Pårørende til dem der prøver og prøver og prøver..

Jeg har en søskende, som med sin partner forsøger at opnå graviditet. De har prøvet i over et år og har desværre mistet flere gange i processen og er nu startet i udredning. De åbnede lidt op omkring det efter 2. abort. De har en gang nået at dele den glædelig nyheded med familien men hvor det igen gik galt kort efter.

Jeg er virkelig ked af det på deres vejne! Men jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre/tale om det/ikke tale om det/spørge ind. Jeg kan forestille mig at det må være vildt hårdt at blive spurgt ind til hvordan det går hele tiden, særligt når der ikke er noget man ønsker mere end at det skal lykkedes. Samtidig forstår jeg godt hvis de ønsker at holde det hemmeligt længe når det sker. Jeg vil bare heller ikke virke ligeglad ved aldrig at spørge. Hvordan kan jeg bedst gribe det an?

Jeg kan sige at jeg ikke har det tætteste forhold til denne søskende. Vi elsker hinanden og har det godt sammen men vi ses kun en 5-10 gange om året. Desuden er føler jeg at jeg er en omvandrende rød klud for deres øjne (100% min følelse, de har aldrig sagt noget) fordi jeg har 4 børn som alle bare er kommet inden for de første 6 mdr vi har prøvet. Den nyeste er baby og jeg ved at de ville have haft en baby på samme tid nu, hvis graviditeten var blevet siddende. Seneste abort faldt sammen med at jeg havde termin med denne baby. De har derfor (og helt forståeligt!) F.eks. ikke været på barselsbesøg, og de har meldt afbud til børnefødselsdage i den periode (jeg har haft skrevet og sagt de skulle have tilbuddet ligesom alle andre men jeg var i fuld forståelse for hvis ikke de magtede en masse baby-lykke, og det har de sagt tak for) Jeg ved bare ikke om der er mere jeg kan gøre? Tiden går jo og de er i udredning, forhåbentlig lykkedes det lige pludselig, men det er jo ikke til at vide om der går måneder eller år. Så jer der har prøvet dette og været i usikkerheden og delt det med de nærmeste -hvordan ville I have ønsket folk talte/ikke talte med jer om det?

Anonym skriver:

Jeg har en søskende, som med sin partner forsøger at opnå graviditet. De har prøvet i over et år og har desværre mistet flere gange i processen og er nu startet i udredning. De åbnede lidt op omkring det efter 2. abort. De har en gang nået at dele den glædelig nyheded med familien men hvor det igen gik galt kort efter.

Jeg er virkelig ked af det på deres vejne! Men jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre/tale om det/ikke tale om det/spørge ind. Jeg kan forestille mig at det må være vildt hårdt at blive spurgt ind til hvordan det går hele tiden, særligt når der ikke er noget man ønsker mere end at det skal lykkedes. Samtidig forstår jeg godt hvis de ønsker at holde det hemmeligt længe når det sker. Jeg vil bare heller ikke virke ligeglad ved aldrig at spørge. Hvordan kan jeg bedst gribe det an?

Jeg kan sige at jeg ikke har det tætteste forhold til denne søskende. Vi elsker hinanden og har det godt sammen men vi ses kun en 5-10 gange om året. Desuden er føler jeg at jeg er en omvandrende rød klud for deres øjne (100% min følelse, de har aldrig sagt noget) fordi jeg har 4 børn som alle bare er kommet inden for de første 6 mdr vi har prøvet. Den nyeste er baby og jeg ved at de ville have haft en baby på samme tid nu, hvis graviditeten var blevet siddende. Seneste abort faldt sammen med at jeg havde termin med denne baby. De har derfor (og helt forståeligt!) F.eks. ikke været på barselsbesøg, og de har meldt afbud til børnefødselsdage i den periode (jeg har haft skrevet og sagt de skulle have tilbuddet ligesom alle andre men jeg var i fuld forståelse for hvis ikke de magtede en masse baby-lykke, og det har de sagt tak for) Jeg ved bare ikke om der er mere jeg kan gøre? Tiden går jo og de er i udredning, forhåbentlig lykkedes det lige pludselig, men det er jo ikke til at vide om der går måneder eller år. Så jer der har prøvet dette og været i usikkerheden og delt det med de nærmeste -hvordan ville I have ønsket folk talte/ikke talte med jer om det?

Det vigtigste du kan gøre er at acceptere at de trækker sig for en stund. Jeg havde det på samme måde dengang min søster delte den gode nyhed og vi havde et langt forløb bag os. Det var ligeså svært for hende at skulle dele, fordi hun kendte vores historie. Når man trækker sig er det ikke personlige.. det er fordi det er svært at rumme svære følelser og være i andres lykke. 

esioul skriver:

Det vigtigste du kan gøre er at acceptere at de trækker sig for en stund. Jeg havde det på samme måde dengang min søster delte den gode nyhed og vi havde et langt forløb bag os. Det var ligeså svært for hende at skulle dele, fordi hun kendte vores historie. Når man trækker sig er det ikke personlige.. det er fordi det er svært at rumme svære følelser og være i andres lykke. 

