Når veninder bliver gravide

Hej!

Hvordan tackler i det, når kollegaer og veninder bliver gravide?

Selvfølgelig er man SÅ glad på deres vegne!! Men jeg kan ikke være den eneste der har en lille klump i maven - selvom vi ikke engang har prøvet voldsomt længe endnu

Det rammer bare lidt, når der lige har været et par stykker, hvor det var uplanlagt - og man selv gør en masse ud af at få det til at lykkes!

Er som sagt så glade på deres vegne og de bliver fantastiske forældre! Men nogle gange kan det være hårdt og få opdateringer hele tiden og være glad hver gang

Har i gode råd til hvordan man lige styrer følelserne i denne situation?

Anonym skriver:

Hej!

Hvordan tackler i det, når kollegaer og veninder bliver gravide?

Selvfølgelig er man SÅ glad på deres vegne!! Men jeg kan ikke være den eneste der har en lille klump i maven - selvom vi ikke engang har prøvet voldsomt længe endnu

Det rammer bare lidt, når der lige har været et par stykker, hvor det var uplanlagt - og man selv gør en masse ud af at få det til at lykkes!

Er som sagt så glade på deres vegne og de bliver fantastiske forældre! Men nogle gange kan det være hårdt og få opdateringer hele tiden og være glad hver gang

Har i gode råd til hvordan man lige styrer følelserne i denne situation?

jeg har ingen råd til hvordan man styrer følelserne. Men tænker da at så længe man glæder sig på deres vegne osv så det også helt okay at få et stik af jalousi i maven

Anonym skriver:

Hej!

Hvordan tackler i det, når kollegaer og veninder bliver gravide?

Selvfølgelig er man SÅ glad på deres vegne!! Men jeg kan ikke være den eneste der har en lille klump i maven - selvom vi ikke engang har prøvet voldsomt længe endnu

Det rammer bare lidt, når der lige har været et par stykker, hvor det var uplanlagt - og man selv gør en masse ud af at få det til at lykkes!

Er som sagt så glade på deres vegne og de bliver fantastiske forældre! Men nogle gange kan det være hårdt og få opdateringer hele tiden og være glad hver gang

Har i gode råd til hvordan man lige styrer følelserne i denne situation?

Puha følelser kan være svære at styre. 

Min kæreste og jeg har prøvet at få barn i snart 3 år. Vi havde snakket om at det ville være sjovt at få barn før hans bror osv. Meeen fordi det lige Tager os det længere tid, kom broderen indenom og de har nu en 4 måneder gammel dreng. 

I samme periode fik min søster også en dreng på nu 6måneder og en masse kollegaer annoncerede graviditet.

I den første periode bare at kører forbi deres by fik mig til at tænke på de skulle have baby og jeg græd nærmest hver gang jeg tænkte på det. Jeg glædede mig selvfølgelig også, men tænkte tit, Gud hvorfor kunne det ikke bare være os? Det hjælper heller ikke, at lige efter de fik deres søn, så blev de ved med at spørge hvornår skal i igang. Ej i skal da også snart i gang med at få børn. Hvor min kæreste så måtte sige jamen vi er i gang og har været det længe. 

I dag knus elsker jeg den lille dreng. 

Det er skide hårdt! Jeg tager mig i at glæde mig på deres vegne når jeg har overskuddet og græde når jeg bliver ramt. Jeg synes det er ok. Jeg glæder mig hver gang til at se den lille dreng eller ja dem begge. Elsker dem. Men glæder mig nu stadig mest til at det er vores egen tur.

Det er helt naturligt, du har det sådan. Helt naturligt. 

Vi brugte selv mange år på at få vores datter, og jeg kender det virkelig godt. Hvis du har lyst til at være åben omkring, at I kæmper, så sær ord på. I min ene vennegruppe, der blev der nærmest udelukkende snakket børn, fordi de alle havde mindre børn, mens jeg havde ingen. Jeg var faktisk ved at trække mig ud der. Men i stedet åbnede jeg lidt op og sagde at jeg rigtig gerne ville høre om deres børn, men også gerne ville kunne snakke om andre ting. Og det hjalp. Og tænker faktisk også over det i dag, når jeg er sammen med andre, både med og især uden børn. 

Held og Lykke med jeres PB. 

Blablaa skriver:

Puha følelser kan være svære at styre. 

Min kæreste og jeg har prøvet at få barn i snart 3 år. Vi havde snakket om at det ville være sjovt at få barn før hans bror osv. Meeen fordi det lige Tager os det længere tid, kom broderen indenom og de har nu en 4 måneder gammel dreng. 

I samme periode fik min søster også en dreng på nu 6måneder og en masse kollegaer annoncerede graviditet.

I den første periode bare at kører forbi deres by fik mig til at tænke på de skulle have baby og jeg græd nærmest hver gang jeg tænkte på det. Jeg glædede mig selvfølgelig også, men tænkte tit, Gud hvorfor kunne det ikke bare være os? Det hjælper heller ikke, at lige efter de fik deres søn, så blev de ved med at spørge hvornår skal i igang. Ej i skal da også snart i gang med at få børn. Hvor min kæreste så måtte sige jamen vi er i gang og har været det længe. 

I dag knus elsker jeg den lille dreng. 

Det er skide hårdt! Jeg tager mig i at glæde mig på deres vegne når jeg har overskuddet og græde når jeg bliver ramt. Jeg synes det er ok. Jeg glæder mig hver gang til at se den lille dreng eller ja dem begge. Elsker dem. Men glæder mig nu stadig mest til at det er vores egen tur.

Det er nemlig lige præcis samme følelse, som jeg står med… Jeg var også en af de første til at begynde og snakke om det, og pludselig vrimler det bare med graviditets annonceringer

Det må være hårdt at gå med den følelse i tre år.. Jeg håber alt hvad jeg kan, at det snart lykkes for jer - det må være jeres tur

Aalborgtøsen skriver:

Det er helt naturligt, du har det sådan. Helt naturligt. 

Vi brugte selv mange år på at få vores datter, og jeg kender det virkelig godt. Hvis du har lyst til at være åben omkring, at I kæmper, så sær ord på. I min ene vennegruppe, der blev der nærmest udelukkende snakket børn, fordi de alle havde mindre børn, mens jeg havde ingen. Jeg var faktisk ved at trække mig ud der. Men i stedet åbnede jeg lidt op og sagde at jeg rigtig gerne ville høre om deres børn, men også gerne ville kunne snakke om andre ting. Og det hjalp. Og tænker faktisk også over det i dag, når jeg er sammen med andre, både med og især uden børn. 

Held og Lykke med jeres PB. 

Tak for din kommentar! Det får en til at føle, at man ikke er så uberettiget og alene i sine følelser..

Det kan godt være man bare skal åbne op for i venindegruppen at man er så glade for dem og selvfølgelig gerne vil høre om det, men lade dem vide, at det er et lidt følsomt emne for en selv - det tænker jeg de fleste kan forstå…håber jeg  Det er jo heldigvis nogle fantastiske veninder, så det kunne jo også være rart at kunne snakke om situationen  Det er bare noget man har en tendens til at gå og putte lidt med for sig selv

Jeg vil i hvert fald også helt sikkert tænke over det, når det lykkes for os - da jeg selv ved at der er nogle bekendte, der har kæmpet længe..

Er rigtig glad for at høre, at det lykkes for jer at få en lille datter