Den dumme tvivl

Jeg er så træt indeni.. Jeg er træt af at være i tvivl om, min kæreste og jeg..

Jeg hørte en podcast  tidligere, som netop omhandlede dette. "Hvornår ved du det er forbi"  og noget der virkelig slog mig her, var da en af værterne fortalte om den følelse af foragt overfor sin tidligere partner som kom op i hende. At hun gik og blev irreteret på sin kæreste, og ikke havde lyst til kys og kærtegn. Og det er vitterlig sådan jeg har det. Og jeg er bestemt ikke stolt af det. Men det er de følelser jeg sidder med.

Vi har været sammen i 4 år til sommer og har en datter på 7 måneder. Omkring 1-2 måneder inde i min graviditet begyndte jeg at mærke denne tvivl komme snigende. Jeg havde det så heller ikke helt godt og var meget ramt af kvalme og hormoner, hvilket jeg derfor forsøgte at berolige mig selv med. At det nok var derfor jeg tit var irreteret på min kæreste, ikke kunne overskue kærtegn, og at mine følelser for min kæreste nok skulle vende tilbage til normalen efter jeg havde født. Det skete dog ikke. Tværtimod er denne tvivl her stadig idag og afstanden mellem os er vokset. Vi krammer ikke, kysser ikke (andet end et tantekys i ny og næ) og har ikke sex og jeg føler generelt bare ikke en følelsesmæssig og fysisk tilknytning til ham mere. Vi skændes dog ikke.  Som person er han jordens sødeste mand, meget hjælpsom og meget ordentlig. Men det er som om at det især er dette der går mig på. Han har altid været en pleaser, ikke kun overfor mig men generelt. Istarten syntes jeg jo bare det var dejligt han var SÅ opmærksom og SÅ sød, hvilket det selvfølgelig også er. Men når det er sagt, så savner jeg at mærke at han giver slip på det pleaser behov og bare er sig selv og ikke skal fremstå så "ordentlig". At han kan sige sin mening og holdninger (hvilket er svært for ham, og ikke noget han gør af eget initiativ) og hvis jeg har spurgt ham om noget, har han tit svaret tilbage med " Hvad syntes du?" Jeg savner at høre at han siger mig imod hvis han er uenig, at han er afslappet i sig selv når vi er sammen med min familie (og mig) og ikke altid er så bange for at sige noget forkert, at han så istedet siger meget lidt og går ind i sig selv. Det er svært at forklare, men i og med vi har haft det svært længe efterhånden, er det som om at hans personlighed er blevet mere og mere utydelig for mig, fordi hans pleaser adfærd er blevet mere tydelig. Fordi at han for at beskytte vores relation, prøver endnu mere ihærdigt for at vise mig hans bedste jeg, hvor MIT ønske jo er at han "bare" er sig selv, viser mig hvem han er og at han står op for sig selv og hvad han mener og syntes. Det skal lige siges at vi går i parterapi, og dette er noget vi også her har været inde på. Også det her med at min kæreste har enormt svært ved at åbne op generelt når noget er svært. Han lukker det hele inde og bliver fjern og stille. Jeg har opfordret ham mange gange til at åbne op for mig, og har fortalt ham det får mig til at føle mig tættere på ham når han gør. Terapien hjælper da også til at han får åbnet op, og til at vi kan få øjnene op for det mønster vi har. Undvigende og ængstelig tilknytning. Men puha, hvor er jeg inderligt træt af denne her tvivl. Jeg føler jeg har svært ved at mærke mig selv, og derved også om mine følelser for ham overhovedet stadig er der. Selvfølgelig holder jeg af ham, men jeg kan f.eks ikke og har ikke i lang tid kunne sige "jeg elsker dig" det føles fremmed for mig.
Jeg føler tit jeg mangler noget personlighed fra ham, det hele bliver meget stift og vi er meget afmålte overfor hinanden i hverdagen. Når jeg laver sjov/er sarkastisk føler jeg tit at vi heller ikke humoristisk er på samme måde. Jeg savner det er naturligt og er et sammenspil.
Vi har tit aftner sammen hvor vi ikke snakker sammen men bare er i hver vores verden. Jeg føler at han er blevet svær at have en samtale med, fordi han ikke rigtig arbejder videre på dialogen. Den stopper ligesom hurtigt, og jeg bliver træt af at tage intativet hver gang til et nyt emne. Igen.. Det er svært at forklare, og umuligt at komme med det hele her. Jeg prøver også at huske mig selv på at han inderst inde er max presset. Det har han udtrykt. Han er så bange for det hele styrter sammen, og er derfor meget i sit hovede og meget opsat på at "gøre det godt" hvilket jo desværre gør ham fjern og gør at jeg ikke mærker ham. Som han er. Han har altid været introvert, er jeg også selv, men jeg husker ikke før jeg har følt det har været SÅ stille mellem os, og følelsen af ikke at vide hvad vi skal snakke om. Jeg har jo et ønske om at mine følelser inderst inde er der, men bare er blevet "begravet" i alt det her rod der foregår. Men igen, jeg ved det ikke. Og det gik bare op for mig idag jeg faktisk føler den der "foragt" nogle gange overfor ham, og ikke kan overskue kram og kys. Hvilket jo også giver en afstand.
Det skal lige siges jeg godt ved jeg ikke er perfekt, jeg har også mine ting at arbejde på.
Men hold da op det er svært. Endnu mere når vi har en lille datter sammen. Jeg ved godt at ingen kan tage valget for mig, men er der andre som kan genkende nogle af disse følelser, tanker , dilemmaer?

