Hvad stiller jeg op med min søster..?

Hej.. 

lige lidt baggrunds historie: min lillesøster og jeg er pseudotvillinger, hun har altid lidt af diverse sygdomme siden vi var små, hun er i dag hypokonder og mor til en dreng på 4. Hun er dybt afhængig af vores mor, og bor konsekvent i nærheden af dem (Hvis min mor og hendes mand er flyttet flytter hun til en bolig tæt på omgående). 
min søster har altid været en meget følsom pige, men efter et hårdt ægteskab med en psykisk syg mand, er det som om noget indeni hende er gået i stykker.. 

problemet nu: 

Min søster har set sig sur på min mors mand, hun taler SÅ grimt om ham og fordrejer sandheden for at han skal lyde som en ond mand der ødelægger vores mor. Man kan ikke føre en samtale med hende, ALT bliver gjort til en konflikt, og taber hun/tager hun fejl, så drejer hun den til man må give op og hun får ret. 

fx. Hun spurgte til hvor længe jeg ville amme min datter. Jeg siger så jeg vil amme ihvertfald til hun er 6 måneder som Sundhedsstyrelsen anbefaler. Så siger hun det er løgn og det gjorde de ihvertfald ikke for modermælkserstatning er præcis det samme og lige så godt som amning, hun holder så hårdnakket på det og kræver jeg finder teksten frem hvor Sundhedsstyrelsen skriver de anbefaler det. Det gør jeg så. Så siger hun at Sundhedsstyrelsen lyver og hun har ret. Jeg siger til hende at jeg ikke vil diskutere det, og at jeg har valgt amning til hun er mindst 6 måneder, fordi det tror jeg på er bedst for hende. 
Så bliver hun gal, og siger at jeg siger at hendes søn er usund og at hun har ødelagt sin søn (hun kunne ikke amme, og han er derfor flaskebarn). Det er jo slet ikke hvad jeg sagde?! Jeg lukker den og siger det ikke er hvad jeg sagde og jeg ikke gider diskutere med hende, så blev hun sur. 

min mor har samme diskutioner. Hun passer hendes søn mindst 1 gang om måneden i weekenden (min mor har 2 fri weekender om måneden og ellers arbejder hun) så hun har sagt kun 1 overnatning så hun også kan få lidt fri og være sig selv og hendes mand. Så blev min søster tosset og vender den og siger min mor vil skide på hendes søn og ikke gider være mormor for ham, at mine børn er vigtigere for hende (vi bor langt væk og hun ser dem 3-4 gange om året når vi er på besøg), og skælder min mor ud og siger ting som “fedt vi er så uvelkomne her!”. Min mor vil selvfølgelig gerne se dem, men hun kommer hvis hun får lov HVER dag, min stedfar er meget syg og det tager hårdt på ham at have gæster hvilket hun ikke har forståelse for, og når hun er der sidder hun og er sur med sin telefon og min mor skal fare rundt efter min nevø og passe ham for hende. 

Det bliver værre og værre med hende, og vi står alle og ser til og ved ikke hvad vi skal gøre.. 

det er så drænende at være i nærheden af hende fordi hun er så negativ, sviner alt og alle til og man ikke kan føre en stille og rolig samtale uden det ender i konflikt. 
min mor er ulykkelig for hun vil gerne være der for os, men det tager hårdt på hende, og hendes mand bliver gal fordi han kan se hvor ked af det min søster gør vores mor. Jeg har trukket mig igår, fordi hun igen skabte en konflikt ud af den blå luft, og da jeg forklarede hende jeg ikke gider diskutere, og at hun simpelthen bliver nød til at respektere mine følelser og meninger, ligesåvel som jeg hendes, blev hun sur, så nu har jeg simpelthen trukket stikket. 

Jeg vil rigtig gerne være i min nevøs liv. Men ingen af os i familien kan rumme hende mere  

Hvad Søren skal vi stille op med hende? Hun opfører sig jo som en galning?? 

undskyld det blev lidt langt, men kunne godt mærke nu skulle jeg lige have det ud

Jeg tror du har gjort det helt rigtige og din mor bør gøre det samme. Det kan godt være hun er følsom, men man har ikke ret til at vade hen over andres grænser hele tiden. I bliver nødt til at sige stop på en stille og rolig måde og få forklaret hende at det ikke går med konstant negativitet, bebrejdelser og drama.

