Min mand ønsker et tredje barn

Vi har et dejligt liv, med hus og have, tæt på øvrig familie, faste jobs, kærlighed til hinanden og vores to børn på 6 og 8 år. Jeg er en heldig kvinde ❤️ .

Min mand kunne godt tænke sig et barn mere. Ikke sådan brændende og altoverskyggende, men han synes bare det kunne være sådan en dejlig tilføjelse til vores familie. Og det har han sådan set ret i. Vi er midt i trediverne, så det skal gerne være inden for et par år.

Jeg er bare ikke helt samme sted. Jeg vil så gerne gøre min dejlige mand lykkelig ❤️ . Men jeg er (bange er nok ikke det rigtige ord) men rigtig rigtig nervøs for at skulle have et barn mere.

Jeg har haft nemme graviditeter og fødsler, så det er ikke det.

Det er det hårde arbejde først og fremmest, og dernæst det at skulle starte forfra, mens vores venner er på vej til et nyt sted i livet.

Jeg er i forvejen et menneske, der døjer med at sove, og oveni reagerer psykisk på søvnmangel. Dvs. at jeg får kort lunte og nedsat overskud, men også stresssymptomer, à la hjertebanken, katastrofetanker, tankemylder, og tanker hen ad angst/depression hvor jeg er enormt hård ved mig selv, bliver ked af det, føler mig utilstrækkelig og at familien var bedre tjent uden mig.

Min mand er enormt meget til stede i vores liv og hverdag. Han er en meget involveret far og min partner på alle måder praktisk såvel som følelsesmæssigt.

Ved de andre børn har han kun holdt 14 dages barsel, hvor han ville holde meget mere ved et evt næste barn (måske også mere end lovgivningen sætter i udsigt med de 11 uger). Det er også er krav for mig, for jeg er ikke god til at have så mange timer i døgnet alene med et barn.

Jeg synes tiden med de små børn er voldsomt præget af dårlig samvittighed. Især over tiden de bruger i daginstitution. Stress frem og tilbage.

Jeg vil IKKE gå ned i tid igen på mit job, det har jeg prøvet, og jeg er en bedre mor, når jeg er afsted. Min mand kan heller ikke gå ned i tid.

Et barn er dejligt ❤️. Og vil blive så elsket.

Måske overreagerer jeg totalt, og ser kun frygten. Jeg er enormt splittet. Min mand støtter naturligvis, hvis vi ikke skal have flere. Hvad kan jeg gøre, for at blive afklaret?

Andre tanker om det jeg har skrevet?

Du skal lytte til din mavefornemmelse. Jeg synes tit mænd synes det kunne være hyggeligt med en mere, hvilket det måske også er for dem, fordi selv de mest involverede fædre næppe når op på 50% af arbejdet og savnene.

især hvis man ammer er man utroligt meget på med et spædbarn. Og det lyder også til det er dig der har taget slæbet med barsel og nedsat tid med de to første, hvor din mand bedre har kunnet fortsætte som han plejer.

en efternøler kan være hyggelig, men det kommer også til at betyde i ofte vil splitte op og lave to forskellige ting med børnene, fordi de store vil noget andet end den lille den næste år.

Helt sikkert skal du ikke have et barn for at gøre din mand lykkelig, men fordi du føler det er det rigtige for dig ellers bliver “slæbet” nok bare endnu hårdere.

Hejsa

Følg din mavefornemmelse.. Umiddelbart synes jeg personligt dit skriv bevist eller ubevist,  indikere at et 3, barn ikke lige er sagen for dig  

De første år er hårde for de fleste. Jeg synes du skal tænke hvordan du gerne vil have livet om 10 år, 15 år. Barsel og amning er under 1 1/2 års tid af et helt liv ... 

Med så store søskende kan I måske også få hjælp fra dem til pasning, holden øje med osv

Jeg synes det er mega sejt, at du tør reflektere så grundigt over valget. Men også, at du og din mand virker til at kunne snakke sammen om jeres ønsker - selv når de ikke matcher helt.

Jeg vil blot sige, at det er okay ikke at ønske et barn mere. Hans ønske er selvfølgelig også fuldt forståeligt, men ingen skal overtales til at få et barn mere, når overskuddet og lysten ikke helt rækker dertil. Det gælder både mænd og kvinder.

Nyd jeres dejlige børn og snak det hele igennem over en lækker middag. Måske finder du ud af, at et barn mere ér et ønske, måske finder han ud af, at det mest er tanken og jeres nuværende familie er nok. Det ved kun i.

Jeg kan genkende så meget af det du skriver. Her var det også min mand, der ønskede et 3.barn, og jeg havde mange af de samme følelser som du har.

