Hvad ville du synes?

Jeg kender en del desvaerre ufrivilligt (eller som var) barnlose bekendte og veninder og familie, og en af dem, hun er gravid og venter BABY til December!!!! Til og med efter at have provet ALT i 10 aar uden resultat!!!!

 Hun har heldigvis vaeret hudlos aaben omkring det at prove i 10 lange aar og fortalte hvordan hun paa et tidspunkt gav slip paa sin drom. Hun lavede fred med at hun ikke kunne blive gravid og at det var som at sige farvel til en del af sig selv, foer hun kunne komme videre og leve rigtigt igen efter de 10 aar.

Hun adopterede med sin mand saa istedet en lille pige som er 11 aar gammel idag, og helt uventet og uplanlagt er hun blevet gravid paa naturligvis vel og maerke.

MEN hun siger, da hun fandt ud af at hun ventede sig, blev hun faktisk ked af det og ville slet ikke vaere gravid, da det kom til stykket. Hun forklarede det med at ' jeg er jo 41 aar og vores datter er nu saa stor er vi endelig har mere tid til hinanden og vi havde set frem til at rejse og nyde bare hinanden'. 'det kom som et kaempe chok og det tog langt tid og halvvejs inde i graviditeten for jeg rigtigt kunne blive glad for det'.

Nu er der saa en del af hendes venner og vores familie som er blevet direkte sure over hendes holdning, fordi 'nu har hun endelig kunne faa sit 'eget' barn.

Hvad ville du synes hvis det var din bekendt eller veninde?

Jeg kender en del desvaerre ufrivilligt (eller som var) barnlose bekendte og veninder og familie, og en af dem, hun er gravid og venter BABY til December!!!! Til og med efter at have provet ALT i 10 aar uden resultat!!!!

 Hun har heldigvis vaeret hudlos aaben omkring det at prove i 10 lange aar og fortalte hvordan hun paa et tidspunkt gav slip paa sin drom. Hun lavede fred med at hun ikke kunne blive gravid og at det var som at sige farvel til en del af sig selv, foer hun kunne komme videre og leve rigtigt igen efter de 10 aar.

Hun adopterede med sin mand saa istedet en lille pige som er 11 aar gammel idag, og helt uventet og uplanlagt er hun blevet gravid paa naturligvis vel og maerke.

MEN hun siger, da hun fandt ud af at hun ventede sig, blev hun faktisk ked af det og ville slet ikke vaere gravid, da det kom til stykket. Hun forklarede det med at ' jeg er jo 41 aar og vores datter er nu saa stor er vi endelig har mere tid til hinanden og vi havde set frem til at rejse og nyde bare hinanden'. 'det kom som et kaempe chok og det tog langt tid og halvvejs inde i graviditeten for jeg rigtigt kunne blive glad for det'.

Nu er der saa en del af hendes venner og vores familie som er blevet direkte sure over hendes holdning, fordi 'nu har hun endelig kunne faa sit 'eget' barn.

Hvad ville du synes hvis det var din bekendt eller veninde?

Jeg ville godt kunne sætte mig ind i det hun siger og samtidig smile indvendig ved tanken om det jeg ville vide hun skulle igennem, som er helt og aldeles uden sammenligning og som hun ikke ved hvad er og hvad det vil gøre ved hende...jeg ville glæde mig i det stille og vente på hun sad med barnet helt opslugt af lykke og glæde og alle disse tanker ville sikkert være langt væk for hende.

Men jeg ville da sagtens kunne følge hende....jeg havde det selv mærkeligt da jeg ventede nummer to og ved mange har det..man føler jo lidt man svigter den ældste, kan man orke det, elske det osv osv.

Talte sjovt nok med en veninde i dag som også har fire drenge og vi var begge glade for vi ikke havde fået børn i 30'erne og glæder os til at være unge og samtidig have store børn, så vi kan gøre hvad vi vil...tænk at få barn som 35 årig og opefter....hvor er man bare gammel før man har fred...

Knus Eva..som egentlig synes alle følelser er helt ok.

Miamaja skriver:

Jeg kender en del desvaerre ufrivilligt (eller som var) barnlose bekendte og veninder og familie, og en af dem, hun er gravid og venter BABY til December!!!! Til og med efter at have provet ALT i 10 aar uden resultat!!!!

