Overvejer at gå fra min mand

Kære alle jer. 
Nu får I lige alle mine tanker, da jeg ikke ved hvem jeg kan snakke med.

Jeg har længe overvejet at gå fra min mand. Men det økonomiske og min konfliktskyhed er den primære grund til at jeg holder mig tilbage. Vi har været sammen i 10 år og har to børn sammen på 5 og 2 år. Men der er flere ting som går mig på efterhånden som jeg bliver mere bevidst om mine mønstre. Jeg sammenligner mange af de negative sider ved min far og ved min mand. Nok derfor jeg har accepteret det så længe. 
Begge har en kraftig tildens til ikke at kunne se over egen næsetip.
Det var desuden min mands behov at vi skulle relativt tidligt igang med børn, og at få dem rimelig tæt i alder. 
Men hans overskud til dem er mest på niveau med en hyggeonkel. Sådan en time her og der. Samt et meget stort behov for at dyrke egne interesser, selvom dette dog er reduceret en smule. Jeg føler dog mest at det er grundet dårlig samvittighed og ikke en lyst til at prioritere os.

Min far var (og er) rigtig slem til at tale mig ned og tale mig fra oplevelser/ opgaver. Formåede at suge al glæden og energien ud af alt. Måske derfor at jeg også reagerer så stærkt på når min mand gør det samme. Jeg ville sådan ønske at han ville tale mig op og hjælpe mig lidt på vej. Alt min tid går med arbejde / transport / børn, og jeg tester højt på diverse stress og depressions test. Er velfungerende, dog udfordret på at få projekter sat i gang og gennemført. De fleste dage går jeg desuden i seng med børnene, først pga den mindste var længe oppe, nu grundet træthed efter corona. Har også taget 10 kg på i løbet af disse to år.

Økonomisk er der ham der tjener pengene og tager ekstra arbejde, mens jeg er gået på deltid så børnene ikke skal bruge hele dagen i dagtilbud. Derfor er jeg også ekstra dårligt stillet hvis jeg skulle gå fra ham, især da jeg helst ville blive boende i kvarteret så børnene ikke skulle skifte skole og vuggestue. 

Jeg føler ikke at jeg kan snakke konstruktivt omkring det med min mand. Han bliver hurtig defensiv. Og det ender groft set med at det er mig der skal tage mig sammen.

Hvis jeg kunne skrue tiden bare 7 år tilbage ville jeg helt sikkert tage andre valg og ikke sætte hans behov før mine egne.

Burde jeg slå koldt vand i blodet? Evt. Vente til børne selv kan komme til og fra skole så jeg med god samvittighed kan gå på fuld tid igen?

Stakkel dig, det lyder da slet ikke til du har det godt eller er lykkelig

Om du skal vente eller ej, ved jeg ikke, men jeg tror jeg ville gøre følgende:

1. Starte til psykolog. Du skriver du har stress og depression. Det skal du have behandlet, for når man er så voldsom belastet som disse to tilstande er, kan man ikke tage rationelle og objektive beslutninger

2. Snakke med din mand, men ikke om hans adfærd men om at du er ved at blive syg (både stress og depression bliver jo reel sygdom på et tidspunkt) og at I er nødt til sammen som et team at kigge på hvordan du kan få det bedre. Ikke noget mes skyld, ikke noget med ham, ham, ham. Hold den ovre hos dig selv

I har to små børn sammen, han er ikke en dårlig far som jeg hører det. Måske ikke den mest engagerede, hvilket jo heller ikke er ok. 
Går du fra ham er det ikke sikkert du får det bedre, men jeg tør næsten garantere dig at du sagtens kan få det dårligere. Arbejdsbyrden bliver ikke mindre af at være alene, økonomi er mere presset så du vil sandsynligvis skulle arbejde flere timer og ikke mindst, dine børns trygge base vil blive ødelagt og deres liv vil for altid blive delt op i et før og efter og deres hverdag vil være meget mere ustabil pga. deleordning. Jeg er STOR fortaler for at man skal gå fra hinanden, hvis det er eneste mulighed og man skal gøre det “tidligt” nok. Er selv bokset op med to forældre som skulle være gået fra hinanden flere år før de gjorde, så jeg siger ikke “Bliv ved ham for alt i verden” men jeg tænker du har nogle ting du skal have arbejdet med og det samme har I, så kan det være I skal gå fra hinanden men det kan også være I kan finde hinanden igen til glæde for både dig, jer og jeres børn.

