Jalousi?

Jalousi ? 

Jeg har haft en hård barndom, så det man plejede, at bruge sine 20 er til, skal jeg nu i mine 30 er med 3 børn ��

- Jeg havde for nogen år siden nogen venner, der var en lidt usund dynamik i, så da jeg holdt op med at invitere, da vi flyttede, så invitere ingen os mere så faldt “venskabet” til jorden 

- Nu er vi flyttet tilbage, den ven gruppe holder stadig sammen, og dem i den, er blevet meget succesfulde i uddannelse, og arbejde og der ud til at ha det sjovt på IG. 

- Jeg har nu mødte dem et par gang, HVER GANG har jeg en voldsom reaktion på det! ��‍��
Jeg er lige ved, at kaste op, når jeg ser dem �� 

Det er ligesom jeg får det rigtigt skidt �� og jeg forstår ikke min reaktion ��‍��

Jeg har tænkte jalousi? fordi de har “alt” jeg vil ha …. Men hvorfor får jeg det, så fysisk dårligt?  Jeg har aldrig oplevet noget ligende. 

- Jeg føler virkelig de hat klaret sig godt, mens jeg her er taberen, når det kommer til uddannelse, udseende, økonomi ( har et lavtlønnet arbejde ) etc. 

Hvorfor regere jeg sådan?  

Jeg gider ikke ha det sådan - Jeg har de dejligste børn ❤️ men det er virkelig hårdt med dem pt. da der ofte er noget, som der nu er når man har tre små børn. 

Er gift og har alle børn med faren.

Kan det være den usunde dynamik, der var engang, som du reagerer på? At du ikke har haft det særligt godt i deres selskab dybest set? Tænker, at det ville give bedre mening end at du reagerer, fordi du simpelthen ikke under dem deres succes? Hvis du får det så dårligt af at være sammen med dem, er det måske ikke meningen, at jeres venskab skal genoplives

Kontrast skriver:

Kan det være den usunde dynamik, der var engang, som du reagerer på? At du ikke har haft det særligt godt i deres selskab dybest set? Tænker, at det ville give bedre mening end at du reagerer, fordi du simpelthen ikke under dem deres succes? Hvis du får det så dårligt af at være sammen med dem, er det måske ikke meningen, at jeres venskab skal genoplives

Måske…? 

Jeg følte mig altid som den fede i gruppen, og de “hadede” dengang overvægtige mennesker …. 

Jeg ved det ikke

Så en i dag, min mave gik amok, og jeg havde fysisk lyst at kaste op, og jeg rystede efterfølgerende  Det er den mest voldsomme reaktion jeg har i mit liv i forhold til andre mennsker 

- Efter ha tænkte lidt over det i dag, kan det måske også være fordi jeg vil ikke ha de ser mig, og ser “hvor lidt”’jeg er opnået, i forhold til dem 

Så det handler mere om MIG end dem 

Jeg ved ikke

Det er så ubehageligt 

Kontrast skriver:

Kan det være den usunde dynamik, der var engang, som du reagerer på? At du ikke har haft det særligt godt i deres selskab dybest set? Tænker, at det ville give bedre mening end at du reagerer, fordi du simpelthen ikke under dem deres succes? Hvis du får det så dårligt af at være sammen med dem, er det måske ikke meningen, at jeres venskab skal genoplives

Glemte at skrive - Jeg vil ikke være venner med dem, ( tænker ikke jeg var velkommen alligevel) 

Men jeg savner “venskabet” om det giver mening, at få et sms eller en facebook invitation til Djurs sommerland eller noget man ikke lige vidste fandtes  det hat vi ikke mere 

IG er stedet hvor man får det dårligt med sig selv - jeg har aldrig fattet konceptet. Det er glansbilleder.

Det lyder som en overfladisk og ucharmerende gruppe, som gjorde at du fik det værre med dig selv. Slet dem fra Instagram … hvorfor følger du dem…?

Dyrk andre venskaber … og nej jeg tror ikke du er jaloux. Tror du reagere på de følelser de satte igang hos dig dengang. 