 Hun har heldigvis vaeret hudlos aaben omkring det at prove i 10 lange aar og fortalte hvordan hun paa et tidspunkt gav slip paa sin drom. Hun lavede fred med at hun ikke kunne blive gravid og at det var som at sige farvel til en del af sig selv, foer hun kunne komme videre og leve rigtigt igen efter de 10 aar.

Hun adopterede med sin mand saa istedet en lille pige som er 11 aar gammel idag, og helt uventet og uplanlagt er hun blevet gravid paa naturligvis vel og maerke.

MEN hun siger, da hun fandt ud af at hun ventede sig, blev hun faktisk ked af det og ville slet ikke vaere gravid, da det kom til stykket. Hun forklarede det med at ' jeg er jo 41 aar og vores datter er nu saa stor er vi endelig har mere tid til hinanden og vi havde set frem til at rejse og nyde bare hinanden'. 'det kom som et kaempe chok og det tog langt tid og halvvejs inde i graviditeten for jeg rigtigt kunne blive glad for det'.

Nu er der saa en del af hendes venner og vores familie som er blevet direkte sure over hendes holdning, fordi 'nu har hun endelig kunne faa sit 'eget' barn.

Hvad ville du synes hvis det var din bekendt eller veninde?

Jeg er selv ufrivillig barnløs.. eller nej jeg har to børn, men de er begge blevet til ved ivf.

Jeg kan godt følge din veninde..Dels pga hendes alder og kan godt følge hende i at de nu har den alder hvor de føler de kan mere både med og uden børn..

Og så tror jeg at det oven i er en kæmpe omvæltnign efter så mange år og skal indstille sig på og få en baby og skal til og være gravid, når man nu havde indstillet sig på at man aldrig ville få en helt lille baby og aldrig skulle prøve og være gravid..

Syntes ikke familien kan tillade sig og dømme hende...

Vi har selv snakket meget om det her hjemme ,hvordan man vil takle det hvis jeg pludselig blev narturlig gravid.. Blev jeg det nu inden for de næste 4 år, så syntes vi begge det er ok. Men blir jeg det først efter at jeg er blevet 35 og efter at tøserne er ved og være halv store, ja så tror jeg altså også at jeg ville have mine spekulationer.

Så vi har da også snakket meget om prævention, da vi jo aldrig kan sige aldrig for at det vil ske..

Miamaja skriver:

Jeg kender en del desvaerre ufrivilligt (eller som var) barnlose bekendte og veninder og familie, og en af dem, hun er gravid og venter BABY til December!!!! Til og med efter at have provet ALT i 10 aar uden resultat!!!!

 Hun har heldigvis vaeret hudlos aaben omkring det at prove i 10 lange aar og fortalte hvordan hun paa et tidspunkt gav slip paa sin drom. Hun lavede fred med at hun ikke kunne blive gravid og at det var som at sige farvel til en del af sig selv, foer hun kunne komme videre og leve rigtigt igen efter de 10 aar.

Hun adopterede med sin mand saa istedet en lille pige som er 11 aar gammel idag, og helt uventet og uplanlagt er hun blevet gravid paa naturligvis vel og maerke.

MEN hun siger, da hun fandt ud af at hun ventede sig, blev hun faktisk ked af det og ville slet ikke vaere gravid, da det kom til stykket. Hun forklarede det med at ' jeg er jo 41 aar og vores datter er nu saa stor er vi endelig har mere tid til hinanden og vi havde set frem til at rejse og nyde bare hinanden'. 'det kom som et kaempe chok og det tog langt tid og halvvejs inde i graviditeten for jeg rigtigt kunne blive glad for det'.

Nu er der saa en del af hendes venner og vores familie som er blevet direkte sure over hendes holdning, fordi 'nu har hun endelig kunne faa sit 'eget' barn.

Hvad ville du synes hvis det var din bekendt eller veninde?