Jeg er kun fuld af forståelse for at de trækker sig kan kun forestille mig at det må være sindssyg hårdt (jeg var ved at gå til den ene gang det tog 6 mdr at lave en baby.. og det er jo i virkeligheden ingen tid )

Jeg er nok mest bekymret for hvis det aldrig lykkedes.. skal vi så for evigt have en distance? Der var jo også rigtig meget glæde i min yngste ville få en jævnaldrene fætter/kusine. Det nåede vi at glæde os til i fællesskab før den drøm forsvandt..

Jeg har været i gamet i mere end 2 år, hvor vi har mistet 3 gange undervejs og det seneste år har kæmpet i fertilitetsbehandling. En kamp som langt fra er slut. Det værste min omgangskreds kan gøre er ikke at spørge hvordan jeg/vi har det. Så mit råd er at du spørger ind til dem og hvordan de har det. Så tænker jeg selv de siger fra hvis de ikke har lyst til at tale om det. Ellers synes jeg I gør det rigtige i fortsat at invitere dem og samtidig fortæller at I har forståelse for hvis de ikke magter det pt. 

Jeg har en søn og vi er igang med at lave en 2’er. Har lige mistet (heldigvis tidligt), men er lige blevet færdig med at bløde. Jeg er mega glad for min veninde som ringede og spurgte hvordan jeg havde det, så jeg kunne få læsset af. Jeg er meget skuffet over min veninde (som er gravid nu, men gik til scanning i 2 uger fordi de troede den sad udenfor livmoderen, men den sad heldigvis rigtigt), vi skulle have termin meget tæt på hinanden og hende har jeg ikke hørt fra siden jeg fortalte at vi havde mistet. Jeg synes det er så mærkeligt at der er helt stille? Derudover har vi også fortalt vores familie det og de siger at de jo ikke vil spørge til det, når de ved vi prøver agtig …. Jeg ville ønske at de ville spørge. Det er som om vi ikke snakker om den kæmpe elefant i rummet. Når det så er sagt, så er jeg nået et punkt hvor jeg ikke glæder mig over min venindes graviditet og gider ikke spørge ind til det. Orker ikke flere gravide og babyer, før jeg selv får en. Så mit bedste råd er; spørg ind til hvordan de har det og sig at hvis de ikke vil snakke om det, er det forståeligt. Ikke snak om egne børn og problemer. Bare lytte. Find ud af om det er noget de vil snakke om, eller om de bare vil have ro og gå med det selv. Synes de mest ligegyldige beskeder/svar er: sig til hvis vi kan gøre noget. For de siger ikke til. Det er de pårørende der bare kan gøre noget der kan varme i en kedelig tid. 

Tusind tak fordi i vil dele jeres erfaringer. Når I siger spørg ind -jeg har holdt lidt tilbage fordi vi netop ikke ses så ofte. Så det der med bare at ringe og spørge hvordan det går ville under alle stændigheder være lidt underligt i det forhold vi har. Men når de har nævnt bare en smule har jeg ligesom "grebet den" og så har vi fint snakket om det. 

Der hvor jeg bliver meget i tvivl er om jeg "bør" spørge ind hver gang vi ses (er det okay eller for voldsomt når hi ikke ses oftere)? Jeg vil nødig virke som en "hvaaa sker der ikke snart noget"-utålmodig type. Men jeg vil jo også gerne høre hvordan de har det, også på det punkt, ligesom når vi snakker om alt det andet der sker i vores liv. Hvis vi snakker om hvordan der går generelt og sådan, er det så fair at antage at de selv kommer ind på det hvis de vil snakke om det, eller vil et direkte spørgsmål være bedre? Og hvad nu hvis jeg lige rammer det tidspunkt hvor de har opnået graviditet men ikke er klar til at dele, vil de så føle sig nødsaget til at sige sandheden uden at have lyst, for det ønsker jeg jo heller ikke for dem. Jeg hed godti nok ikke kan svare præcist, for det er jo forskelligt, tror bare jeg har brug for at "lufte" mine bekymringer. Jeg er både bange for at virke berøringsangst og bange for at overskride deres grænser

Folk er jo forskellige og jeg har aldrig følt mig trådt på, hvis folk spørger hvordan det går i forhold til det. Er din søster gravid lige der hvor du spørger, så lyver hun jo nok bare om det. Man kunne jo spørge når der ikke var andre og understrege at du tænker tit på dem og hvordan de har det. Du kan jo spørge hende om det er noget de vil snakke om eller om de helst ikke vil spørges