Jeg synes det er sigende at I havde været sammen i nogle år uden problemer, og det opstår da du blev gravid og er fortsat nu jeres barn stadig er meget lille.Jeg ville nok give det noget mere tid - hvad nu hvis det mest er hormoner, træthed, manglende behov for nærhed fordi du er tæt med jeres barn osv - så opgiver du et godt forhold og jeres barn skal deles, det er i min optik ikke den bedre løsning.

Jeg har selv været sammen med min mand i knapt 20 år, og har skam også siddet mange nætter efter nr 2 og tænkt jeg ikke elskede ham mere. Ingen drama, følte mig bare tømt for kærlige følelser og oplevede også den foragt du beskriver. Men vores søn var en natteroder (i flere år) det var bare den manglende søvn og manglende overskud der spillede mig et puds. Ikke at vores forhold nu 7 år senere er perfekt - perfekt findes jo nok ikke, når man skal dele sit liv med en person der jo klart er anderledes end en selv (det var jo nok også det man faldt for i sin tid), men vi har en god og tryg base baseret på kærlighed og respekt - og det er i min verden det vigtigste.

Jeg synes du skal vente, giv det noget mere tid - gør en større indsats, måske kan det vendes.

Enig i ovenstående. Har været sammen med min mand i 10+ år og vi har haft to af sådanne kritiske perioder hvor jeg følte det som du beskrev. Begge gange er det startet under graviditeten og peaket ved 7-12 mdrs alderen. For at vende det kræver det en helt enorm indsats. Det var noget med at lære ay være kærester igen -begynde at holde i hånd. Gå på brunchdate med telefon i lommen osv. Jeg kan godt sige dig det er akavet at være af sted og ikke føle man har en skid at snakke om når man har været sammen i så mange år Men vi ved vi elsler hinanden og vi var begge forberedt på at der vil komme døde perioder i et parforhold. Tror slet ikke man kan komme uden om det. Og vi har haft talt meget om at "gnisten" ikke er afgørende for forholdet. Perioderne med leverpostej er frygtelige. Og jeg kan mærke vi er på vej ind i den næste (jeg er gravid igen) Så jeg prøver nu at forsinke/mildne det ved netop at gøre noget godt for os. Vi skal f.eks. på kurophold om nogle mdr. Vi skal gå ture hvor vi holder i hånd og jeg forsøger at laver lidt lækkert mad i ny og næ. Og så skal vi ud at spise sammen.  Men det kræver en indsats. Og det er nemmest at starte i det helt små -holde i hånd. Kramme længe. Sådan små ting. Men hvis i begge er indstillet på at det er ok det er sådan nu og at I vil arbejde på det, så skal det nok gå

Min oldemor sagde altid, at det man lyser på, skinner. Det lyder lidt til, at du allerede inderst inde har truffet en beslutning om du stadig vil være sammen med ham? 

