIS samme måde. Er SÅ dårlig til small talk

Jeg hader i det hele taget,at være sammen med andre mennesker

Og jeg gider slet ikke alle de forskellige ting i skole/ sfo osv.

Her hjemme er vi begge voldsomme introverte,og har ikke behov for at se andre mennsker.

Så jeg kan bestmet godt følge dig.

Anonym skriver:

Tak for dit svar  
Jeg vil lige hurtig indskyde, at jeg ingen problemer har på arbejde. Der kan jeg fint snakke med mine kollegaer og har det rigtig godt med dem. Mit arbejde indebærer også en del kontakt til andre mennesker. Men det er fint. Så har jeg fået min “dosis” og kan tage hjem til min familie og koble af. Alt udover det er for mig ikke et behov jeg har. Fælles venner som min kæreste og jeg har er også fint og så mine 2 veninder. Men så heller ikke mere end det. Jeg kan også godt lide mit eget selvskab og har det rigtig godt i det.

Jeg har det også sådan - jeg synes faktisk jeg er ret god til at snakke med folk i arbejdsøjemed. Men jeg tror, det handler om at være sammen om et fælles tredje. Jeg arbejder som lærer (så får også rigeligt af det sociale der, må man sige) og har lige været på to andre skoler i forbindelse med afgangsprøver - jeg har intet problem med at snakke med lærerne der. Fordi vi har et fælles udgangspunkt og er sat i den her situation. Så går snakken nemt

Men det der forældrehalløj, det magter jeg næsten ikke   Og de er jo søde og rare mennesker, de andre, så det giver faktisk ikke mening. Men pyt, som du siger, så er vires sociale behov nok bare dækket andre steder.