Til jer, der har forladt ham...

Jeg overvejer at forlade min kæreste. Vi har 2 børn. Har tænkt på det i et par år eller mere. Han er min første, har aldrig prøvet at slå op.

Hvordan gjorde I? Var det i et vildt skænderi eller roligt og velovervejet? Hvordan reagerede han?

Havde I en bolig klar eller hvordan?

Anonym skriver:

 

Jeg overvejer at forlade min kæreste. Vi har 2 børn. Har tænkt på det i et par år eller mere. Han er min første, har aldrig prøvet at slå op.

Hvordan gjorde I? Var det i et vildt skænderi eller roligt og velovervejet? Hvordan reagerede han?

Havde I en bolig klar eller hvordan?

Jeg følger lige med…… 

skændes I ofte? Jeg har ikke noget svar til dig  desværre …. 
sender dig et varmt kram 

Jeg forlod min kæreste da vores søn var 1,5 år.

Jeg snakkede med ham om hvordan jeg havde det og han blev ufattelig ked af det. Vi besluttede at vi stadig skulle være verdens bedste forældre for vores søn, og det synes jeg vi har holdt godt fast i. Vi har er fantastisk samarbejde i dag, og det sætter jeg pris på. 

Jeg havde ikke en bolig klar eller noget som helst men tog det som det kom. Jeg endte med at flytte ud til min mor i nogle uger før jeg flyttede i lejlighed. 

Jeg vil dog sige, at du skal være virkelig sikker i din sag. Jeg fortrød mit valg mange gange efter også selvom jeg synes, at jeg havde prøvet og prøvet og givet det mange chancer. Hvis der er en chance for, at I kan finde kærligheden sammen, så er det helt sikkert det værd. 

Hvor mange år har I været i parterapi? 

Jeg blev skilt fra min x mand der også var min første.. Han blev rigtig ked af det, men han vidste godt jeg havde været ked af det i længere tid imens vi var gift.
Den dag i dag er vi begge glade for beslutningen, da vi faktisk har det meget bedre hver for sig end sammen. Men efter jeg smed “bomben” har jeg haft mange tanker om det nu var det rigtige. Men min mavefornemmelse er rigtig det var bare hovedet der skulle følge med. Vi er begge glade forældre til vores datter. 

Anonym skriver:

 

Jeg overvejer at forlade min kæreste. Vi har 2 børn. Har tænkt på det i et par år eller mere. Han er min første, har aldrig prøvet at slå op.

Hvordan gjorde I? Var det i et vildt skænderi eller roligt og velovervejet? Hvordan reagerede han?

Havde I en bolig klar eller hvordan?

Tal for guds skyld med ham. Jeg ved ikke hvor  meget du allerede har prøvet, hvor længe I har kæmpet for at rette op, hvordan I har søgt hjælp ... men vejen til et efterfølgende godt samarbejde om jeres fælles børn, er åbenhed, ærlighed, respekt. Er alt forsøgt? Ved han hvor svært du har det?

Jeg synes, vi efterhånden har haft så mange alvorsnakke og de første  gange synes jeg, at vi fandt løsninger og faktisk fik det bedre bagefter.

Men sidste gang var det som om, jeg havde opgivet - vi havde prøvet alle løsninger og det virkede jo ikke.

Jeg føler mig generelt opgivende og derfor skændes vi heller ikke så meget mere. Vi har skændtes og ikke mindst hakket rigtig meget på hinanden. Mest mig på ham. Jeg hakker meget på ham, fordi han irriterer mig rigtig meget.

Og selvom vi har haft mange snakke og jeg har det så dårligt, så er det som om, han slet ikke mærker det. Han tror, alt er godt, selvom jeg samtidig går og overvejer at gå og slet ikke føler mig til stede. Han har det bare helt anderledes med mig, elsker mig højt og siger, at han ikke kan leve uden mig. Jeg har ikke følt, jeg elskede ham længe, men jeg ved heller ikke, hvordan det skal føles at elske nogen. (Kun mine børn, men det er noget helt andet)

Jeg har svært ved IGEN at fortælle ham det... at vores forhold er så dårligt, at jeg ikke kan være i det. For på en måde har jeg lyst til at droppe det. Opgive. Slippe for ham! Men på den anden side ville jeg mere ønske, at vi kunne tage en god snak og få det bedre - men det er som om, vi er over det punkt. Som om vi har prøvet alle løsningerne...

Har I været i parterapi?

Det kan være svært at være gode forældre sammen, men det bliver da lige 100x sværere i en skilsmisse, hvor man stadig skal tage hensyn til hinanden, og følelserne er helt vendt på hovedet. 

Græsset er sjældent grønnere på den anden side. I stedet for flere alvorssnakke, bør I måske fokusere mere på at booste kærligheden, venskabet, romantikken, intimiteten, de gode snakke, de fælles oplevelser. Alt det, som en relation bliver stærkere af - ofte sammen med følelserne.

Anonym skriver:

 

Jeg overvejer at forlade min kæreste. Vi har 2 børn. Har tænkt på det i et par år eller mere. Han er min første, har aldrig prøvet at slå op.

Hvordan gjorde I? Var det i et vildt skænderi eller roligt og velovervejet? Hvordan reagerede han?

Havde I en bolig klar eller hvordan?

Det var helt roligt og velovervejet. Vi boede ikke sammen så det var ikk så svært. Også fandt vi bare en løsning i fællesskab mht vores dreng 

Vi ville meget gerne i parterapi, men det koster simpelthen for mange penge. Vi har ikke råd, da vi begge har lav indtægt.

Jo, efter hver "alvorssnak" bliver vi også enige om at være mere sammen som kærester i stedet for kun som far og mor. Altså hygge sammen og gøre nogle af de ting, vi gjorde før. Vi er bare dårlige til det. Han har altid så travlt med alt muligt, han virker til hellere at ville bruge sin tid på end mig - og hvis vi er sammen stresser han over ikke at gøre de andre ting og det kan jeg mærke... han har bl.a. mange hobbies, han ikke rigtigt har lyst til at tilsidesætte.

Det er godt nok også mærkeligt at være skilsmissebarn, når man er i et forhold. Jeg famler bare rundt i blinde! Aner ikke, hvordan det er at være i langt forhold