Jeg ved ikke, hvorfor du reagerer sådan, men det lyder ikke usandsynligt, at det er fordi, du har et ubearbejdet traume, fra dengang I var “venner”. 

Vigtigst af alt, tror jeg, er dog, at du arbejder med dit selvbillede og din selvkærlighed. Du er ekstremt hård ved dig selv. Det kan godt være, de har bedre betalte jobs, men de er hverken flottere end dig, har nemmere børn end dig eller har en federe tilværelse generelt end dig. 

Arbejd med dit selvbillede. Og drop for Guds skyld Instagram. Det gør hele nemmere. 

DagGry skriver:

Jeg ved ikke, hvorfor du reagerer sådan, men det lyder ikke usandsynligt, at det er fordi, du har et ubearbejdet traume, fra dengang I var “venner”. 

Vigtigst af alt, tror jeg, er dog, at du arbejder med dit selvbillede og din selvkærlighed. Du er ekstremt hård ved dig selv. Det kan godt være, de har bedre betalte jobs, men de er hverken flottere end dig, har nemmere børn end dig eller har en federe tilværelse generelt end dig. 

Arbejd med dit selvbillede. Og drop for Guds skyld Instagram. Det gør hele nemmere. 

Tak

Havde jeg brug for at høre, kan jeg mærke

DagGry skriver:

Jeg ved ikke, hvorfor du reagerer sådan, men det lyder ikke usandsynligt, at det er fordi, du har et ubearbejdet traume, fra dengang I var “venner”. 

Vigtigst af alt, tror jeg, er dog, at du arbejder med dit selvbillede og din selvkærlighed. Du er ekstremt hård ved dig selv. Det kan godt være, de har bedre betalte jobs, men de er hverken flottere end dig, har nemmere børn end dig eller har en federe tilværelse generelt end dig. 

Arbejd med dit selvbillede. Og drop for Guds skyld Instagram. Det gør hele nemmere. 

Helt enig i dette. Tal dig selv op! Du lyder som et dejligt menneske ud fra dine indlæg - det er en del federe at være, end at have en poleret Instagram-profil. Og måske få en hobby - noget der kun er for dig, som får din selvtillid og glæde op - det fortjener du!

Som en der selv har haft en hård barndom/ungdom kender jeg godt følelsen af at være bagud og føle mig mindre end andre. Det kan være svært for mig tiltider at acceptere at det traume jeg har fra unge år hæmmer mig ift at kunne tage en uddannelse på flere aspekter.

Jeg prøver at holde fokus på hvor meget jeg faktisk har opnået med dårlige kort på hånden. Jeg kunne lige så godt være endt et meget værre sted, det er jeg heldigvis ikke.

Håber du kan bruge mit indput

Anonym skriver:

Som en der selv har haft en hård barndom/ungdom kender jeg godt følelsen af at være bagud og føle mig mindre end andre. Det kan være svært for mig tiltider at acceptere at det traume jeg har fra unge år hæmmer mig ift at kunne tage en uddannelse på flere aspekter.

Jeg prøver at holde fokus på hvor meget jeg faktisk har opnået med dårlige kort på hånden. Jeg kunne lige så godt være endt et meget værre sted, det er jeg heldigvis ikke.

Håber du kan bruge mit indput

Ah det kender jeg godt - 

Jeg læste engang, “hlvede” er at se Hvem man skulle ha været  om man bare havde normale forældre, ikke perfekte men normale

Jeg er så jaloux når jeg ser på Linkedin på andre, der har været uddannet i 10-16 år, og man kan bare se de er blevet bedre og fået højere stillinger, mens jeg er på survivel mode 

Jeg VED jeg skal være stolt af mig selv, men jeg har bare ramte af alle mine “problemer”  af min barndom

Min datter er en stædig og modig pige, hun er som mig, men hun bliver ikke snakket dårligt til hver dag af sin barndom, og behandlet dårligt -

Sorgen af svigtet i min barndom kommer og går som bølger, og NU igen er jeg i det igen - det er nok det der trigger mig med de opkaste