Lystre uden trusler?

Hej.

Jeg har to børn på 3 og 5 år. De kan være meget frække og ulydige og f.eks. ikke komme, når jeg kalder (men gemme sig i stedet), ikke ville rydde op og ja - bare generelt ikke høre efter gøre, som jeg siger.
Det er jo meget normalt!

Et eksempel kunne være, at det var morgen og jeg sagde til dem: "Nå, når jeg lige har lagt tøjet i vaskemaskinen, så skal vi i børnehave." Jeg advarer dem altid lige inden, så jeg ikke bare siger "nå, så går vi!", mens de er i gang med noget.
Så stikker de af og gemmer sig under sengen. Derinde, kan jeg ikke nå dem.
Hvis jeg så får dem ud, så kan jeg jo kun holde i et barn ad gangen og så stikker det andet af til et nyt sted - og sådan kan det forsætte længe. Sådan er det også tit, når jeg henter dem i børnehaven og de skal ind i bilen.
Til sidst orker jeg ikke mere og så kommer mine trusler.
Det er vist lidt en ond cirkel efterhånden, så de slet ikke lystrer, før truslerne kommer.

Jeg truer altid med at tage fredagsslikket fra dem, for det er de meget glade for. Det er meget ondt, jeg ved det!

Før jeg selv begyndte på det, har jeg altid set ned på forældre, der gjorde det - men grunden til, at jeg gør det, er, at de lystrer med det samme under den trussel.

Jeg har ikke overskud til at "Lege dem frem" fra under sengen hver eneste dag eller lave alle mulige oprydningslege osv. - Jeg ved, at det virker, men for søren - jeg har altså ikke det overskud til sådan at overtale og lege dem lydige hver dag
Når jeg siger "lydig" og "lystre" ved jeg godt, at det lyder som om, jeg taler om hunde - men jeg ved jo godt, at mine børn ikke skal være som små hunde, der kommer så snart jeg kalder. Det er jo urealistisk. Med lydighed mener jeg bare, at jeg siger: "nu skal du sætte din tallerken over på bordet" og så gør de det - om ikke andet, så anden gang jeg siger det.

Gode råd modtages!!!
Opdragelse uden trusler... hvad gør I?

Jeg kender det! Jeg var ofte en sur og presset mor, men har virkelig arbejdet med mig selv, og min erfaring er, at de er mere tilbøjelige til at høre efter, når vi generelt har en varm og god relation. Derudover undgår jeg “at gå med” på den. De synes det er sjovt hvis man løber efter, bliver sur osv. Det hjælper at ignorere.

Mine børn er 6 og 3, og ham på 6 gør det sjældent mere (det med at løbe og ikke høre efter), og det tror jeg også handler om modenhed. 

Har du prøvet at holde familiemøde? Lav en hyggelig stund uden forstyrrelser. Fortæl at I nu skal holde et møde. Fortæl at morgen skal laves om og at det fremover bliver på den og den måde. Og at I sammen godt kan klare det. Lav en aftale og giv hånd på det. Barnet på 5år vil i hvertfald forstå der og den lille vil måske forstå noget. 

Så må du se på jeres rutiner. Børn trives i struktur. Måske indføre en klokke? Når den ringer, så går alle ud og tager tøj på. Eller måske et belønningssystem? 

Jeg bruger ikke trusler, som i aldrig nogensinde - men jeg bruger meget tydelige og ufravigelige konsekvenser, som følger prompte og logisk lige i rumpen af at være “ulydig” (for at bruge din terminologi - jeg ved godt hvad du mener og nej, mine børn er selvsagt heller ikke hunde). 

Som eksempel er der ingen sammenhæng mellem at gemme sig under senge og så ikke få fredagsslik. Det handler ikke om “at være ond eller ikke ond” - det handler om at det ingen effekt har - der er ingen sammenhæng - og en børnehjerne lærer intet om god eller dårlig opførsel. 

Konsekvenser er ikke straf, men en logisk resultat af din handling. Dem forsøger jeg til gengæld at sætte knivskarpt. Eksempler hos mig kunne være:

Du vil ikke have flyverdragt på i frostvejr: Fint, men så skal du ikke på legeplads, for du bliver kold.

