Følelser

Sidder der nogle, som har prøvet få måneder inden brylluppet pludselig at blive i tvivl? Vores forhold har ikke været nemt, men vi besluttede at blive sammen. Det føles rigtigt og jeg glæder mig... men så alligevel... han virker overhovedet ikke engageret i brylluppet og jeg har en knude i maven... det er som om... at pludselig bliver det virkeligt. Jeg er virkelig angst for ikke at kunne passe brudekjolen og jeg ved ikke, hvem jeg skal tale med... jeg er bange for, at de bliver sure på mig og jeg føler mig simpelthen så alene.... altså det er ikke kun kjolen, men det er bare helt underligt lige pludselig ikke at have lyst til at planlægge noget til den dag Hjælp!

Jeg tror, at det er meget naturligt ind imellem at komme i tvivl. Det er jo en stor ting at blive gift. Jeg havde nogle dage efter mit bryllup, hvor jeg var i tvivl, kan ikke helt huske, hvordan jeg kom igennem dem. Ville i hvert fald bare sige, at det er helt normalt. 

Kontrast skriver:

Jeg tror, at det er meget naturligt ind imellem at komme i tvivl. Det er jo en stor ting at blive gift. Jeg havde nogle dage efter mit bryllup, hvor jeg var i tvivl, kan ikke helt huske, hvordan jeg kom igennem dem. Ville i hvert fald bare sige, at det er helt normalt. 

Kan du huske, hvad der gjorde dig i tvivl?

Hvor længe har i været sammen?

Har du snakket med manden om det?

Kontrast skriver:

Jeg tror, at det er meget naturligt ind imellem at komme i tvivl. Det er jo en stor ting at blive gift. Jeg havde nogle dage efter mit bryllup, hvor jeg var i tvivl, kan ikke helt huske, hvordan jeg kom igennem dem. Ville i hvert fald bare sige, at det er helt normalt. 

Jeg synes så slet ikke det er normalt. Den det mavefornemmelse skal man altså lytte til.

Anonym skriver:

Kan du huske, hvad der gjorde dig i tvivl?

Jeg tror, at I mit tilfælde handlede det om, at jeg var gravid, så jeg tror dybest set, at det havde noget med hormoner at gøre. Jeg mistede for eksempel sexlysten og det gjorde mig meget forskrækket. Jeg var ung og umoden og tænkte, at jo mere sex vi havde desto lykkeligere ville vores forhold blive. Men min tvivl var væk, da vi en måned senere tog på bryllupsrejse, på det tidspunkt var vi igen meget forelskede. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvor dyb din tvivl er og hvad den bunder i.

Der stod jeg for 5 år siden. Jeg endte med at aflyse brylluppet 3 måneder før og samtidig gå fra min daværende kæreste og far til mine børn. Jeg elskede ham ikke længere. Om en måned skal jeg giftes med min nuværende kæreste og glæder mig. Elsker planlægningen m.v. og er slet ikke i tvivl om at det er det jeg vil. 

Der er desværre kun dig selv til at svare på hvad dine følelser skyldes og hvad du inderst inde ønsker. Men ønsker du ikke at blive gift Med din kommende mand er det ikke en skam at aflyse. Det er værre at blive gift og så først fortryde bagefter. 

Jeg havde den, før jeg flyttede sammen med nogen. Vi gik fra hinanden 6 mdr efter. 

Men kun du kan mærke dine følelser og om det er tvivl på jer eller bare nervøsitet.

Nu er der mange, der skriver, at deres tvivl viste sig at bunde i ‘ægte tvivl’ så jeg vil skynde mig at komme med lidt modvægt.

Jeg har været i tvivl om mit forhold til min mand mange gange, da vi var yngre. Og ofte når vi nærmede os større begivenheder - fx brylluppet, og da vi flyttede sammen…

Vi er sammen på 16.år, har børn og har det generelt godt. Jeg var bare en meget reflekterende person, da jeg var yngre (stadig lidt, men er blevet bedre til ikke at overtænke), og jeg overtænkte - når jeg mærkede en lille tvivl, så spekulerede jeg over det indtil det fyldte det hele og føltes meget stort. Men jeg er virkelig glad for, st jeg ikke fulgte min tvivl dengang.