Jeg synes du skal fortælle ham hvad du gerne vil have, og hvor du står, give ham mulighed for at tænke over det og vende tilbage. Vi afkræver ofte svar af andre med det samme, og det lyder lidt til din kæreste har brug for at tænke mere over tingene. Det kan være det er derfor det er svært for ham at snakke om de svære ting.

Jeg håber at du finder den bedste løsning for din familie

Øv, hvor er det synd for jer begge, at det er så hårdt lige nu.

Jeg er helt enig med de andre i, at I skal give det mere tid, når I lige er startet på livet som forældre. I er også i en helt ny fase af jeres liv, nu hvor I pludselig er mor og far, og jeg tror mange undervurderer, hvor stor den omvæltning er, ikke bare rent praktisk, men også for ens identitet.

Jeg kan fortælle dig, at jeg har fået barn nummer tre, som er fire mdr, og min mand og jeg har ikke haft sex endnu efter fødslen, og jeg er træt af ham ca 80% af tiden. Vi går dog ikke fra hinanden, og det er slet ikke på tale, fordi vi ved, at det bliver bedre, når baby bliver større - og også når jeg starter på arbejde igen.

Måske er der også noget i det? Jeg går ud fra, at du er på barsel. Når man er på barsel har man også masser af tid til at spekulere over alt det, der er forkert, og hvorfor føler jeg nu også sådan, og hvorfor gør han nu sådan osv osv. Som en anden skriver: Det vi lyser på, skinner.

I forhold til din mands adfærd: Måske har han brug for at vide, at du ikke bare smutter, for at han kan være tryg. Jeg synes I skal lave en aftale om, at I er ‘in this together’ indtil jeres barn er 2 eller 3 år. Jeg kan da godt forstå, han har svært ved at slappe af, hvis han føler, hans skæbne bliver besluttet ud fra, hvad han gør lige nu. Så ville jeg også blive megaanspændt. Så giv jer selv en pause fra alle spekulationerne og giv jer selv plads og god tid til at finde jer selv og hinanden som familie.  Også for jeres datters skyld. Jeg synes, at det der råd om, at man ikke må gå fra hinanden før den yngste er tre, er et skidegodt råd!

Jeg mener også, at et langvarigt forhold er en beslutning. Det er ikke noget, som udelukkende kan bygge på følelser, for de vil altid gå op og ned. 

Enig med de andre..  

Jeg har været sammen med kæresten i 5 år nu og har en datter på 3 år og en søn på 8 mdr.. Efter graviditeten med datteren har vi også haft sådanne perioder, hvor alt handlede om det praktiske.. Vi var nærmest  bare venner, der boede sammen.. Vi kyssede ikke, havde ikke sex eller nogen kærtegn overhovedet.. Ja under graviditeten med sønnen havde vi nærmest ikke sex, og efter fødslen gik der 6 mdr. før vi havde sex første gang.. Så vi gik nok i 10 mdr. uden sex eller særlig meget kærtegn og intimitet, og det er okay..  Alt kører op og ned.. Og ja jeg har også flere gange oplevet en foragt for ham.. Det er helt normalt, når man er gravid og indtil barnet sover igennem, og man ligesom er blevet sig selv igen..

