Ensomhed og frustrationer!

Sagen er, at jeg for et par år siden fandt sammen med en skøn mand. 
Sidste år rykkede jeg teltpælene op, og flyttede 75km væk fra mit netværk, og hjem til ham. 
De første 6 mdr græd jeg uafbrudt og havde allermest lyst til at flytte “ hjem “ igen, da omvæltningen fra at leve singlemor tilværelsen med daglige visit af veninder og venner, til familielivet langt væk fra alt hvad jeg havde, var rigtig svær.. Men jeg holdt ud, da vi har børn hver især, som er involveret i forholdet, og at jeg selvfølgelig var glad for min kæreste. Det begyndte efterfølgende at gå fint, jeg sørgede for, at min tid var fyldt ud i hverdagene hvor min kæreste ikke var/er hjemme ( rejsemontør)

Sagen er så at vi pt er inde i en dårlig fase i vores forhold, og min “ hjemve” er genopstået på fuld skrue..

Jeg elsker min kæreste, men jeg savner virkelig mit sociale liv, i form af mine veninder jeg kan besøge i det daglige… I øjeblikket er kontakten til mit netværk begrænset i forhold til at kunne ses irl, da jeg arbejder aften, og weekenderne er afsat til børn og familiebesøg, som der ikke nåes i dagligdagen.. Jeg føler mig ærligt enormt ensom i hverdagene, og har efterhånden svært ved, at kunne holde det ud længere.. Min kæreste er klar over problemstillingen, men ved ikke hvad han skal stille op.. Jeg har grædt og grædt og forslået at flytte hver for sig, og stadig være sammen, men realistisk set, så vil forholdet ikke kunne holde til det, da det vil være begrænset hvad vi kunne ses grundet job og afstand.  

Hvad har i andre gjort, som er rykket væk fra jeres netværk? 
Hvordan har i fået skabt en ny tilværelse? Hvordan er hjemveen blevet overvundet? 

skal siges jeg er i 30’erne, så mulighederne for at skabe mig et nyt netværk, er lidt svære, end da jeg var i 20’erne og gik på uddannelse og i byen ( Sådan føles det i hvertfald ) ��

Nu har jeg ikke selv stået i helt samme situation, men den eneste person som jeg faktisk ser i fritiden ud over familie er lige flyttet så vi har over 100 km til hinanden. Og selvom jeg aldrig har set mange mennesker i min fritid, så kan det stadig mærkes.

Vi gør det ind imellem at vi går en tur samtidig og snakker i telefon imens, det synes jeg virkelig gør det nemmere at der går lang tid imellem vi ses.

Nu skriver du at aftener og weekender er afsat til børn og familiebesøg, men det tænker jeg ikke er en ny ting? - så hvornår plejer du at mødes med dine veninder?

Nu har jeg ikke selv børn endnu, så det er måske en ting som jeg ikke tænker på samme måde om endnu. Men når nu din kæreste er hjemme, kan du så ikke afsætte en aftens ind imellem til at tage ind og mødes med veninderne? Jeg er selv opvokset med at mine forældre fast har gået til sport 1-2 gange om uge hver(på forskellige dage selvfølgelig) hvor vi måske ikke rigtigt har set den pågældende forældre den ene aften om ugen. Men det er ikke noget jeg har taget skade af, det har helt klart gavnet os alle at de også har haft deres egne ting og "frirum".

Min pointe er at hvis det påvirker dig så meget at du græder over det  vil det så ikke også være til gavn for dine børn at du kommer ind og mødes med dine veninder måske bare et par gange om måneden?

Jeg håber det kan hjælpe, for det lyder virkelig ikke rart!

Kunne det være en mulighed, at I begge flyttede tilbage til din tidligere by? Du skriver, at din kæreste er rejsemontør og dermed i perioder ikke er så meget hjemme. Så gjorde det måske ikke den store forskel for ham, hvor han boede, når han var hjemme. 

Jeg tænker at den afgørende faktor er, hvor dine børn er henne i dette? Blev de flyttet med, da du ville med kæresten? Trives de hvor de er? Det mener jeg må og skal være det primære i forhold til næste træk.

Og om du er 30 eller 50 kan netværk stadig bygges. Find frivilligt arbejde, gå til sport, mød andre børnefamilier, engager dig i en forening, what ever. 

Alternativt ja - din mand kunne vel også være den som flyttede med dig?

