Planlægning osv.

Puha. 
Jeg er faktisk ikke alenemor men gift med faren til begge børn.

han arbejder dog så han er hjemmefra fra 8-19 i hverdagene og væk de fleste weekender. Jeg synes egentlig ikke det har været så slemt hidtil. Men nu hvor ungerne bliver større (7 og 5 år) og har forskellige fritidsaktiviteter, legeaftaler, fødselsdage, kampe osv. Synes jeg dælme godt nok det er noget af et puslespil at få det hele til at gå op i en højere enhed. 

vi har heldigvis gode forældre i klassekammerater og børnehave, der kan hjælpe, de dage, hvor det slet ikke hænger sammen. Men er også træt af at skulle spørge.

er faktisk bare nok træt af at være alenemor, når jeg nu ikke er. 

Jeg arbejder også tit fra 9 til 19 eller 10 til 18 eller 11 til 17 ellers klare manden resten vi har dog kun 1 dreng men manden arbejder nat så han har hele dagen fra kl. 15 og vi har ingen bil men vi klare det planlægning inden vi går i seng det er vejen frem for os men nu er der dog en lille ny på vej så der bliver lidt ekstra at se til 

B&J skriver:

Jeg arbejder også tit fra 9 til 19 eller 10 til 18 eller 11 til 17 ellers klare manden resten vi har dog kun 1 dreng men manden arbejder nat så han har hele dagen fra kl. 15 og vi har ingen bil men vi klare det planlægning inden vi går i seng det er vejen frem for os men nu er der dog en lille ny på vej så der bliver lidt ekstra at se til 

Ja altså havde vi kun 1 var det Heller ikke et problem. Men eksempelvis i dag - en skal til fødselsdag - en skal til svømning. Kan ikke Nå at aflevere den ene før den anden skal afsted - så må spørge en kammerat om den store må komme der halvanden time inden fødselsdag 

Arbejder du selv? Eller har I fordelt balancen så du fx går hjemme mere eller mindre fuld tid? Uanset hvordan I har indrettet jeres familieliv, så gav det sikkert super god mening da børnene var mindre. Men det lyder også som om det ikke fungerer længere. Og så er det måske tid til at ændre på hele work-life balancen i familien som helhed. Mest af alt så det ikke bliver dit ansvar alene, at få enderne til at nå sammen. For det tror jeg bliver for frustrerende i længden. 

Måske skal I arbejde jer hen imod en mere bæredygtig fordeling af arbejde og fritid, som passer bedre til de ændrede behov, der følger med børnenes alder. Om det er at den ene skruer op og den anden skruer ned i arbejdstid, eller om det er økonomiske prioriteringer eller noget helt tredje ved I bedst selv. Men I skal nok kigge hele vejen rundt i jeres livsprioriteringer for at finde en løsning. 

Alt det løser selvfølgelig ikke udfordringen nu og her, da ændringer i arbejdstid eller et evt jobskifte eller hvad det nu er, ikke sker fra den ene dag til den anden. Der er mange ting der skal falde på plads, som kræver mange snakke og beslutninger og nye tankemåder. 

Men det lyder som om I skal starte med nogle lidt grundlæggende snakke om hvordan ønsker at familien skal fungere og hvordan I sammen løser udfordringen og får familie, økonomi og personlige behov og ambitioner i en bedre balance.

Jeg forstår i hvert fald godt at det er svært at få alle enderne til at nå sammen!

Hvad med at skrue ned for fritidsinteresser?

Min mand er væk fra 6:30-19/23 fra april-sep.

Vores børn er heldigvis små endnu. Den største er 5 år, så de behøver ikke gå til noget og efterspørger det heller ikke. Men ellers har de to store gået til fodbold og det foregik på samme tid, så det var nemt at have den lille med.

Så jeg ville sætte det ned til max en ting pr. mand og kun hvis det kunne fungerer ind i hverdagen, så måtte de vente til at de selv kunne transportere sig frem og tilbage 

Anonym skriver:

Ja altså havde vi kun 1 var det Heller ikke et problem. Men eksempelvis i dag - en skal til fødselsdag - en skal til svømning. Kan ikke Nå at aflevere den ene før den anden skal afsted - så må spørge en kammerat om den store må komme der halvanden time inden fødselsdag 

Det er også helt okay st spørge en kammerat så kan man altid gøre gengæld en anden gang

Puha. 
Jeg er faktisk ikke alenemor men gift med faren til begge børn.

han arbejder dog så han er hjemmefra fra 8-19 i hverdagene og væk de fleste weekender. Jeg synes egentlig ikke det har været så slemt hidtil. Men nu hvor ungerne bliver større (7 og 5 år) og har forskellige fritidsaktiviteter, legeaftaler, fødselsdage, kampe osv. Synes jeg dælme godt nok det er noget af et puslespil at få det hele til at gå op i en højere enhed. 

vi har heldigvis gode forældre i klassekammerater og børnehave, der kan hjælpe, de dage, hvor det slet ikke hænger sammen. Men er også træt af at skulle spørge.

 

er faktisk bare nok træt af at være alenemor, når jeg nu ikke er. 

Savner børnene ikke sin far og han dem? Og savner han ikke at have fri? Jeg spørger, fordi det virker til, at han arbejder virkelig meget. 11 timer hver dag og hver weekend. Det kan ingen jo holde til. 

Måske han skal revurdere sin arbejdssituation ifht. at børnene bliver større men stadig ikke så store, at de kan transportere sig selv rundt. Jeg kan sagtens se logistikken kan være hård. Og du har også krav på og behov for en pause - lave noget du gerne vil. 

Trives han selv i det? 

Vh.

Jeg ville helt sikkert også tage en snak med manden om at livet ser anderledes ud nu, end da børnene var små. Og du har behov for at han stempler mere ind ift familie praktikken.

Jeg er alene med mine. Og ja, nogengange er det svært at få til at hænge sammen. Men så må jeg prioritere. Hvad kan vi nå og hvad kan vi ikke nå. Kan der findes en løsning fx ved hjælp fra andre. Osv.

Men jeg er også bare ærlig overfor ungerne om at jeg kun har 2 arme og 2 ben, og sommetider er der bare ting der ikke kan lykkes rent praktisk. Det kan de egentlig godt forstå.