Den rigtige historie er lang så her har jeg undladt flere ting og holder min fortælling kort. Jeg er 31 år, single og uden børn. Jeg har været skruk og klar til børn gennem 6 år nu, og har i flere forhold fra fortiden datet mænd og været i forhold med mænd, der enten IKKE ønskede sig børn eller var klar inden for de næste 3-5 år. Så jeg er ret opgivende på mænd, til trods for at jeg har en god og lang uddannelse og er meget eftertragtet blandt mænd.
For 1 år siden møder jeg denne her mand. Vi bliver hurtigt forelsket, men pga. flere årsager ender vi som venner. Men helt uventet og uplanlagt bliver jeg gravid for første gang, efter blot 3 måneder. Vi aftaler at beholde det og bliver ende vilde. Men desværre var det et vindæg og jeg aborterede spontant. Vi aftaler så at prøve igen, som venner, hvor jeg måske gik med et håb om at vi en dag ville finde sammen som kærester igen. Måneden efter bliver jeg gravid igen med et levedygtigt foster med hjerteblink og lige efter terminsdato. Men igen og uforklarligt mister jeg spontant igen og min læge sender mig straks videre til en gynækolog, hvor jeg i dag stadig er under kontrol for mig progesteron niveau. Desuden er jeg tilknyttet endokrinologer for mit stofskifte.
Under min seneste graviditet følte jeg mig ofte meget alene og kunne mærke, at jeg manglede intimitet, ømhed og sex, fra en rigtig kæreste. En intimitet, ømhed og fysisk kontakt som min ven, der dog elsker mig pga. vores historiske relation, ikke helt kunne give mig. Vi befandt os dog ofte samme, hvor jeg boede halvt hos ham i perioder.
Min drøm er at have en kæreste at skabe en familie med, gerne NU OG HER! Mit sidste tab har virkelig fået mig til at længtes efter en ny graviditet, og det afholder mig lidt fra at date en ny mand og igen, igen, igen, ende med at måtte vente på at denne nye mand er klar til børn. Jeg tænker nemlig både på min alder, min stofskifte sygdom og nu progesteron mangel. Derfor ønsker jeg heller ikke at vente mere end 6 måneder på en ny graviditet.
Jeg står derfor nu og overvejer om jeg skal få et venskabsbarn med min rigtig gode ven. Vores venskab er rigtig stærkt, vi kommunikerer godt sammen og er gode til hurtigt at løse konflikter og sætte ord på vores følelser og behov. Jeg har flere gange mødt hans forældre og har et godt forhold til dem. Ja de forguder mig ligefrem. Han drømmer lige som mig selv om at få børn, og har flere gange sagt, at jeg ville blive en fantastisk mor til vores fællesbarn. Han ønsker at være en aktiv og stor del af barnets liv, og ser gerne at vi det første år af barnets liv bor sammen. Desuden har vi snakket om at holde fælles fødselsdage, rejse sammen og generelt mødes som en "familie", der dog bor adskilt.
Vi er enige om børneopdragelse, deler et fælles børnesyn og har drøftet vores samarbejde for fremtiden, fremtidige kærester, dele ordning m.m. Jeg arbejder til dagligt med børn og har titlen som moster til en lille, så jeg omgiver mig dagligt med børn.
Jeg ved at han ville blive en fantastisk far til vores fælles barn og min kærlighed til ham er stor. Jeg ønsker virkelig at få et barn med denne mand, men jeg så gerne at vores forhold var et kæreste forhold, og ikke et venskabsforhold.
Jeg svinger for tiden fra dag til dag omkring mit valg om at få et fællesbarn med min ven, eller at lade vær. Men den sidste tanke gør mig også ked af det og usikker på min fremtid. Især nu hvor jeg ved at jeg skal have "hjælp" til en graviditet i form af progesteron tilskud og øget kontrol med mit stofskifte.
Er der nogle herfra som har et delebarn med en ven som kan dele ud af sine erfaringer og råd?
Anmeld
Citér
