Åh, de kræsenpinde! :(

Frizzy skriver:

Nu ved jeg ikke hvordan du laver mad men daal, tahin, Tikka Masala kan jo været krydret. Jeg tror ikke at det er noget jeg ville have fået mine børn til at spise.

Serverer du helt almindelige børneretter - lasagne, spagetti  med kødsovs (uden for mange krydderier), frikadeller, fiskefrikadeller, laks? Det lyder til du serverer mad med kraftig smag.

og noget helt andet - dine børn er 2 og 4..?  Jeg levede af frikadeller, kyllingelår, majs og hvidt brød i lang tid. Da jeg va 10 spiste jeg næsten alt.

Ja, som du kan læse i min tråd, står der også, at de får pizza, pasta med pesto, kartoffelsuppe osv. Græskarsupper f.eks. meget mildt, men det kan de heller ikke lide.

Men samtidig er de er vant til godt krydret mad, det har de fået fra 6 måneders alderen, så for dem er det naturligt. Det skal dog siges, at jeg sparer på krydderierne, så det bliver aldrig stærkt. Ofte tager jeg en portion fra til dem, som så kan køle lidt af, mens resten så lige bliver smagt til med "voksen-smag".

Frizzy skriver:

Du skriver at du kan lide at lave meget forskelligt mad. Ud over at det måske er for krydret kan du måske lave for varieret mad. Jeg kan sagtens sætte mig ind i ikke at gide spise det samme for 3.-4. gang. 
Men især hvis det er nye ting skal de prøves mange gange af børn. Jeg læste følgende råd:

• Introducer en type mad mindst 10 gange, før du konkluderer, at barnet ikke kan lide maden. Maden bør tilbydes gentagne gange over dage og uger, og gerne i forskellige sammenhænge

Hvis du gerne vil have at de kan spise daal, græskar suppe .. så server det flere gange og ikke kun en mandag aften for så at servere noget andet dagen efter.

 

 

Hej.

Ja, jeg kan godt se din pointe - men jeg laver ikke så meget forskellig mad, som mit startindlæg måske kan antyde. Det er ikke sådan, at jeg serverer en fantastisk spændende og ny ret fredag aften og forventer, at de så kan lide den - jeg ved, at de skal smage på noget mange gange, især nye smage.

Jeg laver ikke det, de ikke kan lide, mange dage i træk, for at lære dem smagen. Den store hader f.eks. græskar, så nu hvor sæsonen er startet, får vi måske noget med græskar 1 gang om ugen i forskellige format - og dagen efter, får han noget, han godt kan lide. Ellers bliver han for ked af det.

Min datter på 5 var meget dygtig til at smage på al mad fra starten, og vi havde en lang årrække hvor der stort set aldrig var problemer. Omring 4-5-års-skiftet begyndte hun at blive mere selektiv, også med ting som hun førhen ingen problemer havde med.

Hjemme hos os: Skærer jeg (oftest) grøntsager for sig, som hun får serveret om eftermiddagen som tag-selv-mad, og skålen (hvis der stadig er noget i) følger med til aftensmaden. Nogle gange spiser hun en hel peberfrugt om eftermiddagen og så mest kød til aftensmad, og det er OK for mig. Tit når jeg laver mad, vil hun også gerne smage på det jeg skærer ud, fx rå hvidkål, pastinak eller salatblade (som hun normalt ikke er specielt vild med). Det er så ikke altid at hun så stadig spiser noget af det, når det kommer på bordet til aftensmaden, men det er for mig også OK.

Hjemme hos os: Må man ikke tale grimt om maden, man må ikke sige, "Det kan jeg ikke lide" men gerne "Det har jeg ikke lyst til i dag". Man skal smage på maden. Nogle gange/tit siger vi, "Du må gerne få mere XXX, men først skal du spise lidt af din YYY". Nogle gange spiser hun lidt af sin YYY og andre gange er hun ikke sulten efter mere alligevel.

Hen over sommerferien lavede jeg et smageskema til hende med forskellige fødevarer, som jeg gerne ville have at hun skulle smage på (samt nogle som jeg ved at hun er glad for). Hver fødevare havde 7 felter, og for hver gang hun havde smagt på den mad, fik hun et kryds i et felt. Når alle felter var udfyldte, kunne skemaet indløses til en filmeftermiddag med bland-selv-slik.

Hvor stor effekt skemaet havde skal jeg ikke kunne sige, men hun er blevet bedre til at smage på maden uden brok.

Jeg er sikker på at meget kræsenhed har noget med alderen at gøre, men det har altså også en betydning om børnene får lov. Min søster og jeg fik altid særkost som barn. Min søster er stadig meget kræsen. Da jeg blev voksen (i start 20'erne) besluttede jeg mig for at jeg ikke længere ville være kræsen, og så holdt jeg op med det (altså, det tog arbejde at komme væk fra det). Min søsters børn og hendes kærestes børn (11, 12, 14 og 16) er MEGET kræsne. Sidst vi holdt familiefødselsdag med buffet med rigtig mange forskellige retter at vælge imellem (og der var altså retter som kylling og kartofler), gik de slukørede ned til deres pladser igen med et stykke brød med smør. Så mit barn får IKKE lov til at være kræsen. Vi presser hende ikke til at spise, men smage det skal hun, og vi siger også direkte, at der ikke er nogen i vores familie, som får lov til at være kræsne.