Og som en anden siger, så må din mand være mega ræd og stresset nu, hvis han ved, at forholdet er dødt for dig, fordi han ikke gør noget.. Så er hans forsvarsmekanisme at trække sig nok.. Jeg er selv på samme måde.. Heldigvis har jeg så en kæreste, der kender mig og ved, at det er mit forsvar.. Så han sætter yderligere ind med kys og kram i de perioder, SELVOM jeg så skubber mig fysisk væk fra ham.. Og kæmper jeg for meget imod og han er ved at opgive, så tager han fat i mig og tager en alvorssnak med mig ..

Mit råd er ligesom de andres.. Vent med at beslutte noget, før barnet sover igennem og har gjort det i en periode.. Og derudover så gør noget for at finde hinanden igen.. Date og tving dig selv til at kysse og kramme ham, for til sidst finder du ud af, at du nok egentlig gerne vil.. Det er bare meget nemmere at opgive end at kæmpe .. Men det skal du have lavet om på, og så kommer din mand nok også efter det

Maricella skriver:

Enig i ovenstående. Har været sammen med min mand i 10+ år og vi har haft to af sådanne kritiske perioder hvor jeg følte det som du beskrev. Begge gange er det startet under graviditeten og peaket ved 7-12 mdrs alderen. For at vende det kræver det en helt enorm indsats. Det var noget med at lære ay være kærester igen -begynde at holde i hånd. Gå på brunchdate med telefon i lommen osv. Jeg kan godt sige dig det er akavet at være af sted og ikke føle man har en skid at snakke om når man har været sammen i så mange år Men vi ved vi elsler hinanden og vi var begge forberedt på at der vil komme døde perioder i et parforhold. Tror slet ikke man kan komme uden om det. Og vi har haft talt meget om at "gnisten" ikke er afgørende for forholdet. Perioderne med leverpostej er frygtelige. Og jeg kan mærke vi er på vej ind i den næste (jeg er gravid igen) Så jeg prøver nu at forsinke/mildne det ved netop at gøre noget godt for os. Vi skal f.eks. på kurophold om nogle mdr. Vi skal gå ture hvor vi holder i hånd og jeg forsøger at laver lidt lækkert mad i ny og næ. Og så skal vi ud at spise sammen.  Men det kræver en indsats. Og det er nemmest at starte i det helt små -holde i hånd. Kramme længe. Sådan små ting. Men hvis i begge er indstillet på at det er ok det er sådan nu og at I vil arbejde på det, så skal det nok gå

Det med du skriver at det kan være så akavet at være af sted, fordi man ikke føler man har noget at snakke om, det kan jeg nikke så genkendende til! Vi havde en date for ca 3 måneder siden hvor min mor passede vores datter, og jeg var faktisk rigtig nervøs inden i og kunne ikke rigtig overskue det. For jeg vidste også at han var lidt nervøs, og når han er nervøs bliver han bare akavet. Og jeg har det generelt rigtig svært med når tingene bliver akavet. Jeg får lyst til at flygte fra situationen. Jeg kan godt sidde og snakke om alt muligt random og lukker ikke i, men jeg har det rigtig svært med når jeg ikke mærker et "flow" i samtalen og at den anden part fører videre på det man siger. Så lukker jeg dermiod i lige så stille. Og det er det jeg tit mangler i vores dialoger. Også bare i dagligdagen. Så det er som om jeg helst vil undgå at "være alene med ham" og sidde overfor ham / tage ud på dates osv for jeg er bange for at jeg sidder og så imens tænker "se selv vi har ikke noget at snakke om, det går ikke det her" men jeg er jo ligesom min kæreste også selv i en form for alarm beredskab, og går og er opmærksom på det mindste og har følehornene ude hele tiden. Og det er skide hårdt. Og jeg prøver virkelig at lægge det fra mig, for så er jeg jo heller ikke naturlig og åben og det mærker han jo. 

Men jeg vil klart tage det med mig det du skriver. Det er så rart at høre andre har været igennem det samme. 