Jeg har på fornemmelsen det er noget der vil dukke op hos dog regelmæssigt hver gang i er inde i en dårlig periode. At det ligger i baghovedet at du opgav alt der var vigtigt for ham. Jeg kan selvfølgelig tage fejl. Hvordan trives børnene det nye sted? 

Hvis der var mulighed for det ville jeg snakke med ham om at flytte tilbage sammen med ham hvis han er åben for det. Hvis ikke så er det noget du skal arbejde med så følelsen ikke dukker op igen og igen og dit hjerte er halvvejs ude af døren. Sådan lidt en fod i hver lejr for så kommer du aldrig til at føle dig hjemme. 

Du kan også begynde at gå til et eller andet du finder interessant eller lave legeaftaler og måske derigennem finde en ven eller veninde blandt forældrene. Hvis du kan finde en veninde eller flere vil det selvfølgelig føles mere som "hjem" for dig.  

Hjørring91 skriver:

Sagen er, at jeg for et par år siden fandt sammen med en skøn mand. 
Sidste år rykkede jeg teltpælene op, og flyttede 75km væk fra mit netværk, og hjem til ham. 
De første 6 mdr græd jeg uafbrudt og havde allermest lyst til at flytte “ hjem “ igen, da omvæltningen fra at leve singlemor tilværelsen med daglige visit af veninder og venner, til familielivet langt væk fra alt hvad jeg havde, var rigtig svær.. Men jeg holdt ud, da vi har børn hver især, som er involveret i forholdet, og at jeg selvfølgelig var glad for min kæreste. Det begyndte efterfølgende at gå fint, jeg sørgede for, at min tid var fyldt ud i hverdagene hvor min kæreste ikke var/er hjemme ( rejsemontør)

Sagen er så at vi pt er inde i en dårlig fase i vores forhold, og min “ hjemve” er genopstået på fuld skrue..

Jeg elsker min kæreste, men jeg savner virkelig mit sociale liv, i form af mine veninder jeg kan besøge i det daglige… I øjeblikket er kontakten til mit netværk begrænset i forhold til at kunne ses irl, da jeg arbejder aften, og weekenderne er afsat til børn og familiebesøg, som der ikke nåes i dagligdagen.. Jeg føler mig ærligt enormt ensom i hverdagene, og har efterhånden svært ved, at kunne holde det ud længere.. Min kæreste er klar over problemstillingen, men ved ikke hvad han skal stille op.. Jeg har grædt og grædt og forslået at flytte hver for sig, og stadig være sammen, men realistisk set, så vil forholdet ikke kunne holde til det, da det vil være begrænset hvad vi kunne ses grundet job og afstand.  

Hvad har i andre gjort, som er rykket væk fra jeres netværk? 
Hvordan har i fået skabt en ny tilværelse? Hvordan er hjemveen blevet overvundet? 

skal siges jeg er i 30’erne, så mulighederne for at skabe mig et nyt netværk, er lidt svære, end da jeg var i 20’erne og gik på uddannelse og i byen ( Sådan føles det i hvertfald ) ��

 

Har du undersøgt hvad der sker i byen? Frivillige ting, spiseting.

Hvor gamle er børnene? Hvordan har de det hvor I er nu? 

Jeg har også boet sammen med en rejsemontør. Han flyttede dog over til mig fra den anden ende af landet. Jeg havde aldrig rykket mine teltpæle op, med udsigten til at være uden hverken kæreste eller øvrigt netværk i hverdagene. Hvordan kan det være det var dig der rykkede og ikke ham? Og kunne den beslutning måske laves om? Går ikke  ud fra i har hans børn i hverdage hvis han arbejder ude, og dermed ikke er afhænge af at kunne aflevere hans børn i skole/institution.? 

Forældre til børnenes kammerater, naboer og evt. Facebook netværk. Der er masser mulighed for nye netværk selvom man er i 30’erne 

Når du kun er aftenvagt i hverdagen så ville jeg nok prøve at se om du kunne komme lidt på daghold pf derved kunne åbne op for flere relationer i de "normale" sociale timer.

At være alene hvor andre plejer at være sociale kan skubbe til den ensomheds føjelse. Både når du på job men også når du har fri. For det jo ret meget in your face hele tiden. 

Jeg er selv aftenvagt med hver anden weekend. Men elsker min alene tid introvert tror jeg det hedder.