Tætte familiebånd

Jeg læser ofte og hørte ofte: Vi er meget tæt familie - det ønsker jeg for vores børn 

Jer der har tætte familiebånd hvordan fik i det?

jeg kommer fra en alkoholiker far og en far der lavede mig til hans syndebuk - 

Han sagde jævnligt til min storebror jeg var en bitch - Jeg var 12 år 

- Min bror ved godt nu vores far var syg men vi er på ingen måde tætte - Vi snakker når vi ses thats it 

Han kunne lige så godt være en gammel nabo man hilser på 

jeg vild gerne ga vores børn bliver tætte ( jo jo om de ikke kan sammme så kan de ikke samme - Jeg vild aldrig tvinge dem til noget) 

MMen vild gerne give bedste betingelser

Jeg ved ikke om man specifikt gør eller kan gøre noget. Jeg har selv en bror som jeg på igen måde er tæt med. Vi snakker sammen ved fødselsdage og højtider, men stort set ikke ellers. Vi havde en dejlig fin opvækst, vores forældre er mega gode forældre, vi har altid gjort meget sammen som familie da vi var små, så det er i hvert fald ikke dem der har gjort noget til vores knapt så varme forhold. Han er flink nok, men bor lidt langt væk, og så klikker vi vel bare ikke. Jeg har affundet mig med det, selvom jeg måske synes det er lidt trist for børnene - de vil gerne have et tættere forhold til familien, da vi kun har meget lidt familie generelt.

Min mand er derimod meget tæt med sin bror selvom der er 10 års forskel på dem. De ringer eller skriver sammen dagligt.

Mht vores egne børn, så gør vi da meget ud af at italesætte at vi som familie skal hjælpe hinanden, være søde ved hinanden osv. De skændes non stop, men de siger jo at det netop er en god ting - det må vi jo så håbe på passer 

Vi har faktisk “arbejdet” på det siden fødslen af den yngste. Vi siger jævnligt “hvor er du en dejlig storebror” og se sådan en sød lillebror du har. Når den ene henter is tager de altid med til den anden osv. De er 7 og 12 nu... og vi opfordrer til fælles lege og sætter spil på de begge kan lide osv. Men noget handler også om kemi - nogle søskende er bare så forskellige og har ikke god kemi. 
Vi spiser altid sammen og taler om dagen og ting drengene gerne vil tale om. Min mand og jeg er lige tætte med drengene fordi vi bruger lige så meget tid med dem. Vi deler sygedage, hospitalsbesøg osv. 

Jeg er også opmærksom på det. Her hjemme. (jeg er li som dig ts. Jeg var/er den sorte får. Har også fået af vide. Pga dig. Var vi nødtil at være sammen. Ikke positiv ment overhovedet.)

Jeg taler meget med min mand om det.

Vi prøver at skabe traditioner.

Også har vi valgt der var langt imellem vores børn så de føler der var/er tid til dem.

Jeg søger også for vi laver noget hver for sig. Indimellem. Især med den stor. Så hun ikke følger at lille søster tager os væk fra hinanden. 

Også lave tur sammen skabt noget positivt sammen. 

Vores børn er 7 år og 1 år 

Jeg er også opmærksom på det herhjemme. Jeg er ud af en søskendeflok på seks og har stort set heller intet forhold til mine søskende. Det er vildt trist! 

Jeg fik faktisk et lettere sammenbrud den anden dag, da jeg udbrød til min mand: jeg har kun to børn! Det er jo ikke ret mange, så har de kun hinanden når de bliver større... Men igen, mange søskende er heller ingen garanti.

Men herhjemme sørger jeg for at de oplever ting sammen og ikke mindst giver dem mulighed for at have noget sammen, fx her i nat har lillesøster sovet på storebrors værelse (hun er 5, han er 10) og det giver noget som de har sammen uden os voksne   taler også om, hvor dejligt det er at have en lillesøster eller en storebror. 

Jeg er tæt med min familie min mand og vores søn og nu baby på vej jeg har aldrig følt mig mere elsker tryg og rig på omsorg. Og det håber jeg at jeg kan give videre til mine børn og deres børn og kærester osv når den tid kommer

nej jeg er 100% ikke tæt med min familie, mine 2 søstre er ikke voksen (senudviklet) de lyver de stor stil kan finde på at stjæle og de har og tænker tit som en på 7 selv om den ene er 30 og den anden er 28 men jeg holder af dem og hjælper dem og har fået kommunen på banen så de kan hjælpe dem jeg kan slippe den mor rolle jeg altid har haft. Min mor er lidt på samme måde men lige meget hvad elsker jeg dem men holder dem på afstand. Min far var psykisk syg og alkoholiker og var ikke klar i sin tid til at være far han er døs nu men har tilgivet ham.

min mands familie er lidt af det samme hans søster og ham har ingen bånd og han far er alkoholiker og mor med alkoholiker drikker dog ikke. Da min mand dengang selv kom ud i alkohol problemer inden vi fandt sammen sagde se bare han kunne få nogle piller også ville det nok virkelige og ikke mere hjælp fra dem så han var stærk nok til selv at finde hjælp. 

I min familie har mine forældre altid talt os søskende op til hinanden. Fundet de ting vi har tilfælles eller vi kan støtte hinanden med. For at vise vi har noget tilfælles. Da vi blev ældre, gik de meget op i at vi søskende kunne tale sammen fremfor gennem vores forældre. Fx et tlf opkald til min mor hvor jeg spørger om min søster kommer og hvad hun tager med, kunne min mor svarer “prøv at spørg hende selv” så jeg havde en grund til at ringe til min søster. Altså det har man jo alligevel men i de tidlige flyt hjemme fra år kan man måske gost have travlt med andre ting. 
sætninger som du er en kærlig storebror, se din søster smiler fordi hun godt kan lide når du fjoller foran hende, hov se lige hvordan din storebror hjælper dig med at bygge tårnet, i er gode til at hjælpe hinanden når i går i Rema, osv osv osv. hav fokus på det positive mellem børnene. 
og når de brokker sig til dig over hinanden så anerkend barnets følelser men ikke gå med og tal det andet barn ned :-)