Åh det er lidt svært for mig det her. Jeg har i meget af mit liv haft det svært socialt. Jeg er enormt venlig, omsorgsfuld, høflig osv., men det sociale falder mig ikke naturligt. Jeg har svært ved smalltalk. Jeg er god til at tale om dybe emner og det, der fanger mig, men i ved.. Smalltalk om vejret, hvad folk skal i ferien osv, det er så svært for mig, og jeg bruger meget krudt på at overveje, hvad jeg skal sige og spørge om osv. Folk udefra bemærker det ofte ikke, de kan blive overraskede når jeg fortæller, hvor meget bevidst energi jeg skal bruge for at indgå, men det fylder selvfølgelig for mig. Jeg var meget ensom i min barndom og ungdom. Jeg blev ikke aktivt drillet og den slags, jeg var bare ikke et tilvalg. I ved. Jeg var der bare, men hvis jeg ikke var, ville folk nok ikke bemærke det.
Så blev jeg færdig med min uddannelse og kom ud i mit første job. Og for første gang mødte jeg mennesker, som jeg bare svingede godt og naturligt med, og hvor jeg kunne være mig. Jeg fik nogle gode "workbesties" (forstå mig ret, lidt barnligt udtryk, men you know), og fik virkelig energi af det sociale.
Så skiftede jeg job, fordi det første var et vikariat. Jeg oplevede det samme. Fik virkelig gode venner på arbejde, svingede godt med folk socialt. Jeg tror det blandt andet handler om, at jeg går bedre i spænd med kvinder, der er ældre end mig. Jeg var dengang 32 og blev særligt tæt med to kvinder på 46 og 51.
De her relationer er gledet ud igen, når jeg er stoppet, meget naturligt tror jeg, og det er okay. Nu sidder jeg i mit tredje job. Jeg skiftede efter tre år i seneste job, fordi det var for langt fra hjemmet.
Og jeg falder bare ikke i spænd med mine nye kollegaer. Der er intet i vejen med dem. De er så søde og venlige, men jeg finder ikke rigtig nogen jeg rigtig svinger med.
De er stort set alle på min alder eller lidt yngre. Mange af dem, hvis ikke alle, har i forvejen fundet sammen i små grupperinger. Men jeg kan også se, at dem der er startet efter mig hurtigt finder sammen med nogen.
Jeg føler mig lidt slået hjem i ludo. Jeg forsøger virkelig. Engagerer mig socialt selv om det ikke falder mig naturligt. Men jeg er bare ikke et tilvalg. Du ved fx vi skulle følges over til en cafe, jeg forsøgte at komme i snak med nogen, men endte med at gå alene bagerst uden nogen at snakke med. Eller til julefrokosten, hvor jeg uheldigvis fik plads ved nogen fra en anden afdeling (pladserne var at vi trak fra en pose, så tilfældigt).
Jeg er med på, at det for nogen vil være ligegyldigt. Det er et arbejde. Og jeg forventer heller ikke at finde min beeeest friend. Jeg Har bare altid haft nogen, jeg var ekstra tæt med på arbejde, som ville bemærke det, hvis jeg ikke var der, og det har jeg ikke her. Det påvirker min trivsel, især når de andre har. Det er også et job, hvor vi arbejder med mennesker og dagligt oplever mange psykisk svære ting, så i det her job er det særligt betydningsfuldt, at man har nogle nære og fortrolige på job der lige kan give en skulder eller et lyttende øre til en lille minidebriefing.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, men jeg føler mig lidt modløs..
