I lørdags blev Bedstefar bisat.
Farmor var vores redning og kom og passede Annika, da vi ikke synes, hun skulle med til bisættelsen - Atle kom og gjorde dem med selskab, så vi vidste, at de nok skulle få en hyggelig dag. Desuden havde vi sat dem på aftensmaden, så vi ikke skulle bruge energi på at tænke på det. Vi rendte rundt og gjorde os fine - og følte det begge mærkeligt - her gik vi og gjorde os i stand som skulle vi til fest, og det var jo bare slet ikke en fest, vi skulle til. Men som jeg sagde til Pelle i bilen, så var vi jo i vores stiveste puds for at ære Bedstefar. Vi havde Lina med - det var ligesom også i Bedstefars ånd, at der skulle være plads til de små. Desuden var hun lidt vores krykke, der kunne tage brodden af den meget triste begivenhed.
Vi ankom til kirken i god tid - for en gangs skyld var det lykkedes os at være i god tid! - det første syn der mødte os var Bedste, min Mor, min Onkel og min Moster, der stod i våbenhuset og tog imod os...det var egentlig godt at se dem, selvom vi alle var triste. Det næste syn, der mødte os, tog næsten pusten fra mig! Hele kirken var dækket af blomster - hele vejen op af kirkegulvet og ved alteret var der bare stuvende fuld af de smukkeste blomster i alle farver...og der kom hele tiden flere blomster til. Kirketjeneren gjorde virkelig noget ud af at få det til at fremstå smukt ved at lægge blomsterne, så farverne passede sammen. Det var bare SÅ rørende at se, hvor mange mennesker der havde sendt min Bedstefar en sidste hilsen - alle de mennesker, som han havde betydet noget for! Tænk sig at det kunne være så smukt omkring en kiste...
Da jeg havde indtaget synet af alle blomsterne kiggede jeg op mod et vindue i kirken, og der i lysstrålen fra vinduet blafrede den smukkeste sommerfugl rundt... en sommerfugl i oktober! Smukkere bliver det ikke...
Vi havde bestilt en buket kun fra pigerne - en lille en i lyserøde farver, hvor vi ville lægge et billede af dem hver. Men det var altså ikke en helt nem opgave at finde den buket - men det lykkedes, den lå som den sidste buket helt nede ved våbenhusets dør - så der kom billederne til at ligge og sætte punktum for alle de mange blomster.
Det var en smuk bisættelse. Vi sang "Den signede dag med fryd vi ser", "Nu falmer skoven trindt om land" og "Altid frejdig når du går" - nogle virkelig smukke sange, som jeg skrålede med på - om det var kønt? Det ved jeg ikke, men det var ægte og det var til Bedstefar! Den kvindelige præst holdte den mest fantastiske tale, som bare indkapslede min Bedstefar og hans personlighed - man skulle tro, hun havde kendt ham! Jeg tror ikke der var mange øjne tørre under den tale - mine tårer trillede ned af øjnene, mens jeg holdt min 17-årige lillesøster i hånden - hun græd ligeså meget som mig. Det hele var bare så smukt...
Efter der var blevet kastet jord på kisten og vi havde grædt noget mere, bar de kisten ud i rustvognen. Kistepynten var ufattelig smuk i alle efterårets farver. Alle os børnebørn lagde en rose på kisten som en sidste gestus og vi fik krammet alle i familien - alle græd og fik sagt et sidste farvel til den mand, som vi alle elskede så højt! Som min Mor sagde, så var det bare slet ikke til at forstå, at han nu var væk!!
Rustvognen kørte bort, og vi så den forsvinde i trafikken - det var virkelig mærkeligt!
Efter flere kram (og nogle beundrende blikke til Lina, der naturligvis storcharmede og gav alle et smil på læben) kørte vi mod Årslev Kro. Hele 51 mennesker mødte op! Det var faktisk rigtig hyggeligt, snakken gik, nogle skulle høre, hvordan hans sidste tid havde været og andre brugte lang tid på at huske og mindes. Efter et par timer på kroen var vi kun den nærmeste familie tilbage. Vi kørte på kirkegården for at se gravstedet pyntet med alle de smukke blomster - det var endnu en gang bare overvældende at se! Mærkeligt nok fik vi grint en masse ude ved gravstedet, da de jo havde brugt megen tid på at vælge det rette sted - min mor kunne ikke have, at han skulle ligge ud til vejen - der var jo alt for meget trafik - og han skulle i hvert fald heller ikke ligge ved siden af Lis - hehe - valget var faldet på en hjørnegrund, for som de var blevet enige om, så var det jo ligemeget, han skulle jo ikke selv klippe hæk 
så fandt vi ud af, at på den anden side af hækken, ligger Marthas drenge begravet, så på et tidspunkt kommer han (og om mange mange 100 år min Bedstemor) til at ligge ved siden af Martha det gav noget af et suk fra Bedste - nu havde hun skullet trækkes med Martha siden de gik i skole og nu kommer hun aldrig til at slippe for hende. Ej hvor vi grinede - især da Bedste så affandt sig med det ved tanken om, at der jo er en hæk imellem - for så bliver de ikke helt naboer...
Efterfølgende kørte vi alle hjem til Bedste. På en og samme tid var alt som det plejer at være i lejligheden og overhovedet ikke som det plejer at være - Bedstefars stol i stuen var MEGET tom...han har siddet i den stol i al den tid, jeg kan huske!! Nu må Bedste flytte ind på stolen - så den ikke bliver så tom...
Hjemme ved Bedste fik vi igen grint en masse - snakket om Bedstefar og alle de skønne minder. Som en skrev til mig; Det er hårdt at miste, men dejligt at mindes... snakket om, hvordan Bedstefar når han viste avisbudet ville komme, kunne stå at vente ved brevsprækken og hive avisen til sig så snart den tittede gennem brevsprækken, så avisbudet nærmeste blev hevet med ind i entreen eller hvordan han kunne skræmme min mors venner ved ikke at åbne døren før de ringede på anden gang - hvor han så hev døren op og fik skræmt de stakkels unger/unge mennesker fra vid og sans altså det var bare min Bedstefars humor, når den var bedst...
Der er også dengang, hvor der var en der ringede og troede, det var det lokale pizzeria - det skete tit en overgang - men denne gang var det åbenbart blevet Bedstefar for meget, for han gad ikke henvise til det andet nummer - så han tog da bare imod bestillingen guderne må vide, hvor længe de ventede på den pizza - de ringede aldrig for at rykke for den, så vidt jeg ved 
Vi tog hjem omkring kl. 17.30 - vi havde jo gæster derhjemme, der ventede med maden 
på det tidspunkt havde resten af familien bestilt pizza. På en måde var det lidt mærkeligt at tage hjem, jeg ville ikke gå glip af noget og jeg nød at være sammen med min familie, men vi savnede også Annika. Atle havde lavet superlækker gryderet, så der duftede bare skønt, da vi kom hjem. Annika havde haft en superhyggelig dag sammen med Farmor og Atle, så det var dejligt!
Aftenen gik med afslapning og Slumdog Millionaire...
Alt i alt var det en rigtig god dag. Jeg havde ikke troet, at det var muligt at få så god en dag i forbindelse med en bisættelse - men det var det, og det var dejligt og en god måde at sige farvel til Bedstefar på! I starten af november er der urnenedsænkelse, hvor jeg tror vi i familien mødes igen...?
Tak for jeres hilsner, de varmer i en svær tid!!
/Ida
