Nyt job , svær start

Hej
Jeg skriver fordi at jeg er lidt i vildrede over min job situation pt.. Jeg startede nyt arbejde i mandags og har været ret nervøs for at komme igang igen et helt nyt sted. Første dag gik egentlig fint, blev sat godt ind i børnene af mine to stuekollegaer og gik egentlig hjem med en god følelse..
De sidste fire dage er jeg dog gået hjem med en mærkelig følelse, og har været rigtig ked af det.. Jeg føler at jeg prøver at være imødekommende og vise at jeg gerne vil lære mine to stue kollegaer at kende, ved at forsøge at smaltalke og spørge ind til dem, og selvom de da svarer da på mine spørgsmål, virker de ikke sådan oprigtigt interesseret. De har ikke spurgt ind til mig overhovedet i den her uge. Jeg syntes dog den ene virker til at have varmet en smule op overfor mig og indraget mig lidt i nogle ting (jeg tror måske bare han som person er lidt reseveret) og han sagde faktisk at hvis det virker som om ham og den anden ikke indrager mig er det ik personligt, men simpelhent en vane. Hvilket jeg egentlig syntes var meget rart at høre. Men den anden, hun er sgu en hård nød at knække.. Hun er meget kort for hovedet over for mig og kommer ikke hen til mig og starter nogen form for samtale. De siger begge jeg bare skal spørge, og når jeg gør det er de også venlige nok. Men det føles vitterlig kun som om det er mig der tager intativ. Hun bringer ikke selv noget op overfor mig. (Han har gjort lidt )Jeg er med på at det i en institution går stærkt, og at man ikke kan stå og chit chatte konstant, MEN her er der bare ingenting. Jeg føler mig meget som luft overfor især hende. Jeg begynder faktisk og føle mig utilpas i især hendes nærvær, fordi jeg simpelhent ikke kan læse hende og føler mig lidt i vejen. Hvilket også gør jeg begynder at holde inde med spørgsmål. Hun virker bare ikke særlig imødekommende, og her igår da det blev weekend syntes jeg da det meget naturligt lige og spørge eller sige til en ny, at man håber den nye har haft en god uge. Men der var ingenting andet end et hurtigt smil og et kontant "god weekend,  ses på mandag"
det er en lille institution og de er først nu ved at planlægge at skulle være samlet igen efter corona, så legepladserne er stadig zone opdelt og pauser er også i corona blevet droppet, så i mine pauser har jeg også siddet alene i personale stuen, så der er det jo begrænset hvem man ellers lige kommer i snak med. Dog har jeg åbnet og lukket med en som jeg syntes er imødekommende, og som jeg føler mig tilpas med og lederen har også spurgt ind til mig og smaltalket lidt med mig. Men jeg har faktisk ret ondt i maven over det her. Jeg ved det er kort tid og jeg håber virkelig det ændre sig. Jeg ved simpelthent ikke om jeg er for farvet af at være kommet fra et meget socialt sted hvor kollegaer var interesseret i hinanden og smaltalkede en del. Eller om hun faktisk har noget imod at der er kommet en ny. Hun er ikke uddannet og har kørt stuen "selv" med den anden i noget tid. De virker dog sol om at de har et godt og humoristisk bånd sammen. 
Som person er jeg meget ydmyg og kommer ikke bare ind og siger "nu gør vi det på min måde" men har suget meget til mig af deres rutiner, så det er ihvertfald ikke det hun kan være mobset over. 
Hvad havde i gjort? Givet det tid? Konfronteret hende /dem allerede med de følelser jeg sidder med? Hjælp..

Åh det er bare så svært. Kender godt følelsen, da jeg har skiftet job (også som pædagog) to gange indenfor det sidste halvanden år. 
jeg havde en opfattelse af én kollega i over en måned, på samme måde som du siger der, men pludselig, så synes jeg egentlig hun er ok - ikke en der kommer tæt på mig, men det er også ok. 
jeg ville nok give det lidt mere tid inden jeg konkludere noget eller italesætter noget. Relationsdannelser tager bare tid - og nogle mere end andre  er sikker på det nok skal blive fint

Årh. Tænker et par ting 

1 nogle af de gamle er ikke så forandrings parate. Måske er det (bange for du vil lave det kendt om )

2. Snakke med din leder (det er derfor hun er der )hun kender dem og kan hjælpe dig. Helt normalt at gør . 

Jeg er også starte nyt arbejde og min leder var åben overfor mig om at der var 2 i huset der længe har arbejdet sammen (lukket sig og dem selv )og derfor er hun vil at ud arbejde en ny måde stuerne skal være på. Og de andre var enige de havde bare svært ved at mærke at det er det der er sket 

Jeg er også selv startet i nyt job - og det er bare altid mega hårdt. Jeg er dog ikke pædagog - men har et barn i vuggestue og kan fornemme dynamikken der. Kan godt fornemme der er lidt klikker pædagogerne imellem - og den allersødeste medhjælper som alle børn elsker taler de andre faktisk ikke særlig pænt om, når vi henter. Lidt jalousi måske?