Du vil ikke hjælpe med at rydde op: Fint, men så skal vi ikke lege med nyt eller andet legetøj, før du har gjort som jeg beder om, for så roder hele hytten og det er ikke rart for os andre.

Du smider med lille Ib’s legetøj og slår og vil bestemme og råbe: Fint, men så tager vi hjem fra legeaftale/fødselsdag/gymnastik for at få lidt ro på og snakke sammen - og så er vi sikkert sjovere at have på besøg en anden gang, når vi ikke er så trætte/sure/sultne/what ever.

Du vil ikke ryde af bordet: Fint, men så bliver din tallerken stående til næste gang du bliver sulten eller gider at hente en ny…

Osv… osv… og selvfølgelig tilpasset barnets alder og evner ….

Jeg ved godt, at nogen har svært ved at tro mig, når jeg siger det: Men jeg bakker aldrig ned i sådanne situationer: og jeg har aldrig, ikke en eneste gang, accepteret at et barn ikke har gjort som jeg bad om. Jeg råber ikke, jeg skælder (ret meget) ud, men jeg holder fast og det er til syvende og sidst mig som bestemmer hjemme hos os - og der følger selvfølgelig altid en forklaring med, hvis man synes det er åndssvagt hvad mor har bestemt (for det synes mine unger selvfølgelig ligeså ofte som alle andre børn i den alder). 

Jeg tager bare mit eget overtøj på stille og roligt og siger til dem at nu skal jeg altså afsted, hvis jeg skal nå på job til tiden. Så går de i panik over om jeg kan finde på at køre uden dem (er aldrig sket) og bliver klar på 0,5… så jeg ignorerer det egentlig bare. 

StortOgSmåt skriver:

Jeg bruger ikke trusler, som i aldrig nogensinde - men jeg bruger meget tydelige og ufravigelige konsekvenser, som følger prompte og logisk lige i rumpen af at være “ulydig” (for at bruge din terminologi - jeg ved godt hvad du mener og nej, mine børn er selvsagt heller ikke hunde). 

Som eksempel er der ingen sammenhæng mellem at gemme sig under senge og så ikke få fredagsslik. Det handler ikke om “at være ond eller ikke ond” - det handler om at det ingen effekt har - der er ingen sammenhæng - og en børnehjerne lærer intet om god eller dårlig opførsel. 

Konsekvenser er ikke straf, men en logisk resultat af din handling. Dem forsøger jeg til gengæld at sætte knivskarpt. Eksempler hos mig kunne være:

Du vil ikke have flyverdragt på i frostvejr: Fint, men så skal du ikke på legeplads, for du bliver kold.

Du vil ikke hjælpe med at rydde op: Fint, men så skal vi ikke lege med nyt eller andet legetøj, før du har gjort som jeg beder om, for så roder hele hytten og det er ikke rart for os andre.

Du smider med lille Ib’s legetøj og slår og vil bestemme og råbe: Fint, men så tager vi hjem fra legeaftale/fødselsdag/gymnastik for at få lidt ro på og snakke sammen - og så er vi sikkert sjovere at have på besøg en anden gang, når vi ikke er så trætte/sure/sultne/what ever.

Du vil ikke ryde af bordet: Fint, men så bliver din tallerken stående til næste gang du bliver sulten eller gider at hente en ny…

Osv… osv… og selvfølgelig tilpasset barnets alder og evner ….

Jeg ved godt, at nogen har svært ved at tro mig, når jeg siger det: Men jeg bakker aldrig ned i sådanne situationer: og jeg har aldrig, ikke en eneste gang, accepteret at et barn ikke har gjort som jeg bad om. Jeg råber ikke, jeg skælder (ret meget) ud, men jeg holder fast og det er til syvende og sidst mig som bestemmer hjemme hos os - og der følger selvfølgelig altid en forklaring med, hvis man synes det er åndssvagt hvad mor har bestemt (for det synes mine unger selvfølgelig ligeså ofte som alle andre børn i den alder). 

 

 

…. der skulle lige have været klemt et *ikke* ind i sætningen om skældud … “Jeg skælder ikke (ret meget) ud”….

Har ikke læst alle svarene, men hos os fungerer det med et skema på døren eller køleskabet: det her er proceduren (for fx afgangsprocesure eller rydde af bordet efter aftensmad) vist med billeder i korrekt rækkefølge. Det gør det lettere at forholde sig tilfor børn end med ord. 

