Vi går fra hinanden

Vi er nu nået til et punkt, hvor vi er enige om at det bedste er, at gå hver til sit. Vi vil ikke længere det samme i livet, vi har forskellige syn på børneopdragelse, økonomi, hverdag, arbejdsmoral, huslige pligter… ja vi kan faktisk ikke blive enige om noget. Selvom vi pt. Kan blive enige om, at det ikke er bedst at være sammen, frygter jeg lige når vi når til den økonomiske del - det er nemlig det, der er vores største udfordring nu. Hvordan ser jeres økonomi ud ift. børnebidrag og børnepenge? De bliver jo stadig delt mellem ud selvom han flytter ikke? Vil I dele råd og tips generelt? 
vi har to børn på 2 og 5. 

Jeg er selv vokset op som skilsmissebarn og har altid tænkt at mine forældre gav for hurtigt op  egentligt er jeg stadigt lidt sur på dem over det  

 kunne i overveje parterapi? du skriver intet om at kærligheden og respekten for hinanden er død, du skriver kun nogen praktiske ting, som jeg tænker kan løses? Jeg ved godt at det er svært når man har taget beslutningen, men der kommer så mange udfordringer, som du slet ikke kan forestille dig lige nu og den økonomiske del af det er den mindste

Anonym skriver:

Vi er nu nået til et punkt, hvor vi er enige om at det bedste er, at gå hver til sit. Vi vil ikke længere det samme i livet, vi har forskellige syn på børneopdragelse, økonomi, hverdag, arbejdsmoral, huslige pligter… ja vi kan faktisk ikke blive enige om noget. Selvom vi pt. Kan blive enige om, at det ikke er bedst at være sammen, frygter jeg lige når vi når til den økonomiske del - det er nemlig det, der er vores største udfordring nu. Hvordan ser jeres økonomi ud ift. børnebidrag og børnepenge? De bliver jo stadig delt mellem ud selvom han flytter ikke? Vil I dele råd og tips generelt? 
vi har to børn på 2 og 5. 

Det lyder som om I virkelig har prøvet at få det til at fungere...

Jeg synes det er så  flot selvindsigt at I kan se at det ikke fungerer fremfor at børnene skal vokse op i et hjem med konstant uvenskab og dårlig stemning... Jeg ville ønske at min biologiske mor havde valgt at gå fremfor at blive da jeg var barn... den dag i dag er jeg stadig mærket af at være vokset op i det...

Kontakt Mødrehjælpen i Jeres region... de har rigtig mange hjælpe muligheder og vejledninger til når man skal skilles...

Kontakt Sundhedsplejersken- de er også vant til at hjælpe og guide i sådanne ting med små børn...

Tak for jeres svar begge to

vi har ikke prøvet parterapi, da vores værdier og grundlæggende holdninger er så forskellige, at vi, efter mange år, stadig er uenige. Det er kun blevet værre i takt med, at vi er blevet ældre og med tiden har det ændret vores syn på hinanden. Der er ikke mere forhold over det og vi er enige om, at det er bedre at stoppe mens det hele ikke er gået helt galt for der skal et samarbejde til efterfølgende :-) 

Tak for rådene omkring at kontakte mødrehjælpen og andre nærliggende - det vil vi prøve  og tak for dine ord også.

I skal begge være klar til at sluge nogle kæmpe store kameler. For fremover bliver det endnu sværere at samarbejde, men også vigtigere end nogensinde at bevare respekten og troen på, at den anden forælder også har barnets bedste for øje - selvom det måske er noget andet end det, man selv synes. 

I kan overveje parterapi eller en anden type uanset hvad, så I får de bedste forudsætninger for en god relation fremover. 

Held og lykke med det hele.

Anonym skriver:

Tak for jeres svar begge to

vi har ikke prøvet parterapi, da vores værdier og grundlæggende holdninger er så forskellige, at vi, efter mange år, stadig er uenige. Det er kun blevet værre i takt med, at vi er blevet ældre og med tiden har det ændret vores syn på hinanden. Der er ikke mere forhold over det og vi er enige om, at det er bedre at stoppe mens det hele ikke er gået helt galt for der skal et samarbejde til efterfølgende :-) 

Tak for rådene omkring at kontakte mødrehjælpen og andre nærliggende - det vil vi prøve  og tak for dine ord også.

Nu får jeg sikkert hug men hvorfor i alverden har du valgt at få to børn med en mand som ikke har de samme værdier og holdninger som dig?

Det spørger jeg også mig selv om den dag i dag. Man kan vokse fra hinanden og opdage at de forskelligheder man troede var en styrke, pludselig bliver så store at de ikke længere harmonerer :-) 

når det så er sagt, så var det ikke fordømmelse, jeg bad om :-) 

Anonym skriver:

Det spørger jeg også mig selv om den dag i dag. Man kan vokse fra hinanden og opdage at de forskelligheder man troede var en styrke, pludselig bliver så store at de ikke længere harmonerer :-) 

når det så er sagt, så var det ikke fordømmelse, jeg bad om :-) 

Som en anden skriver så kan I godt benytte jer af parterapi, selvom I har taget den endelige beslutning om at gå hver til sit. 

Min eksmand og jeg gjorde det. Om det er det der har skabt det gode samarbejde, det aner jeg ikke. Men jeg tror på at det var godt givet ud. 
Vi er uenige så det basker, kan helt sikkert synes modparten er en båtnak osv. Men vi har altid formået at have et perfekt samarbejde. Vi har altid løst problemerne og al kommunikation omkring børnene har været og er stadig utrolig vigtigt for os. Vi taler/skriver ikke sammen dagligt, men det er tæt på. Og det er uanset om det er konflikter med børnene eller gode stunder og almindelige oplysninger som tandlægebesøg m.m. 

Jeg tror på, hvis man vil og kan sluge kameler, så bliver samarbejdet godt. Jeg kan mærke at vores børn mærker en tryghed i at deres mor og far taler godt sammen og de ikke kan løbe om hjørner med os. 

De var 2 og 3 da vi blev skilt og er nu 12 og 13. 

Jeg håber alt går godt for dig og jer.  Tænk på den kærlighed, det nærvær og den omsorg du giver dine børn. Økonomien skal nok løse sig, selvom vi er afhængige af den. Men mange ting kan lade sig gøre, selvom pengene er små.

Det spørger jeg også mig selv om den dag i dag. Man kan vokse fra hinanden og opdage at de forskelligheder man troede var en styrke, pludselig bliver så store at de ikke længere harmonerer :-) 

når det så er sagt, så var det ikke fordømmelse, jeg bad om :-) 

Det var nu ikke fordømmende ment, bare en undring. Held og lykke med det hele

Anonym skriver:

Jeg er selv vokset op som skilsmissebarn og har altid tænkt at mine forældre gav for hurtigt op  egentligt er jeg stadigt lidt sur på dem over det  

 kunne i overveje parterapi? du skriver intet om at kærligheden og respekten for hinanden er død, du skriver kun nogen praktiske ting, som jeg tænker kan løses? Jeg ved godt at det er svært når man har taget beslutningen, men der kommer så mange udfordringer, som du slet ikke kan forestille dig lige nu og den økonomiske del af det er den mindste

Jeg er også skilsmissebarn, og jeg ville ønske mine forældre havde givet op længe før i stedet  for at kæmpe, gå i parterapi osv. Bare for at sige, at man også kan være et lykkeligt skilsmissebarn