Det kunne have været mig der skrev det der for et halvt år siden. Jeg var så færdig og ønskede skilsmisse i flere år før jeg tog mig sammen. Den eneste grund til jeg blev var fordi jeg stod rigtig usikkert økonomisk da min ex var eneforsørger… jeg tog alligevel springer for nu 3 mdr siden og keg har aldrig været gladere og mit overskud er bare kommet tilbage som et lyn fra en klar himmel… alt det praktiske og økonomiske løser sig ❤️

Anonym skriver:

Kære alle jer. 
Nu får I lige alle mine tanker, da jeg ikke ved hvem jeg kan snakke med.

Jeg har længe overvejet at gå fra min mand. Men det økonomiske og min konfliktskyhed er den primære grund til at jeg holder mig tilbage. Vi har været sammen i 10 år og har to børn sammen på 5 og 2 år. Men der er flere ting som går mig på efterhånden som jeg bliver mere bevidst om mine mønstre. Jeg sammenligner mange af de negative sider ved min far og ved min mand. Nok derfor jeg har accepteret det så længe. 
Begge har en kraftig tildens til ikke at kunne se over egen næsetip.
Det var desuden min mands behov at vi skulle relativt tidligt igang med børn, og at få dem rimelig tæt i alder. 
Men hans overskud til dem er mest på niveau med en hyggeonkel. Sådan en time her og der. Samt et meget stort behov for at dyrke egne interesser, selvom dette dog er reduceret en smule. Jeg føler dog mest at det er grundet dårlig samvittighed og ikke en lyst til at prioritere os.

Min far var (og er) rigtig slem til at tale mig ned og tale mig fra oplevelser/ opgaver. Formåede at suge al glæden og energien ud af alt. Måske derfor at jeg også reagerer så stærkt på når min mand gør det samme. Jeg ville sådan ønske at han ville tale mig op og hjælpe mig lidt på vej. Alt min tid går med arbejde / transport / børn, og jeg tester højt på diverse stress og depressions test. Er velfungerende, dog udfordret på at få projekter sat i gang og gennemført. De fleste dage går jeg desuden i seng med børnene, først pga den mindste var længe oppe, nu grundet træthed efter corona. Har også taget 10 kg på i løbet af disse to år.

Økonomisk er der ham der tjener pengene og tager ekstra arbejde, mens jeg er gået på deltid så børnene ikke skal bruge hele dagen i dagtilbud. Derfor er jeg også ekstra dårligt stillet hvis jeg skulle gå fra ham, især da jeg helst ville blive boende i kvarteret så børnene ikke skulle skifte skole og vuggestue. 

Jeg føler ikke at jeg kan snakke konstruktivt omkring det med min mand. Han bliver hurtig defensiv. Og det ender groft set med at det er mig der skal tage mig sammen.

Hvis jeg kunne skrue tiden bare 7 år tilbage ville jeg helt sikkert tage andre valg og ikke sætte hans behov før mine egne.

Burde jeg slå koldt vand i blodet? Evt. Vente til børne selv kan komme til og fra skole så jeg med god samvittighed kan gå på fuld tid igen?

Har du spurgt dig selv hvad du elsker ved ham?

Helt konkret er meget af dit skriv baseret på bebrejdelser han fysisk ikke kan ændre på pga det er fortid, eller sammenligner med en mand der ikke er ham (dvs dine egne sår) og ellers antagelse om han mener det værste. 

selvfølgelig er dine følelser berettiget ingen kan sige dine følelser er forkerte. Men umildbart lyder det som om du trænger til at arbejde på dig selv og bearbejde din fortid, genfinde din tro på dig selv og finde grundene til du elsker ham og valgte at få børn med ham frem igen. 

Når din mand arbejder fuldtid+ekstra timer for at du kan arbejde mindre og være der om børnene det ekstra, så bliver hans aktive rolle i børn og hjem jo også det mindre. 
tilgengæld kan du sagtens gå op på fuldtid hvis du føler du har behov for at arbejde mere, eller for at skabe balance så din mand måske ikke skal tage ekstra vagter mere og “magt balancen” på den måde bliver mere jævnbyrdig. Det er jo ikke unormalt at begge forældre arbejder fuldtid  du må mærke efter hvad der er rigtigt for jer. 

Måske noget psykolog hvor du kan arbejde på dig selv og bearbejde din fortid med din far, og på sigt få din mand med så i kan få snakket tingene godt igennem.