Min mor og jeg knirker fortsættelse

Hej derude ...

Har tidligere lavet et indlæg min mor og jeg knirker, og nu har jeg brug for jeres mening igen.

Til dem der ikke har læst det gamle indlæg, så er jeg enlig fuldtidsmor til to skønne børn på 3 og 18 år, min den store ønsker ikke at have noget med sin mormor at gøre, da hun er gået over hans grænse, og jeg har et meget anspændt forhold til hende, da hele verdenen drejer sig om hende, det er kun hendes måde der er den rigtige, har førhen været en pleaser og ikke turde at sige hende imod, men til sidst fik jeg nok og sagde fra, og hun cuttet kontakten. Vores netværk består af min far og søster, min mor og hendes mand, og har to rigtige gode venner, som desværre bor langt væk, så netværket er ikke stort her.

Jeg havde fødselsdag igår, og min mor og hendes mand skulle komme til spisning, men torsdag får jeg en slem tandpine og kan dårligt være til for smerter, og tandpinen har jeg stadig, så jeg ser mig nødsaget til at aflyse min mor og hendes mand kommer til fødselsdag, og det bliver ikke taget så godt imod, min mor påpeger at de havde set frem til at se os, og får det til at dreje sig om hende, og hvor synd det er for hende, ingen god bedring til mig, hun ender med at gøre mig mega ked af det, og ødelægger hele min fødselsdag trods ulidlig tandpine oveni. Kunne forstå hvis hun havde sagt; det var ægeligt men rigtig god bedring.

Kan det virkelig være rigtigt, at man ikke kan aflyse pga man har det rigtig skidt, uden at blive bebrejdet det? 

Hej derude ...

Har tidligere lavet et indlæg min mor og jeg knirker, og nu har jeg brug for jeres mening igen.

Til dem der ikke har læst det gamle indlæg, så er jeg enlig fuldtidsmor til to skønne børn på 3 og 18 år, min den store ønsker ikke at have noget med sin mormor at gøre, da hun er gået over hans grænse, og jeg har et meget anspændt forhold til hende, da hele verdenen drejer sig om hende, det er kun hendes måde der er den rigtige, har førhen været en pleaser og ikke turde at sige hende imod, men til sidst fik jeg nok og sagde fra, og hun cuttet kontakten. Vores netværk består af min far og søster, min mor og hendes mand, og har to rigtige gode venner, som desværre bor langt væk, så netværket er ikke stort her.

Jeg havde fødselsdag igår, og min mor og hendes mand skulle komme til spisning, men torsdag får jeg en slem tandpine og kan dårligt være til for smerter, og tandpinen har jeg stadig, så jeg ser mig nødsaget til at aflyse min mor og hendes mand kommer til fødselsdag, og det bliver ikke taget så godt imod, min mor påpeger at de havde set frem til at se os, og får det til at dreje sig om hende, og hvor synd det er for hende, ingen god bedring til mig, hun ender med at gøre mig mega ked af det, og ødelægger hele min fødselsdag trods ulidlig tandpine oveni. Kunne forstå hvis hun havde sagt; det var ægeligt men rigtig god bedring.

Kan det virkelig være rigtigt, at man ikke kan aflyse pga man har det rigtig skidt, uden at blive bebrejdet det? 

Din mor og dig knirker ikke bare … din beskrivelse fra tidligere af din mor er styg. Hun skælder ud fordi hun ser en stomipose. Hun smækker døren i hoved på sit barnebarn og kaster med en sko..? Hun er ligeglad med, at du havde det dårligt med din “stedfar”. Jeg kunne blive ved… og det er bare ud fra din oprindelige første indlæg. 

Hun er narcisistisk, selvcentreret i en uhørt grad. Og hun er altid selv offer - selv om det er andre der køres ned, har stomi, er ved at dø. 

Det er rigtig fint at du gerne vil give hende muligheden for at være en god mormor … men det er hun ikke i stand til, som det lyder til. Hvad bidrager hun til positivt ifht dig og dine børn. Hun er ren gift og jeg ville cutte forbindelsen og ikke se tilbage.