Tusind tak for jeres gode og ærlige svar. Jeg syntes faktisk at det er rart at høre at andre har/ stadig går igennem sådan perioder, og at nogle er kommet ud på den anden side. Jeg tror også at jeg har en tendens til at sammenligne mit forhold med alle andres, og fokusere på hvor lykkelige alle andre virker/ser ud (udefra) for jeg ved godt at tingene tit aldrig er som de ser ud. Jeg ved også at vores nærmeste familie ville blive så overrasket hvis de vidste hvad der foregår. For udadtil viser vi jo altid at det hele fungere. 

Der var en der skrev noget om at barslen måske også kunne gøre at jeg har "for meget tid" til at fokusere og tænke på alt det som ikke fungere. Og det tror jeg også helt klart at der kan være noget om. Jeg kan mærke at selvom jeg elsker at bruge tid med min datter, at jeg også ser frem til at skulle starte op på arbejde igen til maj. Måske det kan flytte mit fokus lidt og give mig et andet overskud til at tænke mere positivt på mit parforhold. Jeg ved det selvfølgelig ikke, men som person er jeg meget en der grubler og grubler  når jeg har "for meget tid". 

Jeg syntes egentlig bare at min datter generelt har sovet igennem længe, så tit har min kæreste og jeg aftnerne sammen fra omkring kl 19.30. Men her flyder vi som sagt i hver vores verden. Men jeg ved også at han er møg træt efter en arbejdsdag hvor han har været væk fra kl. 6.30 til 17 og jeg er tit mentalt udmattet efter en lang dag med min datter, hvor jeg selv har behov for at gå lidt ind i mig selv, og ikke have en tæt på. Måske fordi jeg jo har min datter tæt på mig hele dagen. Så jeg tror også det her med at "ville have min krop for mig selv" spiller meget ind. For jeg har altid haft et stort behov for at være alene af og til og lade batterierne op.

Men jeg tager det virkelig til mig det i skriver. Igår aftes var jeg så ked af det og opgivende og fik igen en trang til at tage en beslutning og "flygte". Men igen, det ER jo ikke det jeg har lyst til. Mit ønske ER jo at vi kan finde hinanden igen, også især for min datters skyld. Jeg må os huske mig selv på at hvis vi gik fra hinanden ville der jo komme nogle helt andre udfordringer. Jeg håber på det bedste. Tak for jeres svar!

Kære du

Jeg kan virkelig godt forstå din tvivl. Nu ved jeg godt at det er kompliceret da der er børn indeover, men du lyder ikke særlig glad. 

Jeg har selv datet en mand som du beskriver - havde ingen meninger selv, gjorde alt hvad jeg sagde, ingen humor eller sjove samtaler, ingen stimulerende samtaler og en mand uden dybde. Jeg datede ham i 1 måned før jeg var ved at dø af kedsomhed. Han var jordens sødeste mand - ingen tvivl! Men jeg følte slet ikke jeg kunne vokse med ham eller udvikle mig sammen med ham. 
jeg mistede respekten for ham og følte også en foragt også er det ligesom slut. 

Det var en super god læringsoplevelse for mig at lære hvad jeg har brug for i et forhold (dybde, intellektuel stimulation, en mand det står stærkt i sig selv, humor osv). 

Min intuition var så tydelig og det begyndte at manifestere sig som stress og angst i kroppen fordi jeg var uærlig overfor mig selv og ham. At gå i mod min intuition var som at forræde mig selv. 

Jeg slog op med ham og det var godt nok en lettelse. Samtidig pisse hårdt! For tankerne kører rundt om man finder noget bedre? Jeg er stadig single men ikke i tvivl om at jeg gjorde det rigtige - er meget mere glad nu, hvilket betyder jeg kan give meget mere af mig til mine venner og familie. Jeg savner ham til tider, men jeg ved det var det rigtige. 
desuden fortjente han heller ikke en der gik og var så meget i tvivl. Det minder mig om denne tekst som betød meget for mig i den periode: 

https://therumpus.net/2011/06/24/dear-sugar-the-rumpus-advice-column-77-the-truth-that-lives-there/

‘

Go, even though you love him.