Vi kan jo ikke vide, hvad din tvivl bunder i. Men i sidste ende handler det nok om, at du skal foretage et valg: Vil du lytte til din tvivl og aflyse brylluppet - eller vil du ikke? Og hvis du vælger, at det vil du ikke, så forsøg at lade tvivlen ligge.

Jeg tror, at for nogle mennesker - fx mig - er svarene ikke altid tydelige og mavefornemmelsen er ikke let at blive klog på. Og så bliver man nødt til at vælge, og så må man se, hvad der sker. Og næste gang man er i tvivl, må man vælge igen - osv. 

Min livsfilosofi er efterhånden blevet mere, at der ikke er nogen rigtig eller forkert vej i livet - men der er vores valg. Og man vælger altid ud fra der, hvor man står lige nu. Ingen kan vide, om det går godt eller skidt, ligegyldigt hvor meget man spekulerer over det.

Ved ikke om jeg rammer ind i noget - men synes bare det var vigtigt at få denne vinkel med

Dutelidut skriver:

Nu er der mange, der skriver, at deres tvivl viste sig at bunde i ‘ægte tvivl’ så jeg vil skynde mig at komme med lidt modvægt.

Jeg har været i tvivl om mit forhold til min mand mange gange, da vi var yngre. Og ofte når vi nærmede os større begivenheder - fx brylluppet, og da vi flyttede sammen…

Vi er sammen på 16.år, har børn og har det generelt godt. Jeg var bare en meget reflekterende person, da jeg var yngre (stadig lidt, men er blevet bedre til ikke at overtænke), og jeg overtænkte - når jeg mærkede en lille tvivl, så spekulerede jeg over det indtil det fyldte det hele og føltes meget stort. Men jeg er virkelig glad for, st jeg ikke fulgte min tvivl dengang.

Vi kan jo ikke vide, hvad din tvivl bunder i. Men i sidste ende handler det nok om, at du skal foretage et valg: Vil du lytte til din tvivl og aflyse brylluppet - eller vil du ikke? Og hvis du vælger, at det vil du ikke, så forsøg at lade tvivlen ligge.

Jeg tror, at for nogle mennesker - fx mig - er svarene ikke altid tydelige og mavefornemmelsen er ikke let at blive klog på. Og så bliver man nødt til at vælge, og så må man se, hvad der sker. Og næste gang man er i tvivl, må man vælge igen - osv. 

Min livsfilosofi er efterhånden blevet mere, at der ikke er nogen rigtig eller forkert vej i livet - men der er vores valg. Og man vælger altid ud fra der, hvor man står lige nu. Ingen kan vide, om det går godt eller skidt, ligegyldigt hvor meget man spekulerer over det.

Ved ikke om jeg rammer ind i noget - men synes bare det var vigtigt at få denne vinkel med

Det er som om, der er nogle ting fra fortiden, som jeg har lidt svært ved at slippe. Jeg ved ikke helt præcist, hvorfor jeg er begyndt at tænke på de ting igen. Jeg er bl.a. ked af, at han ikke er mere engageret i vores bryllup, han taler overhovedet ikke om det. Det eneste, som han er sikker på skal gøres det er at lave en ægtepagt. Og jeg er meget romantisk anlagt og har helt ondt i maven over den og han har sådan en form for ligegyldighed ift brylluppet ellers. Det har bare gjort, at jeg har mistet lysten fuldstændig til at planlægge og jeg føler mig helt ulykkelig over det nærmest. Lige i øjeblikket føles det også som om, vi/jeg hænger fast i livet på en måde, jeg ikke har lyst til at leve det. Jeg vil gerne leve livet... jeg vil ikke spilde det og det er bare som om, vi er tilbage til det gamle. Jeg er så bange for at gøre noget forkert og jeg vil så gerne accepteres, som jeg er. Han har fx også svært ved at være i det, når jeg bliver trist. Han er meget fokuseret på at fixe mig og hvis han ikke kan fixe mig på den måde som han tænker virker, så bliver han sur og trækker sig fra mig. Jeg føler mig træt, overstimuleret og føler jeg må trække en maske på over for andre for at virke lykkelig... gnisten er der bare ikke lige nu og det irriterer mig helt vildt...