Jeg havde droppet kontakten for en stund, for nej det kan ikke være rigtig og jeg vil heller ikke kun kalde det at knirke. Jeg synes det er direkte ondskab.

Og når børnene begynder at tage afstand så skal du virkelig begynde at overveje hvad der er bedst for dem og dig. 

Du skriver at din ældste ikke ser hende fordi hun gik over hans grænse…. Er det at få en dør i hoved du kalder for at være grænseoverskridende..? Det er ikke bare grænseoverskridende - det er fysik vold krydret med manipulation og psykisk vold

Når du ikke selv stopper det er det godt at dit barn kan se det og siger fra. Fjern dig fra hende

Det lyder til at din mor fejler et eller anden med den opførsel hun lægger for dagen.

Det er hende der er galt på den og ikke kan se hvad hendes opførsel gør ved andre og ingen empati har. Det lyder til at hele hendes verden drejer sig om hende og kun det.

Kastanje skriver:

Du skriver at din ældste ikke ser hende fordi hun gik over hans grænse…. Er det at få en dør i hoved du kalder for at være grænseoverskridende..? Det er ikke bare grænseoverskridende - det er fysik vold krydret med manipulation og psykisk vold

Når du ikke selv stopper det er det godt at dit barn kan se det og siger fra. Fjern dig fra hende

Det er ikke "kun" at min mor smed sin sko og smækkede døren, hertil skal det siges, at døren ramte ham ikke, men idet min store søn gik ind af døren og ville sige undskyld til min mor, smækkede hun døren lige foran ham, men igen døren ramte ham ikke.

Ville ønske at jeg var bedre til at skjule, når min mor gør mig ked af det, og det er her min store søns grænse er nået, han har set mig ked alt for mange gange pga hende.

Hun har igen prøver at give mig dårlig samvittighed over jeg måtte aflyse, og jeg ikke vil tale i tlf med hende, trods jeg er i smertehelvede med tandpine.

Og jeg har prøvet at ikke haft kontakt til hende i en længere periode, men når vi så genoptager kontakten, bliver det dét sammen igen, det er altså ikke nemt at træffe det svære nødvendige valg for mig, at ikke have min mor i mit liv, vi vil vel alle gerne have vores forældre accept, her får jeg den bare aldrig, medmindre jeg er som hende og gør som hende.

Det jeg går op i, er hvilket signal jeg sender til mine børn ved at blive ved, og de skal ikke længere se mig ked, pga min mor ikke kan tåle, at jeg nu siger fra, og ikke bare tager imod og nikker.

Ville bare ønske, at jeg ikke blev så ked af det, for hver besked jeg får fra hende.

Anonym skriver:

Det er ikke "kun" at min mor smed sin sko og smækkede døren, hertil skal det siges, at døren ramte ham ikke, men idet min store søn gik ind af døren og ville sige undskyld til min mor, smækkede hun døren lige foran ham, men igen døren ramte ham ikke.

Ville ønske at jeg var bedre til at skjule, når min mor gør mig ked af det, og det er her min store søns grænse er nået, han har set mig ked alt for mange gange pga hende.

Hun har igen prøver at give mig dårlig samvittighed over jeg måtte aflyse, og jeg ikke vil tale i tlf med hende, trods jeg er i smertehelvede med tandpine.

Og jeg har prøvet at ikke haft kontakt til hende i en længere periode, men når vi så genoptager kontakten, bliver det dét sammen igen, det er altså ikke nemt at træffe det svære nødvendige valg for mig, at ikke have min mor i mit liv, vi vil vel alle gerne have vores forældre accept, her får jeg den bare aldrig, medmindre jeg er som hende og gør som hende.

Det jeg går op i, er hvilket signal jeg sender til mine børn ved at blive ved, og de skal ikke længere se mig ked, pga min mor ikke kan tåle, at jeg nu siger fra, og ikke bare tager imod og nikker.

Ville bare ønske, at jeg ikke blev så ked af det, for hver besked jeg får fra hende.