Tænker derudover også relationerne betyder ekstra meget et sted, hvor man arbejder så tæt sammen tre mennesker på en stue. I mit nye job er vi mange mennesker - så hvis ikke jeg lige svinger med Søren kan jeg snakke med Lars i stedet for. Det kan jeg godt se kan være svært i et job i en vuggestue. Jeg ville give det lidt tid. Nogle folk åbner sig bare ikke så hurtigt. Og måske har de haft en anden kollega på stuen, der er stoppet/fyret/flyttet som hun måske savner? lkke alle er glade for forandringer. Hvis det viser sig om et par måneder det ikke virker kan du måske spørge lederen om der er muligheder for at komme på en anden stue?

Det er jo så vigtigt at være et sted man trives og du skriver selv, du kommer fra et socialt sted, hvor man var interesserede i hinanden. Det kan jeg virkelig godt forstå, du savner. Det er jo mange timer om dagen man bruger på sit job. 

Anonym skriver:

Hej
Jeg skriver fordi at jeg er lidt i vildrede over min job situation pt.. Jeg startede nyt arbejde i mandags og har været ret nervøs for at komme igang igen et helt nyt sted. Første dag gik egentlig fint, blev sat godt ind i børnene af mine to stuekollegaer og gik egentlig hjem med en god følelse..
De sidste fire dage er jeg dog gået hjem med en mærkelig følelse, og har været rigtig ked af det.. Jeg føler at jeg prøver at være imødekommende og vise at jeg gerne vil lære mine to stue kollegaer at kende, ved at forsøge at smaltalke og spørge ind til dem, og selvom de da svarer da på mine spørgsmål, virker de ikke sådan oprigtigt interesseret. De har ikke spurgt ind til mig overhovedet i den her uge. Jeg syntes dog den ene virker til at have varmet en smule op overfor mig og indraget mig lidt i nogle ting (jeg tror måske bare han som person er lidt reseveret) og han sagde faktisk at hvis det virker som om ham og den anden ikke indrager mig er det ik personligt, men simpelhent en vane. Hvilket jeg egentlig syntes var meget rart at høre. Men den anden, hun er sgu en hård nød at knække.. Hun er meget kort for hovedet over for mig og kommer ikke hen til mig og starter nogen form for samtale. De siger begge jeg bare skal spørge, og når jeg gør det er de også venlige nok. Men det føles vitterlig kun som om det er mig der tager intativ. Hun bringer ikke selv noget op overfor mig. (Han har gjort lidt )Jeg er med på at det i en institution går stærkt, og at man ikke kan stå og chit chatte konstant, MEN her er der bare ingenting. Jeg føler mig meget som luft overfor især hende. Jeg begynder faktisk og føle mig utilpas i især hendes nærvær, fordi jeg simpelhent ikke kan læse hende og føler mig lidt i vejen. Hvilket også gør jeg begynder at holde inde med spørgsmål. Hun virker bare ikke særlig imødekommende, og her igår da det blev weekend syntes jeg da det meget naturligt lige og spørge eller sige til en ny, at man håber den nye har haft en god uge. Men der var ingenting andet end et hurtigt smil og et kontant "god weekend,  ses på mandag"
det er en lille institution og de er først nu ved at planlægge at skulle være samlet igen efter corona, så legepladserne er stadig zone opdelt og pauser er også i corona blevet droppet, så i mine pauser har jeg også siddet alene i personale stuen, så der er det jo begrænset hvem man ellers lige kommer i snak med. Dog har jeg åbnet og lukket med en som jeg syntes er imødekommende, og som jeg føler mig tilpas med og lederen har også spurgt ind til mig og smaltalket lidt med mig. Men jeg har faktisk ret ondt i maven over det her. Jeg ved det er kort tid og jeg håber virkelig det ændre sig. Jeg ved simpelthent ikke om jeg er for farvet af at være kommet fra et meget socialt sted hvor kollegaer var interesseret i hinanden og smaltalkede en del. Eller om hun faktisk har noget imod at der er kommet en ny. Hun er ikke uddannet og har kørt stuen "selv" med den anden i noget tid. De virker dog sol om at de har et godt og humoristisk bånd sammen. 
Som person er jeg meget ydmyg og kommer ikke bare ind og siger "nu gør vi det på min måde" men har suget meget til mig af deres rutiner, så det er ihvertfald ikke det hun kan være mobset over. 
Hvad havde i gjort? Givet det tid? Konfronteret hende /dem allerede med de følelser jeg sidder med? Hjælp..

