Skuffet over forældre - hvordan håndterer jeg det?

Endnu engang er jeg blevet skuffet over mine forældre, fordi jeg havde en forventning, som jeg ikke burde have.. 

Mine forældre har i flere år ville styre mit og min søsters liv.. Altså fx hvis vi fik modgang af en lærer, læge, chef eller andet, så ville mine forældre komme over og løse vores problemer for os.. Det samme, når vi har haft skænderi eller diskussioner med vores partnere - så ville de også pludselig tage en snak med vores kærester (vi er altså voksne mennesker med egne børn).. 

Vi har derfor flere gange haft snakke med dem om, at de ikke skal blande sig så meget, og at vi altså godt kan klare det selv, men at vi bare gerne vil have støtte og anerkendelse for vores følelser, når vi kommer til dem.. Men det kan de - især vores mor - ikke finde ud af.. Så bliver de passive-aggressive og siger, at så skal de nok lade os være og forsvinde ud af vores liv .. Vi har prøvet at forklare dem udførligt, hvad vi gerne vil have.. Vores kærester har prøvet at forklare dem det (fordi vi opgav).. Vi har prøvet at foreslå psykologer/terapeuter flere gange, så de måske forstod os, men ingenting hjælper.. 

Min søster har opgivet, men er nu faktisk begyndt at minde lidt om dem, og synes nu at det er en smule synd for dem, at jeg har taget afstand for at beskytte mig selv.. Så hun har foreslået, at jeg rækker hånden frem og inviterer dem eller beder dem om hjælp.. 

MEN når man beder dem om hjælp, så siger de nej, fordi de selv gerne vil styre, hvornår de skal hjælpe - altså DE skal forslå det.. Men de foreslår det bare aldrig.. 

Og nu har vi så prøvet at invitere dem til bedsteforældredag for vores datter.. Det har de også sagt nej til, fordi det er for dyrt og for tidligt på dagen, da de bor langt fra os (2,5 times kørsel og skal over betalingsbro + en benzinsluger af en bil).. 

Vores søn er 4,5 måned, og de har kun set ham 3-4 gange.. En gang efter fødslen, to gange pga. fester i familien og så vist nok en enkelt gang, fordi vi kom ned på ferie til dem/kærestes familie..  Jeg er lige blevet akut opereret, hvor jeg fik fjernet min galdeblære og måtte ikke løfte og havde mange smerter.. De har ikke spurgt, hvordan jeg har det eller om de skulle komme over og hjælpe.. Nej det var min svigermor, der måtte komme over + hun og svigerfar viser interesse for mig.. Vores datter er lige startet i børnehave, men de spørger ikke ind til det.. De aner ikke, hvad der sker i vores liv, for de spørger aldrig eller ringer aldrig.. De kommer aldrig på besøg.. Det er altid os, der skal komme til dem, medmindre vi inviterer til fødselsdag.. 

Jeg må ærligt indrømme, at jeg er virkelig skuffet, og jeg har virkelig svært ved ikke at blive sur/påvirket af deres adfærd og svar.. Så jer der har prøvet noget lignende, hvordan håndterer I det? Har prøvet psykolog, men jeg har bare svært ved at give slip på mine forældre, og ikke have forventninger til dem.. 

Nogle gange glæder jeg mig ærlig talt til, at de dør, for så skal jeg ikke tage stilling til noget omkring dem

Man skal ikke finde sig i alt fra sine forældre.

De har skænket en livet, men de skal stadig opføre sig ordentligt! Jeg synes, at du gør det rigtige når du siger fra! Jeg gør det selv med både mine forældre og svigerforældre.

Forældre bliver gamle, syge og sære og man kan vælge at bære over med noget af det, men der må også være grænser!

Både jeg og manden har taget pause fra vores forældre ja min mor bor 10 minutter væk på gå ben og min mands forældre 2 timer væk vi gør det for vores skyld fordi de vil også gerne bestemme og blande sig i alt og behandle os som små børn. 

Min mands forældre ser vi ca 3-4 gange om året i max 5-6 timer af gangen og det er kun for vores søns skyld. For vi snakker aldrig om vores problemer med dem foran ham for han skal elske dem for det de kan når de er han

min mor har vi valgt at hun kommer hver onsdag for at spise det er for vores søn kan være sammen med hende og fordi de har et godt bånd og vi får min mor i små bidder som er perfekt 

Det er virkeligt irriterende når man står i sådan en dum situation

jeg tror at det er ved at være tidspunktet for at du ikke deler noget særligt med dem. Jeg fortæller ALDRIG mine forældre hvis min mand og jeg er uvenner, fordi at jeg ikke gider at hører 30 gange om det bagefter. Mine veninder er bedre til den slags. Jeg synes at det hører med til at blive voksen at man ikke bruger sine forældre til hverdags problemer. 
Mine forældre og jeg taler om renovation af huset, ferier, arbejde, politik osv. 

jeg har lagt mærke til at hvis jeg fortæller dem om personlige problemer, så føler de at jeg har brug for dem som forældre og de kan ikke forstå at jeg ikke vil have deres hjælp.

nu er i jo i den situation at de ikke ringer osv, og der ville jeg nok bare nyde stilheden og være glad for at det altid var mig der valgte hvornår vi skulle tale i tlf.

Og at ses med sine forældre 1 gang om måneden ca er altså helt normalt i min verden, jeg gider ikke at se mine forældre oftere end det