Og så burde hun nok få noget hjælp i form af terapi, hvis hun ikke allerede får det.

IenFart skriver:

Jeg tror du har gjort det helt rigtige og din mor bør gøre det samme. Det kan godt være hun er følsom, men man har ikke ret til at vade hen over andres grænser hele tiden. I bliver nødt til at sige stop på en stille og rolig måde og få forklaret hende at det ikke går med konstant negativitet, bebrejdelser og drama.

Og så burde hun nok få noget hjælp i form af terapi, hvis hun ikke allerede får det.

Hun fik terapi før hun fik sin søn, hvor hun fik diagnosticeret kronisk depression, men hun tager ikke medicinen. Hun mener ikke hun har brug for den, hun virker heller ikke depressiv som hun var dengang. Men nu er hun bare super konfliktsøgende i ALT, negativ og sur. 
vores mor kan ikke få sig selv til at sige stop, fordi hun vil så gerne se hendes søn, og hun bliver ked af det og føler hun svigter min søster og er bange for det går helt galt for hende hvis hun ikke hjælper hende.. 

det er så galt at da min søster tog på weekend med sin veninde og deres børn, var min mor helt lettet fordi så kom hun ikke rendende og var sur og skældte ud.. sagde til min mor det jo ikke skal være en lettelse at hun tager væk.. 

nu er vores mor taget på ferie med sin mand (første ferie i 9 år de har sammen) og skal være væk i 8 dage. Min søster er tosset over de kan finde på at tage på ferie uden hun og hendes søn er inviteret for familie “holder sgu da ferie sammen” som hun siger. Har sagt til min mor i morges da de tog afsted at jeg forventer de slukker deres telefoner og nyder deres ferie sammen, og så snakkes vi ved når de kommer hjem. De trænger til ro, og min stedfar er så syg og har for første gang i flere år en periode nu uden ubærlige smerter så de fortjener fandme at få ro og pleje deres ægteskab uden den ballade..

Kan man på en eller anden måde sørge for hun får hjælp - selvom hun ikke mener der er noget galt. (Det er alle os andre) 

synes det er tydeligt der er noget galt, hvad ved jeg ikke.. men tænker også det er synd hun jo ender med at miste hele familien, og må være drænende at være så vred og negativ hele tiden

Anonym skriver:

Kan man på en eller anden måde sørge for hun får hjælp - selvom hun ikke mener der er noget galt. (Det er alle os andre) 

synes det er tydeligt der er noget galt, hvad ved jeg ikke.. men tænker også det er synd hun jo ender med at miste hele familien, og må være drænende at være så vred og negativ hele tiden

Jeg tænker om det er en mulighed at ringe til foreningen sind for at få lidt sparring?
Det lyder virkelig ikke rart og vel heller ikke sundt for hendes søn at vokse op med den opførsel som forbillede. 

om du/i kan gøre noget for at hjækpe er vel uvist, men tænker det er vigtigt at forsøge

Det kunne være mig der havde skrevet dit indlæg. Dog har min søster heldigvis ikke børn. Vi gruer for den dag hun kommer og fortæller hun er gravid…. 
Min søster og jeg er ligesom dig og din søster meget tæt i alder, faktisk er der kun 11 måneder imellem os. Min søster har en adfærd der minder meget om din søsters, og det går også virkelig hårdt ud over vores forældre, igen primært mest min mor. Hvis min søster ikke er i fokus konstant, så har vi balladen. 
For nogle år siden blev min søger udredt og fik diagnosen emotionel personlighedsforstyrrelse (det man i gamle dage kaldte borderline) Det var rart for mig at der kom en diagnose på, så jeg kan minde mig selv om at hun ikke bare er slem for at være det, men at hun har en udfordring der gør hendes adfærd så mega træls. Desværre mener hun også det er noget pjat og vil ikke i behandling med terapi eller medicin….. 

Jeg har ikke svaret på hvad du skal gøre, for helt ærligt så aner jeg det ikke. Jeg lever med at min søster er et svært bekendtskab og lever med at hun fylder og relationen er på hendes præmisser. 
Jwg tænker at hvis hun havde haft et barn, så ville jeg måske sætte foden ned og forlange at hun startede i behandling, men igen det kræver jo at din søster selv er motiveret for dette. 

held og Lykke med alt!!!!