Til den med at de gemmer sig om morgenen, ville jeg bare selv begynde at tage jakke og sko på, og først kalde: Så kører vi. Hvis der ikke kommer nogen reaktion, ville jeg tage i dørhåndtaget, og i en pæn tone kalde igen: Mor kører nu.

Lur mig, om de ikke kommer rendende

Her er det meget sjældent det kommer trusler/ fratagelse af ting/goder.
 Men hvis det gør er det i relation til handlingen og en konsekvens heraf . Fx er min ældste søn på 7 virkelig længe om at tage nattøj på - så må jeg sige til sidst “ Nu har du brugt rigtig lang tid på ikke at tage nattøj på - snart har vi ikke tid til at læse godnatbog - så hvis du gerne vil have en godnatbog skal det nattøj på lynhurtigt nu”. Og så ved han at det er sidste chance. Men slik/ipad/tv er aldrig i spil - for det har jo intet med opførslen idag at gøre.

Jeg praktiserer meget hvad de må og skal gøre - ros og anerkendelse når de så gør det godt, for så gør de det ( måske) også næste gang. 

Og så handler det om at være tydelig som voksen - herhjemme er det værste der kan ske for mine børn at mor/far bliver sur - og de ved godt, at når tonelejet ændre sig fra mor så skal de gøre hvad de går besked på. 

Anonym skriver:

Hej.

Jeg har to børn på 3 og 5 år. De kan være meget frække og ulydige og f.eks. ikke komme, når jeg kalder (men gemme sig i stedet), ikke ville rydde op og ja - bare generelt ikke høre efter gøre, som jeg siger.
Det er jo meget normalt!

Et eksempel kunne være, at det var morgen og jeg sagde til dem: "Nå, når jeg lige har lagt tøjet i vaskemaskinen, så skal vi i børnehave." Jeg advarer dem altid lige inden, så jeg ikke bare siger "nå, så går vi!", mens de er i gang med noget.
Så stikker de af og gemmer sig under sengen. Derinde, kan jeg ikke nå dem.
Hvis jeg så får dem ud, så kan jeg jo kun holde i et barn ad gangen og så stikker det andet af til et nyt sted - og sådan kan det forsætte længe. Sådan er det også tit, når jeg henter dem i børnehaven og de skal ind i bilen.
Til sidst orker jeg ikke mere og så kommer mine trusler.
Det er vist lidt en ond cirkel efterhånden, så de slet ikke lystrer, før truslerne kommer.

Jeg truer altid med at tage fredagsslikket fra dem, for det er de meget glade for. Det er meget ondt, jeg ved det!

Før jeg selv begyndte på det, har jeg altid set ned på forældre, der gjorde det - men grunden til, at jeg gør det, er, at de lystrer med det samme under den trussel.

Jeg har ikke overskud til at "Lege dem frem" fra under sengen hver eneste dag eller lave alle mulige oprydningslege osv. - Jeg ved, at det virker, men for søren - jeg har altså ikke det overskud til sådan at overtale og lege dem lydige hver dag
Når jeg siger "lydig" og "lystre" ved jeg godt, at det lyder som om, jeg taler om hunde - men jeg ved jo godt, at mine børn ikke skal være som små hunde, der kommer så snart jeg kalder. Det er jo urealistisk. Med lydighed mener jeg bare, at jeg siger: "nu skal du sætte din tallerken over på bordet" og så gør de det - om ikke andet, så anden gang jeg siger det.

Gode råd modtages!!!
Opdragelse uden trusler... hvad gør I?

Jeg havde givet dem en lærerstreg og var "kørt" uden dem. Altså jeg havde sagt: Nå, men hvis I ikke vil med, så kører jeg, for jeg vil ikke komme for sent på arbejde. Og så havde jeg taget mit overtøj på, var gået ud af døren og havde råbt hej hej og smækket døren efter mig - ikke låst den, men så de godt kan komme ud efter dig. Så tror jeg nok dine børn skal komme, og det gør de nok ikke igen. Samme procedure i børnehaven. Når de så kommer løbende, så ville jeg sige stille og roligt, at fremover så forventer du, at de kommer, når du siger I skal afsted. Alle handlinger har konsekvens. Vær tydelig og giv en konsekvens.