Ny mor til 2; helt ulykkelig

Kære alle. Jeg håber der er nogle der kan give nogle opmuntrende tilbagemeldinger...

Jeg er for få uger siden blevet mor til mit andet barn, en lillesøster til min dreng på 2. Hun er så fin og helt perfekt, og hun trives og har det godt. Hun sover også rigtig godt, og jeg får ca 6 timers søvn om natten, afbrudt af én eller 2 korte amninger. Jeg sover også en lur i løbet af dagen, så jeg føler ikke jeg er i søvnunderskud. 

Men jeg er bare så ulykkelig... Jeg føler mig sindssygt ensom, selvom jeg har jordens dejligste mand og familie. Jeg savner min store dreng, og jeg har svært ved at overskue at være alene med børnene om aftenen hvis min mand fx skal til fodbold. Jeg føler mig helt utilstrækkelig, og har bare lyst til at give op. 

Jeg er i dialog med min sp, hun ved jeg kæmper med det, og hun er meget lydhør. Jeg overvejer at takke ja til et forløb med noget gruppeterapi. Min datter er stadig så ny, så jeg håber at det hele "bare" handler om at lande i alt det nye - men jeg synes det er så hårdt at være ked af det hver dag. Jeg føler ikke at jeg mangler kærlighed til min datter, men jeg mangler glæde ved situationen som den er, og jeg mangler tro på at jeg kan klare opgaven at være en god mor for begge mine børn.

Er der nogen derude der genkender dette og som er kommet ud på den anden side? Hvad gjorde i? Hvornår begyndte det at vende?

Tak

Stor krammer til dig

Det lyder som mig ved andet barn. Jeg følte mig så ensom når jeg havde afleveret den store i børnehaven. Det var en frygtelig følelse. Jeg havde brug for at fylde mine dage med noget, men samtidig syntes jeg det var enormt svært at komme ud af døren fordi han ikke lige var den nemmeste baby. Han græd meget og sov dårligt.  Det var rigtig dejligt for mig at starte i mødregruppe, og de var meget søde og forstående.

Jeg havde det som dig at jeg savnede min store dreng. Jeg havde så dårlig samvittighed over at lillebror kom og tog vores tætte bånd fra os. Eller sådan føltes det jo. Jeg tror det bunder i at man egentlig savner den tid man havde med bare ét barn man kunne give fuld opmærksomhed og fordi det jo var det kendte og trygge. Nu skal man pludselig finde en ny rolle til sig selv og det store barn, og man skal finde nye rutiner i hverdagen. 

Min mand var så god til at støtte og han tog meget over så jeg kunne få alenetid og tid med den store. Og så lavede han en aftale med sit arbejde om at arbejde hjemmefra nogle dage om ugen. Det var så dejligt at han bare var der så jeg ikke følte mig så ensom. Da baby var 3 mdr kom corona og min mand var hjemme hver dag. Det var virkelig det der reddede mig og nærmest fra den ene dag til den anden forsvandt de negative tanker. 

Inden alt det med corona kom, havde jeg også aftaler med mine forældre om at de kom så tit som muligt. Ikke fordi vi havde noget på programmet, men bare at de var der var en kæmpe hjælp.

Jeg var også skrevet op til noget gruppeterapi, men jeg nåede ikke noget, da corona jo lukkede det hele. 

Ellers havde jeg glæde af en Facebook side der hedder noget med "Når det gør ondt at blive mor" 

Det skal nok blive bedre, men det er hårdt at være i lige nu. Jeg håber du har en god sp der også kan hjælpe dig

Jeg kan ikke genkende det - men, jeg har hørt mange have det sådan!! 
uanset, skal du have et kæmpe kram. Og godt du sætter ord på og tager dig selv seriøst

Kære du

Et helt oplagt sted at starte vil jo være at forsøge at bryde din ensomhed ved at få langt mere støtte og opbakning fra nære omkring dig. Det lyder ikke som et godt tidspunkt for far at rende til fodbold - det lyder som et tidspunkt hvor han med fordel smider alt andet på pause (ligesom du) og er i sin familie. Ferie, afspadsering, fridag, hjemmearbejde - alt kan inddrages hvor muligt. Han må med til samtaler med sundhedsplejersken, med til lægen, med til putning. Indkald familie til aflastning, ikke så du kan sove; men så du kan lave ting der er rare, nydelsefulde, morsomme, hyggelige - ikke mindst med dit store barn. Det nytter ikke rigtig noget, at far går til sport imens mor må i gruppeterapi af ensomhed og tristesse. Der er ikke rigtig noget i jeres familieliv lige nu, der er vigtigere end at du får det godt igen.

Har gruppe terapien hjulpet? 

Tak med din mand om det. Hvis du er presset over st være alene med begge børn, så bed ham blive hjemme. Det er jo ikke kun dine børn