Jeg synes, før du smutter, at I skulle tage jer en rigtig alvorlig snak om det her.
Synes da ikke det er underligt at parforholdet ikke kører på skinner med tre bittesmå børn og endnu en på vej. I har sandelig spændt jer selv hårdt for, og der er nok ikke den store plads til romantik… det tænker jeg, er helt normalt i jeres situation.
Jeg ved jo ikke noget om, hvordan tingene ellers fungerer hos jer. Om det ‘bare’ er et spørgsmål om følelser, der mangler, eller om der er andet på færde. Du har mistanke om at han har en anden, og han benægter. Jeg tænker, at du må sige til ham, at du er på nippet til at gå pga denne mistanke - han må kunne komme med nogle forklaringer på, hvorfor hans adfærd har ændret sig, hvis han ikke har en anden, og så må I være ærlige over for hinanden - vil I løse det her, eller vil I ikke?
For mig at se, er et langvarigt forhold noget man vælger. Man kan ikke være lige forelskede hele tiden. Nogle gange synes jeg, min mand er det mest irriterende menneske i verden - men vi har valgt at være sammen. Vi har valgt at få børn, og vi vil gøre meget for, at de ikke bliver skilsmissebørn. Og i nogle perioder kører det i den grad på pumperne - fx med småbørn og graviditet, som virkelig kan presse. Men vi har valgt det her liv, og vi har ansvaret for vores børn. Vores holdning er, at skilsmisse er noget, vi vil kæmpe enormt hårdt for at undgå - især mens børnene er små. Det vil vi ikke udsætte dem for, hvis vi på nogen måde kan undgå det.
Min erfaring i mit efterhånden 15 år lange parforhold er i hvert fald, at følelserne godt kan være væk i en periode, men de kan godt komme igen - måske på en lidt anden måde. Vi knalder ikke som kaniner længere - men vi er i stedet ret forankrede i vores forholds stabilitet.
Og derfor synes jeg også, at du bliver nødt til at være sikker på, om der er utroskab eller ej før du smutter.
Når jeg læser dit indlæg, bliver jeg meget i tvivl om, hvad I har gjort for at få tingene til at fungere? Og om I har snakket om, hvad man kan forvente af hinanden i jeres familie med så mange små? Og om din mand vælger dig og familien til eller fra? Han må ud med sproget - og du må ud med sproget om, hvordan du har det. Nogle siger, at man ikke må gå fra hinanden, før den mindste fylder 3, fordi man er i undtagelsestilstand i den periode. Måske skulle I snakke om det også?
Jeg håber ikke, jeg lyder alt for streng. Du har min dybeste medfølelse, og jeg bliver vred på din mand over, at han tilsyneladende ikke er ærlig overfor dig. Det er respektløst over for dig og jeres familie. Jeg håber du kan tvinge noget ærlighed igennem, før jeres familie falder helt fra hinanden.