Jeg synes det lyder til at du gør det rigtige. Mine børn er meget sensitive og det har ført til nogle udfordringer og frustrationer, men jeg synes det har hjulpet med en god portion ro og tålmodighed omkring det. Nu spiser min søn tærte med broccoli og stærk thaimad med grøntsager osv. Så længe de vokser op i et hjem hvor der bliver serveret varieret mad (så det ikke er en fremmed ting), så tror jeg de lærer det med tiden. Herhjemme må man gerne sige at man ikke kan lide maden (det synes jeg ikke er grimt - bare ærligt). Og jeg tvinger dem sjældent til at smage på alt hvad jeg laver. Men jeg sikre mig at der er noget på bordet som de kan lide. Og når jeg har været bekymret for om de fik grøntsager nok, har jeg proppet det i smoothie, suppe, frikadeller eller i karrysovsen. Kræsenhed er ofte noget man vokser fra og det vigtigste for mig er at mine unger får et godt forhold til det at spise. Mit bedste råd er at væbne dig med tålmodighed og blive ved at gøre som du gør - dine unger er små endnu og der er tid til at lære det  

asphodel skriver:

Min datter på 5 var meget dygtig til at smage på al mad fra starten, og vi havde en lang årrække hvor der stort set aldrig var problemer. Omring 4-5-års-skiftet begyndte hun at blive mere selektiv, også med ting som hun førhen ingen problemer havde med.

Hjemme hos os: Skærer jeg (oftest) grøntsager for sig, som hun får serveret om eftermiddagen som tag-selv-mad, og skålen (hvis der stadig er noget i) følger med til aftensmaden. Nogle gange spiser hun en hel peberfrugt om eftermiddagen og så mest kød til aftensmad, og det er OK for mig. Tit når jeg laver mad, vil hun også gerne smage på det jeg skærer ud, fx rå hvidkål, pastinak eller salatblade (som hun normalt ikke er specielt vild med). Det er så ikke altid at hun så stadig spiser noget af det, når det kommer på bordet til aftensmaden, men det er for mig også OK.

Hjemme hos os: Må man ikke tale grimt om maden, man må ikke sige, "Det kan jeg ikke lide" men gerne "Det har jeg ikke lyst til i dag". Man skal smage på maden. Nogle gange/tit siger vi, "Du må gerne få mere XXX, men først skal du spise lidt af din YYY". Nogle gange spiser hun lidt af sin YYY og andre gange er hun ikke sulten efter mere alligevel.

Hen over sommerferien lavede jeg et smageskema til hende med forskellige fødevarer, som jeg gerne ville have at hun skulle smage på (samt nogle som jeg ved at hun er glad for). Hver fødevare havde 7 felter, og for hver gang hun havde smagt på den mad, fik hun et kryds i et felt. Når alle felter var udfyldte, kunne skemaet indløses til en filmeftermiddag med bland-selv-slik.

Hvor stor effekt skemaet havde skal jeg ikke kunne sige, men hun er blevet bedre til at smage på maden uden brok.

Jeg er sikker på at meget kræsenhed har noget med alderen at gøre, men det har altså også en betydning om børnene får lov. Min søster og jeg fik altid særkost som barn. Min søster er stadig meget kræsen. Da jeg blev voksen (i start 20'erne) besluttede jeg mig for at jeg ikke længere ville være kræsen, og så holdt jeg op med det (altså, det tog arbejde at komme væk fra det). Min søsters børn og hendes kærestes børn (11, 12, 14 og 16) er MEGET kræsne. Sidst vi holdt familiefødselsdag med buffet med rigtig mange forskellige retter at vælge imellem (og der var altså retter som kylling og kartofler), gik de slukørede ned til deres pladser igen med et stykke brød med smør. Så mit barn får IKKE lov til at være kræsen. Vi presser hende ikke til at spise, men smage det skal hun, og vi siger også direkte, at der ikke er nogen i vores familie, som får lov til at være kræsne.

Af ren nysgerrighed - hvorfor må man ikke sige, når der er noget mad, man ikke kan lide? Jeg er med på, at man ikke taler grimt om mad, det gør man heller ikke hjemme hos mig... men de fleste mennesker har jo ting de ganske enkelt ikke bryder sig om smagen af, hvilket vel er okay? For mit vedkommende fx remoulade... jeg er ikke kræsen, men lige præcis dét kan jeg virkelig ikke lide. Og det er ikke fordi, jeg “ikke har lyst til det”, det er decideret fordi jeg ikke kan lide smagen. Det opfatter jeg ikke som uhøfligt? 

Godaften.

Jeg har to sønner på 2 og 4. Det hører mere til undtagelsen end reglen, at de spiser vores aftensmad. 

