Når ens bedste veninde er psykisk syg

Hej.

Jeg har en veninde, som har været min bedste veninde siden folkeskolen. Vi har ikke så mange andre venner, bare hinanden, og sådan har det egentlig været siden dengang.
I folkeskolen var vi ligesom på niveau. Der kunne hun godt være med og var egentlig normal.
Men efter vi forlod folkeskolen, så er det gået forskelligt for os. Hun er ikke kommet videre med uddannelse eller noget.
Jeg selv har har uddannelse, hus, job, familie osv.

Vi har holdt sammen igennem det hele, jeg har troet på hende, hver gang hun er startet på et nyt job, har fået en ny dille, ny uddannelse osv - men hun falder fra det hele og så går hendes verden itu, indtil hun får en ny idé.

Hun er min bedste veninde og jeg ville aldrig afskrive hende. Hun har næsten også kun mig, da hun ikke har søskende eller andre venner. Vi har det også rigtig sjovt sammen, har mange fælles interesser, snakker virkelig godt om alt muligt, hygger osv og det er jo derfor, vi stadig er venner.

Men nøøj, hvor er det hårdt.

Hvordan klarer I andre jer, med venner/kærester, der er psykisk syge? Hvordan kan I hænge i, når de for 100. gang får en god idé/vil begå selvmord/forlade kæresten etc? Når de er fuldstændig irrationelle, men I både skal støtte dem, men bare kan se, hvor dumt det er?

Hun er ikke udredt, for hun kan ikke selv se det.

Jeg har også en veninde der er psykisk syg. Jeg klarer den ved at holde nok afstand til at jeg selv kan være i det på en god måde. Min veninde har et kæmpe behov for at dele og snakke om alt og kan blive usikker over selv den mindste beslutning. Det rækker min tid og overskud ikke til så der er jeg nødt til at lægge afstand. Jeg sørger fx altid for at have en bagkant når vi skal ses for ellers varer det hele dagen og kan godt føle at hun virkelig trækker på mit overskud. Jeg har dog gjort klart for hende at jeg altid er der i krisesituationer

Jeg lytter og så understreger jeg når jeg giver et råd. "Jeg ville havde gjort sådan men det ikke noget jeg vil bestemme, jeg syntes du skal gøre det som du føler af det rigtige" min veninde og jeg har været uvenner flere gange i løbet af vores venskab og nu har jeg ligesom knækket koden.

Jeg lytter til hvad hun siger og når jeg så syntes hun har snakket længe nok om sig selv ændre jeg det over til noget jeg vil snakke om.

Jeg ser det ikke som om hun er syg, jeg ser det bare som en del af hendes personlighed.

Før hen tog jeg hendes følelser på mig men gør jeg ikke længere 

Anonym skriver:

Hej.

Jeg har en veninde, som har været min bedste veninde siden folkeskolen. Vi har ikke så mange andre venner, bare hinanden, og sådan har det egentlig været siden dengang.
I folkeskolen var vi ligesom på niveau. Der kunne hun godt være med og var egentlig normal.
Men efter vi forlod folkeskolen, så er det gået forskelligt for os. Hun er ikke kommet videre med uddannelse eller noget.
Jeg selv har har uddannelse, hus, job, familie osv.

Vi har holdt sammen igennem det hele, jeg har troet på hende, hver gang hun er startet på et nyt job, har fået en ny dille, ny uddannelse osv - men hun falder fra det hele og så går hendes verden itu, indtil hun får en ny idé.

Hun er min bedste veninde og jeg ville aldrig afskrive hende. Hun har næsten også kun mig, da hun ikke har søskende eller andre venner. Vi har det også rigtig sjovt sammen, har mange fælles interesser, snakker virkelig godt om alt muligt, hygger osv og det er jo derfor, vi stadig er venner.

Men nøøj, hvor er det hårdt.

Hvordan klarer I andre jer, med venner/kærester, der er psykisk syge? Hvordan kan I hænge i, når de for 100. gang får en god idé/vil begå selvmord/forlade kæresten etc? Når de er fuldstændig irrationelle, men I både skal støtte dem, men bare kan se, hvor dumt det er?

Hun er ikke udredt, for hun kan ikke selv se det.

Er du sikker på, hun er psykisk syg? Det beskrevne kunne vel også bunde i en udviklingsforstyrrelse, en funktionsnedsættelse eller “bare” en atypisk personlighed. 
Jeg er hhv. pårørende og veninde til flere med såvel “bogstavdiagnoser” som psykiske sygdomme, og deres udfordringer og mønstre er selvfølgelig vidt forskellige. Men når det gælder dem, der handler impulsivt og efterfølgende ser projekterne brænde sammen, så forsøger jeg efter bedste evne at balancere mellem påtaget optimisme og skepsis. Det handler blandt andet om værdighed - som veninde eller pårørende mener jeg ikke, det er min opgave at tale deres ideer ned som en anden formynder, men heller ikke at vise overdreven begejstring for en plan, som virker urealistisk. 

Faktisk synes jeg, det er svært at sige så meget generelt til dit spørgsmål, da der jo er kolossal forskel både på personer, relationer og situationer. Det kunne sikkert være godt for din veninde at blive udredt og få bedre mulighed for at få indsigt i sine mønstre - men den vej er hun selv nødt til at vælge. Og hun vil jo altid, uanset en evt. diagnose, først og fremmest være lige netop hende. 

Måske kan du beskrive lidt nærmere, hvordan hendes adfærd er - der er jo kolossal forskel på, om der er tale om fx en behandlingskrævende bipolar, hvis liv man indimellem frygter for, eller en meget impulsiv person med ADHD. 

Det lyder rigtig meget som mig det dér. Jeg er dog ikke psykisk syg, men har svær ADHD. Jeg har altid de bedste intentioner når jeg starter på noget nyt, men ender med at springe fra alting i sidste ende. Jeg brænder ud, og det er ikke et spørgsmål om at "hænge i" eller "tage sig sammen". Det er et hårdt og ikke særlig sjovt liv, en evig kamp mod sig selv og andre, der kommer med gode råd. Det er altid velmenende, men ikke særlig rart, for hvis jeg kunne så havde jeg gjort det. Tro mig! 

Så. Altså. Lyt til hende, vær der, og få hende til at føle sig god nok!! Ikke være belærende. Man har bare brug for et kram, for den følelse er forfærdelig, og vær sikker på hun er helt med på hvad hun burde gøre og hvad alle andre kan og vil gøre.