Jeg tror det er vigtigt, at være støttende og give opbakning og gemme sine egne følelser lidt væk. INGEN mennesker kan sætte sig 100 % ind i andres følelser eller oplevelser 

Forstår egentlig godt, at det er et chok for din veninde pludselig at blive gravid, efter i mange år at have prøvet, givet op og derefter adopteret et barn. Og det skal hun da have lov, at give udtryk for, synes jeg

Men sikke dog et mirakel...dejlig positiv historie

dorthemus skriver:

Jeg tror det er vigtigt, at være støttende og give opbakning og gemme sine egne følelser lidt væk. INGEN mennesker kan sætte sig 100 % ind i andres følelser eller oplevelser 

Forstår egentlig godt, at det er et chok for din veninde pludselig at blive gravid, efter i mange år at have prøvet, givet op og derefter adopteret et barn. Og det skal hun da have lov, at give udtryk for, synes jeg

Men sikke dog et mirakel...dejlig positiv historie

Ja, altsaa ALLE. deriblandt mig selv lyste op i et stort smil da hun endelig kom og fortalte lidt mut at hun var 3 mdr henne i sommers. jeg lagde godt maerke til at hun ikke rigtig synes glad over alle vores store smil og lykonskninger, saa det studsede jeg lidt over.

Nu har hun paa et tidspunkt jo provet i 10 lange aar. jeg tror ogsaa, det er pga deres datter, som er adopteret. hun har ligesom opfyldt behovet og saa finder hun det meget saarende at folk, helt uden at give det en tanke, siger ting som' Nu faar du jo endelig dit 'eget' barn, hvor hun foler ' jamen min datter er mit eget barn. det er alligevel lidt komplekst.

 altsaa jeg tror mest folk siger det i god tro, selvom jeg ville ogsaa blive saaret. men bliver altid glad for at hore om andre der er gravide. saa kan jeg nusse om deres babyer, beundre og give dem tilbage igen hvis man lige vil have fred hehe

Miamaja skriver:

Ja, altsaa ALLE. deriblandt mig selv lyste op i et stort smil da hun endelig kom og fortalte lidt mut at hun var 3 mdr henne i sommers. jeg lagde godt maerke til at hun ikke rigtig synes glad over alle vores store smil og lykonskninger, saa det studsede jeg lidt over.

Nu har hun paa et tidspunkt jo provet i 10 lange aar. jeg tror ogsaa, det er pga deres datter, som er adopteret. hun har ligesom opfyldt behovet og saa finder hun det meget saarende at folk, helt uden at give det en tanke, siger ting som' Nu faar du jo endelig dit 'eget' barn, hvor hun foler ' jamen min datter er mit eget barn. det er alligevel lidt komplekst.

 altsaa jeg tror mest folk siger det i god tro, selvom jeg ville ogsaa blive saaret. men bliver altid glad for at hore om andre der er gravide. saa kan jeg nusse om deres babyer, beundre og give dem tilbage igen hvis man lige vil have fred hehe

Her kan det gamle ordsprog: "tænk før du taler" vist fint bruges

Det er der vist nogen i den familie der har glemt

- skriver:

Kan godt forstå det...

 

De fik jo også barnet de ønskede, dog ikke igennem egen graviditet... Men de har jo valgt at beholde som jeg kan forstå det?

men syntes ikke man kan blive sur bare fordi de nu kan få deres eget, for i sidste ende handler det vel bare om at få det barn du kan elske g holde af.

Vi kan gdt selv få børn og venter nummer 3, men har da også en drøm m at nå 40 års alderen og så "bare" være os igen..

For deres vedkommende "hænger" de jo på den igen nu..

 

Så syntes det helt ærlige følelser, det gør jo ikke de elsker barnet mindre?

 

Jo, de har valgt at beholde det. jeg har intet hort om at de overvejede abort paa noget tidspunkt, men jeg har ikke spurgt. Jeg kan nemt forestille mig at hvis det var tlfaeldet ville der blive erklaeret ramaskrig fra en del af familien og deres venner.Uha

Jeg synes man burde reagere med forståelse og accept! Også selvom man egentlig ikke forstår. Man kan aldrig sætte sig helt ind i noget som man ikke selv har prøvet, og selv hvis man har, så er vi jo alle forskellige og reagerer forskelligt på de samme ting!

Og under alle omstændigheder skal hun nok blive lykkelig for deres lille barn og det bliver deres nuværende datter også!