Jeg synes at det er et stort sundhedstegn hos din søn, at han kan mærke og sætte egne grænser og sige fra, overfor det sygelige. Jeg er ikke i tvivl om, at dine børn inderligt ønsker og håber, at du en dag ville kunne gøre det samme for dig selv, som din søn gør.

I dine indlæg er du på overarbejde for at hele tiden at forklare, forstå og undskylde de overgreb du udsættes for (det er fx ikke væsentligt om en dør rammer nogen - pointen er at den blev smækket. Der er heller ikke væsentligt hvor meget tandpind du havde, pointen er at du aflyste, og det har du ret til, osv.). Som du selv siger, higer du efter mors anerkendelse trods det er så tydeligt, at den vil du aldrig få. Det ligger så dybt i os mennesker.

Men din mor bliver aldrig anderledes, og hun bliver ikke den mor eller mormor du drømmer om. Dit ansvar er at begrænse den skade hun forvolder på dig og din egen familie.

Det er ikke "kun" at min mor smed sin sko og smækkede døren, hertil skal det siges, at døren ramte ham ikke, men idet min store søn gik ind af døren og ville sige undskyld til min mor, smækkede hun døren lige foran ham, men igen døren ramte ham ikke.

Ville ønske at jeg var bedre til at skjule, når min mor gør mig ked af det, og det er her min store søns grænse er nået, han har set mig ked alt for mange gange pga hende.

Hun har igen prøver at give mig dårlig samvittighed over jeg måtte aflyse, og jeg ikke vil tale i tlf med hende, trods jeg er i smertehelvede med tandpine.

Og jeg har prøvet at ikke haft kontakt til hende i en længere periode, men når vi så genoptager kontakten, bliver det dét sammen igen, det er altså ikke nemt at træffe det svære nødvendige valg for mig, at ikke have min mor i mit liv, vi vil vel alle gerne have vores forældre accept, her får jeg den bare aldrig, medmindre jeg er som hende og gør som hende.

Det jeg går op i, er hvilket signal jeg sender til mine børn ved at blive ved, og de skal ikke længere se mig ked, pga min mor ikke kan tåle, at jeg nu siger fra, og ikke bare tager imod og nikker.

Ville bare ønske, at jeg ikke blev så ked af det, for hver besked jeg får fra hende.

Det her er sagt i omsorg…. Du skriver, at du gerne ville være bedre til at skjule, at du bliver såret?  Det er ikke problemet. Det er et problem, at din mor er en person der sårer dig så tit, at du føler du skal skjule det for dine børn og opretholde facaden af at de har en god mormor. Men faktum - ud fra det du skriver - er at det har de ikke. Hun er selvcentreret, og det ændrer sig ikke. Det er en stor sorg af se andre der hygger med sine forældre, har et tæt forhold fyldt med omsorg. Men det er det du savner, og ikke den mor du faktisk har …lyder det til. 

På samme måde som man kan blive i et forhold fordi man ønsker en partner … selvom den partner man har ikke er den bedste for en. 

Det her er nok lettere sagt end gjort. Men for at du skal have det godt, så tror jeg du må vælge en af to:

1) du cutter kontakten med din mor

2) du fortsætter med at have kontakt, men tager styringen istedet for hende. Dvs du sætter tydelige grænser og siger fra når hun gør ting der ikke føles godt for dig. Det her kræver måske noget terapi, det er så super svært at bryde mønsteret og sige fra overfor sine forældre. Og det kræver at du dropper den dårlige samvittighed og skyldfølelsen over at du gør hende vred/ked af det. Og at du dropper dit håb om din mors billigelse og at føle du skal fortjene hende kærlighed.

For mig selv har det været afgørende at jeg indså at jeg ikke kan ændre mine forældres opførsel og reaktioner, men jeg kan styre hvordan jeg reagerer og håndterer det. Men jeg arbejder stadig på det, så det kræver en indsats hvis man vil ændre mønsteret. 

Øv, hvor må det være hårdt, at din mor er sådan. Det gør oprigtigt ondt inde i mig, at læse. 
jeg har ingen råd - vil bare Sende en tanke - og kæmpe stort tillykke med din fødselsdag Igår