Jeg tænker du skal give det lidt tid. Det er sagt udfra hvordan jeg selv er. 
Jeg kan nemt klinge med faste arbejfskollegser, grine og have det sjovt. Men kommer der en ny ind så bliver han/hun også “ignoreret”. Simpelthen fordi jeg selv ikke er god til at lukke nye mennesker ind. Jeg er typen man skal gå til selv og til sidst løsner jeg op. Det er aldrig ondt ment men simpelthen fordi jeg er som jeg er

Anonym skriver:

Hej
Jeg skriver fordi at jeg er lidt i vildrede over min job situation pt.. Jeg startede nyt arbejde i mandags og har været ret nervøs for at komme igang igen et helt nyt sted. Første dag gik egentlig fint, blev sat godt ind i børnene af mine to stuekollegaer og gik egentlig hjem med en god følelse..
De sidste fire dage er jeg dog gået hjem med en mærkelig følelse, og har været rigtig ked af det.. Jeg føler at jeg prøver at være imødekommende og vise at jeg gerne vil lære mine to stue kollegaer at kende, ved at forsøge at smaltalke og spørge ind til dem, og selvom de da svarer da på mine spørgsmål, virker de ikke sådan oprigtigt interesseret. De har ikke spurgt ind til mig overhovedet i den her uge. Jeg syntes dog den ene virker til at have varmet en smule op overfor mig og indraget mig lidt i nogle ting (jeg tror måske bare han som person er lidt reseveret) og han sagde faktisk at hvis det virker som om ham og den anden ikke indrager mig er det ik personligt, men simpelhent en vane. Hvilket jeg egentlig syntes var meget rart at høre. Men den anden, hun er sgu en hård nød at knække.. Hun er meget kort for hovedet over for mig og kommer ikke hen til mig og starter nogen form for samtale. De siger begge jeg bare skal spørge, og når jeg gør det er de også venlige nok. Men det føles vitterlig kun som om det er mig der tager intativ. Hun bringer ikke selv noget op overfor mig. (Han har gjort lidt )Jeg er med på at det i en institution går stærkt, og at man ikke kan stå og chit chatte konstant, MEN her er der bare ingenting. Jeg føler mig meget som luft overfor især hende. Jeg begynder faktisk og føle mig utilpas i især hendes nærvær, fordi jeg simpelhent ikke kan læse hende og føler mig lidt i vejen. Hvilket også gør jeg begynder at holde inde med spørgsmål. Hun virker bare ikke særlig imødekommende, og her igår da det blev weekend syntes jeg da det meget naturligt lige og spørge eller sige til en ny, at man håber den nye har haft en god uge. Men der var ingenting andet end et hurtigt smil og et kontant "god weekend,  ses på mandag"
det er en lille institution og de er først nu ved at planlægge at skulle være samlet igen efter corona, så legepladserne er stadig zone opdelt og pauser er også i corona blevet droppet, så i mine pauser har jeg også siddet alene i personale stuen, så der er det jo begrænset hvem man ellers lige kommer i snak med. Dog har jeg åbnet og lukket med en som jeg syntes er imødekommende, og som jeg føler mig tilpas med og lederen har også spurgt ind til mig og smaltalket lidt med mig. Men jeg har faktisk ret ondt i maven over det her. Jeg ved det er kort tid og jeg håber virkelig det ændre sig. Jeg ved simpelthent ikke om jeg er for farvet af at være kommet fra et meget socialt sted hvor kollegaer var interesseret i hinanden og smaltalkede en del. Eller om hun faktisk har noget imod at der er kommet en ny. Hun er ikke uddannet og har kørt stuen "selv" med den anden i noget tid. De virker dog sol om at de har et godt og humoristisk bånd sammen. 
Som person er jeg meget ydmyg og kommer ikke bare ind og siger "nu gør vi det på min måde" men har suget meget til mig af deres rutiner, så det er ihvertfald ikke det hun kan være mobset over. 
Hvad havde i gjort? Givet det tid? Konfronteret hende /dem allerede med de følelser jeg sidder med? Hjælp..

Tænker du har været der i 5 dage så jeg ville give det noget tid. Ikke alle åbner op super hurtigt.