Far må ikke!

Vi har et problem med vores søn, der lige er fyldt 4.
Far må ikke give ham tøj på - og han mener det! Han flipper fuldstændig ud, det er ren raseri, ulykke og frustration! Far må virkelig fysisk kæmpe for at få tøjet på, så sparker han det af igen og skriger "du må ikke snakke, du må ikke røre mig" osv.
I morges tog det 15 minutter og han græd i 10 minutter bagefter, helt opløst.
Den ene gang skreg han så meget, at han ikke kunne få luft og der måtte jeg altså tage over.

Lige så snart han hører, at far skal give ham tøj på, løber han hen til mig og klynger sig fast.

Vi prøver så vidt muligt at skiftes, far og jeg, og jeg siger roligt, at far skal gøre det, far er også god til det osv. Jeg holder mig i et andet rum imens osv.

Jeg ved godt, at en 4-årige godt selv kan tage tøj på, men han skal jo stadig have hjælp.
Når jeg ikke er hjemme, er der ingen problemer.
Ofte må far heller ikke børste tænder og nogle gange heller ikke skifte ble.
Han har altid været meget bestemt, stædig og temperamentsfuld og det her med at mor er bedst, har altid været der, selvom far og jeg fra starten har skiftedes meget om de praktiske opgaver ifm barnepleje.

Nogle idéer til, hvordan vi kan øve det?

Hvad med at prøve træne ham til selv at tage tøj på.  Det begyndte vi på i den alder. Og giv pokker i at noget vender forkert, man skal jo lære det. 

for din søn handler det om at han er begyndt at forstå kontrol. Og hvis han ikke er klar til selv gøre det eller tage noget af det på selv, så få far til ar lave noget sjov med det. Et overrakselsesmoment for at bryde den dårlige vane med at det er en kamp. Nogle børn kan også lide hvis man tager et lille konkurrence element ind i det. Fx “hvem af os kan hurtigst få strømperne på selv” eller lign.

 Tilføjer: er det anderledes hvis du ikke er indenfor rækkevidde. Altså slet ikke er i huset?

Vi oplever det samme herhjemme i forbindelse med putning af vores datter på 4. Men vi står fast uanset hvor gal hun bliver for får hun sin vilje, så kæmper hun bare næste gang til det lykkedes.

Det der hjælper herhjemme er at fortælle det tidligt, evt dagen før, at i morgen er det far/mor der putter og evt snakke lidt om det når det lige passer ind. Så er det ikke en overraskelse. I kunne fx finde tøjet frem aftenen før og så sige at i morgen er det far der hjælper dig. Håber at det kan hjælpe lidt, det er bare mega hårdt og de kan virkelig blive hidsige i den alder

Sorry to say

Men "far må ikke" er noget I selv har skabt, for så ved han at han har et valg og muligheden for selv at bestemme og få sin vilje.

Så nej du er ikke nødt til at tage over, han er 4 år gammel , udfordringerne er slet ikke begyndt endnu. Lad nu bare far gøre det. Kan det tænkes at far har højere krav til at han selv skal gøre det og han ved at han kan slippe afsted med "ikke at kunne" hos dig?

Men ja aftal på forhånd (dig og far) hvem som gør det og gennemfører det så evt forbered barnet på det

Her er det helt sikkert også mor der virker bedst generelt. Jeg er bedre til at håndtere de sure miner der kommer og så har vi bare en helt speciel kemi mig og vores store barn på 3 år. Men, hvis far bruger ekstra tid og tager på alene ture så får den store helt automatisk mere lyst til at være sammen med far. Har vi så en periode hvor far arbejder meget eller den lille er meget mor syg så er vi tilbage i at mor er den der dur. 

Anonym skriver:

Sorry to say

Men "far må ikke" er noget I selv har skabt, for så ved han at han har et valg og muligheden for selv at bestemme og få sin vilje.

Så nej du er ikke nødt til at tage over, han er 4 år gammel , udfordringerne er slet ikke begyndt endnu. Lad nu bare far gøre det. Kan det tænkes at far har højere krav til at han selv skal gøre det og han ved at han kan slippe afsted med "ikke at kunne" hos dig?

Men ja aftal på forhånd (dig og far) hvem som gør det og gennemfører det så evt forbered barnet på det

Nej, han har ikke mulighed for selv at bestemme. Det er kun sket 2 gange, at jeg har taget over - alle andre hysteriske anfald har far taget sig af! Som jeg skrev var der én gang, hvor han var så træt efter en lang dag og bare skreg og skreg, indtil han ikke kunne få luft - det opgav vi altså viljernes kamp og lod bare mig gøre det, så han kunne få nattøj på og komme i seng!
Og ellers giver vi os ikke. Når vi har sagt, far skal gøre det, så gør far det!

Og nej - jeg stiller højere krav. Jeg beder ham rent faktisk om at gøre det selv... Far gør det bare for ham.

123nn skriver:

Her er det helt sikkert også mor der virker bedst generelt. Jeg er bedre til at håndtere de sure miner der kommer og så har vi bare en helt speciel kemi mig og vores store barn på 3 år. Men, hvis far bruger ekstra tid og tager på alene ture så får den store helt automatisk mere lyst til at være sammen med far. Har vi så en periode hvor far arbejder meget eller den lille er meget mor syg så er vi tilbage i at mor er den der dur. 

Ja, det er også det samme her. Han har været lidt en mors dreng fra starten og det skyldes jo bl.a. at far ikke har brugt så meget tid med ham af forskellige årsager. Jeg er ikke i tvivl om, at det ville hjælpe, hvis far ville investere lidt mere tid i lillebror...

Anonym skriver:

Ja, det er også det samme her. Han har været lidt en mors dreng fra starten og det skyldes jo bl.a. at far ikke har brugt så meget tid med ham af forskellige årsager. Jeg er ikke i tvivl om, at det ville hjælpe, hvis far ville investere lidt mere tid i lillebror...

Så handler det jo ikke om at tage tøj på men at far må mere på banen og skabe relation. Kender flere fædre der fortryder de ikke var mere tilstede da deres børn var små. Så sæt igang farmand, der er ingen undskyldninger

Begge mine unger har været lige sådan. 

Og det er på trods af, at min mand altid har været super meget på "banen" sammen med mig. Begge unger forguder deres far, og de venter med længsel på at han kommer hjem fra arbejde da han bare er den bedste legekammerat. 

Nu er de 7 og 4 år, og alligevel er det stadig sådan, at hvis det handler om noget typisk omsorgsorienteret, såsom at finde tøj om morgenen eller hjælpe med besværlige stykker tøj osv. Så er det mig, der skal gøre det. Og jeg elsker det. Men min pointe er bare, at det altså ikke nødvendigvis har noget med fars deltagelsesniveau eller så meget andet at gøre. Ind i mellem, er det bare biologi.  Lige pludselig er de videre med noget andet de kan blive tossede over

Begge mine børn har været (og er stadig) meget morsyge. For min mand og jeg har det aldrig været et problem. Jeg ville virkelig også overveje om det skal være det hjemme ved jer. For er det ikke lidt lige meget hvem der giver tøj på? Min oplevelse er at meget er faser og ting med børnene ændrer sig hele tiden. I dag er det kun mig der må give tøj på, men far de vil sidde ved siden af til aftensmad. Jeg mener bestemt ikke at børn skal bestemme alt, det er for stort et ansvar! Men jeg tænker heller ikke det nytter noget at der skal være store konflikter over små ting.