Alligevel endte det med at vi fik en treer. Han er en måned nu, og det går fint. Men det er hårdt! Og graviditeten - som har været nem med de to store - var megahård. Jeg var udmattet og uoplagt i samtlige 9 måneder.

Min mand og jeg er lige meget forældre i vores hjem, ligesom jer lyder det til - og han skal have barsel fra vores dreng er 6 måneder. Jeg har det nemlig også bedst med at være afsted, og bliver faktisk lidt smådeprimeret af at være på barsel. 

En del af vores beslutning om at få en treer handlede også om, at vi hele tiden vendte tilbage til spørgsmålet. Og vi kunne ligesom ikke lukke den, hvis ikke vi gjorde det. Og et ønske fra os begge om at få en ‘flok’.

Men det har ikke været sådan ‘det eneste rigtige’ for mig på noget tidspunkt. Nu er han her og er højt elsket og dejlig. Men stadig kan jeg da sagtens tænke tilbage og tænke: ‘hvor var det dog meget nemmere før!’ 

Det her indlæg hjælper dig nok ikke så meget i forhold til jeres beslutning. Jeg ville bare sige, at vi har stået nærmest præcis samme sted - og det er ikke nemt at finde ud af. Der er ikke noget let svar.

Det gode ved vores nuværende situation med tre børn er, at nu er den virkelig lukket - jeg er HELT sikker på, at vi ikke skal have flere børn.

Tulletullen skriver:

Vi har et dejligt liv, med hus og have, tæt på øvrig familie, faste jobs, kærlighed til hinanden og vores to børn på 6 og 8 år. Jeg er en heldig kvinde ❤️ .

Min mand kunne godt tænke sig et barn mere. Ikke sådan brændende og altoverskyggende, men han synes bare det kunne være sådan en dejlig tilføjelse til vores familie. Og det har han sådan set ret i. Vi er midt i trediverne, så det skal gerne være inden for et par år.

Jeg er bare ikke helt samme sted. Jeg vil så gerne gøre min dejlige mand lykkelig ❤️ . Men jeg er (bange er nok ikke det rigtige ord) men rigtig rigtig nervøs for at skulle have et barn mere.

Jeg har haft nemme graviditeter og fødsler, så det er ikke det.

Det er det hårde arbejde først og fremmest, og dernæst det at skulle starte forfra, mens vores venner er på vej til et nyt sted i livet.

Jeg er i forvejen et menneske, der døjer med at sove, og oveni reagerer psykisk på søvnmangel. Dvs. at jeg får kort lunte og nedsat overskud, men også stresssymptomer, à la hjertebanken, katastrofetanker, tankemylder, og tanker hen ad angst/depression hvor jeg er enormt hård ved mig selv, bliver ked af det, føler mig utilstrækkelig og at familien var bedre tjent uden mig.

Min mand er enormt meget til stede i vores liv og hverdag. Han er en meget involveret far og min partner på alle måder praktisk såvel som følelsesmæssigt.

Ved de andre børn har han kun holdt 14 dages barsel, hvor han ville holde meget mere ved et evt næste barn (måske også mere end lovgivningen sætter i udsigt med de 11 uger). Det er også er krav for mig, for jeg er ikke god til at have så mange timer i døgnet alene med et barn.

 

Jeg synes tiden med de små børn er voldsomt præget af dårlig samvittighed. Især over tiden de bruger i daginstitution. Stress frem og tilbage.

Jeg vil IKKE gå ned i tid igen på mit job, det har jeg prøvet, og jeg er en bedre mor, når jeg er afsted. Min mand kan heller ikke gå ned i tid.

Et barn er dejligt ❤️. Og vil blive så elsket.

Måske overreagerer jeg totalt, og ser kun frygten. Jeg er enormt splittet. Min mand støtter naturligvis, hvis vi ikke skal have flere. Hvad kan jeg gøre, for at blive afklaret?

Andre tanker om det jeg har skrevet?

Jeg føler ligesom din mand.. Eller måske stærkere end din mand.. Men reagerer desværre ligesom dig.. Jeg har før haft en depression og belastningsreaktion med første barn, og jeg har også rigtig problematiske graviditeter og lige komplicerede fødsler oveni..

Men selvom det er en kæmpe sorg for mig at skulle droppe tanken og ønsket om 3. Barn, så bliver vi desværre nødt til at gøre det.. Så vi har aftalt, at min kæreste bliver steriliseret, og så må jeg arbejde på min sorg.. 

Når du reagerer sådan på søvnmangel, så tænker jeg ikke, at det er helt fair overfor de andre børn, hvis du ikke har overskud til dem/er en glad mor..Så jeg vil sige, at I skal gøre op med jer selv, hvad der er bedst for familien som helhed ..

Håber at tanken kan bruges 

Sig nej. Din krop, dit valg.