Go, even though he’s kind and faithful and dear to you.

Go, even though he’s your best friend and you’re his.

Go, even though you can’t imagine your life without him.

Go, even though he adores you and your leaving will devastate him.

Go, even though your friends will be disappointed or surprised or pissed off or all three.

Go, even though you once said you would stay.

Go, even though you’re afraid of being alone.

Go, even though you’re sure no one will ever love you as well as he does.

Go, even though there is nowhere to go.

Go, even though you don’t know exactly why you can’t stay.

Go, because you want to.

Go, because wanting to leave is enough’ 

Det her er MIN erfaring og det som var rigtigt for mig. Det er ikke sikkert det er rigtigt for dig. Men der er noget i dig som vil have din opmærksomhed og tro mig når jeg siger: der er ikke noget galt med dig. 

Det der hjalp mig var at sidde stille. Lytte. Meditere. Finde den indre ro og væk fra tanke kaosset og virkelig spørge mit hjerte/intuition: Hvad vil jeg? 
Inde i mig selv fandt jeg svaret - jeg ville sådan ønske det var anerledes! At jeg godt ville ham. Det havde været så nemt. Men mit hjerte havde andre planer og det kan man ikke styre. 
Uanset hvad, så husk du nok skal blive ok. Kram 

Sojen skriver:

Det med du skriver at det kan være så akavet at være af sted, fordi man ikke føler man har noget at snakke om, det kan jeg nikke så genkendende til! Vi havde en date for ca 3 måneder siden hvor min mor passede vores datter, og jeg var faktisk rigtig nervøs inden i og kunne ikke rigtig overskue det. For jeg vidste også at han var lidt nervøs, og når han er nervøs bliver han bare akavet. Og jeg har det generelt rigtig svært med når tingene bliver akavet. Jeg får lyst til at flygte fra situationen. Jeg kan godt sidde og snakke om alt muligt random og lukker ikke i, men jeg har det rigtig svært med når jeg ikke mærker et "flow" i samtalen og at den anden part fører videre på det man siger. Så lukker jeg dermiod i lige så stille. Og det er det jeg tit mangler i vores dialoger. Også bare i dagligdagen. Så det er som om jeg helst vil undgå at "være alene med ham" og sidde overfor ham / tage ud på dates osv for jeg er bange for at jeg sidder og så imens tænker "se selv vi har ikke noget at snakke om, det går ikke det her" men jeg er jo ligesom min kæreste også selv i en form for alarm beredskab, og går og er opmærksom på det mindste og har følehornene ude hele tiden. Og det er skide hårdt. Og jeg prøver virkelig at lægge det fra mig, for så er jeg jo heller ikke naturlig og åben og det mærker han jo. 

Men jeg vil klart tage det med mig det du skriver. Det er så rart at høre andre har været igennem det samme. 

Jeg genkender 1:1 det du skriver. Og det er rigtig hårdt at være i Det tog maaange dates før vi fik det vendt. Det er simpelthen noget man skal genlære begge to. Jeg kan huske min mand altid bare svarede på mine spørgsmål kort og præcis og så var stille igen, for han havde jo svaret.. det var godt nok trægt. Hvis jeg spurgte om noget faktuelt han ikke vidste kom mobilen frem så vi kunne få det afklaret. Den slags præcision er fed i dagligdagen når tingene skal gå stærkt, men det dræber al hyggestemning. Jeg måtte maaaange gange sige at jeg havde brug for at vi kunne snakke uden at afklare alt. Der er en bestemt scene fra how i met your mother jeg altid tænker på. Hvor man ser hvordan de kunne diskutere et emne i evigheder og klip til næste scene hvor de med smartphones stiller et spørgsmål og googler svaret og så var samtalen død.

Nå men i bund og grund vil jeg bare sige det er ok at der er sådan. Så længe I har lyst til at arbejde for forholdet begge to skal det nok gå