De har fået mad fra 6 måneder, sådan lidt blw-inspireret, men også grovblendet, hjemmelavet mos. De har begge fået en lækker diæt fra starten med mange smage og konsistenser. For mig er mad lidt en hobby, så jeg laver meget forskelligt - men der er altså også dage, hvor den bare står på pasta med pesto, hjemmebagt pizza, tomatsuppe etc.

 

Den lille har været udfordret fra starten. Han var svær at få mad i og fik hurtigt brækfornemmelser og det kan han stadig få. F.eks. kastede han op, da han ville smage tahin og fik det i munden.

Den store har været nærmest altædende, indtil omkring 3-års alderen. Den lille har været med til at smage på alt, men ikke altid spise så meget og fra 2-års alderen er den store skepsis sat ind og han kan sige, at han ikke kan lide noget, nærmest inden, han har set det!

Vi gør meget ud af hyggelig stemning. Aldrig tvang!!! Og altid noget på tallerkenen jeg ved de kan lide, fx en bolle m smør, peberfrugt, kikærter etc. De får ikke usunde alternativer, men de dage, hvor de slet ikke rører maden, får de en portion havregrød inden sengetid.

Jeg laver så meget lækker mad og jeg gør mig så umage for at lave lækre tallerkener til dem. Jeg vil så gerne have, at de også kan spise med, men over halvdelen af gangene ryger det i skraldespanden. Jeg laver ikke underlig mad eller overdrevet fancy. Altså, der er bare tale om fx daal, tikka massala, græskarsuppe, kartoffelsuppe osv. (Som er almindeligt hos os)

De er også nogle gange med til at lave maden og smage på ingredienserne undervejs.

Please, fortæl mig, at det går over! Jeg har læst om neofobi. Jeg får grå hår af den kræsenhed! Jeg vil bare ikke give op og servere tomatsuppe med hvidløgsflutes hver dag!!

What to do?

Jeg synes, du skal holde fast! Kræsne store børn og voksne er simpelthen så ucharmerende, når man skal spise sammen. Og selvfølgelig skal du ikke overgå til smag af luft og kun lave kødsauce. Jeg forestiller mig ikke, du brænder dine børn af med chili - så hold fast i krydring og at maden har en smag. Diversitet i maden, altid tilbyde mindst 1 ting de kan li' og så overvej at slette ordet "kræsen" fra dit ordforråd.

Vend den om: "hvor er I dog madmodige", når de smager. Ros at de smager og sig: "fair du ikke kan li' det. Det lægger du bare til side på din tallerken". Og så videre. Ingen kampzone ved bordet. 

Læs eller hør Madro af Morten og Anne Elsøe. Den er genial. 

Vh. 

Hej 

Jeg vil anbefale hende her https://instagram.com/anne.elsoe?utm_medium=copy_link

Hun snakker om mad og børn. 

Vi slev laver mad som jer. Er dog efter jeg så hende snakke om sikker mad. Begyndt at det og det hjælpe utrolig meget. 

Jeg har altid den nye mad med i 3 dage som tilbud ved bordet.(den lille rest der er tilbage måske) 

Tak for jeres svar.

Jeg vil lige tilføje, at jeg var ret frustreret, da jeg skrev overskriften; egentlig ser jeg ikke mine børn som kræsne og det er ikke et ord, vi bruger. Jeg voksede op med en kræsen storebror og han kunne nærmest kun spise 5 forskellige ting og det var et kæmpe problem for ham.

Der er vi slet ikke - det er nok mere bare skepsis.

Tak for tippet med Anne Elsøe på instagram. Hun har virkelig mange gode råd - det vil jeg holde mig til, tror jeg. Det lyder så fornuftigt og også i tråd med det, vi allerede gør.

Det absolut vigtigste for mig er også, at måltidet er en hyggelig stund og at vi kan deles om en vis madglæde. Og jeg er netop begyndt med det, som Anne Elsøe kalder Safe Foods - så der altid er noget, de kan lide. Og eftersom vi spiser sundt generelt og f.eks. ikke har slik, toast og sådan i huset, så vil det altid være sunde alternativer som f.eks. grøntsagsstave eller lignende, så jeg behøver ikke bekymre mig for deres ernæring eller om de vænner sig alt for meget til bløde og søde ting.

Jeg tror bare, at det der især plager mig, er at jeg altid har haft en idé om, at ens barn bare spiste alt, hvis man gav dem god og sund mad fra starten og jeg har troet, at det var forældrenes skyld, når børn valgte meget mad fra. Og selvfølgelig har forældrene også et ansvar, men nu kan jeg også se, hvor meget børnene selv bestemmer og hvor afmægtig man kan føle sig som mor.
Jeg tror, jeg har fordømt kræsne børns forældre uretmæssigt. Og fordi jeg har dømt dem på, at deres børn kun ville have toast uden skorper og jeg altid var stolt, når mine spiste det hele, så er jeg pludselig flov, når de ikke vil... Jeg er bange for at blive fordømt af "dommere" som mig selv derude...

Nu er jeg nok blevet klogere... !