Roselil skriver:

Jeg tænker om det er en mulighed at ringe til foreningen sind for at få lidt sparring?
Det lyder virkelig ikke rart og vel heller ikke sundt for hendes søn at vokse op med den opførsel som forbillede. 

om du/i kan gøre noget for at hjækpe er vel uvist, men tænker det er vigtigt at forsøge

Vil bestemt forsøge at ringe til dem. Er om ikke andet forsøget værd!

Anonym skriver:

Det kunne være mig der havde skrevet dit indlæg. Dog har min søster heldigvis ikke børn. Vi gruer for den dag hun kommer og fortæller hun er gravid…. 
Min søster og jeg er ligesom dig og din søster meget tæt i alder, faktisk er der kun 11 måneder imellem os. Min søster har en adfærd der minder meget om din søsters, og det går også virkelig hårdt ud over vores forældre, igen primært mest min mor. Hvis min søster ikke er i fokus konstant, så har vi balladen. 
For nogle år siden blev min søger udredt og fik diagnosen emotionel personlighedsforstyrrelse (det man i gamle dage kaldte borderline) Det var rart for mig at der kom en diagnose på, så jeg kan minde mig selv om at hun ikke bare er slem for at være det, men at hun har en udfordring der gør hendes adfærd så mega træls. Desværre mener hun også det er noget pjat og vil ikke i behandling med terapi eller medicin….. 

Jeg har ikke svaret på hvad du skal gøre, for helt ærligt så aner jeg det ikke. Jeg lever med at min søster er et svært bekendtskab og lever med at hun fylder og relationen er på hendes præmisser. 
Jwg tænker at hvis hun havde haft et barn, så ville jeg måske sætte foden ned og forlange at hun startede i behandling, men igen det kræver jo at din søster selv er motiveret for dette. 

held og Lykke med alt!!!!

Tak! 
Ja det er virkelig en hård relation.. 

Jeg er dog et sted i mit liv hvor jeg ikke gider drama og konflikter. Også derfor jeg måtte trække mig.. 

Lyder måske lidt sukkersødt, men jeg har et virkelig dejligt og roligt liv. Jeg oplever ingen konflikter og drama, og jeg nyder at vi har sådan et stille liv hvor vi bare er glade og nyder tilværelsen med vores børn. Så når min søster træder ind i billedet og skaber konflikter skubber jeg hende simpelthen væk.. min mand er et ret overbærende menneske, og selv han var noget målløs over hvordan hun kunne være så negativ og hendes evne til at starte konflikter omkring ALT. Vi turde jo næsten ikke tale med hende for vi vidste om vi så bare snakkede om vejret så ville det blive ballade.. 

det er utrolig drænende og rigtig ærgerligt! 

vi var alle også meget skeptiske da hun fortalte hun var gravid.. men på trods klarer hun det godt, bortset fra når hun får en dårlig periode så skaber hun sig over for os andre når den lille lytter med og bruger sin dreng i mod os (fx med diskutionen om amning, at så er det fordi han er ødelagt). 
sidst jeg oplevede det dog, bankede jeg i bordet og trak hende til side, og sagde at nu skulle hun simpelthen tage sig sammen og tænke på sin søn for han skal ikke se sin mor stå og skabe sig som en teenager.. NØJ hun blev gal (og konflikten drejede over på jeg hun mente jeg sagde hun var en dårlig mor der skulle have taget sin barn fra sig) men blev så gal så jeg kørte med på hendes spor, og gjorde helt klart at kunne hun ikke styre sig foran sin søn, så ville jeg sende en underretning til kommunen. Så blev hun endnu mere gal - men stoppede dog. For så var der jo pludselig en følbar konsekvens af hendes opførsel. 

(Jeg vil dog ikke skrive en underretning da hun er en god mor og sørger godt for ham. Han trives og er en sund og glad dreng - men anede ikke hvordan jeg ellers skulle understrege man ikke skaber sig sådan foran sine børn, og ved godt det er forkert at “true” med.. men lige der fik jeg nok og synes det var så synd han skulle sidde og se sin mor så sur over ingenting og råbe af mig og hans mormor)..