Har brug for jeres syn på mit forhold til min mor.
For ca 10 år siden (er idag 42 år), var jeg en pleaser og sagde aldrig fra, heller ikke overfor min mor, men efter et forløb hos en psykolog, fik jeg min egen stemme, og begyndte at se min mor med helt andre øjne, det gik op for mig, at min barndom var ikke så god som jeg havde gjordt den til, der har været mange svigt og egoistiske handlinger.
Min mor har iaften sendt mig en lang sviner på en email, på baggrund af at hun ikke har kunne fange mig på tlf i en uge, hun ved min tlf er godt smadret og min den mindste har med at lave ged i min tlf, og hvis man virkelig ville have fat i mig, har hun min den stores tlfnr, men nej det prøver hun ikke.
Vi har været igennem lidt af hvert på det sidste, livstruende sygdom, tab og sorg, og brand i ejendommen vi bor i, min den mindste er ved at blive uredt for autisme, så som alene mor har jeg virkelig mange bolde i luften.
Er det noget i vejen med, at jeg har brug for at min mor forstår, at engang imellem kan jeg også blive overvældet af det hele, og har brug for at trække vejret.
Når jeg sender en sms eller ringer, og hun ikke svarer, sender jeg da ikke en sviner, men hun forventer altid at jeg svarer promte, er der 24/7, når hun kan presse os ind i hendes travle kalender (de travle pensionister 
).
Nu giver hun mig skylden for at jeg fratager hende at se den mindste, da jeg ikke har svaret i 1 uge, min dør har ALDRIG været lukket, selvom hun overhovedet ikke respekterer mig når vi er sammen, faktisk behandler hun mig skidt og også min den store, som heldigvis siger fra og det falder ikke i god jord hos hans mormor, har bedt så mange gange om de ville passe den mindste, men det er ikke sket siden han var spæd, og han er 4 år idag, det skal siges han er ikke svær at passe, blot der er struktur/klare forventninger til hvad der skal ske på dagen.
Jeg har virkelig svært ved relationen til min mor pt, emailen er toppen, synes ikke jeg har fortjent dette.
