Anonym skriver:
Efter sommerferien vendte jeg tilbage til mit job som folkeskolelærer efter barsel med mit tredje barn. Jeg har overtaget en 9.klasse, som jeg havde kendskab til i forvejen, selvom jeg ikke har haft dem så meget. Jeg vendte tilbage til at team, jeg tidligere har været med i, som jeg har været glad for. Dygtige engagerede kolleger og en sød klasse - med brok og teenagekriser som man kan forvente.
Jeg har så svært ved at finde motivationen for mit arbejde. Jeg plejer at elske lærergerningen og min arbejdsplads. Jeg plejer at tage brok og modgang i stiv arm - kan godt blive irriteret, men har ikke tidligere været udfordret af, at det ødelægger hele min dag, hvis jeg har en lille konflikt med en elev. Men lige nu er det som om, der ingenting skal til, så bliver jeg helt modløs og træt, faktisk ked af det. Jeg tvivler også lidt på, om jeg er dygtig nok. Jeg plejer at synes, at det går fint, men jeg tror bare, jeg samarbejder med nogen, som gør tingene anderledes, og så bliver jeg i tvivl om det er fordi jeg ikke er god nok. Jeg bliver ramt i en eller anden usikkerhed, som jeg ikke plejede at være så ømskindet på. Jeg har været lærer i 7 år, så jeg er ikke helt ung og ny i gamet
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det. Går det mon over af sig selv? Eller bliver det værre og værre indtil jeg er helt brændt ud? Jeg vil rigtig gerne blive ved med at arbejde på den skole jeg er på - fordi det er et megagodt sted. Og jeg aner vitterligt ikke, hvad jeg skal, hvis jeg ikke skal være lærer. Jeg vil allerhelst bare gerne blive motiveret og glad for mit job igen.
Er der nogen, der har prøvet noget lignende? Hvor motivationen måske er kommet igen? Eller hvor I gjorde et eller andet, der hjalp jer? Eller har I nogle tanker om min situation?
Jeg ved godt, det er lidt et long shot at spørge her, men jeg har bare brug for at vende det med nogen, der ikke lige kender mig...
Sådan kan jeg godt have det i korte perioder. Jeg har været lærer i 26 år 
Nogle gange vokser tingene sig store i mit hoved - men det handler, set i bakspejlet, sjældent om jobbet, kollegerne, trælse forældre, men om, at mit overskud åbenbart ikke helt har været, som jeg troede. For langt størstedelen af tiden skal der virkelig meget til at slå mig ud af kurs.
Jeg kunne altså godt forestille mig, at der for dit vedkommende er tale om, at det er hårdt at komme ind i kampen igen efter barsel. Omvendt - hvis det varer ved, så er det måske sundt at tænke efter, om du ser dig selv som lærer om tyve år, eller om du skal noget andet.
Jeg skiftede selv fra én skole til en anden for 11 år siden, og selvom jobbet på mange måder lignede sig selv, så var det supersundt og godt for mig at skifte. Jeg ser for mig, at ellers ville jeg have været på samme lærerværelse med samme kultur, og lige pludselig ville jeg have 30-års jubilæum (og mere endnu) og være støvet til af vanetænkning og “sådan har jeg altid gjort”. Jeg blev rusket op i og følte mig faktisk yngre og mere levende og bevidst om mine valg. Og jeg var altså glad for min “gamle” skole - men er blevet endnu gladere for min nuværende.
Så det behøver ikke være et spørgsmål om helt at skifte spor, hvis det er for uoverskueligt.
Jeg har også kolleger, der er blevet gladere og mere motiverede af at skifte fx fra udskoling til mellemtrin.
Hvis du slet ikke kan genfinde glæden eller meningen som lærer, er livet for kort til at blive hængende. Men en blid begyndelse kunne være at prøve noget andet af, stadig som lærer.
Nå ja, jeg sidder i kredsstyrelsen i vores lokale afdeling af lærerforeningen på 9. år nu - er frikøbt 450 timer årligt og har fast en dag om ugen til kredsarbejdet. Det er så fedt! Måske også en overvejelse værd for dig at engagere dig i fagpolitik?
