Man skal lede meget længe efter de pædagogiske argumenter for så stor en samling af børn - på en ny lokation - inden de skifter igen om et år (og igen om 2 år) Argumenterne er alene økonomiske.
At det muligvis er værre andre steder (og det er det desværre), er for mig et utilstrækkeligt som argument for at ville lade mine egne børn passe under ringe vilkår.
Det siger selv, hvor lidt 5 voksne i hverdagen kan nå omkring 37 mindre børn. Selv hvis alle de voksne var tilstede (og det er de jo sjældent - ferie, pauser, dokumentation, forældresamarbejde, praktiske opgaver, møder, børn med særlige behov, skoleoverlevering, sygdom, fri, osv.). Alene det at de fleste institutioner har åbent fx 50 timer ugentligt og pædagogerne ofte arbejder mindre end fuldtid, viser et håbløst billede.
Et bedrøveligt (og ikke ret præcist) regnestykke: Hvis alle fem voksne arbejder 35 timer og ikke skal holde for meget ferie, betyder det 175 voksentimer til børnegruppen om ugen. Fraregnes halvdelen til alle de øvrige formål nævnt ovenfor, lander vi på ugentlige 87,5 timer eller daglige 17,5 timer. Fordelt på 37 børn giver dette lidt mindre end 29 minutters daglig voksenkontakt.
Nå … men om et par år eller femten vil vores generation formentlig opdage, at vi gjorde vores børn en gevaldig bjørnetjeneste ved ikke at sikre insitutionerne bedre vilkår i deres sårbare år. Vi lukkede øjnene og passere vores arbejde i stedet for.
Og vi vil begynde at forstå, hvor stor betydning det “kollektive omsorgssvigt” har for børn og unges videre dannelse og trivsel 
Selvfølgelig hjælper det, at vi råber op. Vi har ikke noget valg - og hvem skulle ellers? www.hvorerderenvoksen.dk
Anmeld
Citér